2 sider af samme sag – nu med mere opbakning

I dag kunne man i Ugebrevet A4 læse, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring står endnu mere alene med deres påstande om forskningsmæssigt belæg for den anvendte praksis, når PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager behandles.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser at der i 37 procent af afslagene står, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Oplevelserne og de følgende psykiske symptomer har i de pågældende sager været tilstrækkeligt slemme til, at de speciallæger, der undersøger soldaterne efter hjemkomsten, er nået frem til, at der er tale om PTSD udløst af krigen.

»Vi finder det ikke dokumenteret, at din sygdom er opstået i tilknytning til og som følge af belastningerne under udsendelserne,« skriver de.

Man har altså opfundet en ny 6-månedersregel, som både er imod hensigterne med veteranloven fra 2014, og som flere forskere underkender.

Mads Pramming, fra advokatfirmaet Ehmer Pramming, fører mange af erstatningssagerne. Han mener, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han.

Også Soldaterlegatet, der hjælper hjemvendte soldater, mener Veteranloven bliver gradbøjet.

»Man har fundet en praksis, hvor man fortolker særloven på en uhensigtsmæssig måde i forhold til de gode intentioner, folketinget havde,« siger Thore Clausen, sekretariatschef for Soldaterlegatet.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uddyber i et skriftligt svar til A4, at man retter sig efter forskningen. PTSD kan godkendes, hvis der kan dokumenteres symptomer inden for seks måneder og fuldt udviklet sygdom efter maksimalt tre-fire år.

Flere forskere forstår dog ikke tidsgrænsen, som bruges til at afvise at veteraner. Det gælder blandt andre Edna Foa, som er professor på University of Pennsylvania og en af anerkendt forsker i PTSD. I en mail skriver hun til A4, at det ikke er nødvendigt at have mange symptomer på PTSD, inden for seks måneder for at have sygdommen.

»Svaret er nej. Department for Veterans Affairs (VA i USA) ser mange veteraner som klager over PTSD symptomer år efter traumet. På det seneste har mange veteraner fra Vietnam søgt behandling for PTSD for første gang.«

Lige så klar er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det virker fuldkommen forrykt. Der er ikke belæg for at opretholde en seks måneders grænse for symptomer på PTSD. Det grænser til det kriminelle at bruge den begrundelse,« siger han til Ugebrevet A4.

Jens Peter Bonde, der er klinisk professor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, har tidligere lavet en redegørelse til Folketinget om PTSD. I dag anerkender han, at man godt kan have PTSD, selvom alle symptomer ikke er til stede efter et halvt år.

Måske kan man være helt symptomfri i en længere perioode, men forskningen har endnu ikke leveret sikre data vedrørende dette, fortæller Jens Peter Bonde.

»Det holder ikke med de seks måneder. Vi er ikke i stand til at sige, hvor lang tid efter en udsendelse, man kan få PTSD. Det ser ud til, at det kan optræde inden for et par år,« siger han.

Jens Peter Bonde fastholder dog, at diagnosen i dag forudsætter, at der er mindst nogle symptomer inden for de første måneder efter traumet.

Løb dig til et bedre liv i 2017

Er du veteran med en fysisk eller psykisk skade – og med lyst til at løbe langt sammen med andre veteraner? Så er det nu, du skal overveje at søge om at blive en del af Team Veteran 2017.

Team Veteran er en frivillig forening, drevet af veteraner, der ønsker at hjælpe skadede veteraner til et bedre liv gennem idræt, og mere præcist træning til og deltagelse i maratonløb.

Team Veteran har eksisteret siden 2010 og har siden hjulpet mere end 55 veteraner til at gennemføre maratonløb i New York og Washington D.C. I år stiller syv skadede veteraner og deres medløbere til start i US. Marine Corps Marathon i Washington i den sidste weekend i oktober. Hele turen er betalt af bidrag fra foreninger, fonde og private sponsorer, og den amerikanske del af turen gennemføres i tæt samarbejde med Marinekorpsets hold for skadede veteraner – Team Semper Fi.

Det er også for kvinder

Langt hovedparten af de veteraner, der siden 2010 har løbet på Team Veteran, er mænd. Men det er et stort ønske i foreningen, at få en mere ligelig kønsfordeling på holdet 2017. Derfor opfordrer foreningen i særlig grad kvindelige veteraner til at søge om at blive en del af holdet.

