Vi må kunne gøre det bedre

hvemvilbetaleI den forgangne uge har vi modtaget to dårlige nyheder. Den første var, at der – ganske som vi har sagt i årevis – er alvorlige problemer med den måde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST) forvalter ansvaret for at afgøre veteraners arbejdsskadesager omhandlende psykiske kampskader.

Soldaterlegatet har gennem længere tid samlet afgørelser fra AES og AST, og har fået en af landets førende eksperter i arbejdsskadeerstatninglov, professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet, til at kaste et analytisk blik på afgørelserne.

Professoren har især hæftet sig ved de gængse årsager til afslagene:

  • belastningskriteriet, populært kaldet livsfarekriteriet, fordi afgørelserne i årevis har indikeret at man ikke bare skal have været i fare, men i overhængende livsfare for at sagsbehandlerne i AES troede på at man havde oplevet ting som kunne fremprovokere et traume
  • tidskriteriet, hvor afgørelserne i årevis har peget på at man nærmest skulle have symptomer i det øjeblik man forlod missionsområdet, og stå klar med en komplet, diagnosticeret sygdom inden for ganske få år efterfølgende

Hvad angår belastningskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første er, om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.

Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, som også er blevet undersøgt.

Gennemgangen af 45 repræsentative sager har vist, at myndighederne undertiden stiller strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemmel til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten.

Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod myndighedernes behandling af belastningskriteriet, skriver professoren.

Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder i overensstemmelse med reglerne.

Det andet spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens PSTD er fuldt udviklet inden for få år i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning p.g.a. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til, påpeger professoren.

Endvidere peger analysen på en uskøn sammenblanding af belastninger på missionen, og private forhold før, under og efter missionen. Her påpeger professoren, at myndighederne griber efter alle muligheder for at tørre ansvaret for PTSD-lidelserne af på opvækstvilkår, kæresteproblemer og selvmord i familien.

Disse eksempler giver nemt opkastfornemmelser, for hvis soldaterne virkelig var så prædisponerede for at udvikle psykiske lidelser på grund af hård barndom og kæresteproblemer, så skulle de jo slet ikke have været udsendt. Men det vurderede Forsvaret altså var helt ansvarligt at gøre alligevel. Og det skærper vel bare arbejdsgiveransvaret, skulle man mene.

Professoren konkluderer, at myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning giver anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt.

Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af professorens rapport. Alligevel påpeger han det åbenlyse – at såvel de materielle som de bevismæssige regler på området bør klargøres for myndighederne, da dette i alle tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven.

Professoren vurder at en sådan indskærpelse af gældende ret formentlig også vil skabe en større stringens i behandlingen af sagerne, og gøre det lettere at forudsige hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det nemlig undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når man sammenholder de indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med de 8 sager, hvor der skete anerkendelse.

Afslutningsvis konkluderer professoren, at det også er nødvendigt – i forlængelse af den foreslåede indskærpelse af reglerne på området, og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i rapporten – at der foretages en genoptagelse af de gennemgåede 37 sager, hvor anerkendelse er blevet afvist.

Soldaterlegatets bestyrelsesformand toppede den anbefaling, da han i mandags krævede samtlige afviste arbejdsskadesager om veteraner med psykiske lidelser genvurderet, når AES og AST (forhåbentlig) begynder at rette sig efter de gældende love og regler, frem for at opfinde deres egne kriterier uden lovhjemmel hertil.

Det krav kan vi kun støtte.

ALLE veteraner har krav på en korrekt sagsbehandling af deres arbejdsskadesager.

Som sagsbehandlingspraksis i AES og AST er beskrevet i professorens rapport kan INGEN veteran føle sig sikker på at have modtaget en korrekt afgørelse.

Selv om dette eroderer den sidste rest af retssikkerhed for veteraner med aktive eller afviste arbejdsskadesager, så fik det på dagen for offentliggørelsen ikke den nye beskæftigelsesminister til at love opstramninger, eller ændringer af sagsgangene i AES.

Han vil i første omgang ikke lade sagerne behandle på ny, men har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen om at gennemgå kritikken »punkt for punkt«. På den baggrund vil ministeren senere indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sagen.

Og så gentog han over for Berlingske, hvad så mange beskæftigelsesministre har sagt før ham:

»Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe veteraner med ar på krop og sjæl, når vi politisk har valgt at sende dem ud til verdens brændpunkter. Det gør et meget stort indtryk på mig, når der rejses kritik af sagsbehandlingen i deres sager,« sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

Berlingske har også forelagt kritikken for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Her betegner man rapporten som »et indlæg i en vigtig debat«.

