aktstykke 425
Problemer er der nok af. Få dem nu løst.
Sommerferien går på hæld, og et spændende efterår nærmer sig. Der skal både forhandles forsvarsforlig, og træffes afgørelse om hvordan arbejdsskadesystemet skal behandle tilskadekomne veteraner i fremtiden.
Aktstykkeproblematikken
Ud over at definere rammerne for Forsvarets løsning af kerneopgaverne, så har forsvarsforliget også stor betydning for veteranindsatserne de næste fire år. For størstedelen af statens veteranindsats løses i regi af Veterancentret, og finansieres således via forsvarsbudgettet.
Men en af fortidens helt store undladelsessynder, løsningen af den såkaldte aktstykkeproblematik vi beskrev i januar 2016, og opfordrede Regeringen til at løse i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, ligger stadig uløst, og lugter under gulvtæppet.
Aktstykkeproblematikken eksisterer stadig, fordi man fortsat nægter at udbetale kulancemæssig godtgørelse og tilskadekomstpension til de 100 – 200 veteraner, som var udsendt og blev sårede før d. 14. august 1996 – altså veteranerne fra Cypern, de første Balkanhold, og det meste af Golfkrigen.
Heldigvis bragte Politiken historien d. 20. juli, og senest har Danmarks Radio P4/Sjælland (første nyhedsudsendelse og anden nyhedsudsendelse) fortalt om problematikken, som handler om den diskriminerende skæringsdato 14. august 1996.
På denne baggrund har Folketingets to største partier nu tilkendegivet, at de vil gå ind til forhandlingerne om forsvarsforliget, med et ønske om at finde pengene til at løse aktstykkeproblematikken en gang for alle.
Du kan hjælpe os med at lægge pres på dem, og alle de øvrige partier, ved at sætte din underskrift på denne indsamling. Så vil vi bruge alle støttetilkendegivelserne til at åbne døre, og motivere forsvarsordførerne til at få lagt aktstykkeproblematikken i graven, så vi undgår yderligere diskrimination af veteranerne som var udsendt før august 1996.
Læs også hvorfor mere end 1600 andre sympatisører allerede har skrevet under. Det er bevægende læsning.
Arbejdsskadeproblematikken er også stadig uløst
Inden forhandlingerne om forsvarsforliget officielt starter, så forventer vi en præsentation af løsningen på et andet kritisk problem for tilskadekomne veteraner – arbejdsskadeproblematikken, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) underkender speciallægeerklæringer på stribe, og kommer frem til at de tilskadekomne veteraner slet ikke har været i nok livsfare, eller har gået for længe og bokset med problemerne selv, til at man vil udbetale arbejdsskadeerstatninger.
Dette til trods for, at landets ledende eksperter i PTSD tager sig til hovederne, og underkender AES’ sagsbehandlingspraksis. Det giver slet ingen mening, at nogle lægekonsulenter som aldrig har været i en krigszone, ikke ved noget om de belastninger veteranerne har været udsat for, aldrig har mødt veteranerne, og derfor ikke har andre undersøgelser end speciallægernes, kommer frem til en helt anden konklusion end netop speciallægerne – som altså har skrevet erklæringerne på baggrund af undersøgelser, og en anerkendt faglighed inden for det specialiserede psykiatriske område.
Det er pinligt for et velfærdssamfund med en aktivistisk udenrigspolitik, og en politikerstand som aldrig misser en mulighed for at udtrykke deres anerkendelse og respekt for vores indsatser, så længe det kan klares med ord, og ikke belaster statens finanser.
Efter den massive medieomtale af problemerne i TV2, Ugebrevet A4, Berlingske, Avisen.dk m.fl. skrev selveste formanden for Folketinget, på sin blog på TV2, at
“Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte posttraumatiske postsyndrom, som en del veteraner må kæmpe med, efter at de har deltaget i militære aktioner på vegne af det danske forsvar. Et af problemerne er, at det ikke nytter noget, når læger og eksperter peger på PTSD, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når frem til en anden vurdering“.
Det er jo godt set af Folketingets formand. Og det har da heller ikke skortet på forstående og støttende udmeldinger fra hverken partiernes ordførere, eller den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen.
Nu går sommerferien på hæld, og vi er mere end klar til at høre hvad ministeren vil gøre for at løse problemet.
Vi har synliggjort problemets omfang og karakter. Vi har været tålmodige. Vi har arbejdet konstruktivt, demonstreret ganske fredeligt, og været løsningsorienterede på møderne i ministeriet d. 13. januar og 3. maj. Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for HKKF og Soldaterlegatet deltog også, og bidrog til skitseringen af nogle tekniske og juridiske løsninger på problemet.
Nu vil vi gerne se nogle klare udmeldinger fra Regeringen, som følges op af noget handling.
For fænomenet med sent udviklet PTSD ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Og der er allerede et par hundrede afviste veteraner, som venter i spænding på om de får genoptaget deres sager, lige som tilfældet var da man lagde 6-månedersreglen i graven.
Få nu aktstykke- og arbejdsskadeproblematikkerne løst, så vi kan få genskabt tilliden til at Regeringen og Folketinget anerkender og respekterer vores indsatser. Og ikke kun i skåltalerne på flagdagen, men også når der skal handles, og findes penge til at yde de tilskadekomne veteraner retfærdig kompensation.
