Der er stadig plads til forbedring

I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.

Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.

Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.

Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.

Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.

Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.

I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.

I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.

I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.

I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.

I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.

I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.

I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.

31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.

I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.

Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.

Vi er slet ikke i mål

Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.

Der er stadig plads til forbedring.

Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.

Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.

Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.

Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.

Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.

Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.

Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.

Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.

Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.

Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?

Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?

Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?

Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?

Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?

Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?

Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?

Det ville vi nok ikke, vel?

Det er tid til at være fælles om vores veteraner

I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.

Alle landets veteraner bor i en kommune. Alle de syge veteraner skal have udredning, behandling og opfølgende indsatser fra regionerne. Alle Forsvarets veteraner er omfattet af den nationale veteranpolitik, og kan på flere områder få hjælp og støtte fra Veterancentret. Og alle veteraner er velkomne i landets mange veteranforeninger- og cafèer.

Veteranområdet er en politisk varm kartoffel, fordi det er tydeligt at de politikere som sendte os ud på alverdens missioner ikke havde budgetteret med den efterfølgende behandling, kompensation og støtte til de tilskadekomne veteraner. Og pårørendeområdet er helt håbløst underprioriteret, selv om alle anerkender at en veteran med sundhedsmæssige og/eller sociale problemer giver anledning til bekymringer, frustrationer og behov for hjælp hos sine pårørende – det være sig veteranens forældre, ægtefælle/kæreste, søskende, børn, venner og kollegaer.

I gennemsnit har hver veteran 8 pårørende, som direkte eller indirekte er påvirket af hvordan veteranen fungerer sundhedsmæssigt og socialt, efter hjemkomsten fra missionerne.

Det betyder at den førte veteranpolitik, og de afledte veteranindsatser, potentielt påvirker mere end en halv million danskere. De fleste veteraner er heldigvis sunde, raske og velfungerende. Men for ca. 20 procent af veteranerne er det, eller bliver det, nødvendigt med hjælp og støtte, i større eller mindre omfang.

I alt for mange kommuner har man bildt sig selv ind, at veteraner med problemer blot skal henvises til Veterancentret. Men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Det skyldes flere forhold:

1. Nogle veteraner har ikke været udsendt af Forsvaret, og kan derfor ikke få hjælp af Veterancentret
2. Nogle veteraner vil ikke have kontakt med Veterancentret, af forskellige årsager

Men selv hvis en veteran har været udsendt af Forsvaret, og ikke har noget imod at få hjælp af sin forhenværende arbejdsgiver, så kan veteranen have problemer som Veterancentret ikke kan løse, eller bidrage til løsningen af. Det kan f.eks. være psykiske lidelser som kræver psykiatrisk behandling, hjemløshed, selvmedicinering (misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller receptpligtig medicin), familieproblematikker, behov for fysisk genoptræning eller socialpsykiatrisk opfølgning på indlæggelser og længere behandlingsforløb.

Alle disse indsatser hører under kommunernes og regionernes serviceforpligtelser. Og de hverken kan eller skal forsøges tørret af på andre. Hverken andre offentlige instanser, eller tilfældige frivillige aktører.

Det forestående kommunalvalg er en kærkommen lejlighed til at drøfte med sine lokale politikere og kandidater hvordan de i praksis vil løfte opmærksomheds- og serviceniveauet i forhold til veteraner og deres pårørende. Lad Jer ikke spise af med luftige hensigtserklæringer, eller selvforherligende taler om hvor fantastisk det allerede går i kommunen. Hold politikerne og kandidaterne fast på det konkrete, og det fremtidige.

Det er jo i fremtiden de gerne vil udøve deres politiske magt.

Hvad gør vi med Balkanveteranerne?

Da Danmark endelig fik en veteranpolitik i 2010, knapt 20 år efter den aktivistiske udenrigspolitik sendte danske soldater, politibetjente, læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere til Balkan, så var det de fleste veteraner og pårørendes håb, at der endelig blev rakt en hånd ud, og tilbudt behandling og relevant støtte til de mange veteraner fra 90’erne og 00’ernes missioner.

For netop veteranerne fra den tidlige Balkanindsats fik ingen støtte, da de kom hjem. Derfor har de det også værst af alle veteraner den dag i dag.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” forklarede Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) til BT.

Hundredevis led af traumer. Alt for mange havde begået selvmord. Og endnu flere kæmpede med – ofte komplekse – psykosociale problematikker som hjemløshed, misbrugsproblemer, familieproblemer og udfordringer på det civile arbejdsmarked.

Forventningerne til den længe ventede veteranindsats var skyhøje. For der var unægteligt et efterslæb.

Den afgående forsvarschef har sagt det. Chefen for Veterancentret har sagt det. Lederen af Veterancentrets INTOPS-psykologer har sagt det.  Selv en forhenværende forsvarsminister kom til at sige det. Dog først et par år efter at formanden for Soldaterlegatet, og lederen af Handicapidrætens Videnscenter havde skrevet om det.

