Ligestillingen som udeblev

Veteranpolitikkens punkt 18 dikterer, at anerkendelse af fysisk og psykisk sårede skal ligestilles, og psykisk sårede skal kunne modtage medalje på lige fod med fysisk sårede.

Hvis lykken var gjort med medaljer, så var livet jo nemt. Men det er ikke virkeligheden vi lever i. 5 år efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget, er fysisk og psykisk sårede krigsveteraner stadig ikke ligestillet, i en række af forhold som involverer offentlige myndigheder.

Lad mig give 3 eksempler.

I Arbejdsskadestyrelsen kan selv den sværeste Post Traumatiske Stresstilstand (PTSD) stadig kun udløse en méngrad på 20 – 35%. Sammenlignet med en fysisk arbejdsskade, så svarer det til at man mister en lillefinger og en ringefinger. Som følge heraf, bliver de udbetalte erstatninger mere symbolske, end de er reelt dækkende for det erhvervsevnetab man er udsat for, hvis man lider af svær PTSD.

I SU-styrelsen kan PTSD ikke udløse et handicap-tillæg, hvis man ønsker at gennemføre en ungdoms- eller videregående uddannelse. SU-styrelsen hævder – trods speciallægeerklæringer om det modsatte -, at man sagtens kan arbejde 5 – 6 timer pr. uge, ved siden af sit studie, hvis man har PTSD. Så selv om en højt specialiseret overlæge, som har behandlet en krigsveteran i måneder eller år, bruger tid på at skrive den af SU-styrelsen krævede erklæring, så virker det som om styrelsen ignorerer erklæringen, slår diagnosen op i et skema, og konkluderer det modsatte af overlægen.

Hos nogle af landets kommuner har man ingen betænkeligheder ved at sende krigstraumatiserede veteraner ud i aktivering og nyttejobs, selv om denne aktivitet fungerer kontraeffektivt på den behandling veteranen gennemfører. Dette betyder i praksis, at en veteran kan gå i psykiatrisk behandling om mandagen, og blive tvunget ud i aktiviteter som modvirker behandlingen fra tirsdag, til og med fredag. Denne galskab koster samfundet en masse penge, og stresser naturligvis den psykisk sårede veteran, som mærker de modsatrettede krav og forventninger på sin egen krop.

Jeg har flere gange hørt psykisk sårede krigsveteraner udtale, at hvis de kunne vælge, ville de hellere have mistet en arm, eller et ben under udsendelserne. Dels fordi det er lettere at forklare, men så sandelig også fordi forståelsen for, at et ben ikke vokser ud igen, er større end forståelsen for, hvordan sådan en stor og stærk soldat plages af mareridt, søvnløshed, angst, isolationstrang og ulogisk, aggressiv opførsel i stressede situationer.

Så den eneste ligestilling vi kan tale om – bortset fra detaljen med medaljerne – er, at psykisk sårede krigsveteraner af begge køn stadig bliver udsat for negativ forskelsbehandling, i forhold til deres kollegaer som pådrog sig fysiske skader i krigsindsatserne. Hvis denne form for ligestilling – altså af de to køn – er politikernes reelle ambitionsniveau, så virker det unægteligt ret uambitiøst. Det bør Forsvarsministeren gøre noget ved. Han har initiativretten- og pligten, hvis veteranpolitikkens ambitioner om ligestilling af fysiske og psykiske krigsskader skal realiseres.

Reklamer

Et moderne tiggerkort

Efter krigen i 1864 blev danske krigsveteraner tilgodeset med hvad vi i dag ville kalde en særlov. Krigsveteranerne fik et særligt privilegium, som ikke alle andre kunne få. Krigsveteranerne blev udstyret med et officielt tiggerkort, som gjorde det muligt for dem at tigge almisser fra den barmhjertige del af befolkningen.

Mange af datidens krigsveteraner erhvervede sig lirekasser, som de gik rundt og spillede på, med hatten i hånden, eller liggende foran lirekassen. Deraf opstod begrebet ”at blive slået til lirekassemand”.

En lirekassemand var altså en krigsveteran, som var henvist til et liv som tigger. Denne model valgte man at genbruge i veteranpolitikken fra 2010.

Igen blev krigsveteranerne tilgodeset med et officielt dokument – denne gang i mere nutidigt plastic -, kaldet veterankortet. Veterankortet skal dokumentere at ihændehaveren er krigsveteran, og er præget med vedkommendes navn og cpr-nummer.

