En tilståelsessag

Da beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen i februar udtalte, at borgerne både skal have en rigtig og en hurtig afklaring af deres sager i Arbejdsskadestyrelsen, så glemte ministeren tilsyneladende at nævne, at man ikke kan få begge dele på samme tid.

Den seneste opgørelse over sagsbehandlingstiderne i Arbejdsskadestyrelsen vidner om en klar prioritering. Kvaliteten af afgørelserne skal op, efter Kammeradvokatens sønderlemmende kritik  – uanset hvor meget det forlænger sagsbehandlingstiderne.

Graferne viser, at sagsbehandlingstiden er steget inden for alle typer sager, men at stigningen er størst for sager, hvor der tilkendes erhvervsevnetab. Det vil mange krigsveteraner kunne bekræfte.

Efter vedtagelsen af særloven, som afskaffede 6-månedersreglen, skulle man ellers tro at der var mulighed for hurtigere behandling af arbejdsskadesagerne. Men man skal åbenbart ikke glæde sig for tidligt.

Hvor veteranerne førhen blev afvist med 6-månedersreglen, så forhales processen i Arbejdsskadestyrelsen nu med nye forhindringer.

En af de nye forhindringer, er kravet om at man skal kunne bevise at man har været i livsfare.

Lad os lige starte med at pointere, at man sagtens kan få PTSD uden at have været i livsfare. Traumer kan handle om meget andet end livsfare.

Lad os dernæst undre os over, at dette nye krav kommer i kølvandet på ophævelsen af 6-månedersreglen. Det virker næsten som om, at det for enhver pris skal være besværligt – grænsende til det umulige – for krigsveteraner at opnå anerkendelse og erstatning for deres krigsskader. Især hvis de er psykiske.

Helt grotesk virker disse nye krav til dokumentation, når man tænker på, at en kvindelig parkeringsvagt fik 3 mio. kroner i erstatning for sexchikane. Gad vide hvilke dokumentationskrav hun blev mødt med i Arbejdsskadestyrelsen? I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner for PTSD, fordi nogle drenge havde peget på hende med softguns på hendes arbejdsplads. Gad vide hvordan hun dokumenterede at være i livsfare?

En anden nyskabelse i Arbejdsskadestyrelsen er fokuseringen på følgediagnoser. Hvis man har gået med PTSD længe nok, og ikke har fået behandling for det, så kan man udvikle forskellige følgediagnoser. Lige som hvis man får knust et ben, og udvikler en rygskade som følge deraf.

Det knuste ben forsvinder ikke, blot fordi man også får rygproblemer. Og PTSD forsvinder ikke, blot fordi an har gået med det så længe, at man udvikler følgediagnoser som f.eks. personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (som er en udbredt følgediagnose til kronisk PTSD).

Derfor giver det ingen mening at veteraner nu igen afvises med 6-månedersreglen, fordi Arbejdsskadestyrelsen vælger at fokusere på følgediagnoserne, og fordi folketingspolitikerne lavede særloven for snæver, så den kun dækker diagnosen PTSD.

Der skal ryddes gevaldigt op, og tilføres flere ressourcer til Arbejdsskadestyrelsen, før beskæftigelsesministerens fine hensigtserklæringer bliver virkelighed. For tilsyneladende an man ikke både hæve kvaliteten af afgørelserne, og reducere sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.

Det viser styrelsens egne opgørelser. Det er en ren tilståelsessag. Styrelsen leverer ikke hvad ministeren ønsker, og som han har stillet befolkningen i udsigt. Og hvis ministeren vil noget mere og noget andet, så må han træde i karakter, og tilvejebringe de nødvendige ressourcer, og det nødvendige fokus.

Reklamer

Er det en gangbar undskyldning?

I forbindelse med den årelange kritik af sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, som har frustreret mange af de fysisk og psykisk skadede veteraner, bad Beskæftigelsesministeriet i 2014 Kammeradvokaten om at undersøge styrelsens praksis på området.

I juni 2014 fremkom Kammeradvokaten med en alvorlig kritik af Arbejdsskadestyrelsen. I 27 af de 98 undersøgte sager var afgørelserne forkert, idet de ikke ville kunne holde til en efterprøvelse i en retssag. Og i yderligere 20 af de 98 sager, var afgørelserne truffet på et mangelfuldt grundlag.

Beskæftigelsesministeren var ikke stolt af sin styrelse, men i stedet for at fyre den ansvarlige direktør på gråt papir, blev direktøren tildelt andre opgaver i Beskæftigelsesministeriet. Og herefter blev Arbejdsskadestyrelsen tildelt flere ledelsesmæssige ressourcer. Ikke flere sagsbehandlere. Men flere ledere.

Desuden blev der nedsat et ekspertudvalg, som jo er universalløsningen på alle livets problemer, som skulle komme med nogle anbefalinger til en genopretning af tilliden til Arbejdsskadestyrelsen.

Ekspertudvalget kom i december 2014 med 27 forslag til hvordan arbejdsskadeområdet kan moderniseres. Ikke bare effektiviseres, men moderniseres. For modernisering er som bekendt det andet vidundermiddel, når noget skal bortforklares, og befolkningen skal indgydes håb for fremtiden. Så moderniserer man.