Selv den forhenværende landsformand for De blå baretter, mere end antydede i 2013, at man i veteranindsatsen har en tendens til at glemme de “gamle” veteraner, og fokusere på de yngre veteraner, som endnu ikke har oplevet de tunge, komplekse problemer efter udsendelserne.

Balkanveteranerne var dårligt forberedt, og dårligt debriefet efter missionerne. Der var intet fokus på psykiske efterreaktioner, og ingen indsats for at hjælpe de mange som kom hjem med psykiske skader. Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan. Men som Peter Bartram åbenhjertigt formulerer det, så tog man ikke problemerne seriøst.

Resultaterne af den manglende viden (som man nok kunne have fået hos andre krigsførende nationer hvis man ville) og indsats udeblev da heller ikke. Pludselig skulle politikere og forsvarets ledelse forholde sig til kedelige sager om veteranselvmord, og veteraner som levede i landets skove. Symptomer vi stadig oplever i dag.

Der har været mange tilløb

Daværende forsvarsminister, Nikolaj Wammen, var i 2014 er åben for at se på, om der skulle gøres en særlig indsats for at hjælpe de Balkanveteraner, der havde det sværest.

– Vi skal selvfølgelig være særligt opmærksomme på, om vi kan hjælpe dem i den situation, de står i nu, og jeg vil meget gerne drøfte med Veterancentret og de frivillige organisationer, om der er behov for en ekstra indsats i forhold til Balkan-veteranerne, sagde Nicolai Wammen til DR. Han ville inden for kort tid indkalde til et møde med parterne i sagen.

Det møde blev bare aldrig til noget.

Men Wammen fik dog gennemført, at man nu – som skadet veteran før 1996 – kunne modtage Medalje for såret i tjeneste, hvilket hidtil havde været umuligt. Og som altid krævede det bare lige, at man brugte et par år på at overbevise Arbejdsskadestyrelsen om, at man var blevet syg af sine missioner, og fik tilkendt en mèngrad på 5 procent, eller mere. Så kunne man få medaljen. Og mens denne landvinding blev diskuteret, begik flere Balkanveteraner selvmord i afmagt. Året før medaljebeslutningen kom det frem, at selvmord havde kostet flere Balkanveteraner livet, end krigen på Balkan.

Nu, 6 år efter den første veteranpolitik blev vedtaget, har vi som nation stadig et enormt efterslæb, i forhold til veteranerne fra 90’erne og 00’erne. Men hvad gør vi ved dette efterslæb?

Samlet er der knap 17 procent af de 26.000 udsendte i perioden 1992-2009, som efterfølgende er registreret med en psykiatrisk diagnose, for køb af medicin mod psykiske sygdomme, eller som har været i behandling for stofmisbrug uden at have været registreret før. Det viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2012, som konkluderer, at det især er soldater fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne, som er registreret med psykiske mén.

79 procent af de hjemløse veteraner, som blev registreret i forbindelse med undersøgelsen “Hjemløshed i Danmark 2015” var i aldersgruppen 30 – 50 år. 30 procent af de hjemløse veteraner havde en fysisk sygdom, hvilket er flere end blandt de øvrige hjemløse. Særligt var det hele 86 procent af de hjemløse veteraner, der havde en psykisk sygdom, hvilket er en væsentligt større andel end blandt den øvrige gruppe af hjemløse, hvor andelen med psykisk sygdom udgjorde 47 procent.

Lad os nu få gjort noget

Hvor er den målrettede, helhedsorienterede indsats? Hvor er erkendelsen af, at med mindre vi bare lader stå til, som vi har gjort hidtil, så vil flere veteraner fra Balkangenerationen lide, føle sig svigtede, blive mere syge, få aktive misbrug, blive hjemløse og familieløse, og flere vil begå selvmord?

Med selvmordsrapporten fra 2016 lærte vi jo, at veteraner fra den tidlige Balkanindsats er næsten 3 gange så selvmordstruede som andre veteraner. 52 procent af de selvmordsramte veteraner var udsendt til Kroatien. 30 procent var udsendt til Bosnien. Eftersom nogle af veteranerne har været udsendt flere gange, har nogle af de veteraner, der har begået selvmord, også været udsendt andre steder end Balkan (55 ud af de 56 havde første udsendelse til Balkan). De 56 veteraner, der har begået selvmord, har tilsammen været udsendt 101 gange.

Hvis en rapport havde konkluderet, at kvinder mellem 16 og 26 år i Hobro-området var tre gange så selvmordstruede som jævnaldrende kvinder i resten af landet, så havde vi nok set en task-force blive nedsat. Forskere havde kæmpet med hinanden for at afdække årsagerne. Psykiatrien havde straks fået øremærkede penge til denne målgruppe.