Det ligner et hævekort, eller et kundekort til en benzinstation. Forskellen er blot, at veterankortet hverken giver kredit, eller udløser nogle rabatter i sig selv.

Det blev op til frivillige kræfter, som organiserede sig blandt de frustrerede modtagere af veterankortet, at gå tiggergang hos landets virksomheder, og bede om uofficielle rabatordninger. Disse ”tilbud” blev så annonceret på en ganske privat hjemmeside, uden nogen forbindelse til den ellers så stolte og anerkendende stat.

For mange krigsveteraner blev veterankortet set som en hån. Nogle returnerede kortet til afsenderen, andre brugte det til at skrabe sne af bilens forrude, og enkelte løste på kreativ vis problemer med vippende borde, ved at lægge veterankortet under det korteste ben.

Veterankortet blev aldrig den anerkendelse og succes det var tænkt som. Mest fordi det var værdiløst i sig selv, men også fordi det var blevet italesat som noget helt fantastisk og nyskabende, i forbindelse med lanceringen af veteranpolitikken i 2010. Man skal åbenbart passe på med at skrue forventningerne op, når det man i praksis udleverer er aldeles værdiløst. Da begejstringen over veterankortet nu aldrig tog fart, så måtte noget jo gøres.

I 2013 blev veteranpolitikken evalueret af Forsvarsministeriet (sammen instans som havde produceret politikken), og ganske overraskende fandt evalueringsgruppen ingen nævneværdige fejl i deres initiale arbejde. Dog måtte noget gøres ved det forbandede veterankort, så evalueringsgruppen foreslog i et tilfælde af genialitet, at veterankortet ikke længere blot skulle tilsendes krigsveteranerne med posten.

Værnsfælles Kommando skriver således ultimo januar 2015 ud til landets tjenestesteder, at ”det er ikke en udleveringsform, der fremhæver Veterankortets symbolske betydning som et synligt bevis på, at modtageren har tjent Danmark på en international mission, og er veteran”.

Løsningen på dette symbol-problem er nu, at de værdiløse plastickort skal udleveres ved parader på landets tilbageværende kaserner. Og det skal jo nok øge værdien af kortene, og højne tilfredsheden blandt modtagerne. Eller ikke.

Brokkeriet, og de sarkastiske bemærkninger om kortets åbenlyse værdiløshed blev i slutningen af 2014 for meget for den siddende forsvarsminister, Nicolai Wammen. Han trykkede hårdt og længe på handlingsknappen, og sikrede – i et sjældent tilfælde af ekstrem handlekraft – landets krigsveteraner med plastickort sammen adgang til den private rabatordning, LogBuy, som forsvarets fastansatte har haft i årevis. Så skulle al kritik af veterankortet gerne forstumme, kunne man forstå.

Men det var jo en gratis omgang for ministeren.

Regningen for statens såkaldte anerkendelse blev tørret af på de private virksomheder som er med i LogBuy-ordningen. Staten skulle hverken finansiere rabatterne, eller drive en hjemmeside, sådan som private kræfter havde gjort hidtil.

Pludselig blev et element i veteranpolitikken meget nemt og omkostningsneutralt for staten. Og den konkrete anerkendelse var jo også beskeden, da veteranerne nu bare fik adgang til nogle rabat-privilegier, som tusindvis af andre danskere havde haft længe.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre specialpsykiatrien de nødvendige midler, så den kunne tilbyde behandling til alle de krigsveteraner som magter at bede om den.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre Arbejdsskadestyrelsen de nødvendige ressourcer, så krigsveteraner ikke skulle leve i uvished i årevis, før er falder afgørelse i deres arbejdsskadesager. Ventetiden er historisk høj nu, og ifølge Arbejdsskadestyrelsen bliver ventetiden kun længere i 2015.

Men da dagen var omme, og støvet havde lagt sig, så valgte ministeren en nem og gratis løsning.

De glemte generationer

Forestil dig at du ejer et hus. Til huset hører en have, med en græsplæne, frugttræer, blomsterbede og en ligusterhæk omkring hele herligheden.

Hvert år lapper du huller i murværket, renser indkørslen for mos mellem fliserne, afrenser alger på fliserne. Hvert andet år sliber og maler du vinduer og døre, så de kan modstå regnvandet, og ikke rådner. Du vedligeholder taget, og skifter tagsten ud, hvis de efter en storm har været på flyvetur. Du varmer huset op, og lufter dagligt ud, så der ikke opstår skimmelsvamp i din bolig.

