Serviceeftersynet – gode takter, men stadig langt til mål

I dag, på flagdagen for Danmarks udsendte, præsenterer regeringen sit længe ventede serviceeftersyn af veteranpolitikken. Serviceeftersynet indeholder nogle gode tiltag, men naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen, i en tid hvor pengene er få.

Lad os nævne de – i vores optik – fire markante forbedringer:

For det første oprettes yderligere 5 regionale tilbud i specialpsykiatrien, så der bliver  specialiserede behandlingstilbud i alle landets regioner. Så bliver det forhåbentlig slut med lange ventetider, og lange transporttider, når man som traumatiseret veteran skal have behandling. Dette har været en af vores mærkesager siden starten af Veteranalliancen. De nye specialpsykiatriske tilbud finansieres inden for rammerne af psykiatriens eksisterende budget, som med regeringens nye udspil til en sammenhængende psykiatrihandlingsplan, og satspuljeaftalen for 2015-18, bliver udvidet med 2,2 milliarder kroner yderligere.

For det andet skal indsatsen ude i landets kommuner styrkes, via øget fokus på sårbare/udsatte veteraner, og opkvalificering af de kommunale veterankoordinatorer. Også dette tiltag flugter en af vores fem mærkesager. Indsatsen finansieres inden for Veterancentrets budget.

For det tredje bliver Fonden Danske Veteranhjem, som står bag veteranhjemmene i København, Fredericia, Aalborg, Århus, og det kommende veteranhjem i Odense, organiseret på en ny måde fra nytår. Vi har de seneste år været vidner til, at det ellers glimrende element i veteranpolitikken, som vi ønsker styrket og udbygget, er kørt af sporet på grund af interne stridigheder, og en bizar interessekonflikt mellem ledelsen, og de veteraner og pårørende som veteranhjemmene blev etableret for. Nu skal det være slut med topstyring af veteranhjemmene, udpegede formænd og bestyrelsesmedlemmer, bøllemetoder, og vedtægter som reducerer veteranernes indflydelse til noget symbolsk. Organisationen professionaliseres, og det bliver meget mere tydeligt hvem der har ansvaret for hvad, og hvem der ikke skal blande sig i lokale tiltag og beslutninger.

For det fjerde gives der en økonomisk jobpræmie til virksomheder, hvis de ansætter en syg/såret veteran, sådan som Statsministeren bebudede sidste år. Virksomheder og myndigheder, der – efter aftale med Veterancentret – har haft en udfordret veteran ansat i seks måneder, tildeles en kontant jobpræmie, der f.eks. kan bruges til mentorvirke, kompetenceudvikling o.l. Tiltaget skal åbne nye muligheder for veteraner, der har vanskeligt ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og i modsætning til de første udmeldinger, så bliver ordningen kun gældende for syge/sårede veteraner – ikke alle de mange veteraner som sagtens kan komme ind på arbejdsmarkedet, alene ved hjælp af deres kompetencer og vindende personligheder. Dem skal vi naturligvis ikke stigmatisere ved at antyde, at der skal noget særligt til for at de kan få civile jobs. Jobpræmie-ordningen, som betyder at syge/sårede veteraners arbejdsgivere får et tilskud på 50.000 kr. finansieres med de 20 mio. kroner som blev “sparet” på den nedlagte Irak- og Afghanistankommission.

Også indsatsen for de pårørende skal styrkes. Idræt målrettet psykisk sårede veteraner styrkes i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund m.fl. Samlet set er der flere skridt i den rigtige retning. Det kvitterer vi for med glæde. Men vi har stadig nok at kæmpe for.

Regeringen agter ikke at fjerne dato-begrænsningen i aktstykke 425. Der er intet nyt om sidestilling af fysiske og psykiske skader i forbindelse med udregning af mèngrader i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Kun problemerne med sagsbehandlingstiderne har fanget regeringens opmærksomhed. Og den styrkede indsats for kriseramte og selvmordstruede veteraner, som vi har efterlyst efter sommerens dramatiske selvmord, selvmordsforsøg og forældredrab, bliver heller ikke en del af regeringens serviceeftersyn i denne omgang.

Derfor fortsætter vi vores arbejde, med øget fokus på disse områder.