Men Balkanveteranerne, som er tre gange så selvmordstruede som alle andre veteraner, snakker vi slet ikke om.

Vi ved hvorfor nogle af dem blev syge. Vi ved hvad behandlingsmulighederne er. Vi siger vi vil støtte dem alt hvad der skal til – så længe de selv træder frem, og beder om hjælpen.

Men der skal meget til for at de træder frem, og beder om hjælp.

For vi har svigtet dem i mere end to årtier.

Og det ser desværre ud til at vi bare fortsætter med at svigte dem.

Året der gik

Endnu et år er gået, og for Veteranalliancens vedkommende har det bestemt ikke været begivenhedsløst. Vi har arbejdet med flere af de store problemstillinger inden for veteranindsatsen og veteranpolitikken, og vi har været medvirkende til at flere almindelige danskere har fået nuanceret deres billede af vilkårene for især de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende.

Foråret og sommeren var desværre præget af de relativt mange triste sager om selvmord og drab, som blev begået af veteraner med psykiske lidelser. Kun nogle af sagerne blev kendt i offentligheden, men alligevel vidnede de om en veteranindsats som endnu ikke er helt i orden.

I midten af juni fik vi åbnet debatten om screening, og risikoen for at soldater med allerede eksisterende psykiske lidelser udsendes eller genudsendes på internationale missioner. I august fik vi opbakning fra en erfaren psykolog, som selv har forestået screeningen af soldater, da han offentligt fortalte, hvor overfladisk og mangelfuld screeningen i praksis er.

De relativt mange selvmord på få måneder, og de implicerede veteraners relativt unge alder, gjorde os bekymrede for, om vi stod i en overgangsfase, hvor Balkangenerationen (som hidtil har domineret selvmordsstatistikken) nu får følgeskab af de yngre Irak- og Afghanistanveteraner.

Denne bekymring eksisterer desværre stadig, og blev desværre ikke adresseret af Forsvarets Veterancenter, på trods af den meget omtalte selvmordsrapport som udkom i november. For den omhandlede kun gennemførte selvmord frem til og med 2014, og kun selvmord begået af veteraner fra Forsvaret – altså den andel af veteraner, som i udgangspunktet bør være mest psykisk robust. Vi mangler således stadig at få afdækket selvmordsadfærden blandt veteraner fra Politiet, nødhjælpsorganisationer og andre organisationer, som vi deler veteranstatus med.

Desværre forholdt medierne sig særdeles ukritisk til den “videnskabelige” rapport, og var det ikke for vores kritik, og fortsatte opmærksomhed på selvmordsproblematikken blandt veteraner, så havde Veterancentret og Forsvarsministeriet nok fået held til at sælge budskabet om, at veteraner ikke er mere selvmordstruede end andre, og at der derfor ikke er brug for en særlig indsats på dette område.

Fokus på arbejdsskadeproblematikken

I juli fik vi Berlingske til at sætte fokus på de urimelige forhold for psykisk skadede veteraner i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Via solidt journalistisk arbejde blev historierne om Lars og Lene fortalt, og de er desværre repræsentative for mange veteraner som er blev afvist af AES.

Vi besluttede, at hvis ikke regeringens bebudede serviceeftersyn af veteranpolitikken forholdt sig til arbejdsskadeproblematikken, så ville vi synliggøre den mere, og på andre måder end hidtil.

Og sådan gik det. Regeringen forholdt sig slet ikke til problematikken. Og så gik planlægningen af årets første demonstration i gang.

På flagdagen d. 5. september, offentliggjorde daværende forsvarsminister, Peter Christensen, serviceeftersynet af veteranpolitikken fra 2010. Vi havde både direkte til regeringen, og indirekte via det officielle hørings- og rundbordssamtalesystem, bidraget med vores indstillinger og holdninger til veteranpolitikken. Og enkelte dele af vores indstillinger blev der lyttet til. Der var således gode takter i serviceeftersynet, selv om vi stadig er langt fra at have en perfekt veteranpolitik.

Især glæder vi os over, at der nu kommer nye psykiatriske behandlingstilbud målrettet veteraner med psykiske lidelser, i alle fem regioner. De bliver ikke magen til de tre eksisterende, højt specialiserede tilbud, som i dag eksisterer i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men skal fungere som supplement til disse.

Fra Sundhedsministeriet lægges der op til, at de nye regionsfunktioner oprettes på Psykiatrisk Center Ballerup, i Slagelse, i Psykiatrien Nordjylland i Aalborg, i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og på Odense Universitetshospital. Samtlige af de nye behandlingstilbud forventes at være klar i løbet af 2017.

