Når Danmark går i krig

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.

Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.

Men ikke før. Det ville være forkert.

Reklamer

Der er stadig plads til forbedringer

Vi har stiftet Veteran Alliancen, fordi danske krigsveteraner stadig bliver udsat for svigt, og mødes af ressourcemangel hos forskellige myndigheder og behandlingstilbud. Dette er en del af virkeligheden, til trods for at Danmark nu har haft skadede krigsveteraner i mere end 20 år, og en national veteranpolitik siden 2010.

47 veteraner har begået selvmord i afmagt, flere hundrede har forsøgt selvmord i desperation, og hundredevis lever et liv i isolation, med selvmedicinering og ubehandlede psykiske lidelser. Nogle veteraner lever i landets skove, og på forskellige herberg og veteranhjem. Alt for mange veteraner lever i årevis i usikkerhed, fordi deres ønske om anerkendelse og erstatning for deres skader trækker ud.

Imens deler politikerne medaljer ud, og holder skåltaler, som om alt var godt.

Nu kan disse årelange svigt, og de hidtidige politiske prioriteringer ikke længere forsvares. De kan heller ikke længere forklares med ukendte forhold, eller indkøringsvanskeligheder.

Det er på høje tid, at landets politikere allokerer de nødvendige ressourcer til veteranområdet, hvis de vil fastholde en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som producerer krigsveteraner i en lind strøm.

Alt andet er ganske enkelt umoralsk.

Veteranpolitik bør hverken være et spørgsmål om ideologi eller økonomi. En anstændig og rimelig veteranpolitik bør kunne samle alle ansvarlige politikere, på tværs af fløje og partier. Og en national veteranpolitik bør indeholde andet og mere end symbolsk anerkendelse, og halvhjertede løsninger på de voksende problemer.

Når vi samles under parolen “samling – sammenhold – samarbejde”, så er det fordi veteraner i alt for mange år har været splittede, og mange har været optaget af enkeltsager og personfnidder. Oberst Lars Møller beskrev det i september 2014 således:

Lige nu minder veteran-sagen lidt om venstrefløjen under Den Kolde Krig, hvor det myldrede med fraktioner. De havde absolut ingen indflydelse, men da alle trotkisterne, anarkisterne og kommunisterne med flere sluttede sig sammen i enhedslisten fik de da nogen betydning.

Med vores fem mærkesager, forsøger vi at anskue veteranpolitikken mere holistisk.

Kommunerne, Arbejdsskadestyrelsen, Forsvarets Veterancenter og andre offentlige myndigheder bør bortlægge silo-tankegangen, og se veteranpolitikken som noget der skal forankres bredt i samfundet. Og med èt fokus – at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, efter udsendelse i international tjeneste.

Dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er soldat, politibetjent, nødhjælpsarbejder, læge eller sygeplejerske. Og dette fokus bør være gældende, uanset hvor og hvornår veteranen har været udsendt. Og dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er rask, fysisk skadet, psykisk skadet, og uanset i hvilket omfang veteranen er skadet.

Vores kamp for bedre forhold for veteraner og deres pårørende, skal ikke handle om traditioner, om hvem der må udtale sig på hvilke veteraners vegne, og hvem der kender hvem. Vores kamp handler alene om at opnå det fornødne folkelige og politiske fokus på veteranpolitikken, og at få gennemført de nødvendige forbedringer.

Vi adskiller os fra alle øvrige aktører på området, ved at være løst organiseret, og aktivistisk i vores tilgang, sådan som det er beskrevet i artiklen på krigeren.dk fra d. 17. marts. Vores formål er ikke at kritisere andre aktører, eller være i konflikt med deres formål og aktiviteter. Veteran Alliancen er et supplement. Ikke en konkurrent. Men jo flere som bakker op om vores mærkesager, og bidrager med kompetencer og engagement, jo bredere kan vi nå ud med vores budskaber, og krav om forbedringer.

Det tror vi vil gavne mange veteraner, og deres pårørende.

Flere veteranhjem, tak

I den nationale veteranpolitik fra 2010 fremgår det, at der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde skal etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes. Frivillige med tilknytning til soldater- eller marineforeninger og med interesse for sagen skal stå for den daglige drift.

Veteranhjemmene har til formål at værne om det kammeratskab, der er blevet skabt under tjeneste i Forsvaret. Samlingsstederne er ikke en erstatning for en offentlig indsats til veteranerne og deres pårørende, men det er en håndsrækning til de, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system.

