Et pænt farvel til 2015

Det forgangne år har på flere måder været turbulent. Det har budt på gode nyheder, og lærerige oplevelser. Så på denne årets sidste dag, er det kun rimeligt at evaluere året, og den indsats vi bidrager til, for at gøre forholdende for krigsveteraner og deres pårørende bedre.

Mindre ventetid

En af vores mærkesager er, at krigsveteraner ikke skal vente i flere måneder på den nødvendige udredning og behandling, når de kommer hjem fra missionerne, med skader på krop eller sind. Enhver ventetid, som strækker sig ud over en måned er uacceptabel.

Af den seneste status fra de tre behandlingssteder, indhentet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2015, fremgår det, at den aktuelle ventetid på udredning er to uger i Region Hovedstaden, 30 dage i Region Midtjylland og seks uger i Region Syddanmark.

Endvidere fremgår det, at ventetiden til behandling er to uger i henholdsvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens den er på seks uger i Region Syddanmark. I Region Syddanmark påbegyndes udredning og behandling samtidigt. Region Syddanmark oplyser, at regionen har ansat en ekstra speciallæge for at nedbringe ventetiden.

Så på dette punkt ser udviklingen god ud.

Det skal desuden understreges, at alle patienter pr. 1. september 2015 har ret til at blive udredt inden for 30 dage – med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre inden for denne tidshorisont. Efter udredning har patienter som hovedregel ret til at komme i behandling inden for to måneder. Ved alvorlig sygdom skal behandlingen påbegyndes i løbet af en måned.

Flere væresteder

En anden af vores mærkesager handler om flere væresteder, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes for at hygge sig, netværke, deltage i fælles aktiviteter, orientere sig om aktuelle tilbud, hjælpe og støtte hinanden. I 2015 har vi set endnu et veteranhjem åbne dørene i Århus, og et væld af veterancaféer skyde op i mange mellemstore byer.

Vi har været særdeles kritiske over for udviklingen i Fonden Danske Veteranhjem (FDV), som det seneste år har udviklet sig i en topstyret og udemokratisk retning. På veteranhjemmet i København kulminerede udviklingen, da bestyrelsen ekskluderede næsten halvdelen af foreningens medlemmer, for at kunne blive siddende på magten.

Skiftende forsvarsministre har haft svært ved at håndtere denne udvikling, og derfor har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, nu fået til opgave at pege på en ny og fremtidssikret model for driften af de 4 veteranhjem i København, Fredericia, Århus og Aalborg, samt det planlagte i Odense.

Vi følger arbejdet tæt, og håber vi snart igen kan få ro og fred på veteranhjemmene.

I mangel på nærliggende veteranhjem, eller fordi man bare ikke gider involvere sig i historiske personfejder og nedarvet virksomhedskultur fra Forsvaret, har veterancaféer skudt op i hidtil uset omfang i 2015. Veterancaféer er frivillige kræfter, som arrangerer kammeratlig samvær og netværksopbygning, i nogle mellemstore byer, en eller to gange hver måned. Vi håber udviklingen fortsætter i 2016.

Kommunerne rører på sig

Også i forhold til en tredje f vores mærkesager har vi kunne konstatere en positiv udvikling. Flere af landets kommuner har fået ansat veterankoordinatorer, og udarbejdet lokale veteranpolitikker. Det går ikke susende hurtigt, men vi glæder os over de små fremskridt, og forsøger at overbevise de resterende kommuner om, at de skal trække i samme retning. Og at de skal huske at tilføre veteranområdet de nødvendige ressourcer, for at enderne kan mødes. En veterankoordinator uden de rette kompetencer, og det rette netværk, kan ikke gøre megen positiv forskel. En veteranpolitik, som kun tilgodeser de arbejdsmarkedsparate veteraner, er ikke andet end en camoufleret beskæftigelsespolitik. Camouflage og symbolpolitik har vi rigeligt af på veteranområdet.

Øget opbakning

Da Veteranalliancen blev offentliggjort for et år siden, som en helt ny og anderledes aktør på veteranområdet, blev vi mødt med naturlig skepsis. Men vi har bevist at der er behov for en spiller på banen som fokuserer på nogle konkrete forbedringer af forholdende for veteraner og deres pårørende. Og som kan levere et modspil til den herskende “det går jo fint-holdning”.