Det er ikke et krav, at man har løbet maraton tidligere – eller at man allerede er i god form. Deltagelsen på holdet strækker sig fra januar til november og Team Veterans træner sørger for individuelle træningsprogrammer afstemt efter alder, fysisk og skade. Det vigtigste er lysten til at løbe og til at indgå i et stærkt fællesskab med andre veteraner i samme situation.

Hvordan søger du?

Er du interesseret i at blive en del af Team Veteran 2017 skal du gå ind på foreningens hjemmeside teamveteran.dk og udfylde kontaktformularen, som du finder under menupunktet ”Bliv løber”. Du kan også kontakte foreningens formand, Lars Bo Holm Pedersen på 42 41 41 81/formand@teamveteran.dk for at høre nærmere. Team Veteran skal have din ansøgning senest den 1. december.

Veteraner, lad os stå sammen!

Demonstrationen på torsdag foran AES har nu opbakning fra både Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen for Stampersonel og Hovedorganisationen for Officerer i Danmark.

Sammen kræver vi et effektivt stop for afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager, med henvisning til selvopfundne kriterier som f.eks.

“…manglende tidsmæssig sammenhæng…”

“…ikke exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger…”

Når en syg veteran har konsulteret en eller flere speciallæger i psykiatri, og disse speciallæger har fastslået såvel diagnose som årsagen til den psykiske lidelse, så tilkommer det ikke juristerne i AES at underkende speciallægernes konklusioner.

Hvis speciallægerne, med al deres viden og erfaring konkluderer, at en veteran lider af PTSD, og at det skyldes forhold relateret til international tjeneste, så er det sådan det er. Hvis juristerne var bedre til at stille psykiatriske diagnoser end speciallæger, så var der jo ingen grund til at AES rekvirerer en uvildig speciallægeerklæring, og betaler 15.000 kroner for den, selv om der allerede foreligger en eller flere speciallægeerklæringer som kan bruges til belysning af sagen. Så kunne juristerne i AES bare slå med en terning, og afvise de sager man ikke havde råd til at anerkende.

Vi har endda kendskab til en afvist sag, hvor to speciallægeerklæringer – som begge konkluderer at veteranen har PTSD på grund af udsendelse – underkendes, og AES stiller en helt ny diagnose. Da de sender afslaget på anerkendelse, har de bare glemt at vedlægge en recept på den nye medicin veteranen skal erstatte sin nuværende PTSD-medicin med. For den skal han vel ikke blive ved med at tage, når nu juristerne i AES slet ikke mener han har PTSD..?

Denne absurde spareøvelse, og mangel på respekt for nogle af landets førende speciallæger i psykiatri, er nødt til at stoppe nu.

Derfor går vi på gaden på torsdag. Derfor viser vi vores protest, og forsøger at råbe de ansvarlige op. Hvis det ikke sker efter demonstrationen foran AES, så sker det måske efter den næste demonstration foran Beskæftigelsesministeriet. Eller den næste foran Christiansborg.

Vi vil ikke finde os i at en statslig styrelse behandler syge veteraner på denne måde.

Vi opfordrer ALLE veteraner, pårørende og sympatisører til at deltage i demonstrationen på torsdag. Selv om man ikke selv er ramt af PTSD, eller ikke har fået sin sag afvist af AES, så kan man godt udvise lidt solidaritet med de med-veteraner som føler sig krænkede og nægtet retmæssig anerkendelse.

Hvem ved? Måske møder man en gammel kammerat, som faktisk er kommet i klemme i systemet. Det er jo ikke alle som har lyst og overskud til selv at råbe op om den oplevede uretfærdighed.

Lad os samles. Lad os stå sammen. Og arbejde sammen for en løsning på dette problem.

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet

Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Et pænt farvel til 2015

Det forgangne år har på flere måder været turbulent. Det har budt på gode nyheder, og lærerige oplevelser. Så på denne årets sidste dag, er det kun rimeligt at evaluere året, og den indsats vi bidrager til, for at gøre forholdende for krigsveteraner og deres pårørende bedre.

Mindre ventetid

En af vores mærkesager er, at krigsveteraner ikke skal vente i flere måneder på den nødvendige udredning og behandling, når de kommer hjem fra missionerne, med skader på krop eller sind. Enhver ventetid, som strækker sig ud over en måned er uacceptabel.

Af den seneste status fra de tre behandlingssteder, indhentet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2015, fremgår det, at den aktuelle ventetid på udredning er to uger i Region Hovedstaden, 30 dage i Region Midtjylland og seks uger i Region Syddanmark.

