Livsfarekravet er dybt urimeligt

afslag-tekstI forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Reklamer

Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Et pænt farvel til 2015

Det forgangne år har på flere måder været turbulent. Det har budt på gode nyheder, og lærerige oplevelser. Så på denne årets sidste dag, er det kun rimeligt at evaluere året, og den indsats vi bidrager til, for at gøre forholdende for krigsveteraner og deres pårørende bedre.

Mindre ventetid

En af vores mærkesager er, at krigsveteraner ikke skal vente i flere måneder på den nødvendige udredning og behandling, når de kommer hjem fra missionerne, med skader på krop eller sind. Enhver ventetid, som strækker sig ud over en måned er uacceptabel.

Af den seneste status fra de tre behandlingssteder, indhentet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2015, fremgår det, at den aktuelle ventetid på udredning er to uger i Region Hovedstaden, 30 dage i Region Midtjylland og seks uger i Region Syddanmark.

Endvidere fremgår det, at ventetiden til behandling er to uger i henholdsvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens den er på seks uger i Region Syddanmark. I Region Syddanmark påbegyndes udredning og behandling samtidigt. Region Syddanmark oplyser, at regionen har ansat en ekstra speciallæge for at nedbringe ventetiden.

Så på dette punkt ser udviklingen god ud.

Det skal desuden understreges, at alle patienter pr. 1. september 2015 har ret til at blive udredt inden for 30 dage – med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre inden for denne tidshorisont. Efter udredning har patienter som hovedregel ret til at komme i behandling inden for to måneder. Ved alvorlig sygdom skal behandlingen påbegyndes i løbet af en måned.

Flere væresteder

En anden af vores mærkesager handler om flere væresteder, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes for at hygge sig, netværke, deltage i fælles aktiviteter, orientere sig om aktuelle tilbud, hjælpe og støtte hinanden. I 2015 har vi set endnu et veteranhjem åbne dørene i Århus, og et væld af veterancaféer skyde op i mange mellemstore byer.

Vi har været særdeles kritiske over for udviklingen i Fonden Danske Veteranhjem (FDV), som det seneste år har udviklet sig i en topstyret og udemokratisk retning. På veteranhjemmet i København kulminerede udviklingen, da bestyrelsen ekskluderede næsten halvdelen af foreningens medlemmer, for at kunne blive siddende på magten.

Skiftende forsvarsministre har haft svært ved at håndtere denne udvikling, og derfor har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, nu fået til opgave at pege på en ny og fremtidssikret model for driften af de 4 veteranhjem i København, Fredericia, Århus og Aalborg, samt det planlagte i Odense.

Vi følger arbejdet tæt, og håber vi snart igen kan få ro og fred på veteranhjemmene.

I mangel på nærliggende veteranhjem, eller fordi man bare ikke gider involvere sig i historiske personfejder og nedarvet virksomhedskultur fra Forsvaret, har veterancaféer skudt op i hidtil uset omfang i 2015. Veterancaféer er frivillige kræfter, som arrangerer kammeratlig samvær og netværksopbygning, i nogle mellemstore byer, en eller to gange hver måned. Vi håber udviklingen fortsætter i 2016.

Kommunerne rører på sig

Også i forhold til en tredje f vores mærkesager har vi kunne konstatere en positiv udvikling. Flere af landets kommuner har fået ansat veterankoordinatorer, og udarbejdet lokale veteranpolitikker. Det går ikke susende hurtigt, men vi glæder os over de små fremskridt, og forsøger at overbevise de resterende kommuner om, at de skal trække i samme retning. Og at de skal huske at tilføre veteranområdet de nødvendige ressourcer, for at enderne kan mødes. En veterankoordinator uden de rette kompetencer, og det rette netværk, kan ikke gøre megen positiv forskel. En veteranpolitik, som kun tilgodeser de arbejdsmarkedsparate veteraner, er ikke andet end en camoufleret beskæftigelsespolitik. Camouflage og symbolpolitik har vi rigeligt af på veteranområdet.

Øget opbakning

Da Veteranalliancen blev offentliggjort for et år siden, som en helt ny og anderledes aktør på veteranområdet, blev vi mødt med naturlig skepsis. Men vi har bevist at der er behov for en spiller på banen som fokuserer på nogle konkrete forbedringer af forholdende for veteraner og deres pårørende. Og som kan levere et modspil til den herskende “det går jo fint-holdning”.