Veteranhjemmene skal ikke ses som behandlingssteder, men veteranhjemmets frivillige bistår med kontakt til fagfolk, offentlige myndigheder og deslige. Veteranhjemmene er uformelle opholdsrum, hvor veteraner, der har brug for det, kan bo i en kortere periode. Først og fremmest har veteranhjemmene til formål at skabe et frirum for samvær og aktiviteter for veteraner samt deres pårørende.

Baggrunden for beslutningen om at etablere de tre veteranhjem var – i modsætning til veteranpolitikkens øvrige indsatsområder – ikke beskrevet i ”Veteranrapport” (Oktober 2010), om baggrunden for regeringens forslag til en national veteranpolitik.

Rapporten, som blev produceret efter 10 møder, af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for 7 forskellige ministerier, nævner slet ikke veteranhjem en eneste gang, til trods for at alle sejl var sat ind, og alle kompetencer var i spil. Pludselig var veteranhjemmene bare en del af den nationale veteranpolitik.

Hemmeligheden er, at veteranhjemmene var resultatet af et massivt og vedholdende politisk lobby-arbejde, som blev bedrevet af krigsveteraner og deres pårørende siden 2006. Domænenavnet veteranhjem.dk blev først registreret af en frivillig forening for krigsveteraner og pårørende, som holdt møder med alle de politiske partier, og argumenterede for hvorfor veteranhjem burde blive en del af den nationale veteranindsats. I november 2009 blev domænenavnet overdraget til Fonden Danske Veteranhjem. Og i 2010 blev veteranhjemmene så et indsatsområde i den nationale veteranpolitik.

Desværre blev det kun med en bevilling til etablering af tre veteranhjem, til mere end 70.000 veteraner og deres pårørende. Men der skulle jo også være penge til de mere symbolske indsatsområder – herunder det famøse veterankort, som først i 2014 tilbød krigsveteranerne en form for værdi, i form af rabatter hos den private indkøbsorganisation, LogBuy. Forsvarets pris for administration af rabatordningen er oplyst til kr. 580.000. Altså lidt mere end hvad det ville koste at drive et veteranhjem i et helt år.

Man kan undre sig over denne politiske prioritering. For i oktober 2014 præsenterede EPINION en uvildig vurdering af veteranhjemmene, for at undersøge hvilken rolle de spiller i samfundet, og hvilken værdi de skaber for brugere og samfundet. Undersøgelsen var lavet for Forsvarsministeriet.

Rapporten beskriver hvordan de tre veteranhjem i Aalborg, Fredericia og København årligt modtager 1,5 mio. kr. via finansloven. Fonden Danske Veteranhjem fungerer som centralt styringsorgan, mens tre lokale foreninger står for veteranhjemmenes daglige drift. Selve indsatsen i hjemmene drives af frivillige.

I rapporten peges på tre primære bidrag, som veteranhjemmene bidrager med til den samlede veteranindsats.

For det første når veteranhjemmene en målgruppe, der ellers er meget svær at opfange for de andre tilbud i indsatsen. Nemlig de veteraner, som har det rigtig dårligt psykisk, som mangler et sted at bo, fordi familien går i stykker, som er sygemeldt, fordi de ikke kan være omkring andre mennesker, og som måske har et misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer. Der kan være rigtig langt for denne målgruppe til at opsøge hjælp eller rådgivning ved Forsvarets myndigheder eller offentlige instanser. Her har veteranhjemmene den fordel, at de er ”afprofessionaliserede” og repræsenterer alt andet end det, det etablerede system repræsenterer. Det appellerer i høj til den svageste gruppe af veteraner. Veteranerne behøver ikke at frygte, at der pludselig stilles krav til dem, fordi de har henvendt sig på veteranhjemmet. Det er helt gratis – både i overført og bogstavelig betydning – at dukke op på veteranhjemmet.

For det andet har veteranhjemmene den store fordel, at de kan afhjælpe helt akutte problemer – som for eksempel når en veteran pludselig står uden tag over hovedet og mangler et sted at sove, eller når en veteran har brug for én, der kan tage med ham på psykiatrisk skadestue og blive der med ham weekenden over. Det kan det etablerede system ikke tilbyde. Nogle af de eksterne tilbud, som blandt andet døgntelefonerne og KFUMs Soldaterrekreation, kan hver især tilbyde lignende former for akuthjælp, men støtten synes at nå et trin videre på veteranhjemmene, idet den bliver meget personlig.