Vi har oplevet støtten og opbakningen som ganske overvældende. Og på denne, årets sidste dag, vil vi gerne kvittere for alle de likes, følgere, besøg på hjemmesiden, opmuntrende e-mails, frustrerende historier om behandling i sundhedsvæsenet og Veterancentret, forslag, gode råd og anbefalinger vi har modtaget. Også de mange delinger af vores blog- og facebook-opdateringer har været bekræftende og opmuntrende.

Vi er således fyldt med energi og virkelyst, og optimistiske i forhold til flere, positive resultater i 2016. Vi vil fremføre vores ønsker, og fortsætte vores påvirkningstrategi, i jagten på flere forbedringer for veteraner og deres pårørende. Især sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, og andre forhold omkring de skadede veteraner vil få vores opmærksomhed i 2016.

Må alle veteraner, deres pårørende, og de mange frivillige støtter få et fantastisk  nytår, med tak for alt i det forgangne år.

Reklamer

Veteranerne og embedsværket

Torsdag d. 13. august kl. 19.00 havde Forsvarets Veterancenter indkaldt til møde på Veteranhjem København. Formålet med mødet var at gennemgå veterancentrets forslag til nye vedtægter for alle landets veteranhjem, og ud over mere end 40 veteraner, pårørende og frivillige værter, og 2 repræsentanter for veterancentret, så deltog også den embedskvinde fra Forsvarsministeriet, som åbnede mødet med at indrømme at hun – og hendes kollegaer – var initiativtagere til hele vedtægtsballaden.

Det er altså IKKE et politisk krav, som det fejlagtigt er blevet fremført fra flere fronter.

Og det var altså IKKE et krav for at få udbetalt pengene til udbygning og renovering af de eksisterende veteranhjem, eller etableringen af de nye i Odense og Århus, som det også fejlagtigt er blevet fremført.

Det er et krav fra embedsværket, når hvert veteranhjem også i fremtiden skal modtage 500.000 kr. årligt til driften, hvilket i ministeriet betragtes som et anseeligt beløb.

Når et værested, som godt nok blev givet som anerkendelse og støtte til landets krigsveteraner og deres pårørende, skal modtage 500.000 kr. årligt, så skal brugerne åbenbart ikke have for meget indflydelse på værestedets rammer og aktiviteter.  Det skal pensionerede generaler, lokale politikere og erhvervsfolk, som åbenbart ikke tåler at stille op på demokratisk vis.

Adspurgt hvorfor embedsværket pludselig havde indtaget den holdning, at ensartede vedtægter for alle veteranhjem var en god ting, var svaret,  at det gjorde flere ting nemme for embedsfolkene i ministeriet. Ikke for veteranerne, eller deres pårørende. Ikke for de lokale bestyrelser på veteranhjemmene. Men kun for embedsværket.

Det imponerede i sagens natur ikke de mange fremmødte, som blandt andet pointerede, at hvis veteranhjemmene blev alt for strømlinede og firkantede, så ville enkelte veteraner ikke kunne bruge dem længere. Runde og trekantede mennesker passer dårligt ind i firkantede systemer.

Resten af “argumenterne” for de nye og ensartede vedtægter var lige så tvivlsomme. Og da det begyndte at blive lidt pinligt for embedskvinden, at hele forsamlingen mente at netop veteranerne havde gjort sig fortjent til netop de veteranhjem de ville have, og lige så forskellige vedtægter de havde lyst til, så indtog Oberst Jette Albinus rollen som procestrold (hendes eget udtryk), og gennemgik vedtægtsforslaget paragraf for paragraf.

De fremmødte veteraner og frivillige demonstrerede et historisk sammenhold, og en rørende enighed. Alle de kritisable paragraffer blev vendt og drejet, og alle havde mulighed for at lufte deres bekymringer og afstandtagen. Alle indvendinger blev noteret af Lars Højbak fra Veterancentret.

Især paragraffen om bestyrelsens sammensætning blev genstand for debat, idet ingen af de fremmødte veteraner, pårørende og frivillige værter synes det var en god idé, at veteranhjemmenes brugere kun skulle have et symbolsk antal pladser i de lokale bestyrelser, mens Fonden Danske Veteranhjem skulle udpege flertallet på udemokratisk vis.