Til gengæld undrer vi os over, at den nye veteranpolitik kun gælder for veteraner udsendt af Forsvaret. Vi foretrækker den oprindelige definition på veteraner, som ikke skeler til hvilken organisation man repræsenterede på missionerne. I vores optik repræsenterede vi alle Danmark, da vi var udsendt med Dannebrog på skuldrene. Tidspunktet for eksklusionen af de veteraner, som ikke har været udsendt i regi af Forsvaret, var også besynderlig. For kun et halvt år forinden havde et flertal i Folketinget endelig givet veteraner fra Politiet adgang til behandling og støtte fra Forsvarets Veterancenter.

Men arbejdsskadeproblematikken blev behændigt ignoreret i forbindelse med serviceeftersynet. Derfor satte vi tryk på efter sommerferien. I samarbejde med de militære fagforeninger, HKKF, CS og HOD, arrangerede vi årets første demonstration – d. 22. september foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vejret var med os, og det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi demonstrerede sammenhold, og fælles modstand mod den nye sagsbehandlingspraksis i AES.

Vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Advokat Mads Pramming for at vise støtte ved deres fremmøde, og Oberst Lars Møller, som samme aften udlagde teksten for seerne på TV2 News.

Nu gik også Ugebrevet A4 ind i sagen, og via et solidt og vedholdende journalistisk benarbejde, hvor mediet fik aktindsigt og gennemtrevlede 161 afviste veteransager, blev det afsløret at sagsbehandlingen i AES både er vilkårlig og uretfærdig. Begrundelsen om, at det populært sagt ikke har været barskt nok at være udsendt i krigszoner, benyttes i fire ud af ti afslag.

Kun to ud af tre veteraner fået anerkendt deres psykiske skader, når de har søgt om erstatning for PTSD, selv om veteranerne har fremlagt flere speciallægeerklæringer som fastslår sammenhængen mellem lidelsen og udsendelserne. I 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen – stik imod veteranloven, som blev vedtaget af alle folketingets partier i 2013, efter en større ballade i medierne, hvor det kom frem, at veteraner automatisk fik afvist deres sager om PTSD, hvis de ikke havde været til læge inden for et halvt år efter udsendelse. Med veteranloven skulle veteraner, der også havde sent udviklet PTSD, kunne få erstatning.

Og endelig dokumenterede Ugebrevet A4, at AES hver ottende gang, veteraner får afslag på erstatning, begrunder afslaget med, at veteranerne slet ikke har PTSD, selv om to eller flere speciallæger i psykiatri har stillet netop denne diagnose. Alt dette virker jo helt absurd, og derfor besluttede vi at skrue op for trykket.

Så blev den ansvarlige minister kaldt i samråd, og vi begyndte at planlægge den næste demonstration. Nu ville vi have, at politikerne forholdt sig til fakta, og sammenholdt dem med alle de fine intentioner bag veteranloven.

Derfor troppede vi d. 30. november op foran Beskæftigelsesministeriet, som to dage forinden havde fået ny minister. Igen havde vi rygdækning fra de militære fagforeninger, og vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Jesper Hansen fra CS, for at vise opbakning ved deres personlige fremmøde.

En tak skal også lyde til Folketingets eneste veteranordfører, Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, for at komme forbi og tilkendegive støtte til vores protest, og for at kalde den ansvarlige minister i samråd igen, så en konkret præcisering af veteranloven kan drøftes af Folketingets partier.

Men mest af alt takker vi den nye minister, Troels Lund Poulsen, for at sende kaffe ud til de kolde demonstranter. Og for selv at komme ud, give hånd til alle de fremmødte, og lytte til vores protester. Efter at have lyttet koncentreret konkluderede han, at der var tale om et problem der skal løses. Derfor er vi blevet inviteret ind til møde med ham og hans embedsmænd i midten af januar, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Soldaterlegatet og HKKF.

Og hvis den nye minister bliver enig med os i hvad de rette løsninger er, så skulle det ikke blive svært at få dem solgt til de andre partier i Folketinget. For både Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet støtte til de skadede veteraner.

Faktisk sidder den nye minister i samme situation som den daværende beskæftigelsesminister, da det var 6-månedersreglen vi ville have lagt i graven. Nu er flertallet uden om regeringen blot mere massivt end i 2013. Og det glæder vi os naturligvis over.

Fra vores egne rækker

Da vi nu fik en af vores fem mærkesager gennemført, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, besluttede vi at erstatte den med en ny mærkesag. Vores erfaring, forstærket af årets triste begivenheder, fik os til at sætte en opsøgende indsats for kriseramte/selvmordstruede veteraner på ønskelisten.

Vores styregruppe er udvidet fra 3 til 7 veteraner, som alle bidrager med forskellige kompetencer og indsatser. Nogle skriver artikler og opslag på de sociale medier. Andre holder foredrag på uddannelsesinstitutioner og i foreninger. Nogle mødes med politikere, andre planlægger aktioner, og endnu andre leverer informationer og cases til studerende, journalister, og ildsjæle som vil opstarte nye projekter og foreninger for veteraner og pårørende.