For det tredje er det et åbent og gratis tilbud for veteraner, hvor der ingen formelle krav stilles til brugerne. Det gør tilgængeligheden af tilbuddet meget høj. Der er da også samlet set mange veteraner, der i dag kommer på veteranhjemmene og benytter veteranhjemmenes tilbud – nogle dagligt, andre bare en gang imellem. Veteranhjemmene udfylder en rolle som naturlige samlingssteder for mange forskellige typer af veteraner. Det, der adskiller veteranhjemmene fra de andre tilbud i indsatsen, er, at veteranhjemmene er mere end et tilbud om økonomisk støtte eller overnatning – de er et fristed, hvor veteraner har lyst til at komme af egen vilje.

Rapporten påpeger også, at de fleste brugere af veteranhjemmene stadig har psykiske udfordringer, som de arbejder med i hverdagen, men at mange har oplevet en positiv udvikling, mens de er kommet på veteranhjemmene. Mange er også kommet ud af et misbrug af enten alkohol eller euforiserende stoffer gennem deres kontakt med veteranhjemmene. De bidrager derfor i dag med overskud og erfaringsudveksling på veteranhjemmene.

Med så åbenlyse og værdiskabende bidrag til veteranindsatsen, så kan det undre at Forsvarsforligspartierne kun kunne finde 30 mio. kr. til etablering af to nye veteranhjem (i Odense og Århus) og KFUM’s soldaterrekreationer, samt udvidelse af eksisterende faciliteter på de eksisterende tre veteranhjem (herunder køb af inventar, renovering mv.).

Engangstilskuddet på 30 mio. kr. finansieres i øvrigt inden for Forsvarets almindelige driftsbevilling på Finansloven for 2014. Denne underen bliver ikke mindre, når man erfarer at det lykkedes at finde 10 mio. kr. til medaljer, som skal tildeles med tilbagevirkende kraft for tjeneste i internationale missioner før 2010.

30 mio. kroner til noget som er dokumenteret virkningsfuldt, og i nogle tilfælde direkte livreddende.

10 mio. kroner til noget som er symbolsk anerkendelse, men giver muligheden for flere skåltaler om hvor godt vi behandler og anerkender vores krigsveteraner.

Vi lader tallene stå, og tale for sig selv.

Mange af veteranhjemmenes brugere, som har været udsendt til Balkan, har gået rigtigt mange år (for nogle ligefrem årtier) med problemer, som de ikke har kunnet håndtere, eller har fået hjælp til at håndtere, og som derfor har hobet sig op. Ifølge brugere og værter på hjemmene er Irakveteranerne først så småt begyndt at vise sig på veteranhjemmene, mens veteraner fra Afghanistan stadigt lader vente på sig.

Forventningen på hjemmene er, at antallet af veteranerne fra Irak og Afghanistan vil stige støt over de næste år, efterhånden som disse veteraner når et punkt, hvor de ikke længere kan håndtere deres udfordringer selv. Det er opfattelsen blandt brugerne, at ”vi kun har set toppen af isbjerget”, som en bruger formulerer det i evalueringsrapporten.

I Veteran Alliancen har vi den holdning, at medaljer kan være fine, og kan skabe glæde hos modtagerne. Men Forsvaret bør ikke bruge så relativt mange penge på medaljer og parader, før der er styr på den helt basale og nødvendige veteranindsats i forhold til de hårdest ramte veteraner, herunder

  • Flere veteranhjem, jævnt fordelt over hele landet
  • Tilføring af de nødvendige ressourcer til specialpsykiatrien, så veteraner ikke skal opleve ventetid før de kan komme i behandling for krigstraumer
  • Forbedring af retsstillingen i Arbejdsskadestyrelsen, så veteraner ikke skal kæmpe med Forsvaret om sandheden om hvordan deres krigstraumer er opstået, fordi Forsvaret ikke kan huske, eller har dokumenteret hændelserne i missionsområderne

Kilder:

Veteranrapporten (2010)

Veteranpolitik (2010)

Evaluering af danske veteranhjem (2014)

Hvorfor er det sådan i Danmark?