Vi har oplevet støtten og opbakningen som ganske overvældende. Og på denne, årets sidste dag, vil vi gerne kvittere for alle de likes, følgere, besøg på hjemmesiden, opmuntrende e-mails, frustrerende historier om behandling i sundhedsvæsenet og Veterancentret, forslag, gode råd og anbefalinger vi har modtaget. Også de mange delinger af vores blog- og facebook-opdateringer har været bekræftende og opmuntrende.

Vi er således fyldt med energi og virkelyst, og optimistiske i forhold til flere, positive resultater i 2016. Vi vil fremføre vores ønsker, og fortsætte vores påvirkningstrategi, i jagten på flere forbedringer for veteraner og deres pårørende. Især sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, og andre forhold omkring de skadede veteraner vil få vores opmærksomhed i 2016.

Må alle veteraner, deres pårørende, og de mange frivillige støtter få et fantastisk  nytår, med tak for alt i det forgangne år.

Tolkeaftalen skal fortolkes på en særlig måde

Denne video er et af vores sarkastiske indspark til debatten om de afghanske tolke, som mange politikere helst vil glemme alt om. Lige som de helst vil glemme alt om danske krigsveteraner, når de kommer hjem fra krigene, med skader på krop og sind.

Tolkesagen og veteransagen handler grundlæggende om det samme – etik.

Har soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger, sygeplejersker og afghanske tolke kun instrumentel værdi, eller er vi moralsk forpligtet til at yde hjælp og støtte til de mennesker, som risikerede alt, for at udmønte den aktivistiske udenrigspolitik vi hylder?

Løkke og veteranerne

Så ramte valgkampen vores område. På 70-års dagen for Danmarks befrielse, lancerede Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et forslag, som skal gøre det lettere for veteraner at få fodfæste på det civile arbejdsmarked.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at udsatte veteraner (hvordan man end definerer disse) skal have statsstøtte med i lårlommen, når de søger jobs i civile virksomheder. Som så mange andre drevne politikere var Lars Løkke Rasmussen ikke særlig konkret – hverken når der blev spurgt til hvor mange af disse udsatte veteraner som skulle have statsstøtte, eller da der blev spurgt til statsstøttens størrelse.

Det tætteste på nogle konkrete tal, var ca. 5000 udsatte veteraner (et tal baseret på en undersøgelse for år tilbage), og et tilskud på mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Hvis man tager et gennemsnit, så er der altså tale om at Lars Løkke Rasmussen vil finde 50.000 kroner til hver af de 5000 udsatte veteraner. Det løber så op i 250 mio. kroner. Altså en kvart milliard kroner.

Nu har vi ingen anelse om hvor disse penge skal ”findes”, som det hedder på politikersprog. Men det er usandsynligt at skatterne skal stige, fordi Lars Løkke Rasmussen har fået dårlig samvittighed. Som så ofte før, skal pengene nok ”findes” på de eksisterende budgetter i Beskæftigelses- og Forsvarsministeriet.

Isoleret set kan dette forslag godt gavne nogle jobsøgende veteraner. Derom hersker ingen tvivl. Spørgsmålet er, om det er den form for offentlig anerkendelse og støtte vi ønsker.

Lad os lige lave et alternativt regnestykke, og se hvad vi kunne få for de samme penge.

For 100 mio. kroner kunne vi få 100 ekstra sagsbehandlere i Arbejdsskadestyrelsen, som kunne fokusere på de mange hundrede arbejdsskadesager rejst af veteraner.

For de næste 100 mio. kroner kunne vi få 50 psykologer og psykiatere, som kunne ansættes i specialpsykiatrien, som – 5 år efter veteranpolitikken blev vedtaget – stadig kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de veteraner som henvender sig, og beder om hjælp. 50 psykologer eller psykiatere i 2 år kunne gøre en markant forskel.

Tilbage har vi så 50 mio. kroner.

For disse kunne vi etablere veteranhjem/væresteder i alle de landsdele som stadig mangler. Og der ville stadig være overskud til at sikre driften (1,5 mio. pr. hjem pr. år) i adskillige år.

