Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

Hvad kunne man ellers havde brugt sin energi på?

Det er en udbredt misforståelse, at vi er i mål med løsningen af alle de syge/udsatte veteraners problemer, og nu bare skal opfinde nye, kreative måder at anerkende veteranernes eksistens og indsatser. Uanset hvor mange podcasts vi producerer om de raske og velfungerende veteraners liv, så forsvinder de andre veteraners problemer ikke af sig selv. 

Nu hvor vi har kritiseret wildcard-ordningen for at være en gratis omgang symbolpolitik, fra en minister med et akut behov for at profilere sig mere positivt, og påpeget risikoen for at ordningen kan koste folkelig forståelse og opbakning til de mere vigtige kampe vi kæmper, så må tiden være kommet til at pege på nogle områder hvor regeringen med fordel kunne tage fat, til glæde og gavn for flere veteraner, og deres familier.

Det første område er det evigt tilbagevendende arbejdsskadeområde. Vi har i årevis påpeget det urimelige i at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) helt vilkårligt kan hælde veluddannede speciallægers dyrtkøbte erklæringer ned ad brættet, og konkludere noget helt andet når afgørelsen skal falde. 

Vi har også påpeget det bekymrende ved, at samme arbejdsskademyndigheder selv kan opfinde kriterier for anerkendelse, som overhovedet ikke er funderet i videnskab. På dette punkt har beskæftigelsesministeren udvist interesse, og bedt AES om at finde noget videnskabeligt belæg for deres afgørelser. Det har åbenbart manglet indtil nu.

Vi har påpeget det tydelige mønster af tilfældighed i sagsbehandlingen, hvor nogle sager helt åbenlyst vurderes efter andre kriterier end lignende sager. Der er mange fejl i sagsbehandlingen, hvilket i 2020 blev dokumenteret af juraprofessor Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet. Han gennemgik 45 af veteransagerne. Professoren nåede frem til, at 37 af de gennemgåede sager, hvor veteranerne ikke havde fået godkendt sygdommen, burde genoptages.

I professorens rapport konkluderede han at ”Som det fremgår af ovenstående, giver myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte soldaters ret til arbejdsskadeerstatning anledning til alvorlig kritik“.

Men denne kritik afviste AES med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”.

Imidlertid holdt den solide fundering kun til AES led et sviende nederlag i Vestre Landsret i juni 2020, og valgte at gennemgå nogle sager igen. Dommen betød, at en Bosnienveteran skulle have anerkendt sin arbejdsskade, selv om AES altså mente det modsatte efter en behandling “solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”  

En dom som Ankestyrelsen valgte ikke at anke. 

Dommen skabte fornyet håb hos mange af de andre 300+ veteraner, med afviste arbejdsskadesager. Og sikkert også hos nogle af de veteraner, som på forhånd har opgivet at rejse en sag, fordi håbet om retfærdighed og rimelighed var udhulet efter mere end 10 års veterankamp på arbejdsskadeområdet.

Lige inden året gik på hæld skete det igen, da endnu en Balkanveteran fik rettens ord for at det var forkert, da Ankestyrelsen i 2014 afviste, at hans PTSD-diagnose var relateret til hans udsendelse. Trods udtalelser fra flere speciallæger om, at veteranen udviklede PTSD på baggrund af sine udsendelser på Cypern og i Kroatien, afviste Ankestyrelsen sagen med flere begrundelser. De lød dels på manglende tidsmæssig sammenhæng mellem symptomer og udsendelse, og dels manglende dokumentation for, at veteranen havde været udsat for exceptionelle belastninger, der kunne føre til en belastningsreaktion.

Men det var altså forkert. Igen. 

Retten konkluderer i dommen, at Ankestyrelsens afgørelse i sagen var baseret på fejlagtigt grundlag. Blandt andet fordi styrelsen ikke forud for afgørelsen indhentede en speciallægeerklæring, samt at de alene lagde vægt på en udtalelse fra deres egen lægekonsulent. Til gengæld havde de inddraget oplysninger fra veteranens barndom i deres vurdering, hvilket var aldeles irrelevant for sagsbehandlingen.

