Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN

Reklamer

Godt nyt på arbejdsskadeområdet

IDC-11Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop præsenteret en ny sygdomsklassificering, der fungerer som rettesnor for bl.a. det danske sundhedsvæsen, og arbejdsskadesystemet.

Den nye sygdomsklassificering ICD-11 erstatter ICD-10, som blev udgivet i 1992, og har været længe ventet af behandlere i psykiatrien, hvis nyere praksiserfaringer var i modstrid med den forældede viden i ICD-10.

F.eks. stod det i den tidligere klassificering, at symptomerne på PTSD (posttraumatisk stresslidelse) skulle optræde en vis periode efter hændelsen. Dette punkt tog arbejdsskadesystemet meget alvorligt, og med henvisning til WHO har man afvist mange PTSD-ramte veteraner med begrundelsen, at det tog mere end 4 år for deres PTSD at udvikle sig til en egentlig lidelse. Denne 4-årsregel har været populær blandt sagsbehandlerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, efter de fik frataget deres elskede 6-månedersregel i 2014.

Men denne tidsperiode er nu slettet i ICD-11. Og da AES altid har forsvaret sin praksis med, at man blot slavisk fulgte reglerne, og at kriterierne stammede fra den hellige sygdomsklassificering udgivet af WHO, så må vi forvente at AES ændrer praksis så snart de har modtaget den nye klassificering, og automatisk genoptager de mange afviste arbejdsskadesager, hvor man har begrundet afslagene med, at det maksimalt kan tage 4 år at udvikle en fuld PTSD-diagnose.

Et andet populært greb blandt sagsbehandlerne i AES har været en rigid fortolkning af målgruppen for særloven fra 2013. Speciallægerne har skulle være uhyre præcise i deres diagnosticeringer, for kom de til – i overensstemmelse med virkeligheden – at skrive, at en veteran havde udviklet kompleks PTSD, eller kronisk PTSD, eller PTSD med visse personlighedsforandringer, så kunne sagerne risikere at blive afvist.

Denne praksis er et kedeligt resultat af, at politikerne sjuskede i 2013, da de ville undgå flere demonstrationer, og pinlige historier i medierne, om syge veteraner som i flæng blev afvist i arbejdsskadesystemet. Man skrev eksplicit diagnosen PTSD ind i særloven, for det var jo hvad de fleste syge veteraner blev – og fortsat bliver – diagnosticeret med.

Konsekvensen blev, at arbejdsskademyndighederne fortsat kunne afvise syge veteraner som havde varianter af PTSD-diagnosen, men ikke “bare” PTSD i en eller anden grad.

Med ICD-11 har kompleks PTSD fået sin egen diagnosekode – 6B41. Diagnosen Kompleks Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (Kompleks PTSD) er en søsterdiagnose til Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (PTSD), og begge diagnoser er under kategorien “Forstyrrelser specielt associeret med stress” i det nye diagnosesystem ICD-11.

Kompleks PTSD er en forstyrrelse som kan udvikle sig efter man har været eksponeret for en begivenhed, eller en serie af begivenheder, af en ekstremt truende og rædselsvækkende natur, over en længere periode.

Mest almindeligt er længerevarende eller gentagne begivenheder, hvorfra flugt er vanskeligt eller umuligt (f.eks. tortur, slaveri,  folkedrab, længerevarende vold i hjemmet, gentagen seksuel og fysisk mishandling i barndommen, eller ophold i en krigszone hvor der hele tiden har været en større eller mindre risiko for liv og lemlæstelse). Forstyrrelsen er karakteriseret ved, at alle diagnostiske krav for “almindelig” PTSD har været opfyldt på et eller andet tidspunkt i løbet af lidelsen.

Nu håber vi det går hurtigere end hidtil, når AES skal downloade den nye version af virkeligheden, og ændre sagsbehandlingspraksis med et andet formål end at afvise flere syge veteraner.

Og vi håber Beskæftigelsesministeren sikrer, at hidtil afviste sager genvurderes automatisk i arbejdsskadesystemet, nu hvor den beskrevne sandhed om de psykiske lidelser harmonerer mere med erfaringerne fra virkeligheden.

 

 

Livsfarekravet er dybt urimeligt

afslag-tekstI forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Et pænt farvel til 2015

Det forgangne år har på flere måder været turbulent. Det har budt på gode nyheder, og lærerige oplevelser. Så på denne årets sidste dag, er det kun rimeligt at evaluere året, og den indsats vi bidrager til, for at gøre forholdende for krigsveteraner og deres pårørende bedre.

Mindre ventetid

En af vores mærkesager er, at krigsveteraner ikke skal vente i flere måneder på den nødvendige udredning og behandling, når de kommer hjem fra missionerne, med skader på krop eller sind. Enhver ventetid, som strækker sig ud over en måned er uacceptabel.

Af den seneste status fra de tre behandlingssteder, indhentet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2015, fremgår det, at den aktuelle ventetid på udredning er to uger i Region Hovedstaden, 30 dage i Region Midtjylland og seks uger i Region Syddanmark.

Endvidere fremgår det, at ventetiden til behandling er to uger i henholdsvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens den er på seks uger i Region Syddanmark. I Region Syddanmark påbegyndes udredning og behandling samtidigt. Region Syddanmark oplyser, at regionen har ansat en ekstra speciallæge for at nedbringe ventetiden.

Så på dette punkt ser udviklingen god ud.

Det skal desuden understreges, at alle patienter pr. 1. september 2015 har ret til at blive udredt inden for 30 dage – med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre inden for denne tidshorisont. Efter udredning har patienter som hovedregel ret til at komme i behandling inden for to måneder. Ved alvorlig sygdom skal behandlingen påbegyndes i løbet af en måned.

Flere væresteder

En anden af vores mærkesager handler om flere væresteder, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes for at hygge sig, netværke, deltage i fælles aktiviteter, orientere sig om aktuelle tilbud, hjælpe og støtte hinanden. I 2015 har vi set endnu et veteranhjem åbne dørene i Århus, og et væld af veterancaféer skyde op i mange mellemstore byer.

Vi har været særdeles kritiske over for udviklingen i Fonden Danske Veteranhjem (FDV), som det seneste år har udviklet sig i en topstyret og udemokratisk retning. På veteranhjemmet i København kulminerede udviklingen, da bestyrelsen ekskluderede næsten halvdelen af foreningens medlemmer, for at kunne blive siddende på magten.

Skiftende forsvarsministre har haft svært ved at håndtere denne udvikling, og derfor har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, nu fået til opgave at pege på en ny og fremtidssikret model for driften af de 4 veteranhjem i København, Fredericia, Århus og Aalborg, samt det planlagte i Odense.

Vi følger arbejdet tæt, og håber vi snart igen kan få ro og fred på veteranhjemmene.

I mangel på nærliggende veteranhjem, eller fordi man bare ikke gider involvere sig i historiske personfejder og nedarvet virksomhedskultur fra Forsvaret, har veterancaféer skudt op i hidtil uset omfang i 2015. Veterancaféer er frivillige kræfter, som arrangerer kammeratlig samvær og netværksopbygning, i nogle mellemstore byer, en eller to gange hver måned. Vi håber udviklingen fortsætter i 2016.

Kommunerne rører på sig

Også i forhold til en tredje f vores mærkesager har vi kunne konstatere en positiv udvikling. Flere af landets kommuner har fået ansat veterankoordinatorer, og udarbejdet lokale veteranpolitikker. Det går ikke susende hurtigt, men vi glæder os over de små fremskridt, og forsøger at overbevise de resterende kommuner om, at de skal trække i samme retning. Og at de skal huske at tilføre veteranområdet de nødvendige ressourcer, for at enderne kan mødes. En veterankoordinator uden de rette kompetencer, og det rette netværk, kan ikke gøre megen positiv forskel. En veteranpolitik, som kun tilgodeser de arbejdsmarkedsparate veteraner, er ikke andet end en camoufleret beskæftigelsespolitik. Camouflage og symbolpolitik har vi rigeligt af på veteranområdet.

Øget opbakning

Da Veteranalliancen blev offentliggjort for et år siden, som en helt ny og anderledes aktør på veteranområdet, blev vi mødt med naturlig skepsis. Men vi har bevist at der er behov for en spiller på banen som fokuserer på nogle konkrete forbedringer af forholdende for veteraner og deres pårørende. Og som kan levere et modspil til den herskende “det går jo fint-holdning”.

Vi har oplevet støtten og opbakningen som ganske overvældende. Og på denne, årets sidste dag, vil vi gerne kvittere for alle de likes, følgere, besøg på hjemmesiden, opmuntrende e-mails, frustrerende historier om behandling i sundhedsvæsenet og Veterancentret, forslag, gode råd og anbefalinger vi har modtaget. Også de mange delinger af vores blog- og facebook-opdateringer har været bekræftende og opmuntrende.

Vi er således fyldt med energi og virkelyst, og optimistiske i forhold til flere, positive resultater i 2016. Vi vil fremføre vores ønsker, og fortsætte vores påvirkningstrategi, i jagten på flere forbedringer for veteraner og deres pårørende. Især sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, og andre forhold omkring de skadede veteraner vil få vores opmærksomhed i 2016.

Må alle veteraner, deres pårørende, og de mange frivillige støtter få et fantastisk  nytår, med tak for alt i det forgangne år.

Tolkeaftalen skal fortolkes på en særlig måde

Denne video er et af vores sarkastiske indspark til debatten om de afghanske tolke, som mange politikere helst vil glemme alt om. Lige som de helst vil glemme alt om danske krigsveteraner, når de kommer hjem fra krigene, med skader på krop og sind.

Tolkesagen og veteransagen handler grundlæggende om det samme – etik.

Har soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger, sygeplejersker og afghanske tolke kun instrumentel værdi, eller er vi moralsk forpligtet til at yde hjælp og støtte til de mennesker, som risikerede alt, for at udmønte den aktivistiske udenrigspolitik vi hylder?

Løkke og veteranerne

Så ramte valgkampen vores område. På 70-års dagen for Danmarks befrielse, lancerede Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et forslag, som skal gøre det lettere for veteraner at få fodfæste på det civile arbejdsmarked.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at udsatte veteraner (hvordan man end definerer disse) skal have statsstøtte med i lårlommen, når de søger jobs i civile virksomheder. Som så mange andre drevne politikere var Lars Løkke Rasmussen ikke særlig konkret – hverken når der blev spurgt til hvor mange af disse udsatte veteraner som skulle have statsstøtte, eller da der blev spurgt til statsstøttens størrelse.

Det tætteste på nogle konkrete tal, var ca. 5000 udsatte veteraner (et tal baseret på en undersøgelse for år tilbage), og et tilskud på mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Hvis man tager et gennemsnit, så er der altså tale om at Lars Løkke Rasmussen vil finde 50.000 kroner til hver af de 5000 udsatte veteraner. Det løber så op i 250 mio. kroner. Altså en kvart milliard kroner.

Nu har vi ingen anelse om hvor disse penge skal ”findes”, som det hedder på politikersprog. Men det er usandsynligt at skatterne skal stige, fordi Lars Løkke Rasmussen har fået dårlig samvittighed. Som så ofte før, skal pengene nok ”findes” på de eksisterende budgetter i Beskæftigelses- og Forsvarsministeriet.

Isoleret set kan dette forslag godt gavne nogle jobsøgende veteraner. Derom hersker ingen tvivl. Spørgsmålet er, om det er den form for offentlig anerkendelse og støtte vi ønsker.

Lad os lige lave et alternativt regnestykke, og se hvad vi kunne få for de samme penge.

For 100 mio. kroner kunne vi få 100 ekstra sagsbehandlere i Arbejdsskadestyrelsen, som kunne fokusere på de mange hundrede arbejdsskadesager rejst af veteraner.

For de næste 100 mio. kroner kunne vi få 50 psykologer og psykiatere, som kunne ansættes i specialpsykiatrien, som – 5 år efter veteranpolitikken blev vedtaget – stadig kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de veteraner som henvender sig, og beder om hjælp. 50 psykologer eller psykiatere i 2 år kunne gøre en markant forskel.

Tilbage har vi så 50 mio. kroner.

For disse kunne vi etablere veteranhjem/væresteder i alle de landsdele som stadig mangler. Og der ville stadig være overskud til at sikre driften (1,5 mio. pr. hjem pr. år) i adskillige år.

En hurtigere og bedre sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen vil givetvis ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Så denne løsning skal man kun vælge af moralske årsager – altså hvis man mener, at veteraner ikke skal vente i årevis på at få deres erstatninger for skader og tabt arbejdsevne.

Veteranhjemmene/værestederne vil måske heller ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Men de vil givetvis forhindre nogle selvmord og selvmordsforsøg, noget stof- og alkoholmisbrug og nogle splittede familier, hvis nogle af de mest udsatte veteraner får et trygt værested i nærheden, hvor de kan mødes med ligesindede, og få hjælp og støtte til behandling, sociale netværk og løsning af socioøkonomiske problemer.

Opgraderingen af specialpsykiatrien, som tilmed kunne udvides til at dække alle landets fem regioner, kunne både modvirke selvmord og selvmordsforsøg, bidrage til rettidig behandling af PTSD og andre psykiske lidelser man kan pådrage sig under/efter udsendelse, og støtte nogle udsatte veteraner i at genopbygge deres liv – herunder på det civile arbejdsmarked.

At betale virksomheder for at ansætte veteraner kan givetvis hjælpe nogle veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Men løsningen signalerer også, at virksomheder skal kunne spekulere i at ansætte veteraner, for at holde udgifterne til lønninger nede. For Interforce gør jo allerede et enormt arbejde med at synliggøre og markedsføre alle de unikke kompetencer forhenværende soldater har, og hvordan civile arbejdsgivere kan kapitalisere på disse kompetencer.

Man kan således godt tro, at ”markedet” for veteraner, som ansættes alene på baggrund af deres forrygende kompetencer, er mættet. I alle tilfælde hvis Interforce gør deres arbejde godt. Og det har vi ingen grund til at tro de ikke gør.

Tilbage står så spørgsmålet, om veteraner vil markedsføres som medarbejdere der kan spekuleres økonomisk i at ansætte, og hvordan man vil sikre at de ikke blot ansættes på korttidskontrakter, eller i projektstillinger, som opsiges når virksomhederne løber tør for statsstøtte. Sådan som vi har set det med løntilskud til andre ledige.

Hvis Lars Løkke Rasmussens forslag skal føres ud i livet, så kræver det to afgørende betingelser. For det første skal en uvildig myndighed – f.eks. Veterancentret – validere ansættelsesforholdet og dets fremtidsudsigter, så vi undgår en gentagelse af løntilskudsfidusen. Og for det andet må vi forlange, at Lars Løkke Rasmussen leverer en mere holistisk veteranpolitik, hvis han får magt til det. I indslaget fra TV2 erkender han jo, at veteranpolitikken fra 2010 ikke er en fuld og dækkende løsning. Og at veteranerne er et fælles samfundsansvar. Og at veteranerne skal behandles på fornem vis, når de kommer hjem. Og at vi ikke er i mål endnu.

Det vil vi fra Veteran Alliancen holde ham op på. Uanset hvordan valgresultatet bliver.

Se artiklen og interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: http://politik.tv2.dk/2015-05-04-loekke-klar-med-oekonomisk-haandsraekning-for-at-hjaelpe-veteraner