En hurtigere og bedre sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen vil givetvis ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Så denne løsning skal man kun vælge af moralske årsager – altså hvis man mener, at veteraner ikke skal vente i årevis på at få deres erstatninger for skader og tabt arbejdsevne.

Veteranhjemmene/værestederne vil måske heller ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Men de vil givetvis forhindre nogle selvmord og selvmordsforsøg, noget stof- og alkoholmisbrug og nogle splittede familier, hvis nogle af de mest udsatte veteraner får et trygt værested i nærheden, hvor de kan mødes med ligesindede, og få hjælp og støtte til behandling, sociale netværk og løsning af socioøkonomiske problemer.

Opgraderingen af specialpsykiatrien, som tilmed kunne udvides til at dække alle landets fem regioner, kunne både modvirke selvmord og selvmordsforsøg, bidrage til rettidig behandling af PTSD og andre psykiske lidelser man kan pådrage sig under/efter udsendelse, og støtte nogle udsatte veteraner i at genopbygge deres liv – herunder på det civile arbejdsmarked.

At betale virksomheder for at ansætte veteraner kan givetvis hjælpe nogle veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Men løsningen signalerer også, at virksomheder skal kunne spekulere i at ansætte veteraner, for at holde udgifterne til lønninger nede. For Interforce gør jo allerede et enormt arbejde med at synliggøre og markedsføre alle de unikke kompetencer forhenværende soldater har, og hvordan civile arbejdsgivere kan kapitalisere på disse kompetencer.

Man kan således godt tro, at ”markedet” for veteraner, som ansættes alene på baggrund af deres forrygende kompetencer, er mættet. I alle tilfælde hvis Interforce gør deres arbejde godt. Og det har vi ingen grund til at tro de ikke gør.

Tilbage står så spørgsmålet, om veteraner vil markedsføres som medarbejdere der kan spekuleres økonomisk i at ansætte, og hvordan man vil sikre at de ikke blot ansættes på korttidskontrakter, eller i projektstillinger, som opsiges når virksomhederne løber tør for statsstøtte. Sådan som vi har set det med løntilskud til andre ledige.

Hvis Lars Løkke Rasmussens forslag skal føres ud i livet, så kræver det to afgørende betingelser. For det første skal en uvildig myndighed – f.eks. Veterancentret – validere ansættelsesforholdet og dets fremtidsudsigter, så vi undgår en gentagelse af løntilskudsfidusen. Og for det andet må vi forlange, at Lars Løkke Rasmussen leverer en mere holistisk veteranpolitik, hvis han får magt til det. I indslaget fra TV2 erkender han jo, at veteranpolitikken fra 2010 ikke er en fuld og dækkende løsning. Og at veteranerne er et fælles samfundsansvar. Og at veteranerne skal behandles på fornem vis, når de kommer hjem. Og at vi ikke er i mål endnu.

Det vil vi fra Veteran Alliancen holde ham op på. Uanset hvordan valgresultatet bliver.

Se artiklen og interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: http://politik.tv2.dk/2015-05-04-loekke-klar-med-oekonomisk-haandsraekning-for-at-hjaelpe-veteraner

Krig med moms på

Et Folketingsvalg nærmer sig, og alle partier har travlt med at positionere sig med forslag til både offentlige udgifter, og finansiering af disse udgifter.

Kun én offentlig udgift undslipper debatten om finansiering – den aktivistiske udenrigspolitik.

I det hele taget er der bred konsensus om, at hele Forsvarsområdet – herunder veteranområdet – bare er noget man finansierer via skatter, og aldrig stiller spørgsmålstegn ved. Politikerne vil gerne fortsætte med at kunne trykke på nogle grønne knapper, og sende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker afsted til alverdens krigszoner, uden at politikerne skal ud med hatten i hånden, og finde sponsorer til den aktivistiske udenrigspolitik.

Forsvaret kan i ny og næ få en ekstra bevilling, hvis der dukker nogle uventede banditter op på radarskærmen, eller hvis der ganske uventet opstår en humanitær katastrofe i et fjernt land. Men ellers må forsvarsbudgettet finansiere politikernes krigsglæde.

