Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Reklamer

Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen

Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?

Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.

Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.

Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.

Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.

Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.

Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.

Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.

Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.

Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.

Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.

I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).

”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”,  udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.

Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.

”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”

Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.

Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.

Wammen pynter sig med lånte fjer

Valgkampen buldrer videre, og i sin iver for at fremhæve egne fortræffeligheder, udtalte Forsvarsministeren til DR, at “regeringen allerede har gjort meget for veteranerne, eksempelvis ved at gøre det blevet lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD.” (Kilde: dr.dk)

Lad os lige faktatjekke det udsagn.

1. Regeringen ville nedsætte et udvalg, som i ro og mag kunne se på 6-månedersreglen, men efter lobbyarbejdet og demonstrationen foran Christiansborg, lykkedes det at samle et flertal UDEN OM regeringen, som ville fjerne 6-månedersreglen. Og med udsigt til et nederlag i folketingssalen, gik regeringen med på at yde de sårede krigsveteraner retfærdighed. Så hvad er det Forsvarsministeren mener at hans regering har bidraget med i denne forbindelse?

2. I hele denne regeringsperiode er sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen steget (Kilde: ASK).

År for år har det taget længere tid at få afgjort sin sag. Er det at gøre det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD?

3. Selv om det lykkedes at få afskaffet 6-månedersreglen, så er de sårede veteraners lykke ikke gjort. Arbejdsskadestyrelsen har blot opfundet nogle nye forhindringer, som f.eks. kravet om at man kan dokumentere at man har været i livsfare, for at man kan få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade. Eller den vanvittige fokusering på følgediagnoser, som netop er opstået fordi nogle veteraner har gået med deres PTSD så længe, at de nu også har fået f.eks. personlighedsforandringer.

Det giver ingen mening at implementere nye forhindringer på denne måde. Og det er heller ikke et udtryk for, at regeringen har gjort det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD.

4. Fysiske og psykiske skader er stadig ikke sidestillet i forbindelse med beregning af mèngrad, og udmøntning af erstatninger. Helt tilbage fra veteranpolitikkens fødsel i 2010, blev det Beskæftigelsesministeriets ansvar, og Arbejdsskadestyrelsens opgave, at undersøge nærmere, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre (Veteranpolitikken, side 22).

Men her i 2015 kan en psykisk skadet krigsveteran, med svær PTSD, stadig maksimalt få 35% mèngrad, mens en fysisk skadet veteran kan få 100% mèngrad.

Så hvor er det Forsvarsministeren mener hans regering har gjort det lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD?

Kommunerne svigter veteranerne

Efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget i 2010, har kun ganske få kommuner taget den alvorligt, og formuleret en lokal politik på området. Frederiksberg Kommune ligger i front, og har både formuleret en omfattende veteranpolitik, og udpeget en veterankoordinator.

Haderslev Kommune har en veteranpolitik, men igen veterankoordinator. Slagelse Kommune har ingen veteranpolitik, men til gengæld en særdeles aktiv og vellidt veterankoordinator. Så generelt ser det stadig ud som om, at kommunerne håber at Forsvaret forestår den nødvendige indsats over for veteraner og deres pårørende. Københavns Kommune var også fremme i støvlerne, da kommunens veteranpolitik blev offentliggjort i 2011.

Hovedstadens folkevalgte formulerede en veteranpolitik, hvor tre forvaltninger – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – blev pålagt at samarbejde på tværs om at hjælpe veteraner med problemer. Man udpegede veterankoordinatorer, som skulle levere en håndholdt støtte gennem den kommunale jungle, og brugte ressourcer på parader og flagdage. Hovedstaden erkendte sit medansvar, og gjorde hvad de kunne.

Fire år senere, i september 2014, besluttede et flertal af de københavnske politikere så at afskaffe veteranpolitikken. Officielt fordi hovedstaden pludselig ville afbureaukratisere. Det var bestemt ikke en spareøvelse, forsøgte overborgmesteren at overbevise offentligheden om. En nedskrevet veteranpolitik skabte ingen værdi i sig selv. Den var bare et stykke papir, lod han forstå.

Sjovt nok afskaffede man ikke handicappolitikken, beskæftigelsespolitikken og alle de andre bureaukratiske politikker. Kun veteranpolitikken måtte lade livet på afbureaukratiseringens alter. Og det var ikke for at spare, fastholdt Overborgmesteren over for de undrende medier som interesserede sig for sagen.

Det kan man jo godt vælge at tro på, for tilsyneladende er der ikke lavvande i hovedstadens pengekasse. Veteranpolitikken fik nålestødet et halvt år efter, at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop havde afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikaliserede jihadister.

”Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde”, udtalte den københavnske integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til DR d. 27. marts 2014.

”Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats”, sagde hun.

