Krig med moms på

Et Folketingsvalg nærmer sig, og alle partier har travlt med at positionere sig med forslag til både offentlige udgifter, og finansiering af disse udgifter.

Kun én offentlig udgift undslipper debatten om finansiering – den aktivistiske udenrigspolitik.

I det hele taget er der bred konsensus om, at hele Forsvarsområdet – herunder veteranområdet – bare er noget man finansierer via skatter, og aldrig stiller spørgsmålstegn ved. Politikerne vil gerne fortsætte med at kunne trykke på nogle grønne knapper, og sende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker afsted til alverdens krigszoner, uden at politikerne skal ud med hatten i hånden, og finde sponsorer til den aktivistiske udenrigspolitik.

Forsvaret kan i ny og næ få en ekstra bevilling, hvis der dukker nogle uventede banditter op på radarskærmen, eller hvis der ganske uventet opstår en humanitær katastrofe i et fjernt land. Men ellers må forsvarsbudgettet finansiere politikernes krigsglæde.

Krig med moms på

Hvad med om vi lagde en moms på den aktivistiske udenrigspolitik? Hvad med om vi fik skabt en konsensus om, at hver gang politikerne beslutter at sende 100 soldater i krig, eller 100 beredskabsfolk afsted til én humanitær katastrofe, så skulle der – ud over finansieringen af uddannelse, udrustning, transport, løn osv. – afsættes et fast beløb pr. udsendt, som var øremærket en anstændig behandling af den udsendte, når han/hun kom hjem fra udsendelsen?

De øremærkede penge fra momsen på krig skulle så bruges på at sikre veteranhjem i alle landsdele, en hurtig og grundig behandling af arbejdsskadesager for de sårede veteraner, den korrekte kapacitet i de dele af sundhedsvæsenet som behandler sårede veteraner, efteruddannelse af de kommunale sagsbehandlere som arbejder med veteranernes sociale sager, og en anstændig pensionsordning for veteraner, som bliver så skadede, at de dømmes ude af arbejdsmarkedet for resten af livet.

En moms på den aktivistiske udenrigspolitik vil bidrage til, at politikerne tænker sig godt om, før de sender danske soldater, betjente, beredskabs- og sundhedspersonale ud til verdens brændpunkter. Og momsen vil sikre, at vi undgår situationer som nu, hvor det er geografiske tilfældigheder som afgør, om veteraner kan få den hjælp og støtte de har brug for, efter at have udmøntet den aktivistiske udenrigspolitik for politikerne.

Økonomien bag krigen

Hvis vi ser på hvad der er brugt på krudt og kugler i tre af de seneste militære konflikter Danmark har været involveret i, så vidner tallene om, at der ikke er nogle smalle steder når fjenden skal bekæmpes.

Irak-krigen, hvor ca. 5000 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 2,4 mia. kroner.

Indsatsen i Libyen, hvor ca. 100 danske soldater og piloter var udsendt, kostede skatteyderne 620 mio. kroner.

Afghanistan-krigen, hvor ca. 8600 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 13 mia. kroner.

Danmark kan altså – uden at blinke – bruge mere end 1 mia. kroner om året på krig.

Til sammenligning blev der i 2013 brugt 221 mio. kroner på veteranindsatsen, ifølge Forsvarsministerens svar til Folketingets Forsvarsudvalg d. 8. januar 2015.

Disse 221 mio. kroner fordelte sig således:

159 mio. kroner blev brugt på psykologisk behandling, socialrådgivning og andre aktiviteter under Forsvarets Veterancenter – herunder 23 mio. kroner til husleje, IT-systemer o.l.

62 mio. kroner blev brugt på erstatninger, godtgørelser og pensioner.

10 af de 159 mio. kroner var imidlertid satspulje-midler fra Beskæftigelsesministeriet, som var målrettet Veterancentrets jobsøgningsindsats for veteraner.

Ud over pengene på forsvarsbudgettet, blev der i 2013 brugt 9,5 mio. kroner til støtte af Fonden Danske Veteranhjems drift af tre veteranhjem, KFUM Soldaterhjems drift af soldaterhjem, samt De Blå Baretters Kammeratstøtteordning. De 9,5 mio. kroner er et direkte træk på finansloven, uafhængigt af forsvarsbudgettet.