Som sædvanligt var der ingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som ønskede at stille op til et interview, men direktør Anne Kristine Axelsson udtalte ifølge en e-mail fra presseafdelingen:

»Nogle af sagerne handler om udsendelser langt tilbage i tid. Her kan det være svært rent faktisk at finde ud af, hvad der er foregået. Vi træffer vores afgørelser ud fra lovgivningen og ud fra den praksis, som Ankestyrelsen og domstolene har lagt. Vi vil nu nærlæse rapporten og tage dialogen med Soldaterlegatet

Berlingske forelagde også kritikken for Ankestyrelsen, som i sidste uge ikke synes at emnet var vigtigt nok til at de ønskede at kommentere på den. Dette til trods for at det netop er Ankestyrelsen som i vid udstrækning har godkendt den retsstridige sagsbehandlingspraksis i AES.

Ugens anden dårlige nyhed var, at mere end hver syvende soldat, der var udsendt med det danske hold 10 til Afghanistan, har været plaget af selvmordstanker inden for det seneste år. Hver fjerde har oplevet moderate eller svære symptomer på PTSD.

Så mon ikke det var en god idé at få styr på både arbejdsskadesystemet, og på de mange behandlings- og støttetilbud til veteraner? Behovet forsvinder tilsyneladende ikke foreløbig.

»Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Indsatsen er ikke god nok. Det er det, der for mig står tilbage med to meget tydelige streger under, når jeg læser den her rapport. Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, vi sender ud. Det gælder både forberedelsen op til, at vi sender soldater ud, og indsatsen når de kommer hjem og har fået ar på sjælen,« udtalte forsvarsminister Trine Bramsen til Berlingske, efter hun havde fået udleveret rapporten fra Veterancentret.

Og ministeren har jo ret i det hele. Lige som hendes mange forgængere havde ret, da de sagde det samme, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden.

Forskellen er måske, at de andre ministere og forsvarschefer sagde det på vej UD ad døren, hvor de ikke længere kunne gøre fra eller til, mens den nye forsvarsminister udtaler det før hun har nået rundt og besøge alle landets tjenestesteder.

 

FMNomBalkanveteraner

HenrikDamOmVeteranpolitik.JPG

balkansvigt4

Forsvarschefen om veteranindsatsen

Reklamer

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade

Beskæftigelsesministeren vil undersøge arbejdsskadeproblematikken

Hen over sommeren og efteråret har forskellige medier afdækket nogle af de uretfærdige og absurde forhold i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen), i forbindelse med behandlingen af PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager.

ebVia aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om Lars og Lene i Berlingske. Siden har TV2, Ekstra Bladet, Ugebrevet A4 og Avisen.dk fulgt op.

Nogle af landets førende traumeforskere og psykiatriske overlæger har underkendt praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet man slet ikke kan finde videnskabeligt belæg for de firkantede regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet for, hvor længe PTSD tager at manifestere sig. Eller hvor objektivt farlig en situation eller hændelse skal være, før man kan blive traumatiseret af den.

Fire ud af ti tilskadekomne veteraner har åbenbart ikke været i nok fare, til at juristerne og de lægefaglige konsulenter (som aldrig selv undersøger veteranerne, og tilsyneladende har begrænset viden om de opgaver soldater løser) mener at veteranerne kan have fået PTSD på missionerne.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring findes der åbenbart noget som er farligere end krig.

Og som vi har påpeget, så er det et etisk problem, at politikerne over en bred kam er villige til at smutte fra regningen, når den aktivistiske udenrigspolitiks følgeskader skal betales.

_MCR6878.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

I takt med at dokumentationen af de absurde forhold kom frem i offentligheden, har vi demonstreret vores utilfredshed foran både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Beskæftigelsesministeriet.

Senest d. 30. november, hvor Troels Lund Poulsen kun havde været minister i 2 dage.

_MCR7029.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter at have sendt varm kaffe ud til os, kom ministeren selv tilbage fra et samrådsmøde, og gav hånd til alle de fremmødte veteraner og pårørende. Og han lyttede opmærksomt til vores anker.

Herefter konkluderede ministeren ganske rigtigt, at vi i praksis ikke var kommet nærmere bedre forhold for psykisk sårede veteraner, end vi var før særloven for veteraner blev vedtaget.

Derfor blev vi inviteret ind til møde i Beskæftigelsesministeriet, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Hærens Konstabel- og Korporalforening og Soldaterlegatet, som vi har et godt samarbejde med omkring arbejdsskadeproblematikken.

Mødet blev afholdt i fredags, d. 13. januar, og igen lyttede ministeren opmærksomt og konkluderede følende:

  1. Det er helt uacceptabelt hvis sagsbehandlingspraksis har ændret sig, selv om lovgrundlaget har været det samme siden særlovens vedtagelse. Det er klart i strid med principperne for en retsstat.
  2. Det er stærkt utilfredsstillende hvis vi reelt står samme sted som før særloven blev vedtaget, idet psykisk sårede nu bare afvises med andre enkeltstående kriterier end 6-måneders reglen (livsfarekriteriet, 4-års reglen og påstanden om at diagnoserne fra speciallægerne er forkerte). Der lå en klar intention bag særloven, og den skal AES naturligvis følge – ikke ignorere.
  3. Sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er uacceptabel, og skal nedbringes. Det er allerede meldt ud i klare vendinger (efter politisk målestok).

