Opsøgende peer-indsats er stadig på ønskelisten

I serien af forslag til initiativer på veteranområdet som vil være mere velkomne end ministerens wildcard-ordning, er vi i denne uge nået til en halvgammel kæphest, som har været en af vores mærkesager siden 2016.

Opsøgende indsats – af veteraner, og for veteraner – har været efterspurgt siden Veterancentrets selvmordsrapport, som den manglende brik i puslespillet vi alle kalder veteranindsatsen i Danmark.

Med tiden har vi fået en fælles forståelse af, at veteraner er en alt andet end homogen gruppe. De seneste år har den fælles segmentering (røde/gule/grønne veteraner) vundet indpas, og de fleste aktører på veteranområdet erkender, at intet isoleret tilbud (f.eks. et veteranhjem, en idrætsaktivitet, et botilbud eller et beskæftigelsesrettet tilbud for veteraner) henvender sig til alle veteraner. Til gengæld kan en kombination af to eller flere tilbud dække behovet for recovery og rehabilitering, for selv de mest syge og udsatte veteraner i den røde kategori.

Imidlertid er langt størstedelen af de mange tilbud for veteraner, som er opstået i kølvandet på den nationale veteranpolitik fra 2010, baseret på filosofien om at de trængende veteraner selv opsøger, eller på anden måde tager kontakt til, de relevante tilbud, hvorefter de mødes med åbne arme, og gode intentioner om at hjælpe og støtte. Kun behandlings- og botilbud kræver egentlig visitation. Alle andre tilbud kræver blot fremmøde, eller kontakt initieret af veteranerne.

Denne filosofi fungerer for det meste efter hensigten, så længe tilbuddene har relativt velfungerende og initiativrige veteraner i målgruppen.

Men efterladt på perronen står stadig et segment af syge og udsatte veteraner, med så lavt et funktionsniveau, at de aldrig profiterer af de mange tilbud i veteranindsatsen.

Årsagerne til dette er flere, men omfatter bl.a.

• Skam over egen sygdom/sociale situation
• Manglende overblik – og evne til at skabe overblikket – over de mange tilbud som findes
• Stort forbrug/misbrug af alkohol, hash, medicin, narkotika
• Stærk isolationstrang
• Meget beskedent netværk af familie/venner som kan bistå med kontakt, transport, økonomi o.l.
• Generationskløfter
• Frygt for at få uønsket opmærksomhed på egne familieforhold fra f.eks. kommuner

Det er dette segment – veteranerne i det røde segment – som er målgruppen for den opsøgende indsats. Vi vil ikke længere acceptere, at meget syge og/eller socialt udsatte veteraner drives til selvmord, eller til at udføre desperate handlinger for at få den hjælp de fortjener, efter at have gjort Danmark ære i verdens brændpunkter.

Hvorfor peer?

Peer-støtte er defineret som “støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder” (Kilde: Socialstyrelsen).

Peer-støtte skaber bl.a. håb, mod på forandring, handlemuligheder og fremmer derved personlig recovery hos mennesker med psykiske vanskeligheder. Personlig recovery betyder at komme sig, og vægter den personlige proces samt udviklingen af ny mening og nyt formål i livet. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på, præget af håb og aktiv medvirken, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom

En række studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver.

Peer-støtte har været praktiseret blandt danske veteraner siden 1990’erne – altså længe før Danmark fik en egentlig veteranpolitik og de afledte veteranindsatser. Det forekommer naturligt for veteraner at hjælpe og støtte hinanden, da dette er et væsentligt element i den grundlæggende uddannelse af soldater. 

Når staten forlanger at soldaterne risikerer deres liv og helbred i kamp, så sker det med en formaning – og et løfte – om, at vi ikke efterlader nogen på kamppladsen. Men for nogle veteraner venter en kamp efter udsendelserne til verdens brandpunkter – kampen for at mestre eget liv med traumer og psykiske lidelser, samt afledte psykosociale problematikker.

Mens vi både ser veteraner præstere fantastiske indsatser under deres udsendelser, og også har set veteraner hjælpe hinanden efterfølgende, så må vi også konstatere at veteraner af natur er relativt dårlige til at bede om hjælp, og til at modtage hjælp. 

I Forsvarets machokultur ses det ofte som et tegn på svaghed, hvis man beder om hjælp. Og svage soldater vinder ikke kampe. Derfor bider soldater smerten i sig, og fokuserer på noget andet end deres egne lidelser og problemer.

Dette er også billedet vi ser blandt veteraner i den gule og den røde kategori. De isolerer sig, og forsøger at fremstå mere raske og velfungerende end de egentlig er – både overfor sig selv, og deres omverden.