10. april 2014 besluttede forsvarsforligskredsen, at der afsættes 25 mio. kr. årligt i perioden 2014- 2017 med henblik på at styrke indsatsen på veteranområdet. Forsvarsforligskredsen indgik endvidere ”Aftale om styrket indsats for de danske veteraner” 3. september 2014, hvoraf det fremgår, at der afsættes yderligere 30 mio. kr. i 2014 til etablering af nye veteranhjem og KFUM’s soldaterrekreationer samt udvidelse af eksisterende faciliteter, herunder køb af inventar, renovering mv. Dette udvidelsesarbejde forventes afsluttet ultimo 2016.

Men det stigende antal krigsveteraner kan ikke være tjent med, at behandlingstilbud og støtte skal være afhængigt af tilfældige politiske flertal, som fra tid til anden ”finder” puljer af penge til den nødvendige indsats for veteraner og deres pårørende.

Hvis politikerne uden at blinke kan bruge mere end 1 mia. kroner hvert år på krig, så er det kun rimeligt at indsatsen i forhold til veteraner og deres pårørende udgør et fast beløb pr. år, afspejlende det aktuelle antal veteraner.

Lige som man taler om at pengene følger patienten, og pengene følger eleven, så bør pengene følge veteranen. Hver gang staten producerer en krigsveteran, skal der være afsat penge til behandling og støtte til veteranen, når han/hun har udkæmpet politikernes kampe.

Ellers kan de jo selv tage afsted, og håbe på det bedste.

Reklamer

47 selvmord for meget

Da det i 2011 kom frem i offentligheden at 11 danske krigsveteraner – primært fra Balkanmissionerne – havde begået selvmord efter hjemkomsten, så skabte det bestyrtelse i veteran- og pårørendekredse.

Pludselig var det vi alle havde en instinktiv fornemmelse af blevet dokumenteret. Selvmordene kunne kun ses som bevis for, at vi som nation stadig ikke var gode nok til at tage imod alle krigsveteraner, når de vendte hjem fra mødet med krigens rædsler.

Selvmord er et tabu, som det er svært at tale med andre om. Den selvmodstruede har svært ved at tale med familie og venner om sine selvmordsønsker, for hvordan skal mennesker med flere lyspunkter i livet kunne forstå selvmord som en ønskværdig udvej?

Den selvmordstruedes familie og venner, som måske fornemmer at selvmord overvejes af en elsket, har svært ved at tale med den selvmordstruede om dette, af frygt for svar de ikke ønsker at høre, og af frygt for at komme til at skubbe den selvmordstruede ud over kanten.

Tabu eller ej, så er selvmord blandt krigsveteraner en realitet. Noget vi bør forholde os til. Og noget vi bør se som et tegn på, at der stadig er plads til forbedringer i den danske veteranpolitik. Det virker på alle måder ulogisk, at soldater som har overlevet og gennemlevet krigens rædsler, efter endt mission skulle tage sit eget liv, hvis det danske samfund er klar med anerkendelse, støtte og bedre muligheder.

Den daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, sagde da også, da hun blev forholdt nyheden om de 11 veteranselvmord, at ethvert selvmord er et for meget. Men hun tilføjede også, at den i 2010 vedtagne veteranpolitik lige skulle have tid til at virke, og at forsvarets psykologer rakte en hånd ud til veteranerne, og ville gøre alt for at hjælpe dem (Information, 20.03.11).

Dengang var der megen debat om hvor vidt man kunne definere en telefonlinje som en god løsning. Det kræver alligevel et vist overskud, og en pragmatisk tilgang til sin egen situation, at ringe op til et vildt fremmed menneske, og fortælle hvor dårligt man har det, og at man overvejer at tage sit eget liv. Uanset om dette fremmede menneske er psykolog, eller ej.

