I morgen er det flagdag

Langt de fleste kommuner er kommet ind i kampen, og markerer dagen med større eller mindre arrangementer.

Men der er stadig 9 kommuner som nægter at møde deres veteraner, vise lidt anerkendelse, og få lidt feedback på hvordan veteranerne og deres pårørende oplever veteranindsatserne i de pågældende kommuner.

Der bliver TALT meget om anerkendelse af veteraner.

Men vi har mere brug for handling, forståelse og konkret støtte til de udsatte veteraner, og deres bagland. Og uanset hvad man mener om flagdagen, så er det en oplagt mulighed for at mødes i øjenhøjde – veteraner og lokalpolitikere -, og drøfte hvad der er godt, og mindre godt, i de kommunale veteranindsatser.

Reklamer

Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje

Fotograf/Photographer
Beskæftigelsesministeren lyttede til de frustrerede veteraner, ved Veteranalliancens demonstration foran ministeret d. 30. november 2016 (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.

Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.

Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.

Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.

Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.

Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.

Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.

Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade

Derfor demonstrerer vi i dag

Den seneste uge har vi hver dag præsenteret eksempler på sager, hvor PTSD-ramte veteraner nægtes anerkendelse og erstatning, på grund af selvopfundne kriterier og tidsfrister i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen.

Afslagene begrundes hovedsageligt med en eller flere af følgende årsager:

1. Livsfarekriteriet

Ugebrevet A4 har beskrevet, hvordan veteraner har fået afslag på erstatning, fordi de ikke kunne dokumentere at have oplevet noget tilstrækkeligt traumatiserende. Begrundelsen blev brugt for veteraner, der har færdedes i krigsområder med risiko for miner, snigskytter og angreb fra Taliban. Som har kropsvisiteret lemlæstede og sårede mennesker. Som har været i fare for at blive ramt af granater – eller som mener, at de ved et uheld at have skudt uskyldige mennesker i krigszonen.

Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at udløse posttraumatisk stress hos den enkelte, understreger Annemarie Graae Gottlieb leder af klinikken for PTSD og Transkulturel Psykiatri på Aarhus Universitetshospital.

»Det kommer an på, hvor psykisk robust man er. Faren for at dø er grundlæggende skræmmende. Man kan godt udvikle PTSD uden selv at blive beskudt, hvis man for eksempel er involveret i situationer, hvor lokale børn eller gode kammerater bliver dræbt« udtaler hun til Ugebrevet A4. Og Annemarie Graae Gottlieb er ikke alene med sin kritik.

»Kriteriet er hul i hovedet. Det må føles meget krænkende for veteraner at få at vide, at det ikke er alvorligt nok,« siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Lige så skarp er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det er fuldkommen absurd, at en psykiatrisk overlæge bag et skrivebord skal vurdere, hvad der er en truende belastning for andre,« siger han til Ugebrevet A4.

2. Fire-årsregel i stedet for 6-månedersregel

En anden grund til, at veteraner får at vide, at de slet ikke har PTSD, er, at sygdommen er brudt ud for sent, og derfor ikke kan være PTSD. Symptomerne skal være til stede inden for seks måneder efter udsendelsen. Samtidig skal der være fuldt PTSD, inden for maksimalt fire år som udgangspunkt, oplyser Ankestyrelsen.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser, at i 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Advokat Mads Pramming, som fører mange af erstatningssagerne, mener at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven fra 2014.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han til Ugebrevet A4. 

3. Nye diagnoser

AES og Ankestyrelsen kan ændre den stillede PTSD-diagnose. Når de vurderer, at veteranen ikke har PTSD alligevel, når de typisk frem til, at diagnosen er uspecificeret belastningsreaktion. Den, og andre diagnoser, står ikke på Erhvervssygdomsfortegnelsen, og så kan man ikke få erstatning.

Alle disse nye forhindringer kommer på samme tid, som budgettet for erstatninger blev sprængt med mere end 100%. Da partierne bag forsvarsforliget i november 2013 vedtog, at veteraner lettere skulle kunne anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade, lød skønnet, at merudgifterne ville være 450-500 mio. kroner. Den halve milliard var vel at mærke for hele perioden 2013 til 2017, men allerede nu er beløbet for længst brugt.

Ved nytårsskiftet manglede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stadig at behandle 322 veteransager. Fra januar til juli kom der yderligere 92 sager til.

I dag demonstrerer vi så foran det ansvarlige ministerium – Beskæftigelsesministeriet. Og vi gør det med fornyet optimisme, efter at flere beskæftigelsesordførere har signaleret forståelse for problematikkerne, og vilje til at finde løsninger, når både vi, fagforeningerne og Ugebrevet A4 har konfronteret dem med sagerne om de mange urimelige afvisninger.

Nu skal de sympatiske udmeldinger bare omsættes i praktisk lovgivningsarbejde, og vi følger naturligvis processen tæt.