Opbakningen til vores arbejde vokser støt – både i den offentlige debat, på de sociale medier, og i den praktiske hverdag. Ved dette årsskifte har næsten 2500 veteraner, pårørende og andre tilkendegivet støtte via vores Facebookside, hvilket er mere end en fordobling siden årsskiftet 2015/2016. Også på de øvrige sociale medier vokser støtten hver måned. Og vores opslag deles og retweetes ofte, og mange gange. Tak til alle som hjælper os med at udbrede budskaberne på denne måde.

Vores hjemmeside blev i 2016 udvidet med en omfattende oversigt over behandlings- og støttetilbud, som henvender til alle sygdoms- og kriseramte veteraner, uanset hvilke udfordringer de slås med. Også oversigterne over det stigende antal veterankoordinatorer og veterancaféer bliver løbende opdateret. Selv om udviklingen går for langsomt til vores smag, så harmonerer udviklingen dog med vores mærkesager.

Også antallet af foreninger og projekter, som officielt bakker op om vores mærkesager, er fordoblet i 2016.

Alt i alt noterer vi os en betydelig fremgang på alle de afgørende parametre, og vi agter at fortsætte arbejdet med fornyede kræfter i 2017.

Godt nytår!

Myten om myten

Offentliggørelsen af sidste uges rapport om veteraners selvmord i perioden 1992-2014 blev ledsaget af 3 påstande, som blev gentaget flere steder, og mange gange. Det virkede næsten som om, at hvis man bare gentog dem nok, så ville de blive sande.

Påstand nr. 1

Første påstand var, at det nu endegyldigt kunne afkræftes, at veteraner er mere selvmordstruede end andre. Påstanden er en grov generalisering, men rapporten generaliserer faktisk ikke på samme måde. Den fremlægger meget nøgternt antallet af registrerede selvmord fordelt på årstal og missionsbaggrund.

Således kan man for eksempel se, at veteraner som var udsendt til Kroatien på holdene 3, 4, 5, 6 og 7 har en markant højere selvmordsrate end senere hold. Så nogle veteraner er mere selvmordstruede end andre. Men naturligvis ikke alle. Især ikke de nyeste veteraner, da selvmordsadfærden oftest optræder 11+ år efter hjemkomst fra mission. Derfor kan man slet ikke generalisere, og sige at veteraner generelt er mere eller mindre selvmordstruede end andre. Nogle er, men andre er ikke.

Påstand nr. 2

Anden påstand var, at myten om de mange selvmord var medieskabt. Det skulle altså være mediernes skyld, at vi i foråret oplevede relativt mange selvmord på relativt kort tid. For journalister bør åbenbart ikke dække veteranselvmord, når der sker 3 af disse tragiske hændelser, kombineret med et tilsvarende antal selvmordsforsøg blandt veteraner, på kun 4 måneder. Der er ellers nok at undre sig over som journalist. Hvorfor den høje frekvens i foråret? Hvorfor netop i foråret? Hvorfor var det ikke Balkanveteraner, som ellers dominerer selvmordsstatistikken, der begik selvmord i foråret 2016? Hvorfor var de 3 Irak- og Afghanistanveteraner som begik selvmord så relativt unge? Hvorfor begik de selvmord, når vi nu hele tiden hører om de fantastiske hjemtagningsprogrammer, og de mange akkumulerede erfaringer som skulle værne de yngre veteraner mod de lidelser og selvmordstanker, som de ældre veteraner har måtte døje med?

Det er ikke medieomtalen af selvmord, herunder veteranselvmord, som fører til flere selvmord. Men myten om at det forholder sig anderledes lever stadig. Også i veteranmiljøet. Forskning fra Center for Selvmordsforskning viser dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mediernes omtale, og antallet af selvmord. Det er altså ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlig medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker. Det har Center for Selvmordsforskning fastslået så sent som i 2014.

En sensationspræget omtale af konkrete tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg, hvor sted og metode beskrives, og hvor der skrives detaljer omkring hændelsesforløbet, kan medføre, at i forvejen selvmordstruede mennesker tager livet af sig selv ved ”at kopiere” sted og metode, som de har set omtalt i medierne.

Kynisk eller ubetænksom omtale af selvmord og selvmordsforsøg i medierne kan altså føre til flere selvmordshandlinger, hvorimod hensynsfuld omtale kan give befolkningen øget viden om selvmord og bidrage til, at selvmordstruede personer søger hjælp. Det har vi selv oplevet i Veteranalliancen, hvor vi hen over foråret og sommeren har fået flere henvendelser fra såvel veteraner som pårørende, der alle ønskede at vende en negativ udvikling, via nogle af alle de mange behandlings- og støttetilbud, før det måske endte med selvmordsadfærd. Vi har henvist dem til de relevante tilbud, og vi har udvidet vores hjemmeside med et afsnit som beskriver hvor og hvordan man kan få hjælp og støtte, når livet er hårdt.