Endvidere fremgår det, at ventetiden til behandling er to uger i henholdsvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens den er på seks uger i Region Syddanmark. I Region Syddanmark påbegyndes udredning og behandling samtidigt. Region Syddanmark oplyser, at regionen har ansat en ekstra speciallæge for at nedbringe ventetiden.

Så på dette punkt ser udviklingen god ud.

Det skal desuden understreges, at alle patienter pr. 1. september 2015 har ret til at blive udredt inden for 30 dage – med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre inden for denne tidshorisont. Efter udredning har patienter som hovedregel ret til at komme i behandling inden for to måneder. Ved alvorlig sygdom skal behandlingen påbegyndes i løbet af en måned.

Flere væresteder

En anden af vores mærkesager handler om flere væresteder, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes for at hygge sig, netværke, deltage i fælles aktiviteter, orientere sig om aktuelle tilbud, hjælpe og støtte hinanden. I 2015 har vi set endnu et veteranhjem åbne dørene i Århus, og et væld af veterancaféer skyde op i mange mellemstore byer.

Vi har været særdeles kritiske over for udviklingen i Fonden Danske Veteranhjem (FDV), som det seneste år har udviklet sig i en topstyret og udemokratisk retning. På veteranhjemmet i København kulminerede udviklingen, da bestyrelsen ekskluderede næsten halvdelen af foreningens medlemmer, for at kunne blive siddende på magten.

Skiftende forsvarsministre har haft svært ved at håndtere denne udvikling, og derfor har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, nu fået til opgave at pege på en ny og fremtidssikret model for driften af de 4 veteranhjem i København, Fredericia, Århus og Aalborg, samt det planlagte i Odense.

Vi følger arbejdet tæt, og håber vi snart igen kan få ro og fred på veteranhjemmene.

I mangel på nærliggende veteranhjem, eller fordi man bare ikke gider involvere sig i historiske personfejder og nedarvet virksomhedskultur fra Forsvaret, har veterancaféer skudt op i hidtil uset omfang i 2015. Veterancaféer er frivillige kræfter, som arrangerer kammeratlig samvær og netværksopbygning, i nogle mellemstore byer, en eller to gange hver måned. Vi håber udviklingen fortsætter i 2016.

Kommunerne rører på sig

Også i forhold til en tredje f vores mærkesager har vi kunne konstatere en positiv udvikling. Flere af landets kommuner har fået ansat veterankoordinatorer, og udarbejdet lokale veteranpolitikker. Det går ikke susende hurtigt, men vi glæder os over de små fremskridt, og forsøger at overbevise de resterende kommuner om, at de skal trække i samme retning. Og at de skal huske at tilføre veteranområdet de nødvendige ressourcer, for at enderne kan mødes. En veterankoordinator uden de rette kompetencer, og det rette netværk, kan ikke gøre megen positiv forskel. En veteranpolitik, som kun tilgodeser de arbejdsmarkedsparate veteraner, er ikke andet end en camoufleret beskæftigelsespolitik. Camouflage og symbolpolitik har vi rigeligt af på veteranområdet.

Øget opbakning

Da Veteranalliancen blev offentliggjort for et år siden, som en helt ny og anderledes aktør på veteranområdet, blev vi mødt med naturlig skepsis. Men vi har bevist at der er behov for en spiller på banen som fokuserer på nogle konkrete forbedringer af forholdende for veteraner og deres pårørende. Og som kan levere et modspil til den herskende “det går jo fint-holdning”.

Vi har oplevet støtten og opbakningen som ganske overvældende. Og på denne, årets sidste dag, vil vi gerne kvittere for alle de likes, følgere, besøg på hjemmesiden, opmuntrende e-mails, frustrerende historier om behandling i sundhedsvæsenet og Veterancentret, forslag, gode råd og anbefalinger vi har modtaget. Også de mange delinger af vores blog- og facebook-opdateringer har været bekræftende og opmuntrende.

Vi er således fyldt med energi og virkelyst, og optimistiske i forhold til flere, positive resultater i 2016. Vi vil fremføre vores ønsker, og fortsætte vores påvirkningstrategi, i jagten på flere forbedringer for veteraner og deres pårørende. Især sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, og andre forhold omkring de skadede veteraner vil få vores opmærksomhed i 2016.

Må alle veteraner, deres pårørende, og de mange frivillige støtter få et fantastisk  nytår, med tak for alt i det forgangne år.

Den ubetalte regning

Danmark har haft en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden starten af 1990’erne, hvor skiftende politiske flertal med rund hånd har sendt danske soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud til verdens brændpunkter.