Hvorfor debatteres det aldrig hvad en international mission må koste de danske skatteydere – altså hvor meget vi som nation er villig til at betale for – med våbenmagt – at gennemtvinge vores højtflyvende idealer om frihed, demokrati, menneskerettigheder og kampen mod terror?

Hvorfor står politikerne sammen, når der skal stemmes om at udsende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker på farlige missioner i fjerne lande – når ikke engang ministrene gider deltage i hjemkomstparaderne, hvor man hylder de overlevende, og mindes de som gav deres liv for idealerne?

Hvorfor spises krigsveteranerne og deres pårørende af med symbolpolitik, som medaljer, værdiløse veteran-plastickort og floskelfyldte skåltaler, når specialpsykiatrien kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de krigsveteraner som beder om behandling for deres krigstraumer? Og når der stadig går hjemløse krigsveteraner rundt på landets gader og landeveje? Og når mere end 50.000 krigsveteraner og deres pårørende skal deles om 3 veteranhjem?

Hvorfor er det blevet så nemt at sende danske soldater ud i verden, hvor det forventes at de risikerer liv og lemmer, når det samtidig er så svært at finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at tilskadekomne krigsveteraner ikke skal vente i årevis, på at få anerkendt deres krigsskader, og kompensere dem via erstatninger?

Hvorfor siger vi med stolthed i stemmen, at vi er en krigsførende nation, som kæmper for de rigtige værdier og de gode idealer, når vi har så nemt ved at glemme og ignorere de soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker, som i praksis risikerer deres liv, og som kommer hjem med skader på krop og sind?

Hvorfor?

Mød vores mand i Afghanistan

For en uge siden efterlyste vi mennesker som ville hjælpe med nogle praktiske opgaver i Veteran Alliancen. En af de personer som meldte sig under fanerne er Mads, som har rentegnet vores logo, og lavet den grafiske opgradering af vores hjemmeside, og de sociale medier.

Vi bad ham lige præsentere sig selv, i håbet om at flere vil bidrage til udviklingen af Veteran Alliancen, og hjælpe med at få budskaberne ud til befolkningen og magthaverne.

Mads tog imod opfordringen, og fortæller således:

Jeg hedder Mads Illum Frandsen, og gør tjeneste som Seniorsergent ved Vordingborg Kaserne. Jeg er gift med Maibritt, er bosiddende i Mern ved Vordingborg, og har to piger – Mille på 8 år, og Sofia på 3 år.

Jeg startede som soldat i 2000 ved Aalborg Kaserner, og gjorde efterfølgende tjeneste ved FSU i 2001, DANILOG (Vordingborg) i 2002, og kom til TRR i 2014 da DANILOG lukkede i Vordingborg. Jeg er uddannet som Indkøber/MRP, KDOBM, Forvalter og FØHJ instruktør.

Jeg sidder som forvalter i National Support Element, som er placeret i KABUL på HKIA (Lufthavnen). Ud over dette er jeg også kontakt- og velfærdsofficer, hvor i jeg skal varetage velfærd.

Jeg var tidligere været udsendt til KFOR 2009-2010 med National Support Element, hvor jeg fungerede som MRP/Indkøber.

Jeg opdagede Veteran Alliancen på Facebook, da I havde lavet nogle indslag på “Støt Soldater & Pårørende”. Derefter har jeg fulgt lidt med i de opslag I har lavet.

Jeg ville gerne give en hånd, og hjælper nu med det grafiske til hjemmesiden og på de sociale medier. Grunden til at jeg meldte mig er, at jeg synes det er vigtige og gode mærkesager Veteran Alliancen står og kæmper for.

Hvis du også vil bidrage med noget, så send os en e-mail på veteranalliancen@gmail.com eller kontakt os via de sociale medier (Facebook, Twitter, Google+ eller LinkedIn).

Vi søger bl.a. personer som kan lave interviews med veteraner og producere tekster til hjemmesiden, aviser og de sociale medier, fotografer, netværksaktivister som kan sprede vores budskaber vidt og bredt på de sociale medier, og aktivister hvis det bliver nødvendigt at gennemføre nogle af de opsigtsvækkende demonstrationer vi har på tegnebrættet.

Vi kalder til samling, sammenhold og samarbejde.