Påstand nr. 3

Tredje påstand som fulgte med offentliggørelsen af selvmordsrapporten var, at myten om en højere selvmordsfrekvens blandt veteraner nu kunne aflives med fakta. Rapporten var fakta, og der fandtes ikke anden fakta i denne forbindelse som var værd at nævne, lod man os forstå. Fakta var det øjebliksbillede som rapporten gav. Fakta var de konklusioner man havde udledt, ved at undersøge en særlig andel af alle veteraner (kun Forsvarets veteraner udgør datagrundlaget).

Fakta var bare blind for, at vi i 2014 (som er det seneste år vi har fået tal for) havde hele 7 registrerede veteranselvmord, hvilket er et historisk højt antal pr. år. Fakta var desuden baseret på en tvivlsom sammenligning med den almindelige befolkning, som veteraner deler nogle lighedspunkter med, men netop i forbindelse med psykisk robusthed burde være bedre stillet end. Fakta var baseret på en ensidig fokusering på antallet af gennemførte og registrerede selvmord, og et bevidst fravalg af undersøgelse af det meget højere antal selvmordsforsøg, og selvmordstanker blandt veteraner.

Disse fakta blev spist råt af flertallet, og omtalen af rapporten blev delt og rost i brede kredse i veteranmiljøet. Allerede mens blækket var vådt, blev den kritiske sans afmonteret, og hold kæft-bolsjet blev slugt med velbehag, af alle som lod sig imponere af den nye fakta.

Til gengæld udeblev de relevante, opfølgende spørgsmål helt. Vil næste års undersøgelse også omfatte de mange selvmordsforsøg og selvmordstanker? Vil næste års undersøgelse også omfatte de andre veteraner, som ikke har været udsendt af Forsvaret? Hvor interesserede er vi i at få kortlagt selvmordsadfærden (altså summen af gennemførte selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker) blandt veteraner? Hvad gør vi fremadrettet for at mindske omfanget af selvmordsadfærd blandt veteraner? Hvornår gør vi noget mere, og noget anderledes end hidtil? Hvad vil Veterancentret helt konkret gøre, i forhold til veteranerne fra Kroatien hold 3-7, som er i højrisikogruppen for selvmordsadfærd?

Det glæder vi os til at høre nogle gode bud på. For lige nu ser udviklingen ikke god ud.

Ny selvmordsrapport er problematisk

I dag offentliggør Forsvarets Veterancenter resultatet af en ny undersøgelse, som handler om selvmord blandt veteraner i perioden 1992-2014.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på forårets og sommerens tragiske og meget offentlige sager, samt nogle tilsvarende sager der ikke har fundet vej til medierne.

Den nye undersøgelse konkluderer blandt andet at

• I undersøgelsesperioden er der registreret 56 selvmord svarende til 0,18 % af alle veteraner udsendt i perioden 1992-2014. Blandt de matchede kontroller er 0,22 % døde af selvmord.
• Alle 56 veteraner, der begik selvmord, er mænd.
• De har alle været udsendt på Balkan. Nogle af disse har efterfølgende også være udsendt andre steder.
• Risiko for selvmord var ens blandt veteraner og kontrolgruppen.
• Risiko for selvmord var højere blandt veteraner, der har været udsendt til Kroatien sammenlignet med de øvrige veteraner.
• Over halvdelen af selvmordene er blevet begået mere end 10 år efter første udsendelse.
• Antallet af veteraner med en psykiatrisk diagnose før første udsendelse er 410 ud af de 29.814, der har været udsendt i perioden 1988-2012. Blandt de 56 er der en, der havde en psykiatrisk diagnose inden første udsendelse.

Den endelige konklusion er derfor, at veteraner ikke har større risiko for selvmord i forhold til en sammenlignelig kontrolgruppe. Dog er det en risikofaktor at have været udsendt til Kroatien i 1990’erne, idet Kroatien-veteranerne har en større selvmordsrisiko end de øvrige veteraner i dette studie. Kroatien hold 3, 4, 5, 6 og 7 har markant højere selvmordsrate end de senere hold.

Problematisk datagrundlag og metode

Undersøgelsen er imidlertid problematisk af flere årsager. Og det er ærgerligt, når vi nu er så mange som har ventet på den med spænding.

