Beskæftigelsesministeren vil undersøge arbejdsskadeproblematikken

Hen over sommeren og efteråret har forskellige medier afdækket nogle af de uretfærdige og absurde forhold i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen), i forbindelse med behandlingen af PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager.

Via aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om Lars og Lene i Berlingske. Siden har TV2, Ekstra Bladet, Ugebrevet A4 og Avisen.dk fulgt op.

Nogle af landets førende traumeforskere og psykiatriske overlæger har underkendt praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet man slet ikke kan finde videnskabeligt belæg for de firkantede regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet for, hvor længe PTSD tager at manifestere sig. Eller hvor objektivt farlig en situation eller hændelse skal være, før man kan blive traumatiseret af den.

Fire ud af ti tilskadekomne veteraner har åbenbart ikke været i nok fare, til at juristerne og de lægefaglige konsulenter (som aldrig selv undersøger veteranerne, og tilsyneladende har begrænset viden om de opgaver soldater løser) mener at veteranerne kan have fået PTSD på missionerne.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring findes der åbenbart noget som er farligere end krig.

Og som vi har påpeget, så er det et etisk problem, at politikerne over en bred kam er villige til at smutte fra regningen, når den aktivistiske udenrigspolitiks følgeskader skal betales.

Foto: Mads Claus Rasmussen

I takt med at dokumentationen af de absurde forhold kom frem i offentligheden, har vi demonstreret vores utilfredshed foran både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Beskæftigelsesministeriet.

Senest d. 30. november, hvor Troels Lund Poulsen kun havde været minister i 2 dage.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter at have sendt varm kaffe ud til os, kom ministeren selv tilbage fra et samrådsmøde, og gav hånd til alle de fremmødte veteraner og pårørende. Og han lyttede opmærksomt til vores anker.

Herefter konkluderede ministeren ganske rigtigt, at vi i praksis ikke var kommet nærmere bedre forhold for psykisk sårede veteraner, end vi var før særloven for veteraner blev vedtaget.

Derfor blev vi inviteret ind til møde i Beskæftigelsesministeriet, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Hærens Konstabel- og Korporalforening og Soldaterlegatet, som vi har et godt samarbejde med omkring arbejdsskadeproblematikken.

Mødet blev afholdt i fredags, d. 13. januar, og igen lyttede ministeren opmærksomt og konkluderede følende:

1. Det er helt uacceptabelt hvis sagsbehandlingspraksis har ændret sig, selv om lovgrundlaget har været det samme siden særlovens vedtagelse. Det er klart i strid med principperne for en retsstat.
2. Det er stærkt utilfredsstillende hvis vi reelt står samme sted som før særloven blev vedtaget, idet psykisk sårede nu bare afvises med andre enkeltstående kriterier end 6-måneders reglen (livsfarekriteriet, 4-års reglen og påstanden om at diagnoserne fra speciallægerne er forkerte). Der lå en klar intention bag særloven, og den skal AES naturligvis følge – ikke ignorere.
3. Sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er uacceptabel, og skal nedbringes. Det er allerede meldt ud i klare vendinger (efter politisk målestok).

Næste skridt bliver, at Beskæftigelsesministeren mødes med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og drøfter kritikken med dem. Og så bliver “arbejdsskadekoalitionen” (Hærens Konstabel- og Korporalforening, Soldaterlegatet og Veteranalliancen) inviteret til møde i Beskæftigelsesministeriet i det tidlige forår, hvor vi får forelagt hvad der skal gøres ved problematikken.

Forhåbentlig kommer der løsninger på bordet.

Det forventer både vi, og et politisk flertal i Folketinget.

Hvad gør vi med Balkanveteranerne?

Da Danmark endelig fik en veteranpolitik i 2010, knapt 20 år efter den aktivistiske udenrigspolitik sendte danske soldater, politibetjente, læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere til Balkan, så var det de fleste veteraner og pårørendes håb, at der endelig blev rakt en hånd ud, og tilbudt behandling og relevant støtte til de mange veteraner fra 90’erne og 00’ernes missioner.

For netop veteranerne fra den tidlige Balkanindsats fik ingen støtte, da de kom hjem. Derfor har de det også værst af alle veteraner den dag i dag.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” forklarede Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) til BT.

Hundredevis led af traumer. Alt for mange havde begået selvmord. Og endnu flere kæmpede med – ofte komplekse – psykosociale problematikker som hjemløshed, misbrugsproblemer, familieproblemer og udfordringer på det civile arbejdsmarked.

Forventningerne til den længe ventede veteranindsats var skyhøje. For der var unægteligt et efterslæb.

Den afgående forsvarschef har sagt det. Chefen for Veterancentret har sagt det. Lederen af Veterancentrets INTOPS-psykologer har sagt det.  Selv en forhenværende forsvarsminister kom til at sige det. Dog først et par år efter at formanden for Soldaterlegatet, og lederen af Handicapidrætens Videnscenter havde skrevet om det.

Selv den forhenværende landsformand for De blå baretter, mere end antydede i 2013, at man i veteranindsatsen har en tendens til at glemme de “gamle” veteraner, og fokusere på de yngre veteraner, som endnu ikke har oplevet de tunge, komplekse problemer efter udsendelserne.