Krig med moms på

Hvad med om vi lagde en moms på den aktivistiske udenrigspolitik? Hvad med om vi fik skabt en konsensus om, at hver gang politikerne beslutter at sende 100 soldater i krig, eller 100 beredskabsfolk afsted til én humanitær katastrofe, så skulle der – ud over finansieringen af uddannelse, udrustning, transport, løn osv. – afsættes et fast beløb pr. udsendt, som var øremærket en anstændig behandling af den udsendte, når han/hun kom hjem fra udsendelsen?

De øremærkede penge fra momsen på krig skulle så bruges på at sikre veteranhjem i alle landsdele, en hurtig og grundig behandling af arbejdsskadesager for de sårede veteraner, den korrekte kapacitet i de dele af sundhedsvæsenet som behandler sårede veteraner, efteruddannelse af de kommunale sagsbehandlere som arbejder med veteranernes sociale sager, og en anstændig pensionsordning for veteraner, som bliver så skadede, at de dømmes ude af arbejdsmarkedet for resten af livet.

En moms på den aktivistiske udenrigspolitik vil bidrage til, at politikerne tænker sig godt om, før de sender danske soldater, betjente, beredskabs- og sundhedspersonale ud til verdens brændpunkter. Og momsen vil sikre, at vi undgår situationer som nu, hvor det er geografiske tilfældigheder som afgør, om veteraner kan få den hjælp og støtte de har brug for, efter at have udmøntet den aktivistiske udenrigspolitik for politikerne.

Økonomien bag krigen

Hvis vi ser på hvad der er brugt på krudt og kugler i tre af de seneste militære konflikter Danmark har været involveret i, så vidner tallene om, at der ikke er nogle smalle steder når fjenden skal bekæmpes.

Irak-krigen, hvor ca. 5000 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 2,4 mia. kroner.

Indsatsen i Libyen, hvor ca. 100 danske soldater og piloter var udsendt, kostede skatteyderne 620 mio. kroner.

Afghanistan-krigen, hvor ca. 8600 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 13 mia. kroner.

Danmark kan altså – uden at blinke – bruge mere end 1 mia. kroner om året på krig.

Til sammenligning blev der i 2013 brugt 221 mio. kroner på veteranindsatsen, ifølge Forsvarsministerens svar til Folketingets Forsvarsudvalg d. 8. januar 2015.

Disse 221 mio. kroner fordelte sig således:

159 mio. kroner blev brugt på psykologisk behandling, socialrådgivning og andre aktiviteter under Forsvarets Veterancenter – herunder 23 mio. kroner til husleje, IT-systemer o.l.

62 mio. kroner blev brugt på erstatninger, godtgørelser og pensioner.

10 af de 159 mio. kroner var imidlertid satspulje-midler fra Beskæftigelsesministeriet, som var målrettet Veterancentrets jobsøgningsindsats for veteraner.

Ud over pengene på forsvarsbudgettet, blev der i 2013 brugt 9,5 mio. kroner til støtte af Fonden Danske Veteranhjems drift af tre veteranhjem, KFUM Soldaterhjems drift af soldaterhjem, samt De Blå Baretters Kammeratstøtteordning. De 9,5 mio. kroner er et direkte træk på finansloven, uafhængigt af forsvarsbudgettet.

10. april 2014 besluttede forsvarsforligskredsen, at der afsættes 25 mio. kr. årligt i perioden 2014- 2017 med henblik på at styrke indsatsen på veteranområdet. Forsvarsforligskredsen indgik endvidere ”Aftale om styrket indsats for de danske veteraner” 3. september 2014, hvoraf det fremgår, at der afsættes yderligere 30 mio. kr. i 2014 til etablering af nye veteranhjem og KFUM’s soldaterrekreationer samt udvidelse af eksisterende faciliteter, herunder køb af inventar, renovering mv. Dette udvidelsesarbejde forventes afsluttet ultimo 2016.

Men det stigende antal krigsveteraner kan ikke være tjent med, at behandlingstilbud og støtte skal være afhængigt af tilfældige politiske flertal, som fra tid til anden ”finder” puljer af penge til den nødvendige indsats for veteraner og deres pårørende.