Kommunerne svigter veteranerne

Efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget i 2010, har kun ganske få kommuner taget den alvorligt, og formuleret en lokal politik på området. Frederiksberg Kommune ligger i front, og har både formuleret en omfattende veteranpolitik, og udpeget en veterankoordinator.

Haderslev Kommune har en veteranpolitik, men igen veterankoordinator. Slagelse Kommune har ingen veteranpolitik, men til gengæld en særdeles aktiv og vellidt veterankoordinator. Så generelt ser det stadig ud som om, at kommunerne håber at Forsvaret forestår den nødvendige indsats over for veteraner og deres pårørende. Københavns Kommune var også fremme i støvlerne, da kommunens veteranpolitik blev offentliggjort i 2011.

Hovedstadens folkevalgte formulerede en veteranpolitik, hvor tre forvaltninger – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – blev pålagt at samarbejde på tværs om at hjælpe veteraner med problemer. Man udpegede veterankoordinatorer, som skulle levere en håndholdt støtte gennem den kommunale jungle, og brugte ressourcer på parader og flagdage. Hovedstaden erkendte sit medansvar, og gjorde hvad de kunne.

Fire år senere, i september 2014, besluttede et flertal af de københavnske politikere så at afskaffe veteranpolitikken. Officielt fordi hovedstaden pludselig ville afbureaukratisere. Det var bestemt ikke en spareøvelse, forsøgte overborgmesteren at overbevise offentligheden om. En nedskrevet veteranpolitik skabte ingen værdi i sig selv. Den var bare et stykke papir, lod han forstå.

Sjovt nok afskaffede man ikke handicappolitikken, beskæftigelsespolitikken og alle de andre bureaukratiske politikker. Kun veteranpolitikken måtte lade livet på afbureaukratiseringens alter. Og det var ikke for at spare, fastholdt Overborgmesteren over for de undrende medier som interesserede sig for sagen.

Det kan man jo godt vælge at tro på, for tilsyneladende er der ikke lavvande i hovedstadens pengekasse. Veteranpolitikken fik nålestødet et halvt år efter, at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop havde afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikaliserede jihadister.

”Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde”, udtalte den københavnske integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til DR d. 27. marts 2014.

”Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats”, sagde hun.

80 danske jihadister skabte altså bekymring, og kaldte på en særlig indsats til én million kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at der bor ca. 3500 veteranfamilier i Københavns Kommune. Tænk hvad det ville koste kommunen, hvis også de danske krigsveteraner skabte bekymring, og kaldte på en særlig indsats, sådan som jihadisterne åbenbart gør det.

I et 1:1 forhold ville kommunen skulle punge ud med 43.750.000 kroner.

Men danske krigsveteraner skaber sig jo ikke åndsvagt, og truer med vold og drab. Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner har meldt sig så langt ud af samfundet, at landets kommuner slet ikke kan få kontakt med dem. Derfor virkede det vel fornuftigt nok, at nedlægge kommunens veteranpolitik, og bruge ressourcerne på de hjemvendte jihadister.

Millionen som politikerne ”fandt” til anti-radikalisering, blev blandt andet udmøntet i en ekspertgruppe, som skulle rådgive kommunen om hvad den skulle gøre ved de radikaliseringstruede borgere. Ekspertgruppen fik den meget benyttede og anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, som formand.

Ifølge Anna Mee Allerslev rakte pengene også til at udbrede nye anti-radikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Den 2. juni 2010 udtalte Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ellers til Information, at ”Det er ikke godt nok, at det kun er private støtteinitiativer, der i dag tager sig af vores hjemvendte soldater, og det er heller ikke godt nok, at regeringen ikke har taget initiativ til at inddrage kommunerne i arbejdet med Danmarks veteranpolitik”.

Siden den 2. juni 2010 er der sket noget fantastisk i landets hovedstad. Man har anskaffet 2 lysende bænke, som koster 1 mio. kr. pr. stk. Byens betroede politikere har også besluttet at bruge 31 mio. kr. på en 90 meter høj kunstig skibakke. Og som de fleste ved, så har de samme politikere i København valgt at bruge 100 mio. kr. på nye bycykler. Og Frank Jensen er landets dyreste borgmester, med en samlet omkostning på 3,6 mio. kr. til løn, rejser, taxa og andre repræsentationsudgifter.

Men veteranpolitikken skulle altså ikke overleve. Indsatsen over for de forhenværende soldater, som stod i forreste geled da de store politiske idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og kampen mod terror skulle håndhæves, blev i 2014 uvæsentlig. En bureaukratisk overflødighed.

