Om lighed

Reklamer

Tolkeaftalen skal fortolkes på en særlig måde

Denne video er et af vores sarkastiske indspark til debatten om de afghanske tolke, som mange politikere helst vil glemme alt om. Lige som de helst vil glemme alt om danske krigsveteraner, når de kommer hjem fra krigene, med skader på krop og sind.

Tolkesagen og veteransagen handler grundlæggende om det samme – etik.

Har soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger, sygeplejersker og afghanske tolke kun instrumentel værdi, eller er vi moralsk forpligtet til at yde hjælp og støtte til de mennesker, som risikerede alt, for at udmønte den aktivistiske udenrigspolitik vi hylder?

Tolkene og veteranerne

Det er lige så umoralsk at efterlade de afghanske tolke, som var afgørende for de danske soldaters missioner, som det er at ignorere de danske krigsveteraners behov for hjælp og støtte når de kommer hjem fra de internationale missioner.

Tolke-skandalen er en kedelig skygge af den danske veteranpolitik, hvor politikerne helst ikke vil betale hvad det reelt koster at føre aktivistisk udenrigspolitik.

Man vil gerne sende soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker ud til verdens brændpunkter, ved enhver given lejlighed. Og man vil gerne sole sig i den internationale anerkendelse det giver.

Men når de udsendte kommer hjem, så bliver de ignoreret, og spist af med symbolpolitik, og halve løsninger.

Man vil også gerne have lokale tolke, som forstår sproget, dialekterne og kulturen, og som kan hjælpe de danske soldater med at nå deres mål i Afghanistan.

Men når missionen er ovre, og støvet har lagt sig, så står tolkene tilbage som jaget vildt. Jaget af præcis de samme Talibankrigere, som vi udråbte til fjenden.

Taliban ser tolkene som landsforrædere, fordi de hjalp danskerne. Og landsforrædere kan ikke føle sig sikre i deres land.

Derfor beder de om beskyttelse i det land, hvis soldater de risikerede deres liv for, på de daglige patruljer.

De beder om beskyttelse for sig selv, og for deres familier. For også tolkenes familier er mål for Taliban.

De danske politikere sagde, at vi ikke ville efterlade nogen. Enhver soldat ved hvad det betyder. Det betyder, at man ikke efterlader en eneste. Og at man er klar til at sætte himmel og hav i bevægelse, for at få alle sikkert hjem.

Nu bliver nogle af de afghanske tolke afvist af Danmark. Begrundelsen er åbenlyst latterlig og selvmodsigende. Siden danskerne trak sig ud af Afghanistan, skulle tolkene have udviklet sig til trusler imod Danmarks sikkerhed. Altså de samme tolke, som har risikeret liv og lemmer for de danske soldater, og det som de danske soldater kæmpede for, skulle nu vende sig imod Danmark. Imod det land, som tilbyder dem sikkerhed og tryghed.

Tolke-skandalen handler om dansk veteranpolitik. For det er den samme bekymrende kræmmer-etik som ligger bag afslaget på asyl til de afghanske tolke, som ligger bag veteranpolitikken. Man vil gerne have det hele. Men kun betale det halve.

Hensigtserklæringer gør det ikke alene

Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner, som lider af meget alvorlige fysiske og psykiske skader efter udsendelserne, er dybt afhængige af at få anerkendt deres skader, og blive kompenseret for deres mistede evne til at forsørge sig selv, og deres familier, sådan som de kunne før skaderne skete

Vejen til anerkendelse og kompensation går gennem den forjættede Arbejdsskadestyrelse, som skal vurdere hver enkelt sag, udregne en méngrad, og udmåle en erstatning.

Én af de bedste, og mest formålstjenlige måder at vise anerkendelse og rimelighed, i forhold til de veteraner som har mistet så meget livskvalitet og erhvervsevne i kølvandet på tjenesten i udlandet, er at sikre at sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen forløber hurtigt, professionelt og uden uforklarlige forsinkelser.