Men Forsvaret var ganske entydig i sin tilgang til problematikken. Det var veteranerne selv, som skulle ringe og bede om hjælp. Ikke engang bekymrede pårørende kunne sætte processen i gang. For der var psykologfaglige grunde til at mene, at med mindre veteranen selv var motiveret til at bede om, og modtage hjælp, så ville en psykologisk behandling ikke virke. Derfor ville det være meningsløst, hvis pårørende henvendte sig til Forsvarets psykologer, og fortalte om pressede veteraner, og psykologerne selv skulle kontakte disse veteraner.

Den udstrakte hånd var derfor for langt væk for nogle veteraner. De magtede slet ikke at møde den udstrakte hånd med deres egen hånd.

I 2014 publicerede Center for Selvmordsforskning så en rapport, som dokumenterede at antallet af registrerede selvmord blandt danske krigsveteraner var steget til 47. Altså 36 yderligere selvmord på kun 3 år. Igen var det den glemte generation, Balkanveteranerne, som dominerede oversigten over soldater som var faldet for egen hånd.

Hele 43 af de 47 registrerede selvmord var begået af Balkanveteraner. Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

Men veteranerne fra Irak- og Afghanistanveteranerne var også på vej ind i den kedelige statistik.

Og som om de 47 registrerede selvmord ikke var deprimerende nok, så kunne Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen supplere med, at flere hundrede veteraner, som hun havde kontakt med, havde forsøgt selvmord. Nogle op til flere gange.

Råbet om hjælp var altså højt, og vedvarende.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning dokumenterede, at 298 soldater havde forsøgt at begå selvmord én eller flere gange i perioden 1995 – 2013. Hovedparten (50,7 %) havde kun været på én udsendelse, og soldater udsendt én eller to gange tegnede sig for 90 % af alle selvmordene blandt veteraner.

Blandt de veteraner, som tog deres eget liv i perioden, havde lidt over 20 % et registreret selvmordsforsøg inden. Risikoen for selvmord stiger med alderen, fordi risikofaktorer for selvmord akkumuleres over år. Udover eventuelle psykiske mén fra én eller flere udsendelse kan senere livsbegivenheder (f.eks. skilsmisse, arbejdsløshed eller traumatiske oplevelser) forøge en persons risiko for selvmord.

Tallene understreger vigtigheden af, at støtten og behandlingstilbuddene står klar så snart veteranerne kommer hjem. Hvis veteranen venter for længe med at opsøge hjælpen, eller behandlingssystemet har ventetid før behandlingen kan iværksættes, så kan det få fatale følger.

Derfor var det både frustrerende og deprimerende, at det i 2014 også kom frem i offentligheden, at specialpsykiatrien – som har til opgave at tilbyde behandling til de hårdest ramte krigsveteraner – kun har kapacitet til at behandle ca. en tredjedel af de veteraner som rent faktisk henvender sig, og beder om hjælp.

Det klæder ikke et moderne velfærdssamfund, som producerer krigsveteraner i en lind strøm, at spare på behandlingen til traumatiserede veteraner. Især ikke når man ser på, hvad vi som samfund ellers har råd til.

I forbindelse med offentliggørelsen af veteranpolitikken, udtalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at vi i Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund, men at vi først var ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner (Information, 12.10.10).

På daværende tidspunkt havde Danmark haft veteraner siden 1948 – altså i mere end 60 år. Og veteraner med omfattende psykiske følgeskader siden starten af 1990’erne – altså i 20 år.

Ifølge Forsvaret har mere end 39.000 danskere i perioden 1991-2013 været udsendt i alt 61.450 gange. Godt 95 procent af alle disse udsendelser er missioner i Irak, Afghanistan og på Balkan. Og mens mange af de gamle veteraner fra Balkan, som var udsendt i starten af 1990’erne, i dag kæmper med stærke psykiske problemer, er det altså endnu uvist, hvor mange af veteranerne fra Irak og Afghanistan der har fået og vil få PTSD.

Men tiden arbejder ikke på veteranernes side. Den stort anlagte undersøgelse af Hold 7, en gruppe på 610 soldater som var udsendt til Afghanistan i 2009, viste at omkring én ud af 20 soldater havde PTSD-symptomer et halvt år efter udsendelsen. Men 2½ år efter udsendelsen var dette tal næsten fordoblet, og nu viste omkring én ud af ti soldater tegn på PTSD.

