Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

Hvad kunne man ellers havde brugt sin energi på?

Det er en udbredt misforståelse, at vi er i mål med løsningen af alle de syge/udsatte veteraners problemer, og nu bare skal opfinde nye, kreative måder at anerkende veteranernes eksistens og indsatser. Uanset hvor mange podcasts vi producerer om de raske og velfungerende veteraners liv, så forsvinder de andre veteraners problemer ikke af sig selv. 

Nu hvor vi har kritiseret wildcard-ordningen for at være en gratis omgang symbolpolitik, fra en minister med et akut behov for at profilere sig mere positivt, og påpeget risikoen for at ordningen kan koste folkelig forståelse og opbakning til de mere vigtige kampe vi kæmper, så må tiden være kommet til at pege på nogle områder hvor regeringen med fordel kunne tage fat, til glæde og gavn for flere veteraner, og deres familier.

Det første område er det evigt tilbagevendende arbejdsskadeområde. Vi har i årevis påpeget det urimelige i at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) helt vilkårligt kan hælde veluddannede speciallægers dyrtkøbte erklæringer ned ad brættet, og konkludere noget helt andet når afgørelsen skal falde. 

Vi har også påpeget det bekymrende ved, at samme arbejdsskademyndigheder selv kan opfinde kriterier for anerkendelse, som overhovedet ikke er funderet i videnskab. På dette punkt har beskæftigelsesministeren udvist interesse, og bedt AES om at finde noget videnskabeligt belæg for deres afgørelser. Det har åbenbart manglet indtil nu.

Vi har påpeget det tydelige mønster af tilfældighed i sagsbehandlingen, hvor nogle sager helt åbenlyst vurderes efter andre kriterier end lignende sager. Der er mange fejl i sagsbehandlingen, hvilket i 2020 blev dokumenteret af juraprofessor Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet. Han gennemgik 45 af veteransagerne. Professoren nåede frem til, at 37 af de gennemgåede sager, hvor veteranerne ikke havde fået godkendt sygdommen, burde genoptages.

I professorens rapport konkluderede han at ”Som det fremgår af ovenstående, giver myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte soldaters ret til arbejdsskadeerstatning anledning til alvorlig kritik“.

Men denne kritik afviste AES med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”.

Imidlertid holdt den solide fundering kun til AES led et sviende nederlag i Vestre Landsret i juni 2020, og valgte at gennemgå nogle sager igen. Dommen betød, at en Bosnienveteran skulle have anerkendt sin arbejdsskade, selv om AES altså mente det modsatte efter en behandling “solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”  

En dom som Ankestyrelsen valgte ikke at anke. 

Dommen skabte fornyet håb hos mange af de andre 300+ veteraner, med afviste arbejdsskadesager. Og sikkert også hos nogle af de veteraner, som på forhånd har opgivet at rejse en sag, fordi håbet om retfærdighed og rimelighed var udhulet efter mere end 10 års veterankamp på arbejdsskadeområdet.

Lige inden året gik på hæld skete det igen, da endnu en Balkanveteran fik rettens ord for at det var forkert, da Ankestyrelsen i 2014 afviste, at hans PTSD-diagnose var relateret til hans udsendelse. Trods udtalelser fra flere speciallæger om, at veteranen udviklede PTSD på baggrund af sine udsendelser på Cypern og i Kroatien, afviste Ankestyrelsen sagen med flere begrundelser. De lød dels på manglende tidsmæssig sammenhæng mellem symptomer og udsendelse, og dels manglende dokumentation for, at veteranen havde været udsat for exceptionelle belastninger, der kunne føre til en belastningsreaktion.

Men det var altså forkert. Igen. 

Retten konkluderer i dommen, at Ankestyrelsens afgørelse i sagen var baseret på fejlagtigt grundlag. Blandt andet fordi styrelsen ikke forud for afgørelsen indhentede en speciallægeerklæring, samt at de alene lagde vægt på en udtalelse fra deres egen lægekonsulent. Til gengæld havde de inddraget oplysninger fra veteranens barndom i deres vurdering, hvilket var aldeles irrelevant for sagsbehandlingen.