Det er Beskæftigelsesministeren som er politisk ansvarlig for Arbejdsskadestyrelsen. Og når han bliver interviewet, så er han enig i ovenstående.

Men når virkeligheden rammer, så medfølger der tydeligvis ikke ressourcer i nødvendigt omfang, til at hensigtserklæringerne kan indfries.

Fysiske og psykiske skader er heller ikke sidestillet endnu. Derfor er der brug for at den ansvarlige minister lever op til sit ansvar, hvis den nationale veteranpolitik skal være andet og mere end luftige hensigtserklæringer, og symbolske løsninger.

Anerkendelse og kompensation gør en meget virkelig forskel for en skadet veteran, og hans familie. Det bør ministeren huske, når han planlægger sine politiske indsatsområder.

47 selvmord for meget

Da det i 2011 kom frem i offentligheden at 11 danske krigsveteraner – primært fra Balkanmissionerne – havde begået selvmord efter hjemkomsten, så skabte det bestyrtelse i veteran- og pårørendekredse.

Pludselig var det vi alle havde en instinktiv fornemmelse af blevet dokumenteret. Selvmordene kunne kun ses som bevis for, at vi som nation stadig ikke var gode nok til at tage imod alle krigsveteraner, når de vendte hjem fra mødet med krigens rædsler.

Selvmord er et tabu, som det er svært at tale med andre om. Den selvmodstruede har svært ved at tale med familie og venner om sine selvmordsønsker, for hvordan skal mennesker med flere lyspunkter i livet kunne forstå selvmord som en ønskværdig udvej?

Den selvmordstruedes familie og venner, som måske fornemmer at selvmord overvejes af en elsket, har svært ved at tale med den selvmordstruede om dette, af frygt for svar de ikke ønsker at høre, og af frygt for at komme til at skubbe den selvmordstruede ud over kanten.

Tabu eller ej, så er selvmord blandt krigsveteraner en realitet. Noget vi bør forholde os til. Og noget vi bør se som et tegn på, at der stadig er plads til forbedringer i den danske veteranpolitik. Det virker på alle måder ulogisk, at soldater som har overlevet og gennemlevet krigens rædsler, efter endt mission skulle tage sit eget liv, hvis det danske samfund er klar med anerkendelse, støtte og bedre muligheder.

Den daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, sagde da også, da hun blev forholdt nyheden om de 11 veteranselvmord, at ethvert selvmord er et for meget. Men hun tilføjede også, at den i 2010 vedtagne veteranpolitik lige skulle have tid til at virke, og at forsvarets psykologer rakte en hånd ud til veteranerne, og ville gøre alt for at hjælpe dem (Information, 20.03.11).

Dengang var der megen debat om hvor vidt man kunne definere en telefonlinje som en god løsning. Det kræver alligevel et vist overskud, og en pragmatisk tilgang til sin egen situation, at ringe op til et vildt fremmed menneske, og fortælle hvor dårligt man har det, og at man overvejer at tage sit eget liv. Uanset om dette fremmede menneske er psykolog, eller ej.

Men Forsvaret var ganske entydig i sin tilgang til problematikken. Det var veteranerne selv, som skulle ringe og bede om hjælp. Ikke engang bekymrede pårørende kunne sætte processen i gang. For der var psykologfaglige grunde til at mene, at med mindre veteranen selv var motiveret til at bede om, og modtage hjælp, så ville en psykologisk behandling ikke virke. Derfor ville det være meningsløst, hvis pårørende henvendte sig til Forsvarets psykologer, og fortalte om pressede veteraner, og psykologerne selv skulle kontakte disse veteraner.

Den udstrakte hånd var derfor for langt væk for nogle veteraner. De magtede slet ikke at møde den udstrakte hånd med deres egen hånd.