I 2015 kan vi ikke længere undskylde systemets mangler med indkøringsvanskeligheder, eller den påståede overraskelse over at soldater bliver traumatiseret af krig. Og vi kan ikke sige at den udstrakte hånd er en fuld og dækkende løsning, når den mangler to tredjedele af fingrene.

Hvis ét selvmord er ét for meget, så er 47 selvmord vel 47 for meget.

Kommunerne svigter veteranerne

Efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget i 2010, har kun ganske få kommuner taget den alvorligt, og formuleret en lokal politik på området. Frederiksberg Kommune ligger i front, og har både formuleret en omfattende veteranpolitik, og udpeget en veterankoordinator.

Haderslev Kommune har en veteranpolitik, men igen veterankoordinator. Slagelse Kommune har ingen veteranpolitik, men til gengæld en særdeles aktiv og vellidt veterankoordinator. Så generelt ser det stadig ud som om, at kommunerne håber at Forsvaret forestår den nødvendige indsats over for veteraner og deres pårørende. Københavns Kommune var også fremme i støvlerne, da kommunens veteranpolitik blev offentliggjort i 2011.

Hovedstadens folkevalgte formulerede en veteranpolitik, hvor tre forvaltninger – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – blev pålagt at samarbejde på tværs om at hjælpe veteraner med problemer. Man udpegede veterankoordinatorer, som skulle levere en håndholdt støtte gennem den kommunale jungle, og brugte ressourcer på parader og flagdage. Hovedstaden erkendte sit medansvar, og gjorde hvad de kunne.

Fire år senere, i september 2014, besluttede et flertal af de københavnske politikere så at afskaffe veteranpolitikken. Officielt fordi hovedstaden pludselig ville afbureaukratisere. Det var bestemt ikke en spareøvelse, forsøgte overborgmesteren at overbevise offentligheden om. En nedskrevet veteranpolitik skabte ingen værdi i sig selv. Den var bare et stykke papir, lod han forstå.

Sjovt nok afskaffede man ikke handicappolitikken, beskæftigelsespolitikken og alle de andre bureaukratiske politikker. Kun veteranpolitikken måtte lade livet på afbureaukratiseringens alter. Og det var ikke for at spare, fastholdt Overborgmesteren over for de undrende medier som interesserede sig for sagen.

Det kan man jo godt vælge at tro på, for tilsyneladende er der ikke lavvande i hovedstadens pengekasse. Veteranpolitikken fik nålestødet et halvt år efter, at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop havde afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikaliserede jihadister.

”Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde”, udtalte den københavnske integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til DR d. 27. marts 2014.

”Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats”, sagde hun.

80 danske jihadister skabte altså bekymring, og kaldte på en særlig indsats til én million kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at der bor ca. 3500 veteranfamilier i Københavns Kommune. Tænk hvad det ville koste kommunen, hvis også de danske krigsveteraner skabte bekymring, og kaldte på en særlig indsats, sådan som jihadisterne åbenbart gør det.

I et 1:1 forhold ville kommunen skulle punge ud med 43.750.000 kroner.

Men danske krigsveteraner skaber sig jo ikke åndsvagt, og truer med vold og drab. Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner har meldt sig så langt ud af samfundet, at landets kommuner slet ikke kan få kontakt med dem. Derfor virkede det vel fornuftigt nok, at nedlægge kommunens veteranpolitik, og bruge ressourcerne på de hjemvendte jihadister.

Millionen som politikerne ”fandt” til anti-radikalisering, blev blandt andet udmøntet i en ekspertgruppe, som skulle rådgive kommunen om hvad den skulle gøre ved de radikaliseringstruede borgere. Ekspertgruppen fik den meget benyttede og anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, som formand.

Ifølge Anna Mee Allerslev rakte pengene også til at udbrede nye anti-radikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Den 2. juni 2010 udtalte Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ellers til Information, at ”Det er ikke godt nok, at det kun er private støtteinitiativer, der i dag tager sig af vores hjemvendte soldater, og det er heller ikke godt nok, at regeringen ikke har taget initiativ til at inddrage kommunerne i arbejdet med Danmarks veteranpolitik”.