Når AES afviser kritikken, med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”, så kalder det på politisk handling. For begge udsagn kan ikke være sande på samme tid. 

Man kan ikke både hævde at gøre alt korrekt, med henvisning til blåstempling fra Ankestyrelsen og domstolene, og umiddelbart herefter blive underkendt og kritiseret for sin sagsbehandling, af to domstole. Begge domme valgte Ankestyrelsen ikke at anke – hvilket kun kan tolkes derhen, at Ankestyrelsen tager domstolenes vurderinger og kritik til efterretning.

Men AES står tilbage med at forklaringsproblem. Og vi veteraner står nu med et valg. Skal vi fæstne lid til at AES “retter ind”, downloader den nye version af virkeligheden, og kommer frem til mere fornuftige resultater når de genvurderer alle de sager som er begæret genvurderet efter Vestre Landsretsdommen? Eller skal vi virkelig belaste retssystemet i årevis, med veteraners afviste arbejdsskadesager, for at opnå en forsinket, og længe krævet retfærdighed?

Vi kunne jo også håbe at Forsvarsministeren – når hun er færdig med sine andre vigtige gøremål, naturligvis – genåbnede dialogen med Beskæftigelsesministeriet (som har ansvaret for forvaltningen i AES), og får rettet op på tingene en gang for alle. Som folkets tjener ville ministeren høste mange likes for at lukke dette sorte kapitel i den danske veteranhistorie.

Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

“De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.

2. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.

3. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

“Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?

Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen

Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?

Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.

Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.

Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.

Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.

Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.

Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.

Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.

Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.

Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.

Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.

I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).

”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”,  udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.

Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.

”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”

Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.

Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.

Wammen pynter sig med lånte fjer

Valgkampen buldrer videre, og i sin iver for at fremhæve egne fortræffeligheder, udtalte Forsvarsministeren til DR, at “regeringen allerede har gjort meget for veteranerne, eksempelvis ved at gøre det blevet lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD.” (Kilde: dr.dk)

Lad os lige faktatjekke det udsagn.

1. Regeringen ville nedsætte et udvalg, som i ro og mag kunne se på 6-månedersreglen, men efter lobbyarbejdet og demonstrationen foran Christiansborg, lykkedes det at samle et flertal UDEN OM regeringen, som ville fjerne 6-månedersreglen. Og med udsigt til et nederlag i folketingssalen, gik regeringen med på at yde de sårede krigsveteraner retfærdighed. Så hvad er det Forsvarsministeren mener at hans regering har bidraget med i denne forbindelse?

2. I hele denne regeringsperiode er sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen steget (Kilde: ASK).

År for år har det taget længere tid at få afgjort sin sag. Er det at gøre det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD?

3. Selv om det lykkedes at få afskaffet 6-månedersreglen, så er de sårede veteraners lykke ikke gjort. Arbejdsskadestyrelsen har blot opfundet nogle nye forhindringer, som f.eks. kravet om at man kan dokumentere at man har været i livsfare, for at man kan få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade. Eller den vanvittige fokusering på følgediagnoser, som netop er opstået fordi nogle veteraner har gået med deres PTSD så længe, at de nu også har fået f.eks. personlighedsforandringer.

Det giver ingen mening at implementere nye forhindringer på denne måde. Og det er heller ikke et udtryk for, at regeringen har gjort det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD.

4. Fysiske og psykiske skader er stadig ikke sidestillet i forbindelse med beregning af mèngrad, og udmøntning af erstatninger. Helt tilbage fra veteranpolitikkens fødsel i 2010, blev det Beskæftigelsesministeriets ansvar, og Arbejdsskadestyrelsens opgave, at undersøge nærmere, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre (Veteranpolitikken, side 22).

Men her i 2015 kan en psykisk skadet krigsveteran, med svær PTSD, stadig maksimalt få 35% mèngrad, mens en fysisk skadet veteran kan få 100% mèngrad.

Så hvor er det Forsvarsministeren mener hans regering har gjort det lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD?