Hvis politikerne uden at blinke kan bruge mere end 1 mia. kroner hvert år på krig, så er det kun rimeligt at indsatsen i forhold til veteraner og deres pårørende udgør et fast beløb pr. år, afspejlende det aktuelle antal veteraner.

Lige som man taler om at pengene følger patienten, og pengene følger eleven, så bør pengene følge veteranen. Hver gang staten producerer en krigsveteran, skal der være afsat penge til behandling og støtte til veteranen, når han/hun har udkæmpet politikernes kampe.

Ellers kan de jo selv tage afsted, og håbe på det bedste.

Veteranhjem skal være brugerstyrede

Når vi i Veteran Alliancen agiterer for, at der skal etableres flere veteranhjem, og at de skal være jævnt fordelt over hele landet, så mener vi væresteder for veteraner og pårørende i den bredeste forstand.

Vi ved nemlig, at de bedste til at definere rammerne og aktiviteterne på sådan et uformelt værested, er brugerne af det pågældende værested. Ikke eksperter, ikke behandlere, og ikke en komite som ikke har sin daglige gang på værestedet.

Dette var også kongstanken, da en lille håndfuld veteraner og pårørende i midten af 00’erne begyndte at lave lobbyarbejde, for at få veteranhjem integreret i den kommende veteranpolitik. De savnede et sted at mødes, hvor man hverken skulle registreres, eller være mere eller mindre ”ramt”, for at kunne mødes med ligesindede, og snakke over en kop kaffe, eller skabe nogle aktiviteter sammen, som kunne styrke fællesskabet og kammeratskabet.

I 2010 blev den danske veteranpolitik så vedtaget, og i denne står det beskrevet, hvordan der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde, skulle etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kunne mødes. Frivillige, med tilknytning til soldater- eller marineforeninger, og med interesse for sagen, skulle stå for den daglige drift (Danmarks Veteranpolitik, side 23).

Fonden Danske Veteranhjem (FDV) fik blandt andet økonomisk støtte til den basale drift fra Forsvarsministeriet, Realdania, Remmen Fonden, Simon Spies Fonden samt mange andre. Herudover har en række fonde, forsvarets fagforeninger, udsendte enheder samt enkeltpersoner skabt det økonomiske grundlag for aktiviteter på veteranhjemmene.

Hvert af de tre veteranhjem har en vis grad af autonomi, med lokale bestyrelser, bestående af veteraner, pårørende og frivillige som er valgt på lokale generalforsamlinger. I hver bestyrelse, på de enkelte veteranhjem, sidder dog en repræsentant for FDV. Til gengæld har hver lokal bestyrelse en repræsentant i FDV’s bestyrelse. Og således har der til dato været en vis balance i regnskabet, for så vidt angår demokratisk legitimitet, og lokal forankring af de lokale ledelser.

Dette forhold ønsker FDV tilsyneladende at ændre på nu. På tirsdag d. 28. april afholdes generalforsamlinger på alle de tre veteranhjem, og i denne forbindelse har FDV fremlagt forslag til nye vedtægter. De nye vedtægter, som man håber at samle 2/3-flertal bag, vender op og ned på flere dele af den lokale ledelses legitimitet og lokale forankring blandt brugerne.

Mest iøjnefaldende er, at de lokale bestyrelser fremadrettet skal bestå af 7 medlemmer, hvoraf FDV skal udpege de 4 – inklusive formanden, hvis stemme er udslagsgivende ved stemmelighed. I dag består de lokale bestyrelser også af 7 medlemmer, men FDV udpeger kun det ene medlem.

Konsekvensen af dette tiltag er, at de lokale brugere mister muligheden for at skabe et flertal, som går imod viljen i FDV. Og dermed undergraves selve grundtanken i det lokale, brugerstyrede demokrati.

Ligeså vil FDV have ret til at udpege den ene af to bestyrelsessuppleanter, i alle de lokale bestyrelser.

I dag fastsætter de lokale bestyrelser selv deres forretningsorden, og laver selv de lokale ordensbestemmelser for veteranhjemmene. I fremtiden skal dette ske i samråd med FDV.