Og vi nærer et håb. De konservative og Socialdemokraterne støtter vores forslag om en styrket opsøgende indsats over for de kriseramte/selvmordstruede veteraner. Socialdemokraterne går endvidere ind til årets finanslovsforhandlinger med en ambition om, at veteranindsatsen skal tilføres yderligere 100 mio. kroner årligt. Og som noget helt nyt vil partiet lytte til dem det hele handler om – veteranerne og deres pårørende -, når der skal udvælges nogle konkrete indsatsområder, og der skal prioriteres. Også andre partier har tilkendegivet forståelse for, at vi skal sætte tæring efter næring, og øge indsatsen for de mest udsatte veteraner, og deres familier.

Igen kvitterer vi for de positive tilkendegivelser fra de forskellige partier, og lover at møde op og bidrage konstruktivt, så snart vi kender de økonomiske rammer. Vi opfordrer også Folketingets øvrige partier til at melde deres visioner og prioriteringer ud.

Vi vil gerne takke alle som har bakket op om vores arbejde, og bidraget til at skabe opmærksomhed omkring nogle af veteranpolitikkens fejl og mangler. Det har krævet ihærdighed og skarp fokusering, men det har været alt arbejdet værd.

Vi har nu opnået konkrete resultater af arbejdet, og er blevet sultne efter flere. Lad os blive ved med at skabe dem sammen. Udviklingen stopper som bekendt ikke her.

Der er altid plads under paraplyen, til flere veteranforeninger og -projekter, som bakker op om vores mærkesager og virke. Uanset hvad man ellers beskæftiger sig med, og uanset om man har andre veteranpolitiske mærkesager på nationalt eller lokalt niveau, så byder vi velkommen til samarbejdet.

Man kan downloade Forsvarsministeriets serviceeftersyn her, og Danmarks nye veteranpolitik her.

God flagdag!

#veteranpolitik

#serviceeftersyn

#mærkesager

#flagdag2016

Veteranerne og embedsværket

Torsdag d. 13. august kl. 19.00 havde Forsvarets Veterancenter indkaldt til møde på Veteranhjem København. Formålet med mødet var at gennemgå veterancentrets forslag til nye vedtægter for alle landets veteranhjem, og ud over mere end 40 veteraner, pårørende og frivillige værter, og 2 repræsentanter for veterancentret, så deltog også den embedskvinde fra Forsvarsministeriet, som åbnede mødet med at indrømme at hun – og hendes kollegaer – var initiativtagere til hele vedtægtsballaden.

Det er altså IKKE et politisk krav, som det fejlagtigt er blevet fremført fra flere fronter.

Og det var altså IKKE et krav for at få udbetalt pengene til udbygning og renovering af de eksisterende veteranhjem, eller etableringen af de nye i Odense og Århus, som det også fejlagtigt er blevet fremført.

Det er et krav fra embedsværket, når hvert veteranhjem også i fremtiden skal modtage 500.000 kr. årligt til driften, hvilket i ministeriet betragtes som et anseeligt beløb.

Når et værested, som godt nok blev givet som anerkendelse og støtte til landets krigsveteraner og deres pårørende, skal modtage 500.000 kr. årligt, så skal brugerne åbenbart ikke have for meget indflydelse på værestedets rammer og aktiviteter.  Det skal pensionerede generaler, lokale politikere og erhvervsfolk, som åbenbart ikke tåler at stille op på demokratisk vis.

Adspurgt hvorfor embedsværket pludselig havde indtaget den holdning, at ensartede vedtægter for alle veteranhjem var en god ting, var svaret,  at det gjorde flere ting nemme for embedsfolkene i ministeriet. Ikke for veteranerne, eller deres pårørende. Ikke for de lokale bestyrelser på veteranhjemmene. Men kun for embedsværket.

Det imponerede i sagens natur ikke de mange fremmødte, som blandt andet pointerede, at hvis veteranhjemmene blev alt for strømlinede og firkantede, så ville enkelte veteraner ikke kunne bruge dem længere. Runde og trekantede mennesker passer dårligt ind i firkantede systemer.