Den slags “demokrati” kender vi fra diktaturstater, i lande vi helst ikke sammenligner os med. Og som krigsveteraner står vi vagt om demokratiet. Derfor mødte veterancentrets forslag bred modstand. Faktisk var der ikke en eneste som gav udtryk for, at det var en god idé.

Også en række andre forslag til nye eller omformulerede paragraffer, som ville gøre op med de fundamentale demokratiske spilleregler – f.eks. at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og at bestyrelserne selv laver deres egne forretningsordener – mødte bred modstand.

Da skyggerne var blevet lange, og mødet var forbi, havde veteranhjemmets brugere sendt et stærkt og entydigt signal til Forsvarsministeriet. Fonden Danske Veteranhjem var praktisk taget reduceret til det, som den oprindeligt var tiltænkt – en fond som rejser penge, administrerer penge, og på elegant vis lader veteranhjemmenes brugere, frivillige og ansatte bestemme deres egne rammer og aktiviteter.

Hvis 500.000 kr. er sådan et anseeligt beløb på veteranpolitikkens budget, at de kun kan tildeles hvis alt bliver firkantet og topstyret, så er det måske bedre at takke nej til politikernes penge, og finde dem i privat regi. Det burde ikke være så svært.

Sådan en løsning giver godt nok politikerne et forklaringsproblem, når deres vælgere finder ud af at anerkendelsen og støtten til landets krigsveteraner alene finansieres af private fonde og personer.

Men det må embedsværket så forklare den måbende befolkning.

500.000 kr. er jo åbenbart et anseeligt beløb.

Det glemte man bare at fortælle veteranerne, dengang Hendes Majestæt Dronningen åbnede veteranhjemmet på Frederiksberg, og politikerne stod på nakken af hinanden, for at fremhæve hvor meget de anerkendte og støttede de danske krigsveteraner.

Nu skal vi åbenbart håbe på, at denne anerkendelse og støtte også breder sig til embedsværket.

 

Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Fonden og veteranerne

I forbindelse med den seneste debat omkring afdemokratiseringsprocessen på de danske veteranhjem, og senest den bekymrende placering af et kommende veteranhjem i Gelleup, 400 meter fra Grimhøj moskèen som åbent støtter IS, har vi kigget nærmere på Fonden Danske Veteranhjem, for at finde nogle mulige svar på de mange spørgsmål som er fremkommet i debatten.

Det undrer os nemlig, at fonden fremstår så arrogant og indifferent i forhold til netop de krigsveteraner den er sat i verden for at støtte.

Fondens konstellation 

Fonden Danske Veteranhjem er en helt igennem privat fond, der af en eller anden årsag har fået eneret på at drive veteranhjemmene. Det er en lidt underlig konstellation mellem Forsvarsministeriet og Realdanias fond, og det har ikke været muligt at finde frem til, hvordan en sådan beslutning har kunnet lade sig gøre.

Umiddelbart bør alle almennyttige fonde kunne få samme ”rettighed”, således at hvis anden fond vil drive veteranhjem, bør de kunne modtage en procentvis andel af de 1,5 millioner kroner, der udbetales via finansloven – herunder driftstilskud fra Kulturministeriet. Men sådan er det altså ikke.

Fondens bestyrelse består af Jan Brun Andersen (formand, og pensioneret generalmajor), Karl Erik Nielsen (næstformand, pensioneret oberst, og præsident i De Danske Forsvarsbroderselskaber), Jens Ole Løje Jensen (kommandørkaptajn, og landsformand for Danmarks Marineforening), Kaj Flemming Clausen (repræsentant for Danske Soldaterforeningens Samvirke), Carl Anker Bratved (formand for Veteranhjem Trekantsområdet), Asger Kibsgaard (repræsentant for Veteranhjemmet Aalborg), Berit Christensen (souchef i Forsvarsministeriet), Lars Højbak (chef for Veterancentrets veteransekretariat), og Lars Boe Nielsen (formand for Veteranhjem København).