Netop dette ekspertudvalg udmærkede sig ved at påpege nogle indsatsområder, som åbenbart var fløjet under radaren hos den hidtidige ledelse. Eksperterne påpegede, at de tilskadekomne som rejste sager hos Arbejdsskadestyrelsen skulle have en tidligere og bedre koordineret indsats. Desuden pegede eksperterne på, at hurtigere afgørelser af erstatningens størrelse, og en tidlig afklaring af den enkeltes muligheder vil være med til at mindske det pres, som mange tilskadekomne oplever, når de venter på at få afgjort deres sag.

Det var jo nogle meget overraskende konklusioner. Godt vi har eksperter, som kan påpege den slags.

Den ansvarlige minister var da også næsegrus af beundring for eksperternes åbenbaringer, og ville straks efter nytåret inddrage ekspertanbefalingerne i forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, og Folketingets partier.

Imens alt dette advokat- og ekspertarbejde har pågået, har Arbejdsskadestyrelsen brugt det som en undskyldning for, at forlænge sagsbehandlingstiden. For den nye ledelse har åbenbart fokuseret på kvaliteten af sagsbehandlingen, og så er det tilsyneladende i orden at tingene tager længere tid. Også selv om det strider direkte imod eksperternes konklusioner, som jo netop var, at hurtigere afgørelser af erstatningens størrelse, og en tidlig afklaring af den enkeltes muligheder vil være med til at mindske det pres, som mange tilskadekomne oplever, når de venter på at få afgjort deres sag.

sagsbehandligstidASK

Lad os lige filosofere over, om denne undskyldning var gået an i andre dele af samfundet.

Forestil dig nu, at du har sendt din bil på værkstedet. Du aftaler med værkstedschefen at de skal skifte køleren, og at de skal være færdige på fredag, idet du skal bruge bilen til et familiebesøg i weekenden.

Da du cykler hen på værkstedet fredag eftermiddag, for at hente din bil, meddeler værkstedschefen at den først bliver klar den efterfølgende onsdag. For siden du indleverede din bil med den defekte køler, har værkstedet erfaret at man har været lige hurtig nok med at skifte vinterdæk på nogle andre kunders biler. Og i stedet for at ansætte nogle flere mekanikere, så man både kunne skifte køleren i din bil, og få styr på de andre kunders vinterdæk, så har man ansat nogle flere bogholdere.

Nu kan du selvfølgelig skubbe din bil hen på et andet værksted, og få dit problem løst der. Den mulighed har man bare ikke i Arbejdsskadestyrelsen. Og derfor vokser sags bunkerne bare, mens ministeren forhandler og fortæller om eksperternes anbefalinger.

verserendeASKsager

 

 

Hensigtserklæringer gør det ikke alene

Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner, som lider af meget alvorlige fysiske og psykiske skader efter udsendelserne, er dybt afhængige af at få anerkendt deres skader, og blive kompenseret for deres mistede evne til at forsørge sig selv, og deres familier, sådan som de kunne før skaderne skete

Vejen til anerkendelse og kompensation går gennem den forjættede Arbejdsskadestyrelse, som skal vurdere hver enkelt sag, udregne en méngrad, og udmåle en erstatning.

Én af de bedste, og mest formålstjenlige måder at vise anerkendelse og rimelighed, i forhold til de veteraner som har mistet så meget livskvalitet og erhvervsevne i kølvandet på tjenesten i udlandet, er at sikre at sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen forløber hurtigt, professionelt og uden uforklarlige forsinkelser.

Det er Beskæftigelsesministeren som er politisk ansvarlig for Arbejdsskadestyrelsen. Og når han bliver interviewet, så er han enig i ovenstående.

Men når virkeligheden rammer, så medfølger der tydeligvis ikke ressourcer i nødvendigt omfang, til at hensigtserklæringerne kan indfries.

Fysiske og psykiske skader er heller ikke sidestillet endnu. Derfor er der brug for at den ansvarlige minister lever op til sit ansvar, hvis den nationale veteranpolitik skal være andet og mere end luftige hensigtserklæringer, og symbolske løsninger.

Anerkendelse og kompensation gør en meget virkelig forskel for en skadet veteran, og hans familie. Det bør ministeren huske, når han planlægger sine politiske indsatsområder.

Gæt igen, Henrik Dam Kristensen

henrik dam - klarBeskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen udtalte til TV2, at han mener at Folketinget nu har taget hånd om de mennesker, som har været i krigstjeneste for Danmark, fordi Arbejdsskadestyrelsen endelig har anerkendt at 591 krigsveteraner har fået post traumatisk stress syndrom, PTSD, som arbejdsskade.

Set i lyset af den kommende valgkamp, så kan man ikke fortænke beskæftigelsesministeren i at ønske ro på bagsmækken i denne langstrakte sag. Det sidste ministeren og hans kollegaer ønsker er, at hykleriet og den meget selektive anerkendelse af veteranernes indsats kommer frem i lyset, i forbindelse med valgkampen.

Men der er IKKE ro på bagsmækken.

Der er mange gode grunde til at stramme op på området. En krigsveteran med svær PTSD, som i praksis gør ham uarbejdsdygtig, får typisk en men-grad svarende til en mistet ringefinger og lillefinger, hvis det skal sammenlignes med en fysisk arbejdsskade.

Hvis man har svær PTSD, og er dømt ude fra arbejdsmarkedet resten af sit liv, så kommer man ikke langt med en erstatning på lige under en million kroner. Erstatninger skal modsvare den skade man har pådraget sig i nationens tjeneste i forholdet 1:1.

Så gæt igen, Henrik Dam Kristensen. Du har ikke hørt det sidste i denne sag.