I den forgangne uge har vi modtaget to dårlige nyheder. Den første var, at der – ganske som vi har sagt i årevis – er alvorlige problemer med den måde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST) forvalter ansvaret for at afgøre veteraners arbejdsskadesager omhandlende psykiske kampskader.
Soldaterlegatet har gennem længere tid samlet afgørelser fra AES og AST, og har fået en af landets førende eksperter i arbejdsskadeerstatninglov, professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet, til at kaste et analytisk blik på afgørelserne.
Professoren har især hæftet sig ved de gængse årsager til afslagene:
- belastningskriteriet, populært kaldet livsfarekriteriet, fordi afgørelserne i årevis har indikeret at man ikke bare skal have været i fare, men i overhængende livsfare for at sagsbehandlerne i AES troede på at man havde oplevet ting som kunne fremprovokere et traume
- tidskriteriet, hvor afgørelserne i årevis har peget på at man nærmest skulle have symptomer i det øjeblik man forlod missionsområdet, og stå klar med en komplet, diagnosticeret sygdom inden for ganske få år efterfølgende
Hvad angår belastningskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første er, om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.
Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, som også er blevet undersøgt.
Gennemgangen af 45 repræsentative sager har vist, at myndighederne undertiden stiller strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemmel til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten.
Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod myndighedernes behandling af belastningskriteriet, skriver professoren.
Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder i overensstemmelse med reglerne.
Det andet spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens PSTD er fuldt udviklet inden for få år i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning p.g.a. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til, påpeger professoren.
Endvidere peger analysen på en uskøn sammenblanding af belastninger på missionen, og private forhold før, under og efter missionen. Her påpeger professoren, at myndighederne griber efter alle muligheder for at tørre ansvaret for PTSD-lidelserne af på opvækstvilkår, kæresteproblemer og selvmord i familien.
Disse eksempler giver nemt opkastfornemmelser, for hvis soldaterne virkelig var så prædisponerede for at udvikle psykiske lidelser på grund af hård barndom og kæresteproblemer, så skulle de jo slet ikke have været udsendt. Men det vurderede Forsvaret altså var helt ansvarligt at gøre alligevel. Og det skærper vel bare arbejdsgiveransvaret, skulle man mene.
Professoren konkluderer, at myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning giver anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt.
Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af professorens rapport. Alligevel påpeger han det åbenlyse – at såvel de materielle som de bevismæssige regler på området bør klargøres for myndighederne, da dette i alle tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven.
Professoren vurder at en sådan indskærpelse af gældende ret formentlig også vil skabe en større stringens i behandlingen af sagerne, og gøre det lettere at forudsige hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det nemlig undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når man sammenholder de indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med de 8 sager, hvor der skete anerkendelse.
Afslutningsvis konkluderer professoren, at det også er nødvendigt – i forlængelse af den foreslåede indskærpelse af reglerne på området, og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i rapporten – at der foretages en genoptagelse af de gennemgåede 37 sager, hvor anerkendelse er blevet afvist.
Soldaterlegatets bestyrelsesformand toppede den anbefaling, da han i mandags krævede samtlige afviste arbejdsskadesager om veteraner med psykiske lidelser genvurderet, når AES og AST (forhåbentlig) begynder at rette sig efter de gældende love og regler, frem for at opfinde deres egne kriterier uden lovhjemmel hertil.
Det krav kan vi kun støtte.
ALLE veteraner har krav på en korrekt sagsbehandling af deres arbejdsskadesager.
Som sagsbehandlingspraksis i AES og AST er beskrevet i professorens rapport kan INGEN veteran føle sig sikker på at have modtaget en korrekt afgørelse.
Selv om dette eroderer den sidste rest af retssikkerhed for veteraner med aktive eller afviste arbejdsskadesager, så fik det på dagen for offentliggørelsen ikke den nye beskæftigelsesminister til at love opstramninger, eller ændringer af sagsgangene i AES.
Han vil i første omgang ikke lade sagerne behandle på ny, men har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen om at gennemgå kritikken »punkt for punkt«. På den baggrund vil ministeren senere indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sagen.
Og så gentog han over for Berlingske, hvad så mange beskæftigelsesministre har sagt før ham:
»Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe veteraner med ar på krop og sjæl, når vi politisk har valgt at sende dem ud til verdens brændpunkter. Det gør et meget stort indtryk på mig, når der rejses kritik af sagsbehandlingen i deres sager,« sagde Peter Hummelgaard Thomsen.
Berlingske har også forelagt kritikken for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Her betegner man rapporten som »et indlæg i en vigtig debat«.
Som sædvanligt var der ingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som ønskede at stille op til et interview, men direktør Anne Kristine Axelsson udtalte ifølge en e-mail fra presseafdelingen:
»Nogle af sagerne handler om udsendelser langt tilbage i tid. Her kan det være svært rent faktisk at finde ud af, hvad der er foregået. Vi træffer vores afgørelser ud fra lovgivningen og ud fra den praksis, som Ankestyrelsen og domstolene har lagt. Vi vil nu nærlæse rapporten og tage dialogen med Soldaterlegatet.«
Berlingske forelagde også kritikken for Ankestyrelsen, som i sidste uge ikke synes at emnet var vigtigt nok til at de ønskede at kommentere på den. Dette til trods for at det netop er Ankestyrelsen som i vid udstrækning har godkendt den retsstridige sagsbehandlingspraksis i AES.
Ugens anden dårlige nyhed var, at mere end hver syvende soldat, der var udsendt med det danske hold 10 til Afghanistan, har været plaget af selvmordstanker inden for det seneste år. Hver fjerde har oplevet moderate eller svære symptomer på PTSD.
Så mon ikke det var en god idé at få styr på både arbejdsskadesystemet, og på de mange behandlings- og støttetilbud til veteraner? Behovet forsvinder tilsyneladende ikke foreløbig.
»Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Indsatsen er ikke god nok. Det er det, der for mig står tilbage med to meget tydelige streger under, når jeg læser den her rapport. Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, vi sender ud. Det gælder både forberedelsen op til, at vi sender soldater ud, og indsatsen når de kommer hjem og har fået ar på sjælen,« udtalte forsvarsminister Trine Bramsen til Berlingske, efter hun havde fået udleveret rapporten fra Veterancentret.
Og ministeren har jo ret i det hele. Lige som hendes mange forgængere havde ret, da de sagde det samme, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden.
Forskellen er måske, at de andre ministere og forsvarschefer sagde det på vej UD ad døren, hvor de ikke længere kunne gøre fra eller til, mens den nye forsvarsminister udtaler det før hun har nået rundt og besøge alle landets tjenestesteder.
Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.
Via aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om 
VETERANALLIANCEN 