Siden den 2. juni 2010 er der sket noget fantastisk i landets hovedstad. Man har anskaffet 2 lysende bænke, som koster 1 mio. kr. pr. stk. Byens betroede politikere har også besluttet at bruge 31 mio. kr. på en 90 meter høj kunstig skibakke. Og som de fleste ved, så har de samme politikere i København valgt at bruge 100 mio. kr. på nye bycykler. Og Frank Jensen er landets dyreste borgmester, med en samlet omkostning på 3,6 mio. kr. til løn, rejser, taxa og andre repræsentationsudgifter.

Men veteranpolitikken skulle altså ikke overleve. Indsatsen over for de forhenværende soldater, som stod i forreste geled da de store politiske idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og kampen mod terror skulle håndhæves, blev i 2014 uvæsentlig. En bureaukratisk overflødighed.

Når man i dag ser på hvad Københavns Kommune melder ud af støttemuligheder, i forhold til de 3500 veteraner og deres pårørende, så viser det noget om hvor lidt Københavns Kommune føler medansvar for de borgere, som er kommet til skade i forbindelse med udsendelser til internationale missioner.

Kommunen nævner selv på sin hjemmeside 8 områder, hvor veteraner kan have brug for hjælp og støtte. Og ud for alle områder, hvor kommunen ikke er forpligtet af generel sociallovgivning, henviser kommunen til Forsvaret – altså veteranernes forhenværende arbejdsgiver -, eller frivillige foreninger.

Har man brug for akut hjælp, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, og Kammeratstøtteordningen, som er den frivillige – men statstøttede gren af veteranforeningen, De Blå Baretter. Føler man sig ensom, så henviser Københavns Kommune til kommunens støttekontaktpersoner.

Mangler man et socialt netværk, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, Veteranforeningen De Blå Baretter, Homemind, Kammeratstøtteordningen og Veteranhjemmet på Frederiksberg. Altså til veteranernes forhenværende arbejdsgiver, eller nogle af de frivillige foreninger.

Har man psykiske problemer efter udsendelse i internationale missioner, så henviser Københavns Kommune til psykologerne på Forsvarets Veterancenter, eller eksisterende socialpsykiatriske tilbud, som ifølge kommunens hjemmeside måske kan hjælpe.

Har man alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, så henviser Københavns Kommune til sin gratis og anonyme misbrugsrådgivning.

Har man pådraget sig fysiske handicap efter udsendelse, så kan man søge de samme hjælpemidler, genoptræning og hjemmehjælp som alle andre handicappede.

Er man ledig, og har svært ved at komme ind på det civile arbejdsmarked, så skal man kontakte sit lokale jobcenter, lige som alle andre ledige.

Er man pårørende til en veteran, og udfordret med at få dagligdagen til at fungere, så henviser Københavns Kommune til den frivillige forening Støt Soldater og Pårørende (SSOP). Man kan også få en støttekontaktperson fra kommunen, lige som alle andre.

Er man barn af en veteran, og oplever at livet er svært, så henviser Københavns Kommune til en pjece fra Forsvaret. Linket til pjecen fra Københavns Kommunes hjemmeside virker desværre ikke.

Er lysende bænke, mandsopdækning af 80 jihadister, en kunstig skibakke og bycykler til 80.000 kr. pr. stk. virkelig så vigtige, at hovedstadens veteranpolitik skal lade livet? Hvad er det i praksis som er ændret siden 2010, hvor det ifølge Frank Jensen ikke var godt nok at overlade krigsveteranerne til private initiativer? Altså bortset fra, at politikerne i mellemtiden har produceret endnu flere krigsveteraner?

I 2010 var Frank Jensen så indigneret over behandlingen af krigsveteranerne, at han var klar til at lave en handlingsplan for veteranerne, uden om regeringen. Blandt andet fordi den daværende Forsvarsminister ikke havde valgt at inddrage kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik. For mindre end 5 år siden ville Københavns Kommune altså gå enegang, og være foregangsbillede for andre. For alt andet var ikke godt nok, mente Overborgmesteren.