Men tillidsbaserede relationer, især til andre veteraner med samme baggrund og erfaringer, gør det lettere at tale åbent om livets udfordringer. Meget lettere end hvis veteranerne skal fortælle og forklare deres liv til behandlere eller myndighedspersoner uden samme referenceramme (erfaring med at være udsendt, og forsøge at tilpasse sig livet i civilsamfundet efter udsendelserne).

Denne force kunne man udnytte aktivt og målrettet i den opsøgende indsats for veteraner, ved at sikre at alle de opsøgende veteraner have oplevelser og erfaringer som de opsøgte veteraner kunne spejle sig i. Og da de opsøgende veteraner i udgangspunktet er væsentligt mere velfungerende og vidende om mulighederne for behandling og støtte, vil det være sværere at afvise hjælpen, da den i første omgang er tilbudt af en ligeværdig våbenbroder/kammerat.

Myten om myten

Offentliggørelsen af sidste uges rapport om veteraners selvmord i perioden 1992-2014 blev ledsaget af 3 påstande, som blev gentaget flere steder, og mange gange. Det virkede næsten som om, at hvis man bare gentog dem nok, så ville de blive sande.

Påstand nr. 1

Første påstand var, at det nu endegyldigt kunne afkræftes, at veteraner er mere selvmordstruede end andre. Påstanden er en grov generalisering, men rapporten generaliserer faktisk ikke på samme måde. Den fremlægger meget nøgternt antallet af registrerede selvmord fordelt på årstal og missionsbaggrund.

Således kan man for eksempel se, at veteraner som var udsendt til Kroatien på holdene 3, 4, 5, 6 og 7 har en markant højere selvmordsrate end senere hold. Så nogle veteraner er mere selvmordstruede end andre. Men naturligvis ikke alle. Især ikke de nyeste veteraner, da selvmordsadfærden oftest optræder 11+ år efter hjemkomst fra mission. Derfor kan man slet ikke generalisere, og sige at veteraner generelt er mere eller mindre selvmordstruede end andre. Nogle er, men andre er ikke.

Påstand nr. 2

Anden påstand var, at myten om de mange selvmord var medieskabt. Det skulle altså være mediernes skyld, at vi i foråret oplevede relativt mange selvmord på relativt kort tid. For journalister bør åbenbart ikke dække veteranselvmord, når der sker 3 af disse tragiske hændelser, kombineret med et tilsvarende antal selvmordsforsøg blandt veteraner, på kun 4 måneder. Der er ellers nok at undre sig over som journalist. Hvorfor den høje frekvens i foråret? Hvorfor netop i foråret? Hvorfor var det ikke Balkanveteraner, som ellers dominerer selvmordsstatistikken, der begik selvmord i foråret 2016? Hvorfor var de 3 Irak- og Afghanistanveteraner som begik selvmord så relativt unge? Hvorfor begik de selvmord, når vi nu hele tiden hører om de fantastiske hjemtagningsprogrammer, og de mange akkumulerede erfaringer som skulle værne de yngre veteraner mod de lidelser og selvmordstanker, som de ældre veteraner har måtte døje med?

Det er ikke medieomtalen af selvmord, herunder veteranselvmord, som fører til flere selvmord. Men myten om at det forholder sig anderledes lever stadig. Også i veteranmiljøet. Forskning fra Center for Selvmordsforskning viser dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mediernes omtale, og antallet af selvmord. Det er altså ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlig medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker. Det har Center for Selvmordsforskning fastslået så sent som i 2014.

En sensationspræget omtale af konkrete tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg, hvor sted og metode beskrives, og hvor der skrives detaljer omkring hændelsesforløbet, kan medføre, at i forvejen selvmordstruede mennesker tager livet af sig selv ved ”at kopiere” sted og metode, som de har set omtalt i medierne.

Kynisk eller ubetænksom omtale af selvmord og selvmordsforsøg i medierne kan altså føre til flere selvmordshandlinger, hvorimod hensynsfuld omtale kan give befolkningen øget viden om selvmord og bidrage til, at selvmordstruede personer søger hjælp. Det har vi selv oplevet i Veteranalliancen, hvor vi hen over foråret og sommeren har fået flere henvendelser fra såvel veteraner som pårørende, der alle ønskede at vende en negativ udvikling, via nogle af alle de mange behandlings- og støttetilbud, før det måske endte med selvmordsadfærd. Vi har henvist dem til de relevante tilbud, og vi har udvidet vores hjemmeside med et afsnit som beskriver hvor og hvordan man kan få hjælp og støtte, når livet er hårdt.