I 2014 publicerede Center for Selvmordsforskning så en rapport, som dokumenterede at antallet af registrerede selvmord blandt danske krigsveteraner var steget til 47. Altså 36 yderligere selvmord på kun 3 år. Igen var det den glemte generation, Balkanveteranerne, som dominerede oversigten over soldater som var faldet for egen hånd.

Hele 43 af de 47 registrerede selvmord var begået af Balkanveteraner. Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

Men veteranerne fra Irak- og Afghanistanveteranerne var også på vej ind i den kedelige statistik.

Og som om de 47 registrerede selvmord ikke var deprimerende nok, så kunne Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen supplere med, at flere hundrede veteraner, som hun havde kontakt med, havde forsøgt selvmord. Nogle op til flere gange.

Råbet om hjælp var altså højt, og vedvarende.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning dokumenterede, at 298 soldater havde forsøgt at begå selvmord én eller flere gange i perioden 1995 – 2013. Hovedparten (50,7 %) havde kun været på én udsendelse, og soldater udsendt én eller to gange tegnede sig for 90 % af alle selvmordene blandt veteraner.

Blandt de veteraner, som tog deres eget liv i perioden, havde lidt over 20 % et registreret selvmordsforsøg inden. Risikoen for selvmord stiger med alderen, fordi risikofaktorer for selvmord akkumuleres over år. Udover eventuelle psykiske mén fra én eller flere udsendelse kan senere livsbegivenheder (f.eks. skilsmisse, arbejdsløshed eller traumatiske oplevelser) forøge en persons risiko for selvmord.

Tallene understreger vigtigheden af, at støtten og behandlingstilbuddene står klar så snart veteranerne kommer hjem. Hvis veteranen venter for længe med at opsøge hjælpen, eller behandlingssystemet har ventetid før behandlingen kan iværksættes, så kan det få fatale følger.

Derfor var det både frustrerende og deprimerende, at det i 2014 også kom frem i offentligheden, at specialpsykiatrien – som har til opgave at tilbyde behandling til de hårdest ramte krigsveteraner – kun har kapacitet til at behandle ca. en tredjedel af de veteraner som rent faktisk henvender sig, og beder om hjælp.

Det klæder ikke et moderne velfærdssamfund, som producerer krigsveteraner i en lind strøm, at spare på behandlingen til traumatiserede veteraner. Især ikke når man ser på, hvad vi som samfund ellers har råd til.

I forbindelse med offentliggørelsen af veteranpolitikken, udtalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at vi i Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund, men at vi først var ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner (Information, 12.10.10).

På daværende tidspunkt havde Danmark haft veteraner siden 1948 – altså i mere end 60 år. Og veteraner med omfattende psykiske følgeskader siden starten af 1990’erne – altså i 20 år.

Ifølge Forsvaret har mere end 39.000 danskere i perioden 1991-2013 været udsendt i alt 61.450 gange. Godt 95 procent af alle disse udsendelser er missioner i Irak, Afghanistan og på Balkan. Og mens mange af de gamle veteraner fra Balkan, som var udsendt i starten af 1990’erne, i dag kæmper med stærke psykiske problemer, er det altså endnu uvist, hvor mange af veteranerne fra Irak og Afghanistan der har fået og vil få PTSD.

Men tiden arbejder ikke på veteranernes side. Den stort anlagte undersøgelse af Hold 7, en gruppe på 610 soldater som var udsendt til Afghanistan i 2009, viste at omkring én ud af 20 soldater havde PTSD-symptomer et halvt år efter udsendelsen. Men 2½ år efter udsendelsen var dette tal næsten fordoblet, og nu viste omkring én ud af ti soldater tegn på PTSD.

I 2015 kan vi ikke længere undskylde systemets mangler med indkøringsvanskeligheder, eller den påståede overraskelse over at soldater bliver traumatiseret af krig. Og vi kan ikke sige at den udstrakte hånd er en fuld og dækkende løsning, når den mangler to tredjedele af fingrene.

Hvis ét selvmord er ét for meget, så er 47 selvmord vel 47 for meget.