Kommunerne svigter veteranerne

Efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget i 2010, har kun ganske få kommuner taget den alvorligt, og formuleret en lokal politik på området. Frederiksberg Kommune ligger i front, og har både formuleret en omfattende veteranpolitik, og udpeget en veterankoordinator.

Haderslev Kommune har en veteranpolitik, men igen veterankoordinator. Slagelse Kommune har ingen veteranpolitik, men til gengæld en særdeles aktiv og vellidt veterankoordinator. Så generelt ser det stadig ud som om, at kommunerne håber at Forsvaret forestår den nødvendige indsats over for veteraner og deres pårørende. Københavns Kommune var også fremme i støvlerne, da kommunens veteranpolitik blev offentliggjort i 2011.

Hovedstadens folkevalgte formulerede en veteranpolitik, hvor tre forvaltninger – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – blev pålagt at samarbejde på tværs om at hjælpe veteraner med problemer. Man udpegede veterankoordinatorer, som skulle levere en håndholdt støtte gennem den kommunale jungle, og brugte ressourcer på parader og flagdage. Hovedstaden erkendte sit medansvar, og gjorde hvad de kunne.

Fire år senere, i september 2014, besluttede et flertal af de københavnske politikere så at afskaffe veteranpolitikken. Officielt fordi hovedstaden pludselig ville afbureaukratisere. Det var bestemt ikke en spareøvelse, forsøgte overborgmesteren at overbevise offentligheden om. En nedskrevet veteranpolitik skabte ingen værdi i sig selv. Den var bare et stykke papir, lod han forstå.

Sjovt nok afskaffede man ikke handicappolitikken, beskæftigelsespolitikken og alle de andre bureaukratiske politikker. Kun veteranpolitikken måtte lade livet på afbureaukratiseringens alter. Og det var ikke for at spare, fastholdt Overborgmesteren over for de undrende medier som interesserede sig for sagen.

Det kan man jo godt vælge at tro på, for tilsyneladende er der ikke lavvande i hovedstadens pengekasse. Veteranpolitikken fik nålestødet et halvt år efter, at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop havde afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikaliserede jihadister.

”Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde”, udtalte den københavnske integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til DR d. 27. marts 2014.

”Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats”, sagde hun.

80 danske jihadister skabte altså bekymring, og kaldte på en særlig indsats til én million kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at der bor ca. 3500 veteranfamilier i Københavns Kommune. Tænk hvad det ville koste kommunen, hvis også de danske krigsveteraner skabte bekymring, og kaldte på en særlig indsats, sådan som jihadisterne åbenbart gør det.

I et 1:1 forhold ville kommunen skulle punge ud med 43.750.000 kroner.

Men danske krigsveteraner skaber sig jo ikke åndsvagt, og truer med vold og drab. Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner har meldt sig så langt ud af samfundet, at landets kommuner slet ikke kan få kontakt med dem. Derfor virkede det vel fornuftigt nok, at nedlægge kommunens veteranpolitik, og bruge ressourcerne på de hjemvendte jihadister.

Millionen som politikerne ”fandt” til anti-radikalisering, blev blandt andet udmøntet i en ekspertgruppe, som skulle rådgive kommunen om hvad den skulle gøre ved de radikaliseringstruede borgere. Ekspertgruppen fik den meget benyttede og anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, som formand.

Ifølge Anna Mee Allerslev rakte pengene også til at udbrede nye anti-radikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Den 2. juni 2010 udtalte Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ellers til Information, at ”Det er ikke godt nok, at det kun er private støtteinitiativer, der i dag tager sig af vores hjemvendte soldater, og det er heller ikke godt nok, at regeringen ikke har taget initiativ til at inddrage kommunerne i arbejdet med Danmarks veteranpolitik”.

Siden den 2. juni 2010 er der sket noget fantastisk i landets hovedstad. Man har anskaffet 2 lysende bænke, som koster 1 mio. kr. pr. stk. Byens betroede politikere har også besluttet at bruge 31 mio. kr. på en 90 meter høj kunstig skibakke. Og som de fleste ved, så har de samme politikere i København valgt at bruge 100 mio. kr. på nye bycykler. Og Frank Jensen er landets dyreste borgmester, med en samlet omkostning på 3,6 mio. kr. til løn, rejser, taxa og andre repræsentationsudgifter.