Resten af “argumenterne” for de nye og ensartede vedtægter var lige så tvivlsomme. Og da det begyndte at blive lidt pinligt for embedskvinden, at hele forsamlingen mente at netop veteranerne havde gjort sig fortjent til netop de veteranhjem de ville have, og lige så forskellige vedtægter de havde lyst til, så indtog Oberst Jette Albinus rollen som procestrold (hendes eget udtryk), og gennemgik vedtægtsforslaget paragraf for paragraf.

De fremmødte veteraner og frivillige demonstrerede et historisk sammenhold, og en rørende enighed. Alle de kritisable paragraffer blev vendt og drejet, og alle havde mulighed for at lufte deres bekymringer og afstandtagen. Alle indvendinger blev noteret af Lars Højbak fra Veterancentret.

Især paragraffen om bestyrelsens sammensætning blev genstand for debat, idet ingen af de fremmødte veteraner, pårørende og frivillige værter synes det var en god idé, at veteranhjemmenes brugere kun skulle have et symbolsk antal pladser i de lokale bestyrelser, mens Fonden Danske Veteranhjem skulle udpege flertallet på udemokratisk vis.

Den slags “demokrati” kender vi fra diktaturstater, i lande vi helst ikke sammenligner os med. Og som krigsveteraner står vi vagt om demokratiet. Derfor mødte veterancentrets forslag bred modstand. Faktisk var der ikke en eneste som gav udtryk for, at det var en god idé.

Også en række andre forslag til nye eller omformulerede paragraffer, som ville gøre op med de fundamentale demokratiske spilleregler – f.eks. at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og at bestyrelserne selv laver deres egne forretningsordener – mødte bred modstand.

Da skyggerne var blevet lange, og mødet var forbi, havde veteranhjemmets brugere sendt et stærkt og entydigt signal til Forsvarsministeriet. Fonden Danske Veteranhjem var praktisk taget reduceret til det, som den oprindeligt var tiltænkt – en fond som rejser penge, administrerer penge, og på elegant vis lader veteranhjemmenes brugere, frivillige og ansatte bestemme deres egne rammer og aktiviteter.

Hvis 500.000 kr. er sådan et anseeligt beløb på veteranpolitikkens budget, at de kun kan tildeles hvis alt bliver firkantet og topstyret, så er det måske bedre at takke nej til politikernes penge, og finde dem i privat regi. Det burde ikke være så svært.

Sådan en løsning giver godt nok politikerne et forklaringsproblem, når deres vælgere finder ud af at anerkendelsen og støtten til landets krigsveteraner alene finansieres af private fonde og personer.

Men det må embedsværket så forklare den måbende befolkning.

500.000 kr. er jo åbenbart et anseeligt beløb.

Det glemte man bare at fortælle veteranerne, dengang Hendes Majestæt Dronningen åbnede veteranhjemmet på Frederiksberg, og politikerne stod på nakken af hinanden, for at fremhæve hvor meget de anerkendte og støttede de danske krigsveteraner.

Nu skal vi åbenbart håbe på, at denne anerkendelse og støtte også breder sig til embedsværket.

 

Der er forskel

Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.

Fonden og bøllemetoderne

Den seneste tid har vi undersøgt en lang række forhold omkring Fonden Danske Veteranhjem – hvem der står bag den, hvordan den disponerer, og hvordan den agerer.

Veteranhjemmene er – i alle tilfælde i vores optik – et af de vigtigste, og mest konkrete initiativer i veteranpolitikken fra 2010. Derfor er det vigtigt at veteranhjemmene udvikler sig i en positiv retning, og favner flest mulige veteraner, pårørende og kompetente frivillige, så flest mulige får glæde og gavn af denne komponent i veteranpolitikken.

Via dette researcharbejde er vi stødt på et kedeligt mønster, når det handler om hvordan fonden håndterer sin kommunikation – især når tingene ikke lige går som fonden vil det.

Eksklusion af kritikere

Senest har vi været vidner til en eksklusion af den demokratisk valgte talsmand på Veteranhjemmet i København. Han var åbenbart for åbenmundet til fondens smag. Så umiddelbart før et fællesmøde, for alle brugerne på veteranhjemmet, blev talsmanden trukket ind i et mødelokale af formanden, og præsenteret for en eksklusion, samt en trussel om bortvisning fra veteranhjemmet, hvis talsmanden fortsætter med at udtale sig i medierne om veteranforhold, set fra sit baglands perspektiv.