Balkanveteranerne var dårligt forberedt, og dårligt debriefet efter missionerne. Der var intet fokus på psykiske efterreaktioner, og ingen indsats for at hjælpe de mange som kom hjem med psykiske skader. Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan. Men som Peter Bartram åbenhjertigt formulerer det, så tog man ikke problemerne seriøst.

Resultaterne af den manglende viden (som man nok kunne have fået hos andre krigsførende nationer hvis man ville) og indsats udeblev da heller ikke. Pludselig skulle politikere og forsvarets ledelse forholde sig til kedelige sager om veteranselvmord, og veteraner som levede i landets skove. Symptomer vi stadig oplever i dag.

Der har været mange tilløb

Daværende forsvarsminister, Nikolaj Wammen, var i 2014 er åben for at se på, om der skulle gøres en særlig indsats for at hjælpe de Balkanveteraner, der havde det sværest.

– Vi skal selvfølgelig være særligt opmærksomme på, om vi kan hjælpe dem i den situation, de står i nu, og jeg vil meget gerne drøfte med Veterancentret og de frivillige organisationer, om der er behov for en ekstra indsats i forhold til Balkan-veteranerne, sagde Nicolai Wammen til DR. Han ville inden for kort tid indkalde til et møde med parterne i sagen.

Det møde blev bare aldrig til noget.

Men Wammen fik dog gennemført, at man nu – som skadet veteran før 1996 – kunne modtage Medalje for såret i tjeneste, hvilket hidtil havde været umuligt. Og som altid krævede det bare lige, at man brugte et par år på at overbevise Arbejdsskadestyrelsen om, at man var blevet syg af sine missioner, og fik tilkendt en mèngrad på 5 procent, eller mere. Så kunne man få medaljen. Og mens denne landvinding blev diskuteret, begik flere Balkanveteraner selvmord i afmagt. Året før medaljebeslutningen kom det frem, at selvmord havde kostet flere Balkanveteraner livet, end krigen på Balkan.

Nu, 6 år efter den første veteranpolitik blev vedtaget, har vi som nation stadig et enormt efterslæb, i forhold til veteranerne fra 90’erne og 00’erne. Men hvad gør vi ved dette efterslæb?

Samlet er der knap 17 procent af de 26.000 udsendte i perioden 1992-2009, som efterfølgende er registreret med en psykiatrisk diagnose, for køb af medicin mod psykiske sygdomme, eller som har været i behandling for stofmisbrug uden at have været registreret før. Det viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2012, som konkluderer, at det især er soldater fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne, som er registreret med psykiske mén.

79 procent af de hjemløse veteraner, som blev registreret i forbindelse med undersøgelsen “Hjemløshed i Danmark 2015” var i aldersgruppen 30 – 50 år. 30 procent af de hjemløse veteraner havde en fysisk sygdom, hvilket er flere end blandt de øvrige hjemløse. Særligt var det hele 86 procent af de hjemløse veteraner, der havde en psykisk sygdom, hvilket er en væsentligt større andel end blandt den øvrige gruppe af hjemløse, hvor andelen med psykisk sygdom udgjorde 47 procent.

Lad os nu få gjort noget

Hvor er den målrettede, helhedsorienterede indsats? Hvor er erkendelsen af, at med mindre vi bare lader stå til, som vi har gjort hidtil, så vil flere veteraner fra Balkangenerationen lide, føle sig svigtede, blive mere syge, få aktive misbrug, blive hjemløse og familieløse, og flere vil begå selvmord?

Med selvmordsrapporten fra 2016 lærte vi jo, at veteraner fra den tidlige Balkanindsats er næsten 3 gange så selvmordstruede som andre veteraner. 52 procent af de selvmordsramte veteraner var udsendt til Kroatien. 30 procent var udsendt til Bosnien. Eftersom nogle af veteranerne har været udsendt flere gange, har nogle af de veteraner, der har begået selvmord, også været udsendt andre steder end Balkan (55 ud af de 56 havde første udsendelse til Balkan). De 56 veteraner, der har begået selvmord, har tilsammen været udsendt 101 gange.

Hvis en rapport havde konkluderet, at kvinder mellem 16 og 26 år i Hobro-området var tre gange så selvmordstruede som jævnaldrende kvinder i resten af landet, så havde vi nok set en task-force blive nedsat. Forskere havde kæmpet med hinanden for at afdække årsagerne. Psykiatrien havde straks fået øremærkede penge til denne målgruppe.

Men Balkanveteranerne, som er tre gange så selvmordstruede som alle andre veteraner, snakker vi slet ikke om.

Vi ved hvorfor nogle af dem blev syge. Vi ved hvad behandlingsmulighederne er. Vi siger vi vil støtte dem alt hvad der skal til – så længe de selv træder frem, og beder om hjælpen.

Men der skal meget til for at de træder frem, og beder om hjælp.

For vi har svigtet dem i mere end to årtier.

Og det ser desværre ud til at vi bare fortsætter med at svigte dem.