Påstand nr. 3

Tredje påstand som fulgte med offentliggørelsen af selvmordsrapporten var, at myten om en højere selvmordsfrekvens blandt veteraner nu kunne aflives med fakta. Rapporten var fakta, og der fandtes ikke anden fakta i denne forbindelse som var værd at nævne, lod man os forstå. Fakta var det øjebliksbillede som rapporten gav. Fakta var de konklusioner man havde udledt, ved at undersøge en særlig andel af alle veteraner (kun Forsvarets veteraner udgør datagrundlaget).

Fakta var bare blind for, at vi i 2014 (som er det seneste år vi har fået tal for) havde hele 7 registrerede veteranselvmord, hvilket er et historisk højt antal pr. år. Fakta var desuden baseret på en tvivlsom sammenligning med den almindelige befolkning, som veteraner deler nogle lighedspunkter med, men netop i forbindelse med psykisk robusthed burde være bedre stillet end. Fakta var baseret på en ensidig fokusering på antallet af gennemførte og registrerede selvmord, og et bevidst fravalg af undersøgelse af det meget højere antal selvmordsforsøg, og selvmordstanker blandt veteraner.

Disse fakta blev spist råt af flertallet, og omtalen af rapporten blev delt og rost i brede kredse i veteranmiljøet. Allerede mens blækket var vådt, blev den kritiske sans afmonteret, og hold kæft-bolsjet blev slugt med velbehag, af alle som lod sig imponere af den nye fakta.

Til gengæld udeblev de relevante, opfølgende spørgsmål helt. Vil næste års undersøgelse også omfatte de mange selvmordsforsøg og selvmordstanker? Vil næste års undersøgelse også omfatte de andre veteraner, som ikke har været udsendt af Forsvaret? Hvor interesserede er vi i at få kortlagt selvmordsadfærden (altså summen af gennemførte selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker) blandt veteraner? Hvad gør vi fremadrettet for at mindske omfanget af selvmordsadfærd blandt veteraner? Hvornår gør vi noget mere, og noget anderledes end hidtil? Hvad vil Veterancentret helt konkret gøre, i forhold til veteranerne fra Kroatien hold 3-7, som er i højrisikogruppen for selvmordsadfærd?

Det glæder vi os til at høre nogle gode bud på. For lige nu ser udviklingen ikke god ud.

47 selvmord for meget

Da det i 2011 kom frem i offentligheden at 11 danske krigsveteraner – primært fra Balkanmissionerne – havde begået selvmord efter hjemkomsten, så skabte det bestyrtelse i veteran- og pårørendekredse.

Pludselig var det vi alle havde en instinktiv fornemmelse af blevet dokumenteret. Selvmordene kunne kun ses som bevis for, at vi som nation stadig ikke var gode nok til at tage imod alle krigsveteraner, når de vendte hjem fra mødet med krigens rædsler.

Selvmord er et tabu, som det er svært at tale med andre om. Den selvmodstruede har svært ved at tale med familie og venner om sine selvmordsønsker, for hvordan skal mennesker med flere lyspunkter i livet kunne forstå selvmord som en ønskværdig udvej?

Den selvmordstruedes familie og venner, som måske fornemmer at selvmord overvejes af en elsket, har svært ved at tale med den selvmordstruede om dette, af frygt for svar de ikke ønsker at høre, og af frygt for at komme til at skubbe den selvmordstruede ud over kanten.

Tabu eller ej, så er selvmord blandt krigsveteraner en realitet. Noget vi bør forholde os til. Og noget vi bør se som et tegn på, at der stadig er plads til forbedringer i den danske veteranpolitik. Det virker på alle måder ulogisk, at soldater som har overlevet og gennemlevet krigens rædsler, efter endt mission skulle tage sit eget liv, hvis det danske samfund er klar med anerkendelse, støtte og bedre muligheder.

Den daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, sagde da også, da hun blev forholdt nyheden om de 11 veteranselvmord, at ethvert selvmord er et for meget. Men hun tilføjede også, at den i 2010 vedtagne veteranpolitik lige skulle have tid til at virke, og at forsvarets psykologer rakte en hånd ud til veteranerne, og ville gøre alt for at hjælpe dem (Information, 20.03.11).

Dengang var der megen debat om hvor vidt man kunne definere en telefonlinje som en god løsning. Det kræver alligevel et vist overskud, og en pragmatisk tilgang til sin egen situation, at ringe op til et vildt fremmed menneske, og fortælle hvor dårligt man har det, og at man overvejer at tage sit eget liv. Uanset om dette fremmede menneske er psykolog, eller ej.