Forsvaret havde, med politikernes velsignelse, holdt Dannebrog højt hævet siden 1948, hvor danske soldater blev sendt på fredsbevarende opgaver i Gaza, og senere fulgte blandt andet missioner i Congo, Cypern og Kuwait.

Men fra 1992, hvor Danmark begyndte at sende soldater til Balkan, ændrede vilkårene sig. Der var flere sårede, og flere der overværede voldsomme krigsscener. Alvoren blev skærpet yderligere i forbindelse med missionerne i Irak og Afghanistan, hvor danske soldater blev sendt ud med mandat til at angribe fjenden og føre krig.

Det store paradigmeskift manifesterede sig i Eksjugoslavien, hvor mere end 10.000 danskere, med eller uden våben, var udsendt for at gøre en forskel i den jugoslaviske borgerkrig, og de efterfølgende spændinger mellem forskellige etniske grupper.

I alt var 12.489 danskere udsendt til Balkan i perioden 1991 til 2001. Og på nogle af de hold, som i Eksjugoslavien oplevede at komme på mellemhånd og var vidner til etniske udrensninger, har der siden været usædvanligt mange selvmord blandt veteranerne. Det har en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning vist.

Det var på alle måder en anden oplevelse, end de hidtidige fredsbevarende missioner på Cypern og i Gaza. På Balkan blev de udsendte danskere vidner til ondskab og menneskelig armod, uden at kunne stille så meget op, fordi det politiske mandat ikke tillod aktiv indgriben.

Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan.

“At komme ud og se død og ødelæggelse, mens man ikke kan gøre noget, det har mange veteraner beskrevet som rigtigt belastende. Det var for mange af de udsendte en stor frustration,” bekræfter Ask Elklit, som er professor fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

Hjemme i Danmark havde paradigmeskiftet dog ikke forplantet sig til alle dele af det samfund, som skulle modtage de hjemvendte fra Balkan.

Først i 1995 – 1996 blev Forsvaret opmærksomme på, at flere veteraner fra Balkan fik psykiske og sociale problemer efter hjemkomsten, og først i 1997 begyndte man systematisk at følge op på Balkanveteranerne, med spørgeskemaundersøgelser 6 måneder efter hjemkomsten.

Først efter nogle meget barske episoder i Afghanistan i 2007 blev de såkaldte ’akklimatiseringsforløb’ indført. Og i 2013 blev det såkaldte kamppausekompagni så nedlagt igen, under højlydte protester fra Arbejdsskadeforeningen.

En del af veteranerne fra Balkan har udviklet stærke psykiske problemer, fordi der ikke blev arbejdet med deres traumer, da de kom hjem. Og selvom Forsvaret senere indførte længerevarende og obligatoriske forløb efter udsendelser med fokus på soldaternes psykiske helbred, kom forbedringerne ikke de gamle Balkanveteraner til gode.

Veteranerne fra Irak og Afghanistan er derfor bedre stillet, end Balkanveteranerne var i 1990’erne, når det handler om de tilstedeværende støttemuligheder efter hjemkomsten.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” har Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), udtalt.

Konsekvenserne af fortidens manglende opmærksomhed og støtte kan stadig ses i statistikkerne i dag.

Balkanveteranerne er overrepræsenteret, i forhold til andre veteraner, når det handler om selvmord, selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblematikker.

Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.

Hver gang politikerne konfronteres med undersøgelser som dokumenterer tingenes tilstand, eller kritiske spørgsmål til det enorme svigt, så lover de bod, bedring og flere møder. Men når det kommer til handling, så virker de nærmest lammede. Måske fordi de finder ud af, at aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er helt gratis.

Et veterankort i plastic, nogle medaljer og en festlig flagdag er hvad det kunne blive til. Veteranerne måtte selv bedrive lobbyarbejde, og skabe et flertal uden om den daværende regering, for at få afskaffet den tåbelige 6-månedersregel, som afholdt mange veteraner fra at få en anerkendelse og økonomisk kompensation for deres skader via Arbejdsskadestyrelsen.

Også på kommunalt niveau halter veteranindsatsen gevaldigt. Selv om vi i disse dage kan glæde os over, at Viborg Kommunes veterankoordinator gør en gæv indsats, og Aalborg Kommune – hårdt presset af de nordjyske veteraner og pårørende – har besluttet at afsætte penge til en veterankoordinator, så er der stadig alt for langt mellem snapsene. 90 af landets 98 kommuner mangler stadig veterankoordinatorer.

