I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.
Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.
Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.
Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.
Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.
Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.
I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.
I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.
I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.
I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.
I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.
I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.
I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.
31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.
I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.
Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.
Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.
»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.
Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.
»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.
Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.
»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.
Vi er slet ikke i mål
Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.
Der er stadig plads til forbedring.
Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.
Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.
Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.
Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.
Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.
Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.
Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.
Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.
Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.
Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?
Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?
Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?
Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?
Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?
Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?
Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?
Det ville vi nok ikke, vel?
I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.
VETERANALLIANCEN 