Danske krigsveteraner og deres pårørende har brug for en handlekraftig Forsvarsminister, som sætter sig i spidsen for en gennemgribende revision af den nationale veteranpolitik fra 2010. Vores ønsker til en ny veteranpolitik omfatter blandt andet, at ministeriet anlægger en holistisk tilgang til veteranproblematikkerne. Landets kommuner er ofte de første som får kontakt med plagede veteraner. Få nu kommunerne ind i kampen, så de alle forpligter sig til at have en veteranpolitik, og give området politisk opmærksomhed.

Da den nuværende Forsvarsminister, Nicolai Wammen, i et svar til Folketinget i 2013 skrev, at vi skal sørge for, at de soldater som vi sender ud, får ordentlige vilkår når de kommer hjem, så må vi kunne forvente at landets kommuner er taget i ed, og er klar til at løfte deres del af opgaven. Og at det ikke bare sker ved at henvise til frivillige foreninger.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, Hr. Forsvarsminister, for nu at genbruge Frank Jensens indignerede formulering.

De glemte generationer

Forestil dig at du ejer et hus. Til huset hører en have, med en græsplæne, frugttræer, blomsterbede og en ligusterhæk omkring hele herligheden.

Hvert år lapper du huller i murværket, renser indkørslen for mos mellem fliserne, afrenser alger på fliserne. Hvert andet år sliber og maler du vinduer og døre, så de kan modstå regnvandet, og ikke rådner. Du vedligeholder taget, og skifter tagsten ud, hvis de efter en storm har været på flyvetur. Du varmer huset op, og lufter dagligt ud, så der ikke opstår skimmelsvamp i din bolig.

Men haven gør du intet ved. Du slår ikke græsset, fjerner ikke mos i plænen, beskærer ikke frugttræerne, passer ikke bedene, og klipper ikke hækken omkring matriklen.

Efter 20 år ligner dit hus en perle, og har en sund tilstandsrapport. Men haven er et sandt morads – en jungle af mere og mindre velkomne gevækster, og kalder på en grundig anlægsgartner, som vil donere adskillige dage af sit liv, for at få junglen til at ligne en have igen. Dine naboer klager, fordi ukrudt breder sig fra din have, og ind i deres, og hækken I deler er flere meter høj.

Billedet du har i hovedet nu, er helt analogt til den måde danske krigsveteraner er blevet behandlet på i mere end 20 år. Balkan-veteranerne er haven. Balkan-veteranerne er den oversete generation.

Meget af det svigt Balkan-veteranerne er blevet udsat for, kan forklares med uvidenhed. Eller påstået uvidenhed, om man vil. Forsvaret var ganske enkelt ikke opmærksom på de psykiske efterreaktioner danske soldater kunne få, fordi Forsvarets erfaring åbenbart kun var baseret på efterreaktionerne på de mere fredelige FN-missioner i Gaza og på Cypern. Vi er tilbage i tiden, før det blev moderne (læs: nødvendigt) at trække på erfaringerne fra mere rutinerede krigsførende nationer.

Balkan-missionerne i Kroatien, Bosnien og Kosovo var det store paradigmeskift. Pludselig var der bly i luften, granater som faldt, mineulykker og danske tabstal. Desuden var det meget svage FN-mandat en evig udfordring for danske soldater, som gerne ville gøre mere aktivt, for at opretholde den skrøbelige fred, end mandatet tillod. Frustrationen og magtesløsheden var udtalt, og har påvirket livet for mange danske Balkan-veteraner, mange år efter de kom hjem.

På Balkan var der relativt mange danske soldater afsted ad gangen – 18.000 i perioden 1992 – 2009, hvilket giver mere end 1000 pr. år. Til sammenligning var der på Cypern 23.000 i løbet af de 30 år, som danskerne var engageret i Cypern-missionen.

Nu kunne man godt have den tro, at Forsvaret – i takt med opbygningen af viden, og tilførslen af flere ressourcer til veteranområdet – op gennem 00’erne, ville have grebet fat i haveredskaberne, og sat ind i forhold til de mange Balkan-veteraner i glemslens jungle. At PTSD ikke er en tilgængelig diagnose i midten af 1990’erne, får jo ikke den enkelte veterans PTSD til at forsvinde.