Der er stadig flere måneders ventetid på specialiseret psykiatrisk behandling af krigsveteraner, i de 3 regioner som tilbyder dette. De 2 øvrige regioner har slet ikke den slags tilbud.

Der foregår stadig en bizar forskelsbehandling af veteraner med henholdvis fysiske og psykiske skader, selv om veteranpolitikken fra 2010 (side 22) skulle afstedkomme, at Arbejdsskadestyrelsen skulle undersøge, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre.

Og senest har Forsvaret valgt at fastholde den position, at kun veteraner som er kommet til skade efter d. 14. august 1996 kan få erstatning for tort og svie (den såkaldte kulancemæssige godtgørelse), mens de tidlige Balkanveteraner, og veteranerne udsendt i Kuwait og Irak før 1996, ikke kan få denne godtgørelse.

Det er en godtgørelse, som maksimalt kan udgøre 72.500 kroner. For at leve med PTSD, eller granatsplinter i kroppen, resten af sit liv.

Det er sgu’ sølle. Især for en nation, som vedbliver med at sende soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud i verden, og fejrer deres imponerende indsatser hvert år d. 5. september, med flaghejsning og skåltaler.

Betal nu regningen. Og få ryddet op i fortidens undladelsessynder og svigt.

Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.

Fonden og bøllemetoderne

Den seneste tid har vi undersøgt en lang række forhold omkring Fonden Danske Veteranhjem – hvem der står bag den, hvordan den disponerer, og hvordan den agerer.

Veteranhjemmene er – i alle tilfælde i vores optik – et af de vigtigste, og mest konkrete initiativer i veteranpolitikken fra 2010. Derfor er det vigtigt at veteranhjemmene udvikler sig i en positiv retning, og favner flest mulige veteraner, pårørende og kompetente frivillige, så flest mulige får glæde og gavn af denne komponent i veteranpolitikken.

Via dette researcharbejde er vi stødt på et kedeligt mønster, når det handler om hvordan fonden håndterer sin kommunikation – især når tingene ikke lige går som fonden vil det.

Eksklusion af kritikere

Senest har vi været vidner til en eksklusion af den demokratisk valgte talsmand på Veteranhjemmet i København. Han var åbenbart for åbenmundet til fondens smag. Så umiddelbart før et fællesmøde, for alle brugerne på veteranhjemmet, blev talsmanden trukket ind i et mødelokale af formanden, og præsenteret for en eksklusion, samt en trussel om bortvisning fra veteranhjemmet, hvis talsmanden fortsætter med at udtale sig i medierne om veteranforhold, set fra sit baglands perspektiv.

Her er eksklusionen, og truslen om bortvisning

Et siciliansk tilbud

Før talsmandens eksklusion havde vi så hele debatten omkring det lokale demokrati på veteranhjemmene. Fondens position var, at veteranhjemmenes medlemmer bare skulle aflevere deres demokratiske rettigheder, når det blev krævet af fonden.

Det var flertallet af medlemmerne så ikke enige i.

I København og Aalborg blev forslaget til nye vedtægter, og en implementering af den famøse 4/3-model, nedstemt på de ekstraordinære generalforsamlinger. Og begge steder blev nedstemningen fulgt op med en konstatering/trussel fra fonden, som gik ud på at de renoverings- og udbygningsprojekter, som Folketinget havde bevilget penge til i september 2014-forliget, nu blev udsat på ubestemt tid, indtil brugernes afgørende indflydelse på veteranhjemmene var afviklet.

Folketingets bevilling blev altså taget som gidsel, i en intern kamp om magten.

I Fredericia, hvor forslaget til nye vedtægter blev vedtaget, skete dette under trusler om, at hele veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke medlemmerne afgav deres demokratiske indflydelse på bestyrelsens sammensætning.

Altså et siciliansk tilbud.

Og alt det ovenstående er enten initieret, eller sanktioneret af fondsbestyrelsen.

Sygeliggørelse

Vores undersøgelser viser dog, at disse bøllemetoder ikke er nye i personkredsen bag Fonden Danske Veteranhjem. Ud over at være formand for fonden, præsident for De Danske Soldaterforeningers Landsråd, og formand for Støt Soldater og Pårørende, så er den pensionerede generalmajor, Jan Brun Andersen også  medlem af bestyrelsen i det private firma, Psykiatrikonsulenterne. Her hjælper han tilsyneladende landets kommuner og jobcentre med at yde en formidabel støtte til veteraner med PTSD – eller “problemer”, som han selv kalder det i sin ledelsesberetning fra 2011.