Når man i dag ser på hvad Københavns Kommune melder ud af støttemuligheder, i forhold til de 3500 veteraner og deres pårørende, så viser det noget om hvor lidt Københavns Kommune føler medansvar for de borgere, som er kommet til skade i forbindelse med udsendelser til internationale missioner.

Kommunen nævner selv på sin hjemmeside 8 områder, hvor veteraner kan have brug for hjælp og støtte. Og ud for alle områder, hvor kommunen ikke er forpligtet af generel sociallovgivning, henviser kommunen til Forsvaret – altså veteranernes forhenværende arbejdsgiver -, eller frivillige foreninger.

Har man brug for akut hjælp, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, og Kammeratstøtteordningen, som er den frivillige – men statstøttede gren af veteranforeningen, De Blå Baretter. Føler man sig ensom, så henviser Københavns Kommune til kommunens støttekontaktpersoner.

Mangler man et socialt netværk, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, Veteranforeningen De Blå Baretter, Homemind, Kammeratstøtteordningen og Veteranhjemmet på Frederiksberg. Altså til veteranernes forhenværende arbejdsgiver, eller nogle af de frivillige foreninger.

Har man psykiske problemer efter udsendelse i internationale missioner, så henviser Københavns Kommune til psykologerne på Forsvarets Veterancenter, eller eksisterende socialpsykiatriske tilbud, som ifølge kommunens hjemmeside måske kan hjælpe.

Har man alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, så henviser Københavns Kommune til sin gratis og anonyme misbrugsrådgivning.

Har man pådraget sig fysiske handicap efter udsendelse, så kan man søge de samme hjælpemidler, genoptræning og hjemmehjælp som alle andre handicappede.

Er man ledig, og har svært ved at komme ind på det civile arbejdsmarked, så skal man kontakte sit lokale jobcenter, lige som alle andre ledige.

Er man pårørende til en veteran, og udfordret med at få dagligdagen til at fungere, så henviser Københavns Kommune til den frivillige forening Støt Soldater og Pårørende (SSOP). Man kan også få en støttekontaktperson fra kommunen, lige som alle andre.

Er man barn af en veteran, og oplever at livet er svært, så henviser Københavns Kommune til en pjece fra Forsvaret. Linket til pjecen fra Københavns Kommunes hjemmeside virker desværre ikke.

Er lysende bænke, mandsopdækning af 80 jihadister, en kunstig skibakke og bycykler til 80.000 kr. pr. stk. virkelig så vigtige, at hovedstadens veteranpolitik skal lade livet? Hvad er det i praksis som er ændret siden 2010, hvor det ifølge Frank Jensen ikke var godt nok at overlade krigsveteranerne til private initiativer? Altså bortset fra, at politikerne i mellemtiden har produceret endnu flere krigsveteraner?

I 2010 var Frank Jensen så indigneret over behandlingen af krigsveteranerne, at han var klar til at lave en handlingsplan for veteranerne, uden om regeringen. Blandt andet fordi den daværende Forsvarsminister ikke havde valgt at inddrage kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik. For mindre end 5 år siden ville Københavns Kommune altså gå enegang, og være foregangsbillede for andre. For alt andet var ikke godt nok, mente Overborgmesteren.

Danske krigsveteraner og deres pårørende har brug for en handlekraftig Forsvarsminister, som sætter sig i spidsen for en gennemgribende revision af den nationale veteranpolitik fra 2010. Vores ønsker til en ny veteranpolitik omfatter blandt andet, at ministeriet anlægger en holistisk tilgang til veteranproblematikkerne. Landets kommuner er ofte de første som får kontakt med plagede veteraner. Få nu kommunerne ind i kampen, så de alle forpligter sig til at have en veteranpolitik, og give området politisk opmærksomhed.

Da den nuværende Forsvarsminister, Nicolai Wammen, i et svar til Folketinget i 2013 skrev, at vi skal sørge for, at de soldater som vi sender ud, får ordentlige vilkår når de kommer hjem, så må vi kunne forvente at landets kommuner er taget i ed, og er klar til at løfte deres del af opgaven. Og at det ikke bare sker ved at henvise til frivillige foreninger.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, Hr. Forsvarsminister, for nu at genbruge Frank Jensens indignerede formulering.