I evalueringsrapporten fra 2014, om fondens aktiviteter og organisering, fremgår det imidlertid at

Af årsrapporten 2014 fremgår det, at Fonden modtog 25 millioner kroner til etablering af veteranhjem Odense og Aarhus, samt til ombygning af Frederiksberg og Fredericia. I tillæg til de 25 mio. kroner er der afsat midler til driften af de nu 5 veteranhjem. Dette er et ret stort beløb, taget i betragtning at det af tidligere regnskaber fremgår, man har kunnet drifte 3 veteranhjem for anslået ca. 4-5 mio. kroner om året.

Fonden mener, 5 veteranhjem kan dække landets behov – hvilket må siges at være en modig udtalelse. Det betyder at alle på Sydsjælland og øerne skal hele vejen til Odense eller København, hvis de skal forbi et veteranhjem. I Jylland er geografien endnu værre.

Det har ikke været muligt at finde nogle oplysninger om størrelsen af det tantieme udbetalt til direktionen (Thorkild Ellegaard Kay, som også deler bopælsadresse med fonden), der nævnes i årsrapporten 2011, side 10 – ”Andre driftsomkostninger”. Dette er et af mørketallene, som opstår når fonden ikke offentliggør deres regnskaber, men kun en årsrapport, som er et sammenkog af regnskabet. En regnskabsmæssig bulionterning, om man vil, som kun fortæller om de helt overordnede økonomiske dispositioner.

Efter ændret regnskabsopstilling i 2012, bliver det endnu mere vanskeligt at gennemskue, hvad der sker i fonden. Det fremgår ingen steder, hvem der modtager hvad i fondsbestyrelsen. Det har ikke været muligt at finde nogle vedtægter, men af de forskellige årsrapporter lyder det som om, bestyrelsen er selvsupplerende (junta-princippet), og en helt igennem udemokratisk institution.

I 2011 bliver årsrapporten godkendt på Fondens (selskabets) ordinære generalforsamling.

Fra 2012 (hvor man ændrer regnskabsopstilling), foregår godkendelsen på fondens bestyrelsesmøde. Det virker umiddelbart som en ejendommelig proces, der bestemt ikke fordrer åbenhed eller demokrati. Lidt som når Politiet undersøger sig selv, eller et firma reviderer sine egne regnskaber.

Men måske er det helt i ånd med årsrapporten fra 2011, hvor  bestyrelsesformanden, Jan Brun Andersen, i sin ledelsesberetnings pkt. 10, kræver kontinuitet og en fast styring af veteranerne. Velbekomme.

Vi bemærker i ovenstående, at veteranernes problemer er sat i anførselstegn, og vi undrer os over hvad dette skal betyde. Er veteranernes problemer ikke rigtige problemer?

Ved en gennemlæsning af retningslinjerne for fonden, især punktet “anvendelse af tilskud”, virker det igen underligt at fonden ikke fremstår som det den er – nemlig en helt igennem privat fond. Det fremstår som om, fonden er oprettet og styret af de samme offentlige myndigheder, som giver tilskud til denne. Men det er jo langt fra tilfældet.

Økonomien i fonden

Realdania har økonomisk støttet etablering af Fonden og de tre veteranhjem, mens den daglige drift finansieres af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Fonden står som modtager af etablerings-, anlægs- og driftstilskud, som fordeles af Fonden efter behov til de enkelte veteranhjem. Herudover finansieres aktiviteter med videre af sponsorater, fondsmidler, gaver med videre fra eksempelvis private fonde, offentlige myndigheder, foreninger og privatpersoner. Midler som tildeles på fondsniveau fordeles af Fonden efter behov, mens hjemmene selv råder over de midler, der gives dem direkte.

Fondens kapital er 3,6 mio. kroner, som er i størrelsesorden med Realdanias oprindelige bidrag. Fra 2012 indgår de værdier, som lå i de 3 veteranhjem. I alt 555.021 kroner.

Af resultatopgørelsen fremgår det, at 2011 og 2012 gav underskud, men at fonden og hjemmene faktisk har en glimrende økonomi med en god likviditet. Balancen er på ca. 6 mio. kroner, med en likvidbeholdning på ca. 2,8 mio. kroner. Gælden i 2014 er nede på 172.091 kroner, hvad må siges at være tæt på ingenting.