Når AES afviser kritikken, med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”, så kalder det på politisk handling. For begge udsagn kan ikke være sande på samme tid. 

Man kan ikke både hævde at gøre alt korrekt, med henvisning til blåstempling fra Ankestyrelsen og domstolene, og umiddelbart herefter blive underkendt og kritiseret for sin sagsbehandling, af to domstole. Begge domme valgte Ankestyrelsen ikke at anke – hvilket kun kan tolkes derhen, at Ankestyrelsen tager domstolenes vurderinger og kritik til efterretning.

Men AES står tilbage med at forklaringsproblem. Og vi veteraner står nu med et valg. Skal vi fæstne lid til at AES “retter ind”, downloader den nye version af virkeligheden, og kommer frem til mere fornuftige resultater når de genvurderer alle de sager som er begæret genvurderet efter Vestre Landsretsdommen? Eller skal vi virkelig belaste retssystemet i årevis, med veteraners afviste arbejdsskadesager, for at opnå en forsinket, og længe krævet retfærdighed?

Vi kunne jo også håbe at Forsvarsministeren – når hun er færdig med sine andre vigtige gøremål, naturligvis – genåbnede dialogen med Beskæftigelsesministeriet (som har ansvaret for forvaltningen i AES), og får rettet op på tingene en gang for alle. Som folkets tjener ville ministeren høste mange likes for at lukke dette sorte kapitel i den danske veteranhistorie.

Wildcard – bagsiden af medaljen

Da Forsvarsminister Trine Bramsen solede sig i blitzlyset for et par uger siden, og stædigt forsvarede behovet for en helt særlig ordning for PTSD-ramte veteraner på førtidspension, afslørede hun igen at hun ikke forstår så meget af det område hun er ansvarlig for.

Ved at tage 500 PTSD-ramte veteraner som gidsler, i sin relancering af en længe eksisterende løsning, trak hun proppen ud i det kar med folkelig opbakning vi som veteraner ellers nyder, når vi kæmper vores legitime kampe for bedre vilkår for de syge/skadede veteraner.

Enhver kyndig minister med lidt kendskab til folkesjælen og de sociale medier, ville vide, at sådan et opgør med lighed for loven-princippet, og opdeling af førtidspensionister i et a- og et b-hold for så vidt angår rettigheder, ville medføre forargelse, vrede og afstandtagen. Ikke til ministeren, som jo fremstod sød og kærlig på TV, men til veteranerne, som hun skubbede foran sig, når hun skulle forklare hvor idéen til denne ordning kom fra.

”Det er ikke noget, som jeg har fundet på” udtalte forsvarsministeren til PioPio, og på de sociale medier, og i debatten refererede ministeren igen og igen til den fynske veteran, som havde sat den vanvittige idé i hovedet på hende. En gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor det lokale mediehus gav hende taletid.

Dette overbeviste mange danskere om, at ønsket kom fra veteranerne, og den søde minister blot leverede varen – efter at have brugt et år på sagen.

Ministeren fortsatte, men gik fra forsvar til angrebsposition. Hun udtalte at vores kritik af wildcardordningen var ”…et besynderligt standpunkt for en organisation, der påstår at varetage veteranernes interesse, at mene, at det er dårligt at forbedre veteranernes forhold.”

Kære Trine Bramsen, intet i denne verden er gratis. Heller ikke særlige privilegier – eller i dette tilfælde, noget der bare ser ud som særlige privilegier, men i virkeligheden er relanceringen af muligheden for hvilende førtidspension – en rettighed som gælder for alle førtidspensionister.

Hvis ministeren læser kommentarerne til sin egen, og beskæftigelsesministerens udmelding om wildcard-ordningen igennem, så vil hun se hvad vi mener, når vi påstår at hun graver en kløft mellem os veteraner, og den befolkning vi er så afhængige af at have opbakning fra, når vi debatterer og aktionerer for bedre forhold for syge/skadede veteraner.

Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

“De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.

2. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.

3. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

“Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?