80 danske jihadister skabte altså bekymring, og kaldte på en særlig indsats til én million kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at der bor ca. 3500 veteranfamilier i Københavns Kommune. Tænk hvad det ville koste kommunen, hvis også de danske krigsveteraner skabte bekymring, og kaldte på en særlig indsats, sådan som jihadisterne åbenbart gør det.

I et 1:1 forhold ville kommunen skulle punge ud med 43.750.000 kroner.

Men danske krigsveteraner skaber sig jo ikke åndsvagt, og truer med vold og drab. Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner har meldt sig så langt ud af samfundet, at landets kommuner slet ikke kan få kontakt med dem. Derfor virkede det vel fornuftigt nok, at nedlægge kommunens veteranpolitik, og bruge ressourcerne på de hjemvendte jihadister.

Millionen som politikerne ”fandt” til anti-radikalisering, blev blandt andet udmøntet i en ekspertgruppe, som skulle rådgive kommunen om hvad den skulle gøre ved de radikaliseringstruede borgere. Ekspertgruppen fik den meget benyttede og anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, som formand.

Ifølge Anna Mee Allerslev rakte pengene også til at udbrede nye anti-radikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Den 2. juni 2010 udtalte Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ellers til Information, at ”Det er ikke godt nok, at det kun er private støtteinitiativer, der i dag tager sig af vores hjemvendte soldater, og det er heller ikke godt nok, at regeringen ikke har taget initiativ til at inddrage kommunerne i arbejdet med Danmarks veteranpolitik”.

Siden den 2. juni 2010 er der sket noget fantastisk i landets hovedstad. Man har anskaffet 2 lysende bænke, som koster 1 mio. kr. pr. stk. Byens betroede politikere har også besluttet at bruge 31 mio. kr. på en 90 meter høj kunstig skibakke. Og som de fleste ved, så har de samme politikere i København valgt at bruge 100 mio. kr. på nye bycykler. Og Frank Jensen er landets dyreste borgmester, med en samlet omkostning på 3,6 mio. kr. til løn, rejser, taxa og andre repræsentationsudgifter.

Men veteranpolitikken skulle altså ikke overleve. Indsatsen over for de forhenværende soldater, som stod i forreste geled da de store politiske idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og kampen mod terror skulle håndhæves, blev i 2014 uvæsentlig. En bureaukratisk overflødighed.

Når man i dag ser på hvad Københavns Kommune melder ud af støttemuligheder, i forhold til de 3500 veteraner og deres pårørende, så viser det noget om hvor lidt Københavns Kommune føler medansvar for de borgere, som er kommet til skade i forbindelse med udsendelser til internationale missioner.

Kommunen nævner selv på sin hjemmeside 8 områder, hvor veteraner kan have brug for hjælp og støtte. Og ud for alle områder, hvor kommunen ikke er forpligtet af generel sociallovgivning, henviser kommunen til Forsvaret – altså veteranernes forhenværende arbejdsgiver -, eller frivillige foreninger.

Har man brug for akut hjælp, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, og Kammeratstøtteordningen, som er den frivillige – men statstøttede gren af veteranforeningen, De Blå Baretter. Føler man sig ensom, så henviser Københavns Kommune til kommunens støttekontaktpersoner.

Mangler man et socialt netværk, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, Veteranforeningen De Blå Baretter, Homemind, Kammeratstøtteordningen og Veteranhjemmet på Frederiksberg. Altså til veteranernes forhenværende arbejdsgiver, eller nogle af de frivillige foreninger.

Har man psykiske problemer efter udsendelse i internationale missioner, så henviser Københavns Kommune til psykologerne på Forsvarets Veterancenter, eller eksisterende socialpsykiatriske tilbud, som ifølge kommunens hjemmeside måske kan hjælpe.

Har man alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, så henviser Københavns Kommune til sin gratis og anonyme misbrugsrådgivning.

Har man pådraget sig fysiske handicap efter udsendelse, så kan man søge de samme hjælpemidler, genoptræning og hjemmehjælp som alle andre handicappede.

Er man ledig, og har svært ved at komme ind på det civile arbejdsmarked, så skal man kontakte sit lokale jobcenter, lige som alle andre ledige.

Er man pårørende til en veteran, og udfordret med at få dagligdagen til at fungere, så henviser Københavns Kommune til den frivillige forening Støt Soldater og Pårørende (SSOP). Man kan også få en støttekontaktperson fra kommunen, lige som alle andre.

Er man barn af en veteran, og oplever at livet er svært, så henviser Københavns Kommune til en pjece fra Forsvaret. Linket til pjecen fra Københavns Kommunes hjemmeside virker desværre ikke.

Er lysende bænke, mandsopdækning af 80 jihadister, en kunstig skibakke og bycykler til 80.000 kr. pr. stk. virkelig så vigtige, at hovedstadens veteranpolitik skal lade livet? Hvad er det i praksis som er ændret siden 2010, hvor det ifølge Frank Jensen ikke var godt nok at overlade krigsveteranerne til private initiativer? Altså bortset fra, at politikerne i mellemtiden har produceret endnu flere krigsveteraner?

I 2010 var Frank Jensen så indigneret over behandlingen af krigsveteranerne, at han var klar til at lave en handlingsplan for veteranerne, uden om regeringen. Blandt andet fordi den daværende Forsvarsminister ikke havde valgt at inddrage kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik. For mindre end 5 år siden ville Københavns Kommune altså gå enegang, og være foregangsbillede for andre. For alt andet var ikke godt nok, mente Overborgmesteren.

Danske krigsveteraner og deres pårørende har brug for en handlekraftig Forsvarsminister, som sætter sig i spidsen for en gennemgribende revision af den nationale veteranpolitik fra 2010. Vores ønsker til en ny veteranpolitik omfatter blandt andet, at ministeriet anlægger en holistisk tilgang til veteranproblematikkerne. Landets kommuner er ofte de første som får kontakt med plagede veteraner. Få nu kommunerne ind i kampen, så de alle forpligter sig til at have en veteranpolitik, og give området politisk opmærksomhed.

Da den nuværende Forsvarsminister, Nicolai Wammen, i et svar til Folketinget i 2013 skrev, at vi skal sørge for, at de soldater som vi sender ud, får ordentlige vilkår når de kommer hjem, så må vi kunne forvente at landets kommuner er taget i ed, og er klar til at løfte deres del af opgaven. Og at det ikke bare sker ved at henvise til frivillige foreninger.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, Hr. Forsvarsminister, for nu at genbruge Frank Jensens indignerede formulering.

Ligestillingen som udeblev

Veteranpolitikkens punkt 18 dikterer, at anerkendelse af fysisk og psykisk sårede skal ligestilles, og psykisk sårede skal kunne modtage medalje på lige fod med fysisk sårede.

Hvis lykken var gjort med medaljer, så var livet jo nemt. Men det er ikke virkeligheden vi lever i. 5 år efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget, er fysisk og psykisk sårede krigsveteraner stadig ikke ligestillet, i en række af forhold som involverer offentlige myndigheder.

Lad mig give 3 eksempler.

I Arbejdsskadestyrelsen kan selv den sværeste Post Traumatiske Stresstilstand (PTSD) stadig kun udløse en méngrad på 20 – 35%. Sammenlignet med en fysisk arbejdsskade, så svarer det til at man mister en lillefinger og en ringefinger. Som følge heraf, bliver de udbetalte erstatninger mere symbolske, end de er reelt dækkende for det erhvervsevnetab man er udsat for, hvis man lider af svær PTSD.

I SU-styrelsen kan PTSD ikke udløse et handicap-tillæg, hvis man ønsker at gennemføre en ungdoms- eller videregående uddannelse. SU-styrelsen hævder – trods speciallægeerklæringer om det modsatte -, at man sagtens kan arbejde 5 – 6 timer pr. uge, ved siden af sit studie, hvis man har PTSD. Så selv om en højt specialiseret overlæge, som har behandlet en krigsveteran i måneder eller år, bruger tid på at skrive den af SU-styrelsen krævede erklæring, så virker det som om styrelsen ignorerer erklæringen, slår diagnosen op i et skema, og konkluderer det modsatte af overlægen.

Hos nogle af landets kommuner har man ingen betænkeligheder ved at sende krigstraumatiserede veteraner ud i aktivering og nyttejobs, selv om denne aktivitet fungerer kontraeffektivt på den behandling veteranen gennemfører. Dette betyder i praksis, at en veteran kan gå i psykiatrisk behandling om mandagen, og blive tvunget ud i aktiviteter som modvirker behandlingen fra tirsdag, til og med fredag. Denne galskab koster samfundet en masse penge, og stresser naturligvis den psykisk sårede veteran, som mærker de modsatrettede krav og forventninger på sin egen krop.

Jeg har flere gange hørt psykisk sårede krigsveteraner udtale, at hvis de kunne vælge, ville de hellere have mistet en arm, eller et ben under udsendelserne. Dels fordi det er lettere at forklare, men så sandelig også fordi forståelsen for, at et ben ikke vokser ud igen, er større end forståelsen for, hvordan sådan en stor og stærk soldat plages af mareridt, søvnløshed, angst, isolationstrang og ulogisk, aggressiv opførsel i stressede situationer.

Så den eneste ligestilling vi kan tale om – bortset fra detaljen med medaljerne – er, at psykisk sårede krigsveteraner af begge køn stadig bliver udsat for negativ forskelsbehandling, i forhold til deres kollegaer som pådrog sig fysiske skader i krigsindsatserne. Hvis denne form for ligestilling – altså af de to køn – er politikernes reelle ambitionsniveau, så virker det unægteligt ret uambitiøst. Det bør Forsvarsministeren gøre noget ved. Han har initiativretten- og pligten, hvis veteranpolitikkens ambitioner om ligestilling af fysiske og psykiske krigsskader skal realiseres.