Men Forsvaret var ganske entydig i sin tilgang til problematikken. Det var veteranerne selv, som skulle ringe og bede om hjælp. Ikke engang bekymrede pårørende kunne sætte processen i gang. For der var psykologfaglige grunde til at mene, at med mindre veteranen selv var motiveret til at bede om, og modtage hjælp, så ville en psykologisk behandling ikke virke. Derfor ville det være meningsløst, hvis pårørende henvendte sig til Forsvarets psykologer, og fortalte om pressede veteraner, og psykologerne selv skulle kontakte disse veteraner.

Den udstrakte hånd var derfor for langt væk for nogle veteraner. De magtede slet ikke at møde den udstrakte hånd med deres egen hånd.

I 2014 publicerede Center for Selvmordsforskning så en rapport, som dokumenterede at antallet af registrerede selvmord blandt danske krigsveteraner var steget til 47. Altså 36 yderligere selvmord på kun 3 år. Igen var det den glemte generation, Balkanveteranerne, som dominerede oversigten over soldater som var faldet for egen hånd.

Hele 43 af de 47 registrerede selvmord var begået af Balkanveteraner. Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

Men veteranerne fra Irak- og Afghanistanveteranerne var også på vej ind i den kedelige statistik.

Og som om de 47 registrerede selvmord ikke var deprimerende nok, så kunne Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen supplere med, at flere hundrede veteraner, som hun havde kontakt med, havde forsøgt selvmord. Nogle op til flere gange.

Råbet om hjælp var altså højt, og vedvarende.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning dokumenterede, at 298 soldater havde forsøgt at begå selvmord én eller flere gange i perioden 1995 – 2013. Hovedparten (50,7 %) havde kun været på én udsendelse, og soldater udsendt én eller to gange tegnede sig for 90 % af alle selvmordene blandt veteraner.

Blandt de veteraner, som tog deres eget liv i perioden, havde lidt over 20 % et registreret selvmordsforsøg inden. Risikoen for selvmord stiger med alderen, fordi risikofaktorer for selvmord akkumuleres over år. Udover eventuelle psykiske mén fra én eller flere udsendelse kan senere livsbegivenheder (f.eks. skilsmisse, arbejdsløshed eller traumatiske oplevelser) forøge en persons risiko for selvmord.

Tallene understreger vigtigheden af, at støtten og behandlingstilbuddene står klar så snart veteranerne kommer hjem. Hvis veteranen venter for længe med at opsøge hjælpen, eller behandlingssystemet har ventetid før behandlingen kan iværksættes, så kan det få fatale følger.

Derfor var det både frustrerende og deprimerende, at det i 2014 også kom frem i offentligheden, at specialpsykiatrien – som har til opgave at tilbyde behandling til de hårdest ramte krigsveteraner – kun har kapacitet til at behandle ca. en tredjedel af de veteraner som rent faktisk henvender sig, og beder om hjælp.

Det klæder ikke et moderne velfærdssamfund, som producerer krigsveteraner i en lind strøm, at spare på behandlingen til traumatiserede veteraner. Især ikke når man ser på, hvad vi som samfund ellers har råd til.

I forbindelse med offentliggørelsen af veteranpolitikken, udtalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at vi i Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund, men at vi først var ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner (Information, 12.10.10).

På daværende tidspunkt havde Danmark haft veteraner siden 1948 – altså i mere end 60 år. Og veteraner med omfattende psykiske følgeskader siden starten af 1990’erne – altså i 20 år.

Ifølge Forsvaret har mere end 39.000 danskere i perioden 1991-2013 været udsendt i alt 61.450 gange. Godt 95 procent af alle disse udsendelser er missioner i Irak, Afghanistan og på Balkan. Og mens mange af de gamle veteraner fra Balkan, som var udsendt i starten af 1990’erne, i dag kæmper med stærke psykiske problemer, er det altså endnu uvist, hvor mange af veteranerne fra Irak og Afghanistan der har fået og vil få PTSD.

Men tiden arbejder ikke på veteranernes side. Den stort anlagte undersøgelse af Hold 7, en gruppe på 610 soldater som var udsendt til Afghanistan i 2009, viste at omkring én ud af 20 soldater havde PTSD-symptomer et halvt år efter udsendelsen. Men 2½ år efter udsendelsen var dette tal næsten fordoblet, og nu viste omkring én ud af ti soldater tegn på PTSD.

I 2015 kan vi ikke længere undskylde systemets mangler med indkøringsvanskeligheder, eller den påståede overraskelse over at soldater bliver traumatiseret af krig. Og vi kan ikke sige at den udstrakte hånd er en fuld og dækkende løsning, når den mangler to tredjedele af fingrene.

Hvis ét selvmord er ét for meget, så er 47 selvmord vel 47 for meget.