Vi HAR leveret vores del af aftalen.
Nu er det Jeres tur.
Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje
Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).
Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.
Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.
Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.
Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.
Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.
Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.
Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.
Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.
Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.
Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.
Serviceeftersyn af veteranpolitikken
Regeringen har igangsat et omfattende serviceeftersyn af den nationale veteranpolitik fra 2010, med henblik på at forbedre indsatserne, og bruge de opbyggede erfaringer siden veteranpolitikken blev lavet.
Der er blevet afholdt mange møder, spist meget kage, og drukket mange kander kaffe. Der er blevet snakket i timevis om medaljer, anerkendelse og mere forskning. Alt sammen er meget godt.
Men i Veteranalliancen står vi fast på, at veteranindsatsen bør tage sit udgangspunkt i de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende. Først når der er styr på de hårdest ramte, kan vi tillade os at snakke om hvad vi vil bruge de overskydende ressourcer til.
Dette princip kender vi fra førstehjælpen. Det er ikke de sårede som råber højst, som nødvendigvis skal have den hurtigste og mest omfattende hjælp.
Mange af drøftelserne, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, handler næsten ensidigt om at bygge videre på de tiltag som blev “født” i kraft af veteranpolitikken – f.eks. flere penge til langhårede forskningsprojekter i regi af Forsvarets Veterancenter, og flere parader hvor vi kan pynte hinanden med medaljer.
Det virker som om store dele af aktørerne har en blind vinkel, i forhold til de mange veteraner som var udsendt FØR man lærte om PTSD, og FØR staten og Forsvaret påtog sig lidt ansvar for behandling og støtte til veteranerne efter hjemkomsten.
Der eksisterer nogle “hellige køer” i debatten (anerkendelse, forskning, naturprojekter og samtale-/terapigrupper for pårørende og børn af veteraner), som løber med en masse opmærksomhed – og dermed ressourcer.
Omvendt findes der også nogle ubehagelige spor fra fortidens undladelsessynder, som ingen rigtigt tør/vil få ryddet op i. Især veteranerne fra Golfkrigen, og den tidlige Balkanindsats, kan stadig kigge langt efter anerkendelse og kompensation for de skader de pådrog sig i starten af 1990’erne.
Medaljer kan de sagtens få. For en medalje koster ikke alverden. Og soldater med medaljer ser fine ud, når medierne dækker den fantastiske anerkendelsesindsats, som udspiller sig på landets kaserner, for de få veteraner som rent faktisk gider møde op, og modtage medaljerne. Flertallet får dem jo bare tilsendt med posten. Og dagen efter modtagelsen, når hverdagen melder sig igen, så kommer erkendelsen – at medaljer ikke kan kurere eller lindre symptomerne på PTSD.
Men vi kan alle få medaljer. Og skåltaler om hvor meget staten sætter pris på vores indsatser i verdens brandpunkter.
Imidlertid er der en grænse for hvor høj denne pris må blive.
Medaljer er som bekendt billige.
En fuld kulancemæssig godtgørelse efter reglerne i aktstykke 425 koster 72.500 kroner. En arbejdsskadeerstatning kan løbe op i millioner af kroner. Hvis Arbejdsskadestyrelsen fik pålagt at sidestille fysiske og psykiske skader, så to veteraner som er blevet lige invaliderede af henholdsvis fysiske og psykiske skader ville få den samme kompensation, så ville det blive rigtig dyrt for staten, idet langt de fleste skadede veteraner er psykisk skadede.
Som fysisk skadet veteran kan man få en mèngrad på 100 procent. Faktisk kan man få over 100 procent, men det er en teknikalitet om ikke er værd at problematisere. Til gengæld kan man stadig kun få anerkendt en mèngrad på op til 35 procent, hvis man har været så uheldig at blive såret på psyken.
Omsat til fysiske skader, så svarer det til at man har mistet en lillefinger og en ringefinger på venstre hånd. Mere indgribende i hverdagen, og i forhold til ens arbejdsevne, er det tilsyneladende ikke, at man bliver diagnosticeret med kronisk post traumatisk stress-reaktion, depression, selvmordstanker og personlighedsforandringer efter katastrofeoplevelser.
I Veteranalliancen fastholde vi, at der skal ryddes op i fortidens undladelsessynder, og indføres reel ligestilling for alle veteraner – både i forhold til datobegrænsningen i aktstykke 425, som afholder veteraner udsendt før 1996 fra at få den kulancemæssige godtgørelse hvis de pensioneres på grund af deres skader, og i forhold til Arbejdsskadestyrelsens tildeling af mèngrader til henholdsvis fysisk og psykisk skadede veteraner.
Når der er styr på disse helt basale og retfærdige forhold, så vil i gerne drøfte hvordan vi skal bruge de overskydende penge til veteranindsatsen. Men vi holder fast i rækkefølgen. De mest skadede veteraner skal hjælpes først og mest. Så kan vi pynte os med medaljer, og være stolte af indsatsen bagefter.
Retfærdigheden har trange kår
Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.
Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.
Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.
Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.
Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.
Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.
For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .
Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.
100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.
Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.
Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.
Du finder underskriftindsamlingen her.
VETERANALLIANCEN 