For det første er det kun veteraner udsendt af Forsvaret som er blevet undersøgt. Og de er jo i udgangspunktet mere psykisk robuste end gennemsnitsdanskerne. Man har ikke undersøgt selvmordsadfærden blandt de øvrige veteraner – dem fra Politiet, nødhjælpsarbejderne/chaufførerne og de andre, mindre segmenter af veteraner, selv om vi ved at de slås med mange af de samme traumer og problematikker som Forsvarets veteraner.

For det andet har man kun fokuseret på gennemførte selvmord, og slet ikke på de alt for mange selvmordsforsøg vi desværre oplever med jævne mellemrum. Men det er jo netop summen af de gennemførte og forsøgte selvmord, som fortæller os hvor dårligt de selvmordstruede veteraner har det, og hvor stort problemets omfang reelt er. Da Forsvaret for 3 år siden udgav den store Hold 7-undersøgelse afslørede den en bekymrende andel af veteraner med selvmordstanker, og at den andel bliver større, som tiden går. To et halvt år efter hjemkomst gik otte pct. med selvmordstanker; noget, der var nærved ikke-eksisterende ved soldaterne kort efter hjemkomsten. Tre veteraner fra Hold 7 havde konkret forsøgt selvmord. Men alle disse selvmordstanker- og forsøg er åbenbart ikke relevante at undersøge yderligere, må vi forstå. Nu skal vi bare fokusere på de gennemførte selvmord, blandt den mest psykisk robuste gruppe af veteraner, og glæde os over at antallet ikke er signifikant højere end for den danske befolkning generelt.

For det tredje er påstanden om, at veteraner ikke er mere plaget af selvmord end en sammenlignelig kontrolgruppe en tvivlsom sandhed. For hvad er en sammenlignelig kontrolgruppe? Mennesker med lige mange leveår? Samme køn? Samme socialgruppe? Alverdens forberedelser og screeninger skulle jo gerne sikre, at det kun er blomsten af Danmarks ungdom som sendes ud på internationale missioner. De skal være mere psykisk robuste end så mange andre. Er vi så sammenlignelige med nogle tilfældige jævnaldrende af samme køn?

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd skrev i 2012, i den til dato største undersøgelse af 26.000 veteraners psykiske sundhedsprofil før og efter udsendelse, at “Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er et tilfældigt udsnit af den danske befolkning, som bliver sendt ud som soldater på internationale militære missioner. Særlige udvælgelsesprocesser betyder, at det generelt er et særligt udsnit af befolkningen, der er i forsvaret og bliver udsendt på militære operationer. Derfor er det en vanskelig opgave at konstruere en kontrolgruppe for de udsendte“.

Alt i alt er vi ikke blevet meget klogere på veteraners selvmordsadfærd, med den nye rapport fra Veterancentret. Vi er blevet lidt klogere på nogle veteraners selvmordsadfærd, men det totale billede af problemernes omfang fortaber sig stadig i tågerne. Og det er ærgerligt. For nu havde man chancen for at afdække hele selvmordsproblematikkens omfang. Man forspildte bare chancen, og hoppede over hvor gærdet var gravet ned.

Hvad så nu?

Uanset hvad årsagerne til disse bekymrende forhold måtte være, så har vi stadig en selvmordsproblematik blandt veteraner. Det erkender Forsvarets Veterancenter også. Om den er større eller mindre end blandt sammenlignelige grupper, og resten af befolkningen, kan vi altid diskutere.

Men vi må aldrig glemme, at der både i dag, i morgen, næste uge, næste måned, og næste år findes veteraner som har det så dårligt, at de balancerer på kanten af livet. Dem skal vi gøre alt hvad der står i vores magt for at finde, og hjælpe.

Og fra Veteranalliancen vil vi fortsat sætte fokus på denne lille gruppe, og de løsninger vi mener der skal tilvejebringes, så gruppen kan blive endnu mindre.

Problemernes omfang skal hverken tales op eller ned. Men vi skal forholde os til problemet hver gang det viser sig, lige som vi skal gøre alt hvad vi kan for at forebygge det, og mindske omfanget på sigt.

Forsvarsminister Peter Christensen udtrykker i Jyllands-Posten håb om, at den styrkede veteranindsats, som regeringen fremlagde i september, kan bidrage til endnu færre selvmord fremover. Men han vil ikke udelukke, at det kan gå den anden vej.

“I forhold til vores veteraner fra Afghanistan og andre missioner i nyere tid har vi måske endnu ikke set det fulde billede, hvad angår mulige psykiske efterreaktioner. Det skal vi naturligvis holde os skarpt for øje og være klar med støtte ved behov” udtaler Peter Christensen.

Og det er jo en positiv melding, som vi hermed kvitterer for. Nu forventer vi større forståelse for vores nyeste mærkesag – en opsøgende indsats over for netop kriseramte og selvmordstruede veteraner.

 

#veteranpolitik

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Om penge, arrogance og frygt

Ejendomsspekulanterne Jytte og Bent Gormsen, som har firmaet DYBDAL, har nok svært ved at forstå deres held i dag.

