Så blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.
Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.
Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.
Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.
Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.
Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.
Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?
Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.
Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at
- de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.
- Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.
- Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.
Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.
Hav en god flagdag!
VETERANALLIANCEN 