Men haven gør du intet ved. Du slår ikke græsset, fjerner ikke mos i plænen, beskærer ikke frugttræerne, passer ikke bedene, og klipper ikke hækken omkring matriklen.

Efter 20 år ligner dit hus en perle, og har en sund tilstandsrapport. Men haven er et sandt morads – en jungle af mere og mindre velkomne gevækster, og kalder på en grundig anlægsgartner, som vil donere adskillige dage af sit liv, for at få junglen til at ligne en have igen. Dine naboer klager, fordi ukrudt breder sig fra din have, og ind i deres, og hækken I deler er flere meter høj.

Billedet du har i hovedet nu, er helt analogt til den måde danske krigsveteraner er blevet behandlet på i mere end 20 år. Balkan-veteranerne er haven. Balkan-veteranerne er den oversete generation.

Meget af det svigt Balkan-veteranerne er blevet udsat for, kan forklares med uvidenhed. Eller påstået uvidenhed, om man vil. Forsvaret var ganske enkelt ikke opmærksom på de psykiske efterreaktioner danske soldater kunne få, fordi Forsvarets erfaring åbenbart kun var baseret på efterreaktionerne på de mere fredelige FN-missioner i Gaza og på Cypern. Vi er tilbage i tiden, før det blev moderne (læs: nødvendigt) at trække på erfaringerne fra mere rutinerede krigsførende nationer.

Balkan-missionerne i Kroatien, Bosnien og Kosovo var det store paradigmeskift. Pludselig var der bly i luften, granater som faldt, mineulykker og danske tabstal. Desuden var det meget svage FN-mandat en evig udfordring for danske soldater, som gerne ville gøre mere aktivt, for at opretholde den skrøbelige fred, end mandatet tillod. Frustrationen og magtesløsheden var udtalt, og har påvirket livet for mange danske Balkan-veteraner, mange år efter de kom hjem.

På Balkan var der relativt mange danske soldater afsted ad gangen – 18.000 i perioden 1992 – 2009, hvilket giver mere end 1000 pr. år. Til sammenligning var der på Cypern 23.000 i løbet af de 30 år, som danskerne var engageret i Cypern-missionen.

Nu kunne man godt have den tro, at Forsvaret – i takt med opbygningen af viden, og tilførslen af flere ressourcer til veteranområdet – op gennem 00’erne, ville have grebet fat i haveredskaberne, og sat ind i forhold til de mange Balkan-veteraner i glemslens jungle. At PTSD ikke er en tilgængelig diagnose i midten af 1990’erne, får jo ikke den enkelte veterans PTSD til at forsvinde.

Og når man endelig ”opdager” PTSD, og anerkender en sammenhæng mellem de meget voldsomme oplevelser mange Balkan-veteraner var udsat for, og deres efterfølgende psykiske problemer, og nedsatte arbejdsevne, så burde Forsvaret naturligvis have tilbudt Balkan-veteranerne en forklaring på sammenhængen, og banet vejen for professionel behandling, anerkendelse og kompensation for især den tabte arbejdsevne, i kølvandet på de psykiske problemer.

Det gjorde Forsvaret bare ikke.

Man kunne også tro, at når Forsvarets Veterancenter så lyset i 2010 – hvor den akkumulerede viden om PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig var ret omfattende -, så ville man straks tage fat i de oversete Balkan-veteraner, og tilbyde dem opfølgningssamtaler, med anvisning af relevante behandlingstilbud for de psykisk skadede veteraner fra årene på Balkan.

Det skete heller ikke. Man besluttede kun at iværksætte opfølgningssamtaler for veteraner udsendt efter 2007. Belejligt nok, da Balkan-missionerne med de hårdeste kampe sluttede i 2003.

2007 er sjovt nok også året, hvor den første Golf-krig sluttede. Så lige som Balkan-veteranerne, skulle de 5500 veteraner fra den første Golfkrig altså heller ikke tilbydes opfølgningssamtaler syv måneder, fem år og otte år efter udsendelse.

Det kan man så tænke lidt over.

Resultaterne af den manglende indsats er heller ikke udeblevet. Selv hvis man ignorerer de omfattende mørketal i undersøgelsen, så konkluderer Center for Selvmordsforskning i sin rapport fra december 2014, at 47 danske soldater som var udsendt mellem 1992 og 2013, har begået selvmord. 43 af dem var Balkan-veteraner.

Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne.

Det kan man så også tænke lidt over.

