Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Reklamer

Når alt er sagt, og alt er gjort…

sygeveteranersvigtes

Så er der som regel sagt meget mere end der er gjort.

På baggrund af den seneste tids tragedier, er Berlingske ved at undersøge forholdende omkring veteraners arbejdsskadesager.

Der er desværre stadig problemer, som de to historier om Lene og Lars tydeligt illustrerer. De har begge været udsendt til Balkan, og begge har kæmpet i årevis for meget beskedne erstatninger.

Artiklerne beskriver på glimrende vis hvordan nogle skadede veteraner føler sig svigtet, mistænkeliggjort og efterladt alene til en uvis skæbne.

Denne første artikel i serien beskriver også hvorledes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) fortsat diskriminerer de psykisk skadede veteraner, når det handler om udregning af mèngrader og erstatninger.

Og endelig får vi en indrømmelse fra Venstres forsvarsordfører: “Selvfølgelig spiller kroner og ører ind“. Tak, Peter Juel Jensen. Det er vi mange som har mistænkt i årevis. Nu fik vi sikkerhed.

Hvad vi stadig mangler at forstå er, hvordan et parti som Venstre kan skifte holdning til sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader SÅ hurtigt.

For da problematikken var oppe at vende for præcis 6 år siden, så udtalte Sophie Løhde, i sin egenskab af psykiatriordfører for Venstre, til Jyllands-Posten d. 4. juli 2010 følgende:

Det er dybt urimeligt, og jeg forstår godt, hvis de psykisk skadede krigsveteraner er vrede. De nuværende regler tager ikke højde for, at Danmark er i krig. Hele systemet skal saneres, så psykisk og fysisk skadede krigsveteraner bliver ligestillet“.

Også Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har et forklaringsproblem. For i samme artikel er hun citeret for at sige følgende:

Vi er nødt til at tage et opgør med den standardmodel, som krigsskader i dag vurderes efter. Krigstraumer kan være lige så invaliderende som fysiske skader. Skaderne skal sidestilles“.

Dette udtalte hun i sin egenskab af socialordfører. Siden blev hun blandt andet beskæftigelsesminister, og dermed øverste politiske chef for Arbejdsskadestyrelsen. Men intet skete. Psykiske og fysiske skader er stadig ikke sidestillet.

Det burde ellers være muligt at samle et politisk flertal for at sidestille de to typer skader. For Dansk Folkeparti var dengang helt på linje med de to andre store partier.

I sin egenskab af Forsvarsordfører fandt Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti det utilgiveligt, hvis den mindre godtgørelse til de psykisk skadede krigsveteraner bunder i deres antal.

Der er i hvert fald et klart misforhold og en skrævvridning, som vi skal have rettet op på“, er han citeret for at sige.

Hvis Ib Poulsens afløser som forsvarsordfører, Marie Krarup, skulle være i tvivl om det er værd at være med i sådan et flertal nu, så skal hun bare huske tilbage på sit eget indlæg i Jyllands-Posten d. 10. juli 2011. Her skriver hun afslutningsvis (efter en længere hyldest til de danske veteraner), at det jo er dansk fædrelandskærlighed at gå i krig for sit land.

Fædrelandskærlighed plejer at være i høj kurs i Dansk Folkeparti. Nu kan partiet passende kvittere for al den fædrelandskærlighed vi har udvist, ved at gøre det lettere at få en rimelig kompensation for de psykiske krigsskader nogle af os pådrager os, når vi risikerer livet for fædrelandet.

Sammen burde de tre store partier kunne samle et flertal for at sidestille fysiske og psykiske skader på veteraner, som er pådraget under internationale missioner. Vi kender faktisk nogle flere, mindre partier, som vi er ret sikre på vil være med i sådan et flertal.

Hvem tager initiativet, og indkalder til det første møde?