Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje

Fotograf/Photographer
Beskæftigelsesministeren lyttede til de frustrerede veteraner, ved Veteranalliancens demonstration foran ministeret d. 30. november 2016 (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.

Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.

Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.

Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.

Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.

Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.

Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.

Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade