Løkke og veteranerne

Så ramte valgkampen vores område. På 70-års dagen for Danmarks befrielse, lancerede Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et forslag, som skal gøre det lettere for veteraner at få fodfæste på det civile arbejdsmarked.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at udsatte veteraner (hvordan man end definerer disse) skal have statsstøtte med i lårlommen, når de søger jobs i civile virksomheder. Som så mange andre drevne politikere var Lars Løkke Rasmussen ikke særlig konkret – hverken når der blev spurgt til hvor mange af disse udsatte veteraner som skulle have statsstøtte, eller da der blev spurgt til statsstøttens størrelse.

Det tætteste på nogle konkrete tal, var ca. 5000 udsatte veteraner (et tal baseret på en undersøgelse for år tilbage), og et tilskud på mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Hvis man tager et gennemsnit, så er der altså tale om at Lars Løkke Rasmussen vil finde 50.000 kroner til hver af de 5000 udsatte veteraner. Det løber så op i 250 mio. kroner. Altså en kvart milliard kroner.

Nu har vi ingen anelse om hvor disse penge skal ”findes”, som det hedder på politikersprog. Men det er usandsynligt at skatterne skal stige, fordi Lars Løkke Rasmussen har fået dårlig samvittighed. Som så ofte før, skal pengene nok ”findes” på de eksisterende budgetter i Beskæftigelses- og Forsvarsministeriet.

Isoleret set kan dette forslag godt gavne nogle jobsøgende veteraner. Derom hersker ingen tvivl. Spørgsmålet er, om det er den form for offentlig anerkendelse og støtte vi ønsker.

Lad os lige lave et alternativt regnestykke, og se hvad vi kunne få for de samme penge.

For 100 mio. kroner kunne vi få 100 ekstra sagsbehandlere i Arbejdsskadestyrelsen, som kunne fokusere på de mange hundrede arbejdsskadesager rejst af veteraner.

For de næste 100 mio. kroner kunne vi få 50 psykologer og psykiatere, som kunne ansættes i specialpsykiatrien, som – 5 år efter veteranpolitikken blev vedtaget – stadig kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de veteraner som henvender sig, og beder om hjælp. 50 psykologer eller psykiatere i 2 år kunne gøre en markant forskel.

Tilbage har vi så 50 mio. kroner.

For disse kunne vi etablere veteranhjem/væresteder i alle de landsdele som stadig mangler. Og der ville stadig være overskud til at sikre driften (1,5 mio. pr. hjem pr. år) i adskillige år.

En hurtigere og bedre sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen vil givetvis ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Så denne løsning skal man kun vælge af moralske årsager – altså hvis man mener, at veteraner ikke skal vente i årevis på at få deres erstatninger for skader og tabt arbejdsevne.

Veteranhjemmene/værestederne vil måske heller ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Men de vil givetvis forhindre nogle selvmord og selvmordsforsøg, noget stof- og alkoholmisbrug og nogle splittede familier, hvis nogle af de mest udsatte veteraner får et trygt værested i nærheden, hvor de kan mødes med ligesindede, og få hjælp og støtte til behandling, sociale netværk og løsning af socioøkonomiske problemer.

Opgraderingen af specialpsykiatrien, som tilmed kunne udvides til at dække alle landets fem regioner, kunne både modvirke selvmord og selvmordsforsøg, bidrage til rettidig behandling af PTSD og andre psykiske lidelser man kan pådrage sig under/efter udsendelse, og støtte nogle udsatte veteraner i at genopbygge deres liv – herunder på det civile arbejdsmarked.

At betale virksomheder for at ansætte veteraner kan givetvis hjælpe nogle veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Men løsningen signalerer også, at virksomheder skal kunne spekulere i at ansætte veteraner, for at holde udgifterne til lønninger nede. For Interforce gør jo allerede et enormt arbejde med at synliggøre og markedsføre alle de unikke kompetencer forhenværende soldater har, og hvordan civile arbejdsgivere kan kapitalisere på disse kompetencer.

Man kan således godt tro, at ”markedet” for veteraner, som ansættes alene på baggrund af deres forrygende kompetencer, er mættet. I alle tilfælde hvis Interforce gør deres arbejde godt. Og det har vi ingen grund til at tro de ikke gør.

Tilbage står så spørgsmålet, om veteraner vil markedsføres som medarbejdere der kan spekuleres økonomisk i at ansætte, og hvordan man vil sikre at de ikke blot ansættes på korttidskontrakter, eller i projektstillinger, som opsiges når virksomhederne løber tør for statsstøtte. Sådan som vi har set det med løntilskud til andre ledige.

Hvis Lars Løkke Rasmussens forslag skal føres ud i livet, så kræver det to afgørende betingelser. For det første skal en uvildig myndighed – f.eks. Veterancentret – validere ansættelsesforholdet og dets fremtidsudsigter, så vi undgår en gentagelse af løntilskudsfidusen. Og for det andet må vi forlange, at Lars Løkke Rasmussen leverer en mere holistisk veteranpolitik, hvis han får magt til det. I indslaget fra TV2 erkender han jo, at veteranpolitikken fra 2010 ikke er en fuld og dækkende løsning. Og at veteranerne er et fælles samfundsansvar. Og at veteranerne skal behandles på fornem vis, når de kommer hjem. Og at vi ikke er i mål endnu.

Det vil vi fra Veteran Alliancen holde ham op på. Uanset hvordan valgresultatet bliver.

Se artiklen og interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: http://politik.tv2.dk/2015-05-04-loekke-klar-med-oekonomisk-haandsraekning-for-at-hjaelpe-veteraner

Der er stadig plads til forbedringer

Vi har stiftet Veteran Alliancen, fordi danske krigsveteraner stadig bliver udsat for svigt, og mødes af ressourcemangel hos forskellige myndigheder og behandlingstilbud. Dette er en del af virkeligheden, til trods for at Danmark nu har haft skadede krigsveteraner i mere end 20 år, og en national veteranpolitik siden 2010.

47 veteraner har begået selvmord i afmagt, flere hundrede har forsøgt selvmord i desperation, og hundredevis lever et liv i isolation, med selvmedicinering og ubehandlede psykiske lidelser. Nogle veteraner lever i landets skove, og på forskellige herberg og veteranhjem. Alt for mange veteraner lever i årevis i usikkerhed, fordi deres ønske om anerkendelse og erstatning for deres skader trækker ud.

Imens deler politikerne medaljer ud, og holder skåltaler, som om alt var godt.

Nu kan disse årelange svigt, og de hidtidige politiske prioriteringer ikke længere forsvares. De kan heller ikke længere forklares med ukendte forhold, eller indkøringsvanskeligheder.

Det er på høje tid, at landets politikere allokerer de nødvendige ressourcer til veteranområdet, hvis de vil fastholde en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som producerer krigsveteraner i en lind strøm.

Alt andet er ganske enkelt umoralsk.

Veteranpolitik bør hverken være et spørgsmål om ideologi eller økonomi. En anstændig og rimelig veteranpolitik bør kunne samle alle ansvarlige politikere, på tværs af fløje og partier. Og en national veteranpolitik bør indeholde andet og mere end symbolsk anerkendelse, og halvhjertede løsninger på de voksende problemer.

Når vi samles under parolen “samling – sammenhold – samarbejde”, så er det fordi veteraner i alt for mange år har været splittede, og mange har været optaget af enkeltsager og personfnidder. Oberst Lars Møller beskrev det i september 2014 således:

Lige nu minder veteran-sagen lidt om venstrefløjen under Den Kolde Krig, hvor det myldrede med fraktioner. De havde absolut ingen indflydelse, men da alle trotkisterne, anarkisterne og kommunisterne med flere sluttede sig sammen i enhedslisten fik de da nogen betydning.

Med vores fem mærkesager, forsøger vi at anskue veteranpolitikken mere holistisk.

Kommunerne, Arbejdsskadestyrelsen, Forsvarets Veterancenter og andre offentlige myndigheder bør bortlægge silo-tankegangen, og se veteranpolitikken som noget der skal forankres bredt i samfundet. Og med èt fokus – at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, efter udsendelse i international tjeneste.

Dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er soldat, politibetjent, nødhjælpsarbejder, læge eller sygeplejerske. Og dette fokus bør være gældende, uanset hvor og hvornår veteranen har været udsendt. Og dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er rask, fysisk skadet, psykisk skadet, og uanset i hvilket omfang veteranen er skadet.

Vores kamp for bedre forhold for veteraner og deres pårørende, skal ikke handle om traditioner, om hvem der må udtale sig på hvilke veteraners vegne, og hvem der kender hvem. Vores kamp handler alene om at opnå det fornødne folkelige og politiske fokus på veteranpolitikken, og at få gennemført de nødvendige forbedringer.

Vi adskiller os fra alle øvrige aktører på området, ved at være løst organiseret, og aktivistisk i vores tilgang, sådan som det er beskrevet i artiklen på krigeren.dk fra d. 17. marts. Vores formål er ikke at kritisere andre aktører, eller være i konflikt med deres formål og aktiviteter. Veteran Alliancen er et supplement. Ikke en konkurrent. Men jo flere som bakker op om vores mærkesager, og bidrager med kompetencer og engagement, jo bredere kan vi nå ud med vores budskaber, og krav om forbedringer.

Det tror vi vil gavne mange veteraner, og deres pårørende.

Flere veteranhjem, tak

I den nationale veteranpolitik fra 2010 fremgår det, at der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde skal etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes. Frivillige med tilknytning til soldater- eller marineforeninger og med interesse for sagen skal stå for den daglige drift.

Veteranhjemmene har til formål at værne om det kammeratskab, der er blevet skabt under tjeneste i Forsvaret. Samlingsstederne er ikke en erstatning for en offentlig indsats til veteranerne og deres pårørende, men det er en håndsrækning til de, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system.

Veteranhjemmene skal ikke ses som behandlingssteder, men veteranhjemmets frivillige bistår med kontakt til fagfolk, offentlige myndigheder og deslige. Veteranhjemmene er uformelle opholdsrum, hvor veteraner, der har brug for det, kan bo i en kortere periode. Først og fremmest har veteranhjemmene til formål at skabe et frirum for samvær og aktiviteter for veteraner samt deres pårørende.

Baggrunden for beslutningen om at etablere de tre veteranhjem var – i modsætning til veteranpolitikkens øvrige indsatsområder – ikke beskrevet i ”Veteranrapport” (Oktober 2010), om baggrunden for regeringens forslag til en national veteranpolitik.

Rapporten, som blev produceret efter 10 møder, af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for 7 forskellige ministerier, nævner slet ikke veteranhjem en eneste gang, til trods for at alle sejl var sat ind, og alle kompetencer var i spil. Pludselig var veteranhjemmene bare en del af den nationale veteranpolitik.

Hemmeligheden er, at veteranhjemmene var resultatet af et massivt og vedholdende politisk lobby-arbejde, som blev bedrevet af krigsveteraner og deres pårørende siden 2006. Domænenavnet veteranhjem.dk blev først registreret af en frivillig forening for krigsveteraner og pårørende, som holdt møder med alle de politiske partier, og argumenterede for hvorfor veteranhjem burde blive en del af den nationale veteranindsats. I november 2009 blev domænenavnet overdraget til Fonden Danske Veteranhjem. Og i 2010 blev veteranhjemmene så et indsatsområde i den nationale veteranpolitik.

Desværre blev det kun med en bevilling til etablering af tre veteranhjem, til mere end 70.000 veteraner og deres pårørende. Men der skulle jo også være penge til de mere symbolske indsatsområder – herunder det famøse veterankort, som først i 2014 tilbød krigsveteranerne en form for værdi, i form af rabatter hos den private indkøbsorganisation, LogBuy. Forsvarets pris for administration af rabatordningen er oplyst til kr. 580.000. Altså lidt mere end hvad det ville koste at drive et veteranhjem i et helt år.

Man kan undre sig over denne politiske prioritering. For i oktober 2014 præsenterede EPINION en uvildig vurdering af veteranhjemmene, for at undersøge hvilken rolle de spiller i samfundet, og hvilken værdi de skaber for brugere og samfundet. Undersøgelsen var lavet for Forsvarsministeriet.

Rapporten beskriver hvordan de tre veteranhjem i Aalborg, Fredericia og København årligt modtager 1,5 mio. kr. via finansloven. Fonden Danske Veteranhjem fungerer som centralt styringsorgan, mens tre lokale foreninger står for veteranhjemmenes daglige drift. Selve indsatsen i hjemmene drives af frivillige.

I rapporten peges på tre primære bidrag, som veteranhjemmene bidrager med til den samlede veteranindsats.

For det første når veteranhjemmene en målgruppe, der ellers er meget svær at opfange for de andre tilbud i indsatsen. Nemlig de veteraner, som har det rigtig dårligt psykisk, som mangler et sted at bo, fordi familien går i stykker, som er sygemeldt, fordi de ikke kan være omkring andre mennesker, og som måske har et misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer. Der kan være rigtig langt for denne målgruppe til at opsøge hjælp eller rådgivning ved Forsvarets myndigheder eller offentlige instanser. Her har veteranhjemmene den fordel, at de er ”afprofessionaliserede” og repræsenterer alt andet end det, det etablerede system repræsenterer. Det appellerer i høj til den svageste gruppe af veteraner. Veteranerne behøver ikke at frygte, at der pludselig stilles krav til dem, fordi de har henvendt sig på veteranhjemmet. Det er helt gratis – både i overført og bogstavelig betydning – at dukke op på veteranhjemmet.

For det andet har veteranhjemmene den store fordel, at de kan afhjælpe helt akutte problemer – som for eksempel når en veteran pludselig står uden tag over hovedet og mangler et sted at sove, eller når en veteran har brug for én, der kan tage med ham på psykiatrisk skadestue og blive der med ham weekenden over. Det kan det etablerede system ikke tilbyde. Nogle af de eksterne tilbud, som blandt andet døgntelefonerne og KFUMs Soldaterrekreation, kan hver især tilbyde lignende former for akuthjælp, men støtten synes at nå et trin videre på veteranhjemmene, idet den bliver meget personlig.

For det tredje er det et åbent og gratis tilbud for veteraner, hvor der ingen formelle krav stilles til brugerne. Det gør tilgængeligheden af tilbuddet meget høj. Der er da også samlet set mange veteraner, der i dag kommer på veteranhjemmene og benytter veteranhjemmenes tilbud – nogle dagligt, andre bare en gang imellem. Veteranhjemmene udfylder en rolle som naturlige samlingssteder for mange forskellige typer af veteraner. Det, der adskiller veteranhjemmene fra de andre tilbud i indsatsen, er, at veteranhjemmene er mere end et tilbud om økonomisk støtte eller overnatning – de er et fristed, hvor veteraner har lyst til at komme af egen vilje.

Rapporten påpeger også, at de fleste brugere af veteranhjemmene stadig har psykiske udfordringer, som de arbejder med i hverdagen, men at mange har oplevet en positiv udvikling, mens de er kommet på veteranhjemmene. Mange er også kommet ud af et misbrug af enten alkohol eller euforiserende stoffer gennem deres kontakt med veteranhjemmene. De bidrager derfor i dag med overskud og erfaringsudveksling på veteranhjemmene.

Med så åbenlyse og værdiskabende bidrag til veteranindsatsen, så kan det undre at Forsvarsforligspartierne kun kunne finde 30 mio. kr. til etablering af to nye veteranhjem (i Odense og Århus) og KFUM’s soldaterrekreationer, samt udvidelse af eksisterende faciliteter på de eksisterende tre veteranhjem (herunder køb af inventar, renovering mv.).

Engangstilskuddet på 30 mio. kr. finansieres i øvrigt inden for Forsvarets almindelige driftsbevilling på Finansloven for 2014. Denne undren bliver ikke mindre, når man erfarer at det lykkedes at finde 10 mio. kr. til medaljer, som skal tildeles med tilbagevirkende kraft for tjeneste i internationale missioner før 2010.

30 mio. kroner til noget som er dokumenteret virkningsfuldt, og i nogle tilfælde direkte livreddende.

10 mio. kroner til noget som er symbolsk anerkendelse, men giver muligheden for flere skåltaler om hvor godt vi behandler og anerkender vores krigsveteraner.

Vi lader tallene stå, og tale for sig selv.

Mange af veteranhjemmenes brugere, som har været udsendt til Balkan, har gået rigtigt mange år (for nogle ligefrem årtier) med problemer, som de ikke har kunnet håndtere, eller har fået hjælp til at håndtere, og som derfor har hobet sig op. Ifølge brugere og værter på hjemmene er Irakveteranerne først så småt begyndt at vise sig på veteranhjemmene, mens veteraner fra Afghanistan stadigt lader vente på sig.

Forventningen på hjemmene er, at antallet af veteranerne fra Irak og Afghanistan vil stige støt over de næste år, efterhånden som disse veteraner når et punkt, hvor de ikke længere kan håndtere deres udfordringer selv. Det er opfattelsen blandt brugerne, at ”vi kun har set toppen af isbjerget”, som en bruger formulerer det i evalueringsrapporten.

I Veteranalliancen har vi den holdning, at medaljer kan være fine, og kan skabe glæde hos modtagerne. Men Forsvaret bør ikke bruge så relativt mange penge på medaljer og parader, før der er styr på den helt basale og nødvendige veteranindsats i forhold til de hårdest ramte veteraner, herunder

• Flere veteranhjem, jævnt fordelt over hele landet
• Tilføring af de nødvendige ressourcer til specialpsykiatrien, så veteraner ikke skal opleve ventetid før de kan komme i behandling for krigstraumer
• Forbedring af retsstillingen i Arbejdsskadestyrelsen, så veteraner ikke skal kæmpe med Forsvaret om sandheden om hvordan deres krigstraumer er opstået, fordi Forsvaret ikke kan huske, eller har dokumenteret hændelserne i missionsområderne

Kilder:

Veteranrapporten (2010)

Veteranpolitik (2010)

Evaluering af danske veteranhjem (2014)

Hvorfor er det sådan i Danmark?