Til gengæld kan det undre hvad punkterne ”Personaleomkostninger” samt ”Andre eksterne & driftsomkostninger” egentlig dækker over. Man har ikke en kinamands chance for at gennemskue hvad eller hvem, der har forbrugt ca. 10 millioner kroner siden 2010. Her vil det klæde fonden at være mere informativ om hvordan man forvalter alle de penge, som er givet til den gode sag.

Et andet punkt som vækker mistanke, er opgørelsen af kontingenter i veteranhjemmenes medlemsforeninger. I foreningerne i Aalborg og Fredericia er der i kun i 2012 bogført kontingenter. Det virker meget underligt. For foreningerne på disse veteranhjem har givetis både haft betalende medlemmer før og efter 2012. Ellers ville det have været svært at indkalde nogle medlemmer til generalforsamlinger, og vælge de lokale bestyrelser.

På personaleomkostningssiden er det fuldstændigt umuligt at se, hvordan udgifterne reelt er fordelt mellem veteranhjemmene. Som det fremgår af 2010 og 2011 kan det godt lade sig gøre at fordele udgifter, men fonden har valgt, at man ikke ønsker den slags gennemsigtighed fra 2012 og frem. Det virker som en højst ejendommelig ændring af regnskabsprincipper.

Uddeling af fondsmidler til de enkelte veteranhjem ophørte i 2012, der er sidste rapporteringsår, hvor dette foregik.

Fonden vil have mere fast styring

Her i 2015 har fonden så forsøgt at afdemokratisere de eksisterende veteranhjem, ved at foreslå nye vedtægter for de lokale foreninger, som i praksis afmonterer den lokale selvbestemmelse i det daglige.

Hidtil har det været sådan, at bestyrelserne på de enkelte veteranhjem blev valgt af de respektive veteranhjems medlemmer. Et enkelt medlem har været udpeget f fonden, lige som det enkelte veteranhjem har haft en repræsentant siddende i fondens bestyrelse.

I april måned blev der så afholdt ekstraordinære generalforsamlinger på veteranhjemmene, med det formål at tage stilling til nye vedtægter, som endegyldigt gjorde op med denne form for lokal selvbestemmelse.

Vedtægtsforslaget gik i al sin enkelthed ud på, at fonden ville have ret til at udpege formanden, samt yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer i de lokale bestyrelser på veteranhjemmene, som består af i alt 7 medlemmer. Således ville fonden have absolut flertal, og den ville have helt afgørende indflydelse på de lokale rammer og aktiviteter på de enkelte veteranhjem.

I Aalborg og København blev forslaget forståeligt nok forkastet af generalforsamlingerne. Kun i Fredericia, hvor medlemmerne blev truet med lukning af veteranhjemmet hvis de afviste vedtægtsændringerne, blev forslaget vedtaget. Og det fremgår af den seneste tids mediedækning, at fonden agter at gøre 4/3-modellen til standard på de nye veteranhjem i Odense og Århus.

I første omgang argumenterede man for 4/3-modellen ved at hævde, at den ville skabe ro og stabilitet. Modargumentet var så, at der var andre måder at skabe ro og stabilitet på, uden at det skete på bekostning af det lokale demokrati.

Nu er argumentet for 4/3-modellen så, at det skulle være et krav fra politisk side. Det stiller vi os meget tvivlende over for. For det har aldrig været nævnt, på alle de møder og samtaler vi har haft, med forsvarsordførere fra alle Folketingets partier.

Men det agter vi naturligvis at undersøge nærmere.

Det kan også blive relevant at undersøge, hvad de danske skatteydere egentlig mener om, at deres bidrag til veteranindsatsen forvaltes af en privat fond, som har ovenstående regnskabspraksis, manglende transparens og bekymrende forhold til veteranhjemmenes brugere.

Om penge, arrogance og frygt

Ejendomsspekulanterne Jytte og Bent Gormsen, som har firmaet DYBDAL, har nok svært ved at forstå deres held i dag.

I 2008 købte de ejendommen på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus for kr. 276.000, og lejede den ud til erhvervsformål.

I september 2011 blev ejendommenudbudt til salg, og der blev nu krævet 6.998.000 kroner for den. Men den blev ikke solgt. Så i august 2014 blev prisen sænket med en million, til 5.900.000 kroner. Hvilket flugter den offentlige vurdering af grundens og ejendommens samlede værdi i 2014.