Og når man endelig ”opdager” PTSD, og anerkender en sammenhæng mellem de meget voldsomme oplevelser mange Balkan-veteraner var udsat for, og deres efterfølgende psykiske problemer, og nedsatte arbejdsevne, så burde Forsvaret naturligvis have tilbudt Balkan-veteranerne en forklaring på sammenhængen, og banet vejen for professionel behandling, anerkendelse og kompensation for især den tabte arbejdsevne, i kølvandet på de psykiske problemer.

Det gjorde Forsvaret bare ikke.

Man kunne også tro, at når Forsvarets Veterancenter så lyset i 2010 – hvor den akkumulerede viden om PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig var ret omfattende -, så ville man straks tage fat i de oversete Balkan-veteraner, og tilbyde dem opfølgningssamtaler, med anvisning af relevante behandlingstilbud for de psykisk skadede veteraner fra årene på Balkan.

Det skete heller ikke. Man besluttede kun at iværksætte opfølgningssamtaler for veteraner udsendt efter 2007. Belejligt nok, da Balkan-missionerne med de hårdeste kampe sluttede i 2003.

2007 er sjovt nok også året, hvor den første Golf-krig sluttede. Så lige som Balkan-veteranerne, skulle de 5500 veteraner fra den første Golfkrig altså heller ikke tilbydes opfølgningssamtaler syv måneder, fem år og otte år efter udsendelse.

Det kan man så tænke lidt over.

Resultaterne af den manglende indsats er heller ikke udeblevet. Selv hvis man ignorerer de omfattende mørketal i undersøgelsen, så konkluderer Center for Selvmordsforskning i sin rapport fra december 2014, at 47 danske soldater som var udsendt mellem 1992 og 2013, har begået selvmord. 43 af dem var Balkan-veteraner.

Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne.

Det kan man så også tænke lidt over.

I 2014 blev det pludseligt moderne blandt politikere at ville vise anerkendelse til veteraner. Ikke for meget anerkendelse, naturligvis. Og da slet ikke i form af noget som reelt kunne afhjælpe nogle af de problemer som veteranerne kæmpede med efter udsendelserne. Anerkendelsen skulle udmøntes i form af medaljer. Medaljer, magen til de medaljer vi alle har fået som afslutning på vores missioner. Medaljer, som man ikke kan bruge til noget som helst, med mindre man stadig er tjenstgørende, og skal til parade en-to gange årligt.

Men medaljer skulle der til. Siden 2009 havde veteraner modtaget en dansk medalje for international tjeneste, som supplerede den internationale missions-medalje (fra FN eller NATO) alle veteranerne modtog efter 3 måneders udsendelse (cirka halvvejs i missionen). Nogle veteraner havde så beklaget sig over, at de aldrig havde modtaget en dansk medalje for deres internationale tjeneste, men kun medaljer fra FN eller NATO.

Det ville politikerne naturligvis ikke have siddende på sig. Man kunne jo tro de var utaknemmelige. Så i valget mellem at forbedre behandlingstilbuddene til de psykisk skadede veteraner, bygge flere veteranhjem, stramme op i Arbejdsskadestyrelsen, og medaljer for 20 mio. kroner, så valgte politikerne at kaste penge efter medaljerne. Og to veteranhjem mere.

Det kan man så også tænke lidt over.

Uanset hvad, så har vi som nation et enormt efterslæb, når det handler om Balkan-veteranerne. Der er ganske enkelt gjort alt for lidt, for at nyttiggøre den viden man har fået, i forhold til de veteraner fra Balkan-konflikten, som det var lettere at glemme. Og som alle haveejere ved, så bliver problemerne kun større med tiden, hvis man vender det blinde øje til levende ting.

Det handler om moral

428991Forestil dig, at du beder din nabo om hjælp til et kritisk problem. Måske er der sprunget et vandrør over din stue, og vandet siver ned gennem loftet. Du er ikke selv i stand til at løse problemet, men din nabo er kendt for at være en handy man, så du beder om hans hjælp.