Hvis vores protester, og de mange saglige artikler om virkelighedens sagsbehandlingspraksis i AES, ikke snart får de ansvarlige politikere til at vågne op, og gribe ind, så er vi enige med Thore Clausen fra Soldaterlegatet, når han udtaler at

»Hvis man fra statens side, beder soldater om at risikere det mest værdifulde, man har, nemlig ens liv, så skal retssikkerheden også være i top, hvis de kommer til skade. Er den ikke det, kan man ikke anbefale unge mennesker at lade sig udsende med forsvaret.«

Livsfarekravet er dybt urimeligt

afslag-tekstI forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Serviceeftersyn af veteranpolitikken

Regeringen har igangsat et omfattende serviceeftersyn af den nationale veteranpolitik fra 2010, med henblik på at forbedre indsatserne, og bruge de opbyggede erfaringer siden veteranpolitikken blev lavet.

Der er blevet afholdt mange møder, spist meget kage, og drukket mange kander kaffe. Der er blevet snakket i timevis om medaljer, anerkendelse og mere forskning. Alt sammen er meget godt.

Men i Veteranalliancen står vi fast på, at veteranindsatsen bør tage sit udgangspunkt i de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende. Først når der er styr på de hårdest ramte, kan vi tillade os at snakke om hvad vi vil bruge de overskydende ressourcer til.

Dette princip kender vi fra førstehjælpen. Det er ikke de sårede som råber højst, som nødvendigvis skal have den hurtigste og mest omfattende hjælp.

Mange af drøftelserne, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, handler næsten ensidigt om at bygge videre på de tiltag som blev “født” i kraft af veteranpolitikken – f.eks. flere penge til langhårede forskningsprojekter i regi af Forsvarets Veterancenter, og flere parader hvor vi kan pynte hinanden med medaljer.

Det virker som om store dele af aktørerne har en blind vinkel, i forhold til de mange veteraner som var udsendt FØR man lærte om PTSD, og FØR staten og Forsvaret påtog sig lidt ansvar for behandling og støtte til veteranerne efter hjemkomsten.

Der eksisterer nogle “hellige køer” i debatten (anerkendelse, forskning, naturprojekter og samtale-/terapigrupper for pårørende og børn af veteraner), som løber med en masse opmærksomhed – og dermed ressourcer.

Omvendt findes der også nogle ubehagelige spor fra fortidens undladelsessynder, som ingen rigtigt tør/vil få ryddet op i. Især veteranerne fra Golfkrigen, og den tidlige Balkanindsats, kan stadig kigge langt efter anerkendelse og kompensation for de skader de pådrog sig i starten af 1990’erne.

Medaljer kan de sagtens få. For en medalje koster ikke alverden. Og soldater med medaljer ser fine ud, når medierne dækker den fantastiske anerkendelsesindsats, som udspiller sig på landets kaserner, for de få veteraner som rent faktisk gider møde op, og modtage medaljerne. Flertallet får dem jo bare tilsendt med posten. Og dagen efter modtagelsen, når hverdagen melder sig igen, så kommer erkendelsen – at medaljer ikke kan kurere eller lindre symptomerne på PTSD.

Men vi kan alle få medaljer. Og skåltaler om hvor meget staten sætter pris på vores indsatser i verdens brandpunkter.

Imidlertid er der en grænse for hvor høj denne pris må blive.

Medaljer er som bekendt billige.

En fuld kulancemæssig godtgørelse efter reglerne i aktstykke 425 koster 72.500 kroner. En arbejdsskadeerstatning kan løbe op i millioner af kroner. Hvis Arbejdsskadestyrelsen fik pålagt at sidestille fysiske og psykiske skader, så to veteraner som er blevet lige invaliderede af henholdsvis fysiske og psykiske skader ville få den samme kompensation, så ville det blive rigtig dyrt for staten, idet langt de fleste skadede veteraner er psykisk skadede.

Som fysisk skadet veteran kan man få en mèngrad på 100 procent. Faktisk kan man få over 100 procent, men det er en teknikalitet om ikke er værd at problematisere. Til gengæld kan man stadig kun få anerkendt en mèngrad på op til 35 procent, hvis man har været så uheldig at blive såret på psyken.

Omsat til fysiske skader, så svarer det til at man har mistet en lillefinger og en ringefinger på venstre hånd. Mere indgribende i hverdagen, og i forhold til ens arbejdsevne, er det tilsyneladende ikke, at man bliver diagnosticeret med kronisk post traumatisk stress-reaktion, depression, selvmordstanker og personlighedsforandringer efter katastrofeoplevelser.

I Veteranalliancen fastholde vi, at der skal ryddes op i fortidens undladelsessynder, og indføres reel ligestilling for alle veteraner – både i forhold til datobegrænsningen i aktstykke 425, som afholder veteraner udsendt før 1996 fra at få den kulancemæssige godtgørelse hvis de pensioneres på grund af deres skader, og i forhold til Arbejdsskadestyrelsens tildeling af mèngrader til henholdsvis fysisk og psykisk skadede veteraner.

Når der er styr på disse helt basale og retfærdige forhold, så vil i gerne drøfte hvordan vi skal bruge de overskydende penge til veteranindsatsen. Men vi holder fast i rækkefølgen. De mest skadede veteraner skal hjælpes først og mest. Så kan vi pynte os med medaljer, og være stolte af indsatsen bagefter.