I dag kan den lokale bestyrelse supplere sig selv med eksterne konsulenter, hvis der er specifikke ledelsesmæssige opgaver som bestyrelsens egne medlemmer ikke mestrer. Den mulighed ønsker FDV også at fjerne, idet muligheden er fjernet i udkastet til nye vedtægter.

På de lokale foreningers generalforsamlinger er det i dag hverken muligt at stemme via brev eller fuldmagt. I forslaget til nye vedtægter åbnes op for, at der kan stemmes via fuldmagter. Enhver som har været medlem af en forening, et politisk parti, eller en godgørende organisation ved, at kontrollen af sådanne fuldmagter på dagen for generalforsamlingen kan være særdeles vanskelig og tidskrævende.

Desuden ønsker FDV at differentiere fristerne for indkaldelse til generalforsamlinger, og offentliggørelse af navne på de personer der opstiller til valg. I dag skal indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, med angivelse af dagsorden, offentliggøres med 2 ugers varsel, lige som kandidaterne til valg først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingen. Fremadrettet skal indkaldelsen, med angivelse af dagsorden, offentliggøres 5 uger før afholdelse, mens kandidatlisten først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Indkaldelserne har hidtil skulle tilsendes medlemmerne via e-mail, samt annonceres via opslag på hjemmesiden og på selve veteranhjemmet. Fremadrettet er opslag på veteranhjemmet, og på veteranhjemmets hjemmeside nok. De betalende medlemmer kan altså ikke engang forvente en direkte invitation via e-mail, men skal selv holde sig orienteret på veteranhjemmets hjemmeside og opslagstavle.

Som en sjov detalje kan det nævnes, at ingen af de tre veteranhjem har offentliggjort de kandidatlister de skal, ifølge deres egne vedtægter, på deres hjemmesider til dato. Og generalforsamlingerne er som nævnt på tirsdag. Således er de formelle betingelser for at afholde generalforsamlingerne ikke opfyldt. Og man kan nemt få den mistanke, at FDV på forhånd har vedtaget de nye vedtægter, og derfor satser på selv at udpege de lokale bestyrelser. Også selv om de eksisterende – og dermed gældende – vedtægter tilsiger noget andet.

Endelig ønsker FDV at kunne afvise og ekskludere medlemmer, som bestyrelserne – som domineres af personer udpeget af FDV – mistænker kunne finde på at skade omdømmet for veteraner som helhed. Dette er en besynderlig gummiparagraf, som udvider bestyrelsernes beføjelser til at udelukke medlemmer fra det gode selskab. Ikke blot hvis disse medlemmer forbryder sig imod ordensreglerne (hvilket hidtil kun har givet karantæne), eller hvis disse medlemmer direkte modarbejder foreningen eller veteranhjemmets virke. FDV ønsker retten til at definere hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være, og således også retten til at ekskludere de som måtte mene, sige eller gøre noget andet.

Værestederne for veteraner og deres pårørende skal være åbne for alle i målgruppen, og skal være inkluderende og støttende for især de mest belastede veteraner. Værestederne skal være rare at mødes på, uden at man skal frygte at en komite man aldrig har mødt på sin vej, pludselig får lyst til at udelukke en fra det gode selskab. Rammerne og aktiviteterne på det enkelte værested skal være uformelle, samlende og defineret af de lokale brugere af værestedet.

Hvis vi som veteraner var voksne og ansvarlige nok til at blive sendt ud i verdens brandpunkter, så må vi også være voksne og ansvarlige nok til at øve indflydelse på den daglige drift af vores egne veteranhjem. Det er vores væresteder. De er finansieret af skattekroner og generøse donationer fra fonde og virksomheder, som kun vil det bedste for landets veteraner og deres pårørende. Veteranhjemmene er en del af den nationale veteranpolitik – de er ikke en gave til en fondsbestyrelse, som de kan skalte og valte med som de vil.

Veteranhjemmene er ikke en militær organisation, som skal topstyres af generaler. I Veteran Alliancen er vi skeptiske og bekymrede over de nye vedtægtsforslag. Og derfor opfordrer vi til at man stemmer imod dem, og giver det lokale, brugerstyrede demokrati en tillidserklæring. Ellers har vi dybest set kæmpet i hele verden, for nogle principper vi ikke engang selv tror på.