Næste skridt bliver, at Beskæftigelsesministeren mødes med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og drøfter kritikken med dem. Og så bliver “arbejdsskadekoalitionen” (Hærens Konstabel- og Korporalforening, Soldaterlegatet og Veteranalliancen) inviteret til møde i Beskæftigelsesministeriet i det tidlige forår, hvor vi får forelagt hvad der skal gøres ved problematikken.

Forhåbentlig kommer der løsninger på bordet.

Det forventer både vi, og et politisk flertal i Folketinget.

Derfor demonstrerer vi i dag

Den seneste uge har vi hver dag præsenteret eksempler på sager, hvor PTSD-ramte veteraner nægtes anerkendelse og erstatning, på grund af selvopfundne kriterier og tidsfrister i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen.

Afslagene begrundes hovedsageligt med en eller flere af følgende årsager:

1. Livsfarekriteriet

Ugebrevet A4 har beskrevet, hvordan veteraner har fået afslag på erstatning, fordi de ikke kunne dokumentere at have oplevet noget tilstrækkeligt traumatiserende. Begrundelsen blev brugt for veteraner, der har færdedes i krigsområder med risiko for miner, snigskytter og angreb fra Taliban. Som har kropsvisiteret lemlæstede og sårede mennesker. Som har været i fare for at blive ramt af granater – eller som mener, at de ved et uheld at have skudt uskyldige mennesker i krigszonen.

Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at udløse posttraumatisk stress hos den enkelte, understreger Annemarie Graae Gottlieb leder af klinikken for PTSD og Transkulturel Psykiatri på Aarhus Universitetshospital.

»Det kommer an på, hvor psykisk robust man er. Faren for at dø er grundlæggende skræmmende. Man kan godt udvikle PTSD uden selv at blive beskudt, hvis man for eksempel er involveret i situationer, hvor lokale børn eller gode kammerater bliver dræbt« udtaler hun til Ugebrevet A4. Og Annemarie Graae Gottlieb er ikke alene med sin kritik.

»Kriteriet er hul i hovedet. Det må føles meget krænkende for veteraner at få at vide, at det ikke er alvorligt nok,« siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Lige så skarp er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det er fuldkommen absurd, at en psykiatrisk overlæge bag et skrivebord skal vurdere, hvad der er en truende belastning for andre,« siger han til Ugebrevet A4.

2. Fire-årsregel i stedet for 6-månedersregel

En anden grund til, at veteraner får at vide, at de slet ikke har PTSD, er, at sygdommen er brudt ud for sent, og derfor ikke kan være PTSD. Symptomerne skal være til stede inden for seks måneder efter udsendelsen. Samtidig skal der være fuldt PTSD, inden for maksimalt fire år som udgangspunkt, oplyser Ankestyrelsen.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser, at i 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Advokat Mads Pramming, som fører mange af erstatningssagerne, mener at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven fra 2014.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han til Ugebrevet A4. 

3. Nye diagnoser

AES og Ankestyrelsen kan ændre den stillede PTSD-diagnose. Når de vurderer, at veteranen ikke har PTSD alligevel, når de typisk frem til, at diagnosen er uspecificeret belastningsreaktion. Den, og andre diagnoser, står ikke på Erhvervssygdomsfortegnelsen, og så kan man ikke få erstatning.

Alle disse nye forhindringer kommer på samme tid, som budgettet for erstatninger blev sprængt med mere end 100%. Da partierne bag forsvarsforliget i november 2013 vedtog, at veteraner lettere skulle kunne anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade, lød skønnet, at merudgifterne ville være 450-500 mio. kroner. Den halve milliard var vel at mærke for hele perioden 2013 til 2017, men allerede nu er beløbet for længst brugt.

Ved nytårsskiftet manglede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stadig at behandle 322 veteransager. Fra januar til juli kom der yderligere 92 sager til.

I dag demonstrerer vi så foran det ansvarlige ministerium – Beskæftigelsesministeriet. Og vi gør det med fornyet optimisme, efter at flere beskæftigelsesordførere har signaleret forståelse for problematikkerne, og vilje til at finde løsninger, når både vi, fagforeningerne og Ugebrevet A4 har konfronteret dem med sagerne om de mange urimelige afvisninger.

Nu skal de sympatiske udmeldinger bare omsættes i praktisk lovgivningsarbejde, og vi følger naturligvis processen tæt.

Hvis vores protester, og de mange saglige artikler om virkelighedens sagsbehandlingspraksis i AES, ikke snart får de ansvarlige politikere til at vågne op, og gribe ind, så er vi enige med Thore Clausen fra Soldaterlegatet, når han udtaler at

»Hvis man fra statens side, beder soldater om at risikere det mest værdifulde, man har, nemlig ens liv, så skal retssikkerheden også være i top, hvis de kommer til skade. Er den ikke det, kan man ikke anbefale unge mennesker at lade sig udsende med forsvaret.«