Men veteranpolitikken skulle altså ikke overleve. Indsatsen over for de forhenværende soldater, som stod i forreste geled da de store politiske idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og kampen mod terror skulle håndhæves, blev i 2014 uvæsentlig. En bureaukratisk overflødighed.

Når man i dag ser på hvad Københavns Kommune melder ud af støttemuligheder, i forhold til de 3500 veteraner og deres pårørende, så viser det noget om hvor lidt Københavns Kommune føler medansvar for de borgere, som er kommet til skade i forbindelse med udsendelser til internationale missioner.

Kommunen nævner selv på sin hjemmeside 8 områder, hvor veteraner kan have brug for hjælp og støtte. Og ud for alle områder, hvor kommunen ikke er forpligtet af generel sociallovgivning, henviser kommunen til Forsvaret – altså veteranernes forhenværende arbejdsgiver -, eller frivillige foreninger.

Har man brug for akut hjælp, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, og Kammeratstøtteordningen, som er den frivillige – men statstøttede gren af veteranforeningen, De Blå Baretter. Føler man sig ensom, så henviser Københavns Kommune til kommunens støttekontaktpersoner.

Mangler man et socialt netværk, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, Veteranforeningen De Blå Baretter, Homemind, Kammeratstøtteordningen og Veteranhjemmet på Frederiksberg. Altså til veteranernes forhenværende arbejdsgiver, eller nogle af de frivillige foreninger.

Har man psykiske problemer efter udsendelse i internationale missioner, så henviser Københavns Kommune til psykologerne på Forsvarets Veterancenter, eller eksisterende socialpsykiatriske tilbud, som ifølge kommunens hjemmeside måske kan hjælpe.

Har man alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, så henviser Københavns Kommune til sin gratis og anonyme misbrugsrådgivning.

Har man pådraget sig fysiske handicap efter udsendelse, så kan man søge de samme hjælpemidler, genoptræning og hjemmehjælp som alle andre handicappede.

Er man ledig, og har svært ved at komme ind på det civile arbejdsmarked, så skal man kontakte sit lokale jobcenter, lige som alle andre ledige.

Er man pårørende til en veteran, og udfordret med at få dagligdagen til at fungere, så henviser Københavns Kommune til den frivillige forening Støt Soldater og Pårørende (SSOP). Man kan også få en støttekontaktperson fra kommunen, lige som alle andre.

Er man barn af en veteran, og oplever at livet er svært, så henviser Københavns Kommune til en pjece fra Forsvaret. Linket til pjecen fra Københavns Kommunes hjemmeside virker desværre ikke.

Er lysende bænke, mandsopdækning af 80 jihadister, en kunstig skibakke og bycykler til 80.000 kr. pr. stk. virkelig så vigtige, at hovedstadens veteranpolitik skal lade livet? Hvad er det i praksis som er ændret siden 2010, hvor det ifølge Frank Jensen ikke var godt nok at overlade krigsveteranerne til private initiativer? Altså bortset fra, at politikerne i mellemtiden har produceret endnu flere krigsveteraner?

I 2010 var Frank Jensen så indigneret over behandlingen af krigsveteranerne, at han var klar til at lave en handlingsplan for veteranerne, uden om regeringen. Blandt andet fordi den daværende Forsvarsminister ikke havde valgt at inddrage kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik. For mindre end 5 år siden ville Københavns Kommune altså gå enegang, og være foregangsbillede for andre. For alt andet var ikke godt nok, mente Overborgmesteren.

Danske krigsveteraner og deres pårørende har brug for en handlekraftig Forsvarsminister, som sætter sig i spidsen for en gennemgribende revision af den nationale veteranpolitik fra 2010. Vores ønsker til en ny veteranpolitik omfatter blandt andet, at ministeriet anlægger en holistisk tilgang til veteranproblematikkerne. Landets kommuner er ofte de første som får kontakt med plagede veteraner. Få nu kommunerne ind i kampen, så de alle forpligter sig til at have en veteranpolitik, og give området politisk opmærksomhed.