Imidlertid har den pensionerede generalmajor ikke altid været helt skarp i sine psykoanalyser af veteraner.

I 2011 stod Oversergent Lars Christensen overfor en udsendelse til ISAF, hold 11. Forinden da, havde han haft nogle uenigheder med Jan Brun Andersen omkring veteranhjemmene, hvilket blandt andet medførte at Lars, i sin egenskab af formand for foreningen Krigsveteraner og pårørende, valgte at trække foreningen ud af samarbejdet omkring de danske veteranhjem, og De Danske Soldaterforeningers Landsråd, som Jan Brun Andersen også er formand for.

Dagen inden sin udsendelse blev Lars kontaktet af Forsvarets Personeltjeneste, som telefonisk meddelte ham, at han var blevet pillet af holdet, fordi han “efter sigende var psykisk ustabil”. Han kunne ikke få oplyst, hvem der havde indberettet dette. Men han var ret overbevist om, at det hverken kom fra hans chef eller kollegaer. Lars svarede personeltjenesten, at det jo selvfølgeligt var alvorligt, og det måtte de da hellere få undersøgt – uden at kunne få oplyst, hvad “psykisk ustabil” dækkede over.

Lars kontaktede derfor straks en advokat, og en psykiater som var privatpraktiserende, og derfor uafhængig af Forsvaret. Han bad om at blive undersøgt for alt, hvad “psykisk ustabil”, kunne tænkes at dække over.

Ca. 10 dage senere, havde Lars en erklæring i hånden, som entydigt fastslog at han absolut intet fejlede, hvorfor han kunne rejse afsted, ca. 14 dage senere end oprindeligt planlagt, og han fik sit helbreds Q tilbage.

Imens Lars var udsendt på hold 11, undersøgte hans advokat sagen nærmere. Advokaten kunne til Lars’ store overraskelse meddele ham, at han nu havde et navn, og at dette navn fremgik af lægejournalen fra Forsvaret.

I følge Lars’ lægejournal, var det Jan Brun Andersen, som havde fremsat denne alvorlige anklage, som afstedkom omfattende skade på Lars Christensens karriere i Forsvaret. Men Jan Brun Andersen så sig altså i stand til at fjerndiagnosticere folk for psykiatriske lidelser, og på denne baggrund få Forsvaret til at iværksætte og bekoste den helt store undersøgelse. I sandhed en kafkask situation at befinde sig i, når man er på vej til udsendelse.

Her udpeges kilden til fjerndiagnosen:

Og her er så konklusionen fra den uafhængige speciallæge i psykiatri, som undersøgte Lars Christensen på Forsvarets regning. Psykiateren må nok have undret sig over hvorfor han skulle bruge tid på denne sag, som hverken virkede konkret eller underbygget på nogen måde.

Så nu er spørgsmålet, om vi som veteraner, pårørende og frivillige kræfter på veteranhjemmene, kan være trygge ved de metoder som benyttes af Fonden Danske Veteranhjem, og dens formand, Jan Brun Andersen.

En kommunikationsstrategi som mest af alt minder om strudse-metoden, og en forældet opfattelse af hvordan man går i dialog med sine kritikere, og finder fælles løsninger, virker ikke tillidsvækkende.

Faktisk virker det ret bekymrende.

Hvorfor kan/vil Fonden Danske Veteranhjem ikke være åbne og imødekommende over for netop den gruppe veteraner og pårørende de er udpeget til at udmønte veteranpolitikken for?

Hvorfor mødes kritiske røster med eksklusioner og sygeliggørelse?

Hvorfor skal tjenestegørende veteraner frygte for deres karriere, hvis de ytrer sig om noget, eller på en måde, som ikke falder i Jan Brun Andersens smag?

Hvorfor betaler Forsvaret for dyre speciallægeundersøgelser, alene på baggrund af hvad en pensioneret generalmajor tænker om veteraner, som har andre holdninger end han selv har?

Hvorfor evner fonden ikke at komme med en logisk og meningsfuld forklaring på hvorfor den er bedre egnet til at udpege bestyrelsesmedlemmer på veteranhjemmene, end brugerne af veteranhjemmene selv er?

Der er mange flere spørgsmål som trænger sig på. Og det skal blive spændende at se, om politikerne og befolkningen mener, at dette er måden de danske krigsveteraner og deres pårørende skal behandles på.

Så vi graver videre.