Hvorfor debatteres det aldrig hvad en international mission må koste de danske skatteydere – altså hvor meget vi som nation er villig til at betale for – med våbenmagt – at gennemtvinge vores højtflyvende idealer om frihed, demokrati, menneskerettigheder og kampen mod terror?

Hvorfor står politikerne sammen, når der skal stemmes om at udsende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker på farlige missioner i fjerne lande – når ikke engang ministrene gider deltage i hjemkomstparaderne, hvor man hylder de overlevende, og mindes de som gav deres liv for idealerne?

Hvorfor spises krigsveteranerne og deres pårørende af med symbolpolitik, som medaljer, værdiløse veteran-plastickort og floskelfyldte skåltaler, når specialpsykiatrien kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de krigsveteraner som beder om behandling for deres krigstraumer? Og når der stadig går hjemløse krigsveteraner rundt på landets gader og landeveje? Og når mere end 50.000 krigsveteraner og deres pårørende skal deles om 3 veteranhjem?

Hvorfor er det blevet så nemt at sende danske soldater ud i verden, hvor det forventes at de risikerer liv og lemmer, når det samtidig er så svært at finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at tilskadekomne krigsveteraner ikke skal vente i årevis, på at få anerkendt deres krigsskader, og kompensere dem via erstatninger?

Hvorfor siger vi med stolthed i stemmen, at vi er en krigsførende nation, som kæmper for de rigtige værdier og de gode idealer, når vi har så nemt ved at glemme og ignorere de soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker, som i praksis risikerer deres liv, og som kommer hjem med skader på krop og sind?

Hvorfor?

De glemte generationer

Forestil dig at du ejer et hus. Til huset hører en have, med en græsplæne, frugttræer, blomsterbede og en ligusterhæk omkring hele herligheden.

Hvert år lapper du huller i murværket, renser indkørslen for mos mellem fliserne, afrenser alger på fliserne. Hvert andet år sliber og maler du vinduer og døre, så de kan modstå regnvandet, og ikke rådner. Du vedligeholder taget, og skifter tagsten ud, hvis de efter en storm har været på flyvetur. Du varmer huset op, og lufter dagligt ud, så der ikke opstår skimmelsvamp i din bolig.

Men haven gør du intet ved. Du slår ikke græsset, fjerner ikke mos i plænen, beskærer ikke frugttræerne, passer ikke bedene, og klipper ikke hækken omkring matriklen.

Efter 20 år ligner dit hus en perle, og har en sund tilstandsrapport. Men haven er et sandt morads – en jungle af mere og mindre velkomne gevækster, og kalder på en grundig anlægsgartner, som vil donere adskillige dage af sit liv, for at få junglen til at ligne en have igen. Dine naboer klager, fordi ukrudt breder sig fra din have, og ind i deres, og hækken I deler er flere meter høj.

Billedet du har i hovedet nu, er helt analogt til den måde danske krigsveteraner er blevet behandlet på i mere end 20 år. Balkan-veteranerne er haven. Balkan-veteranerne er den oversete generation.

Meget af det svigt Balkan-veteranerne er blevet udsat for, kan forklares med uvidenhed. Eller påstået uvidenhed, om man vil. Forsvaret var ganske enkelt ikke opmærksom på de psykiske efterreaktioner danske soldater kunne få, fordi Forsvarets erfaring åbenbart kun var baseret på efterreaktionerne på de mere fredelige FN-missioner i Gaza og på Cypern. Vi er tilbage i tiden, før det blev moderne (læs: nødvendigt) at trække på erfaringerne fra mere rutinerede krigsførende nationer.

Balkan-missionerne i Kroatien, Bosnien og Kosovo var det store paradigmeskift. Pludselig var der bly i luften, granater som faldt, mineulykker og danske tabstal. Desuden var det meget svage FN-mandat en evig udfordring for danske soldater, som gerne ville gøre mere aktivt, for at opretholde den skrøbelige fred, end mandatet tillod. Frustrationen og magtesløsheden var udtalt, og har påvirket livet for mange danske Balkan-veteraner, mange år efter de kom hjem.