Som ejendomsspekulant kunne man godt frygte, at den megen ballade i området, og naboernes åbenlyse støtte til terrororganisationen IS, kunne få ejendomsprisen til at ramme gulvet.

Men det skete heldigvis ikke. For redningen kom i form af Fonden Danske Veteranhjem, hvis lokale repræsentant – der også er næstformand i kommunens udsatteråd – havde set sig lun på ejendommen. Og selv om veteranerne i baglandet udtrykte bekymring og afstandtagen til placeringen, i såvel landsdækkende som lokale medier, så lykkedes det Fonden Danske Veteranhjem at købe ejendommen, mens man lod veteranerne forstå, at man lyttede til dem.

Der findes stolthed, og der findes arrogance. Kun stolthed kan være klædeligt.

Så hvad handler bekymringerne om?

Formanden for Grimhøjmoskéen, Oussama El-Saadi, forstår godt veteranernes tanker. Han mener dog ikke at veteranerne skal frygte moskèens medlemmer.

Det ser vi heller ingen grund til. Det er nok nærmere Oussama El-Saadi, og hans følgere, som skal frygte noget.

Hvis man er krigsveteran, og lider af post traumatisk stress, så skal der nogle gange ikke så meget til, før man føler sig presset. Og så kan en krigsveteran, som Forsvaret har brugt mange ressourcer på at træne til at handle under pres, falde tilbage i de mønstre som var gældende da traumerne opstod.

Dette ved Oussama El-Saadi tilsyneladende. For til TV2 Østjylland siger han jo, at han og hans følgere er bange for, at krigsveteranerne har nogle traumer, så der pludselig kan komme nogle reaktioner fra veteranerne, mod moskèens medlemmer.

Et provokerende tilråb, en flok unge med en truende attitude, eller et brag fra et kanonslag kan være nok til at få nogle krigsveteraner med post traumatisk stress til at reagere. Og det er sådanne reaktioner, som Oussama El-Saadi og hans følgere skal frygte, hvis de – uforvarende, naturligvis – skulle støde på krigsveteranerne, når de er på vej til og fra deres nye veteranhjem på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus, kun 500 meter fra Grimhøj moskèen.

Dette sociale eksperiment er dømt til at fejle. Men vi kan undgå katastrofen, hvis Fonden Danske Veteranhjem besinder sig, og finder et mere velegnet sted. En hurtig søgning på internettet viser, at der er nok at vælge imellem.

Veterancentret misforstår problematikken

Psykolog ved Veterancenteret i Ringsted, Bente Burke, fortæller til lokalavisen, at hun har stor forståelse for, at nogle af soldaterne kan føle sig utrygge, hvis de skal til Gellerup, fordi de forbinder det med fare, og derfor mener hun det er vigtigt, at de får hjælp til at komme derhen.

“Man kan for eksempel lave en følgeordning, indtil vedkommende selv er tryg ved at tage af sted. De PTSD-ramte skal arbejde sig langsomt op, og veteraner har, når de har udsendelsesrelaterede vanskeligheder, mulighed for livslang hjælp fra forsvarspsykologer,” fortæller hun.

Det er jo flot. Men i Veteran Alliancen mener vi det er helt misforstået. Hvis en traumatiseret krigsveteran lider af angst, hvilket er et meget almindeligt symptom på post traumatisk stress, så kan en følgeordning give mening. For angst har ikke noget subjekt den er rettet imod. Angst handler oftest om en generel frygt for at komme nye steder, og møde nye mennesker.

Frygt er noget andet. Hvor en traumatiseret krigsveteran med angstsymptomer ikke kan angive præcis hvad han er bange for, så er krigsveteranerne i Århus uhyre eksplicitte i udpegningen af det de frygter kontakt med. Og vi har svært ved at se, hvad en følgeordning skulle ændre i denne situation.

Hvem skulle følge krigsveteranerne hen til deres veteranhjem? Psykologer? Politibetjente? Socialrådgivere fra kommunen?

De østjyske krigsveteraner skal ikke gøres afhængige af følgeordninger.

De skal bare have et veteranhjem, som de er trygge ved, og som de har ventet på i årevis. Og de skal bevare deres værdighed, og nyde den anerkendelse og støtte som et veteranhjem skal være.

Længere er den ikke, i vores optik.