I 2008 købte de ejendommen på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus for kr. 276.000, og lejede den ud til erhvervsformål.

I september 2011 blev ejendommenudbudt til salg, og der blev nu krævet 6.998.000 kroner for den. Men den blev ikke solgt. Så i august 2014 blev prisen sænket med en million, til 5.900.000 kroner. Hvilket flugter den offentlige vurdering af grundens og ejendommens samlede værdi i 2014.

Som ejendomsspekulant kunne man godt frygte, at den megen ballade i området, og naboernes åbenlyse støtte til terrororganisationen IS, kunne få ejendomsprisen til at ramme gulvet.

Men det skete heldigvis ikke. For redningen kom i form af Fonden Danske Veteranhjem, hvis lokale repræsentant – der også er næstformand i kommunens udsatteråd – havde set sig lun på ejendommen. Og selv om veteranerne i baglandet udtrykte bekymring og afstandtagen til placeringen, i såvel landsdækkende som lokale medier, så lykkedes det Fonden Danske Veteranhjem at købe ejendommen, mens man lod veteranerne forstå, at man lyttede til dem.

Der findes stolthed, og der findes arrogance. Kun stolthed kan være klædeligt.

Så hvad handler bekymringerne om?

Formanden for Grimhøjmoskéen, Oussama El-Saadi, forstår godt veteranernes tanker. Han mener dog ikke at veteranerne skal frygte moskèens medlemmer.

Det ser vi heller ingen grund til. Det er nok nærmere Oussama El-Saadi, og hans følgere, som skal frygte noget.

Hvis man er krigsveteran, og lider af post traumatisk stress, så skal der nogle gange ikke så meget til, før man føler sig presset. Og så kan en krigsveteran, som Forsvaret har brugt mange ressourcer på at træne til at handle under pres, falde tilbage i de mønstre som var gældende da traumerne opstod.

Dette ved Oussama El-Saadi tilsyneladende. For til TV2 Østjylland siger han jo, at han og hans følgere er bange for, at krigsveteranerne har nogle traumer, så der pludselig kan komme nogle reaktioner fra veteranerne, mod moskèens medlemmer.

Et provokerende tilråb, en flok unge med en truende attitude, eller et brag fra et kanonslag kan være nok til at få nogle krigsveteraner med post traumatisk stress til at reagere. Og det er sådanne reaktioner, som Oussama El-Saadi og hans følgere skal frygte, hvis de – uforvarende, naturligvis – skulle støde på krigsveteranerne, når de er på vej til og fra deres nye veteranhjem på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus, kun 500 meter fra Grimhøj moskèen.

Dette sociale eksperiment er dømt til at fejle. Men vi kan undgå katastrofen, hvis Fonden Danske Veteranhjem besinder sig, og finder et mere velegnet sted. En hurtig søgning på internettet viser, at der er nok at vælge imellem.

Veterancentret misforstår problematikken

Psykolog ved Veterancenteret i Ringsted, Bente Burke, fortæller til lokalavisen, at hun har stor forståelse for, at nogle af soldaterne kan føle sig utrygge, hvis de skal til Gellerup, fordi de forbinder det med fare, og derfor mener hun det er vigtigt, at de får hjælp til at komme derhen.

“Man kan for eksempel lave en følgeordning, indtil vedkommende selv er tryg ved at tage af sted. De PTSD-ramte skal arbejde sig langsomt op, og veteraner har, når de har udsendelsesrelaterede vanskeligheder, mulighed for livslang hjælp fra forsvarspsykologer,” fortæller hun.

Det er jo flot. Men i Veteran Alliancen mener vi det er helt misforstået. Hvis en traumatiseret krigsveteran lider af angst, hvilket er et meget almindeligt symptom på post traumatisk stress, så kan en følgeordning give mening. For angst har ikke noget subjekt den er rettet imod. Angst handler oftest om en generel frygt for at komme nye steder, og møde nye mennesker.

Frygt er noget andet. Hvor en traumatiseret krigsveteran med angstsymptomer ikke kan angive præcis hvad han er bange for, så er krigsveteranerne i Århus uhyre eksplicitte i udpegningen af det de frygter kontakt med. Og vi har svært ved at se, hvad en følgeordning skulle ændre i denne situation.

Hvem skulle følge krigsveteranerne hen til deres veteranhjem? Psykologer? Politibetjente? Socialrådgivere fra kommunen?

De østjyske krigsveteraner skal ikke gøres afhængige af følgeordninger.

De skal bare have et veteranhjem, som de er trygge ved, og som de har ventet på i årevis. Og de skal bevare deres værdighed, og nyde den anerkendelse og støtte som et veteranhjem skal være.

Længere er den ikke, i vores optik.