Mens din venlige nabo løser problemet for dig, får han et elektrisk stød fra nogle af dine andre installationer. Han dør ikke, men skaden forhindrer ham i at passe sit arbejde den kommende uge.

Er det bare hans eget problem? Kunne han bare have valgt anderledes, og nægtet at hjælpe dig i nødens stund? Ligger han bare som han har redt?

Forestil dig at du kører bil på motorvejen. Pludselig lyser olie-lampen, og du kører ind på den næste tankstation du møder på din vej. Du køber en dunk motorolie, men da du skal åbne dækslet til motorens oliepåfyldning, må du konstatere at du ikke har de fornødne kræfter til at skrue dækslet af.

Du spørger tankstationens servicemedarbejder til råds, og han tilbyder velvilligt at hjælpe. Han medbringer en tang, og efter en vis møje og besvær får han løsnet dækslet.

Men da dækslet løsnes, kommer servicemedarbejderen til at skubbe til metalstangen som holder motorhjelmen oppe. Den venlige, servicemindede mand får motorhjelmen i hovedet, besvimer, og falder om på jorden foran din bil.

Hælder du bare olie på bilens motor, og kører videre? Kunne den unge mand bare have set sig for, eller lagt en mindre kraftanstrengelse i at hjælpe dig med dit problem? Er det bare en sag for et forsikringsselskab?

Forestil dig at din vens datter kæmper med social isolation, bliver mobbet i skolen, og er begyndt at skære i sig selv. Din ven er rådvild, og hans datter er grædefærdig efter hver eneste skoledag. Din ven frygter at hans datter vil forsøge selvmord, eller blive fristet til at dulme sine problemer med alkohol eller stoffer. Under dine jævnlige samtaler med din ven, har han flere gange udtrykt magtesløshed.

Vender du det blinde øje til? Glædes du over, at du ikke har problemer som din vens, i din egen familie? Siger du til ham, at han skal tage sig lidt sammen, eller overlade sin datter til kommunen?

Hvis du IKKE valgte at ignorere de skader din nabo pådrog sig i bestræbelsen på at hjælpe dig med vandskaden, og hvis du IKKE valgte at efterlade servicemedarbejderen livløs på jorden, og hvis du IKKE valgte at vende det blinde øje til din vens og hans datters problemer, så er du givetvis et moralsk menneske. Det skal du være glad for. Og du bør huske det næste gang danske soldater risikerer liv og førlighed for din og andres frihed, globale menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og bekæmpelse af terrorister. De kæmper på vegne af dig.

Symbolpolitik og andet svigt

428979Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

Politiske prioriteringer

428977Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner lever i landets skove og herberg, mens den samme stat som sendte dem i krig, bruger 4.000.000.000 kroner på at drive et mediehus (DR), og støtte overklassens kulturfornøjelser i Det Kongelige Teater.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner med svære psykiske skader skal vente længe på at komme til i standardiserede behandlingstilbud, mens Københavns Kommune bruger millioner af kroner på lysende bænke, cyklende julemænd, cirkusskoler, fodhvilere til byens cyklister, dyre designermøbler på rådhuset, og formålsløse studierejser for byens politikere.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner og deres pårørende er henvist til private fonde og foreninger, for at få dækket de nødvendige udgifter til medicin og psykologisk behandling, mens landets øverste embedsmænd køres rundt i dyre luksusbiler med privatchauffører, og alle landets politikere er udstyret med de nyeste iPhones, og de dyreste abonnementer?

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at 70.000 danske krigsveteraner skal nøjes med 3 – snart 5 – veteranhjem, mens borgerne i Viborg, Køge og Århus har talende skraldespande, politikerne i Ikast-Brande Kommune finansierer et spirituelt råd bestående af tre lokale clairvoyante, og Københavns Kommune finansierer et korps af 50 cyklende god karma-spredere.

Giver dette mening? Virker det fornuftigt at prioritere således? Eller kunne man ved hjælp af omprioritering flytte ressourcer fra de mere festlige og farvestrålende udgiftsposter, til de mere nødvendige – og i nogle tilfælde livsnødvendige?