På Balkan var der relativt mange danske soldater afsted ad gangen – 18.000 i perioden 1992 – 2009, hvilket giver mere end 1000 pr. år. Til sammenligning var der på Cypern 23.000 i løbet af de 30 år, som danskerne var engageret i Cypern-missionen.

Nu kunne man godt have den tro, at Forsvaret – i takt med opbygningen af viden, og tilførslen af flere ressourcer til veteranområdet – op gennem 00’erne, ville have grebet fat i haveredskaberne, og sat ind i forhold til de mange Balkan-veteraner i glemslens jungle. At PTSD ikke er en tilgængelig diagnose i midten af 1990’erne, får jo ikke den enkelte veterans PTSD til at forsvinde.

Og når man endelig ”opdager” PTSD, og anerkender en sammenhæng mellem de meget voldsomme oplevelser mange Balkan-veteraner var udsat for, og deres efterfølgende psykiske problemer, og nedsatte arbejdsevne, så burde Forsvaret naturligvis have tilbudt Balkan-veteranerne en forklaring på sammenhængen, og banet vejen for professionel behandling, anerkendelse og kompensation for især den tabte arbejdsevne, i kølvandet på de psykiske problemer.

Det gjorde Forsvaret bare ikke.

Man kunne også tro, at når Forsvarets Veterancenter så lyset i 2010 – hvor den akkumulerede viden om PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig var ret omfattende -, så ville man straks tage fat i de oversete Balkan-veteraner, og tilbyde dem opfølgningssamtaler, med anvisning af relevante behandlingstilbud for de psykisk skadede veteraner fra årene på Balkan.

Det skete heller ikke. Man besluttede kun at iværksætte opfølgningssamtaler for veteraner udsendt efter 2007. Belejligt nok, da Balkan-missionerne med de hårdeste kampe sluttede i 2003.

2007 er sjovt nok også året, hvor den første Golf-krig sluttede. Så lige som Balkan-veteranerne, skulle de 5500 veteraner fra den første Golfkrig altså heller ikke tilbydes opfølgningssamtaler syv måneder, fem år og otte år efter udsendelse.

Det kan man så tænke lidt over.

Resultaterne af den manglende indsats er heller ikke udeblevet. Selv hvis man ignorerer de omfattende mørketal i undersøgelsen, så konkluderer Center for Selvmordsforskning i sin rapport fra december 2014, at 47 danske soldater som var udsendt mellem 1992 og 2013, har begået selvmord. 43 af dem var Balkan-veteraner.

Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne.

Det kan man så også tænke lidt over.

I 2014 blev det pludseligt moderne blandt politikere at ville vise anerkendelse til veteraner. Ikke for meget anerkendelse, naturligvis. Og da slet ikke i form af noget som reelt kunne afhjælpe nogle af de problemer som veteranerne kæmpede med efter udsendelserne. Anerkendelsen skulle udmøntes i form af medaljer. Medaljer, magen til de medaljer vi alle har fået som afslutning på vores missioner. Medaljer, som man ikke kan bruge til noget som helst, med mindre man stadig er tjenstgørende, og skal til parade en-to gange årligt.

Men medaljer skulle der til. Siden 2009 havde veteraner modtaget en dansk medalje for international tjeneste, som supplerede den internationale missions-medalje (fra FN eller NATO) alle veteranerne modtog efter 3 måneders udsendelse (cirka halvvejs i missionen). Nogle veteraner havde så beklaget sig over, at de aldrig havde modtaget en dansk medalje for deres internationale tjeneste, men kun medaljer fra FN eller NATO.

Det ville politikerne naturligvis ikke have siddende på sig. Man kunne jo tro de var utaknemmelige. Så i valget mellem at forbedre behandlingstilbuddene til de psykisk skadede veteraner, bygge flere veteranhjem, stramme op i Arbejdsskadestyrelsen, og medaljer for 20 mio. kroner, så valgte politikerne at kaste penge efter medaljerne. Og to veteranhjem mere.

Det kan man så også tænke lidt over.

Uanset hvad, så har vi som nation et enormt efterslæb, når det handler om Balkan-veteranerne. Der er ganske enkelt gjort alt for lidt, for at nyttiggøre den viden man har fået, i forhold til de veteraner fra Balkan-konflikten, som det var lettere at glemme. Og som alle haveejere ved, så bliver problemerne kun større med tiden, hvis man vender det blinde øje til levende ting.

Symbolpolitik og andet svigt

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.