Da den nuværende Forsvarsminister, Nicolai Wammen, i et svar til Folketinget i 2013 skrev, at vi skal sørge for, at de soldater som vi sender ud, får ordentlige vilkår når de kommer hjem, så må vi kunne forvente at landets kommuner er taget i ed, og er klar til at løfte deres del af opgaven. Og at det ikke bare sker ved at henvise til frivillige foreninger.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, Hr. Forsvarsminister, for nu at genbruge Frank Jensens indignerede formulering.

Ligestillingen som udeblev

Veteranpolitikkens punkt 18 dikterer, at anerkendelse af fysisk og psykisk sårede skal ligestilles, og psykisk sårede skal kunne modtage medalje på lige fod med fysisk sårede.

Hvis lykken var gjort med medaljer, så var livet jo nemt. Men det er ikke virkeligheden vi lever i. 5 år efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget, er fysisk og psykisk sårede krigsveteraner stadig ikke ligestillet, i en række af forhold som involverer offentlige myndigheder.

Lad mig give 3 eksempler.

I Arbejdsskadestyrelsen kan selv den sværeste Post Traumatiske Stresstilstand (PTSD) stadig kun udløse en méngrad på 20 – 35%. Sammenlignet med en fysisk arbejdsskade, så svarer det til at man mister en lillefinger og en ringefinger. Som følge heraf, bliver de udbetalte erstatninger mere symbolske, end de er reelt dækkende for det erhvervsevnetab man er udsat for, hvis man lider af svær PTSD.

I SU-styrelsen kan PTSD ikke udløse et handicap-tillæg, hvis man ønsker at gennemføre en ungdoms- eller videregående uddannelse. SU-styrelsen hævder – trods speciallægeerklæringer om det modsatte -, at man sagtens kan arbejde 5 – 6 timer pr. uge, ved siden af sit studie, hvis man har PTSD. Så selv om en højt specialiseret overlæge, som har behandlet en krigsveteran i måneder eller år, bruger tid på at skrive den af SU-styrelsen krævede erklæring, så virker det som om styrelsen ignorerer erklæringen, slår diagnosen op i et skema, og konkluderer det modsatte af overlægen.

Hos nogle af landets kommuner har man ingen betænkeligheder ved at sende krigstraumatiserede veteraner ud i aktivering og nyttejobs, selv om denne aktivitet fungerer kontraeffektivt på den behandling veteranen gennemfører. Dette betyder i praksis, at en veteran kan gå i psykiatrisk behandling om mandagen, og blive tvunget ud i aktiviteter som modvirker behandlingen fra tirsdag, til og med fredag. Denne galskab koster samfundet en masse penge, og stresser naturligvis den psykisk sårede veteran, som mærker de modsatrettede krav og forventninger på sin egen krop.

Jeg har flere gange hørt psykisk sårede krigsveteraner udtale, at hvis de kunne vælge, ville de hellere have mistet en arm, eller et ben under udsendelserne. Dels fordi det er lettere at forklare, men så sandelig også fordi forståelsen for, at et ben ikke vokser ud igen, er større end forståelsen for, hvordan sådan en stor og stærk soldat plages af mareridt, søvnløshed, angst, isolationstrang og ulogisk, aggressiv opførsel i stressede situationer.

Så den eneste ligestilling vi kan tale om – bortset fra detaljen med medaljerne – er, at psykisk sårede krigsveteraner af begge køn stadig bliver udsat for negativ forskelsbehandling, i forhold til deres kollegaer som pådrog sig fysiske skader i krigsindsatserne. Hvis denne form for ligestilling – altså af de to køn – er politikernes reelle ambitionsniveau, så virker det unægteligt ret uambitiøst. Det bør Forsvarsministeren gøre noget ved. Han har initiativretten- og pligten, hvis veteranpolitikkens ambitioner om ligestilling af fysiske og psykiske krigsskader skal realiseres.