I 2014 blev det pludseligt moderne blandt politikere at ville vise anerkendelse til veteraner. Ikke for meget anerkendelse, naturligvis. Og da slet ikke i form af noget som reelt kunne afhjælpe nogle af de problemer som veteranerne kæmpede med efter udsendelserne. Anerkendelsen skulle udmøntes i form af medaljer. Medaljer, magen til de medaljer vi alle har fået som afslutning på vores missioner. Medaljer, som man ikke kan bruge til noget som helst, med mindre man stadig er tjenstgørende, og skal til parade en-to gange årligt.

Men medaljer skulle der til. Siden 2009 havde veteraner modtaget en dansk medalje for international tjeneste, som supplerede den internationale missions-medalje (fra FN eller NATO) alle veteranerne modtog efter 3 måneders udsendelse (cirka halvvejs i missionen). Nogle veteraner havde så beklaget sig over, at de aldrig havde modtaget en dansk medalje for deres internationale tjeneste, men kun medaljer fra FN eller NATO.

Det ville politikerne naturligvis ikke have siddende på sig. Man kunne jo tro de var utaknemmelige. Så i valget mellem at forbedre behandlingstilbuddene til de psykisk skadede veteraner, bygge flere veteranhjem, stramme op i Arbejdsskadestyrelsen, og medaljer for 20 mio. kroner, så valgte politikerne at kaste penge efter medaljerne. Og to veteranhjem mere.

Det kan man så også tænke lidt over.

Uanset hvad, så har vi som nation et enormt efterslæb, når det handler om Balkan-veteranerne. Der er ganske enkelt gjort alt for lidt, for at nyttiggøre den viden man har fået, i forhold til de veteraner fra Balkan-konflikten, som det var lettere at glemme. Og som alle haveejere ved, så bliver problemerne kun større med tiden, hvis man vender det blinde øje til levende ting.

Det handler om moral

428991Forestil dig, at du beder din nabo om hjælp til et kritisk problem. Måske er der sprunget et vandrør over din stue, og vandet siver ned gennem loftet. Du er ikke selv i stand til at løse problemet, men din nabo er kendt for at være en handy man, så du beder om hans hjælp.

Mens din venlige nabo løser problemet for dig, får han et elektrisk stød fra nogle af dine andre installationer. Han dør ikke, men skaden forhindrer ham i at passe sit arbejde den kommende uge.

Er det bare hans eget problem? Kunne han bare have valgt anderledes, og nægtet at hjælpe dig i nødens stund? Ligger han bare som han har redt?

Forestil dig at du kører bil på motorvejen. Pludselig lyser olie-lampen, og du kører ind på den næste tankstation du møder på din vej. Du køber en dunk motorolie, men da du skal åbne dækslet til motorens oliepåfyldning, må du konstatere at du ikke har de fornødne kræfter til at skrue dækslet af.

Du spørger tankstationens servicemedarbejder til råds, og han tilbyder velvilligt at hjælpe. Han medbringer en tang, og efter en vis møje og besvær får han løsnet dækslet.

Men da dækslet løsnes, kommer servicemedarbejderen til at skubbe til metalstangen som holder motorhjelmen oppe. Den venlige, servicemindede mand får motorhjelmen i hovedet, besvimer, og falder om på jorden foran din bil.

Hælder du bare olie på bilens motor, og kører videre? Kunne den unge mand bare have set sig for, eller lagt en mindre kraftanstrengelse i at hjælpe dig med dit problem? Er det bare en sag for et forsikringsselskab?

Forestil dig at din vens datter kæmper med social isolation, bliver mobbet i skolen, og er begyndt at skære i sig selv. Din ven er rådvild, og hans datter er grædefærdig efter hver eneste skoledag. Din ven frygter at hans datter vil forsøge selvmord, eller blive fristet til at dulme sine problemer med alkohol eller stoffer. Under dine jævnlige samtaler med din ven, har han flere gange udtrykt magtesløshed.

Vender du det blinde øje til? Glædes du over, at du ikke har problemer som din vens, i din egen familie? Siger du til ham, at han skal tage sig lidt sammen, eller overlade sin datter til kommunen?

Hvis du IKKE valgte at ignorere de skader din nabo pådrog sig i bestræbelsen på at hjælpe dig med vandskaden, og hvis du IKKE valgte at efterlade servicemedarbejderen livløs på jorden, og hvis du IKKE valgte at vende det blinde øje til din vens og hans datters problemer, så er du givetvis et moralsk menneske. Det skal du være glad for. Og du bør huske det næste gang danske soldater risikerer liv og førlighed for din og andres frihed, globale menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og bekæmpelse af terrorister. De kæmper på vegne af dig.