Her er eksklusionen, og truslen om bortvisning

Et siciliansk tilbud

Før talsmandens eksklusion havde vi så hele debatten omkring det lokale demokrati på veteranhjemmene. Fondens position var, at veteranhjemmenes medlemmer bare skulle aflevere deres demokratiske rettigheder, når det blev krævet af fonden.

Det var flertallet af medlemmerne så ikke enige i.

I København og Aalborg blev forslaget til nye vedtægter, og en implementering af den famøse 4/3-model, nedstemt på de ekstraordinære generalforsamlinger. Og begge steder blev nedstemningen fulgt op med en konstatering/trussel fra fonden, som gik ud på at de renoverings- og udbygningsprojekter, som Folketinget havde bevilget penge til i september 2014-forliget, nu blev udsat på ubestemt tid, indtil brugernes afgørende indflydelse på veteranhjemmene var afviklet.

Folketingets bevilling blev altså taget som gidsel, i en intern kamp om magten.

I Fredericia, hvor forslaget til nye vedtægter blev vedtaget, skete dette under trusler om, at hele veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke medlemmerne afgav deres demokratiske indflydelse på bestyrelsens sammensætning.

Altså et siciliansk tilbud.

Og alt det ovenstående er enten initieret, eller sanktioneret af fondsbestyrelsen.

Sygeliggørelse

Vores undersøgelser viser dog, at disse bøllemetoder ikke er nye i personkredsen bag Fonden Danske Veteranhjem. Ud over at være formand for fonden, præsident for De Danske Soldaterforeningers Landsråd, og formand for Støt Soldater og Pårørende, så er den pensionerede generalmajor, Jan Brun Andersen også  medlem af bestyrelsen i det private firma, Psykiatrikonsulenterne. Her hjælper han tilsyneladende landets kommuner og jobcentre med at yde en formidabel støtte til veteraner med PTSD – eller “problemer”, som han selv kalder det i sin ledelsesberetning fra 2011.

Imidlertid har den pensionerede generalmajor ikke altid været helt skarp i sine psykoanalyser af veteraner.

I 2011 stod Oversergent Lars Christensen overfor en udsendelse til ISAF, hold 11. Forinden da, havde han haft nogle uenigheder med Jan Brun Andersen omkring veteranhjemmene, hvilket blandt andet medførte at Lars, i sin egenskab af formand for foreningen Krigsveteraner og pårørende, valgte at trække foreningen ud af samarbejdet omkring de danske veteranhjem, og De Danske Soldaterforeningers Landsråd, som Jan Brun Andersen også er formand for.

Dagen inden sin udsendelse blev Lars kontaktet af Forsvarets Personeltjeneste, som telefonisk meddelte ham, at han var blevet pillet af holdet, fordi han “efter sigende var psykisk ustabil”. Han kunne ikke få oplyst, hvem der havde indberettet dette. Men han var ret overbevist om, at det hverken kom fra hans chef eller kollegaer. Lars svarede personeltjenesten, at det jo selvfølgeligt var alvorligt, og det måtte de da hellere få undersøgt – uden at kunne få oplyst, hvad “psykisk ustabil” dækkede over.

Lars kontaktede derfor straks en advokat, og en psykiater som var privatpraktiserende, og derfor uafhængig af Forsvaret. Han bad om at blive undersøgt for alt, hvad “psykisk ustabil”, kunne tænkes at dække over.

Ca. 10 dage senere, havde Lars en erklæring i hånden, som entydigt fastslog at han absolut intet fejlede, hvorfor han kunne rejse afsted, ca. 14 dage senere end oprindeligt planlagt, og han fik sit helbreds Q tilbage.

Imens Lars var udsendt på hold 11, undersøgte hans advokat sagen nærmere. Advokaten kunne til Lars’ store overraskelse meddele ham, at han nu havde et navn, og at dette navn fremgik af lægejournalen fra Forsvaret.

I følge Lars’ lægejournal, var det Jan Brun Andersen, som havde fremsat denne alvorlige anklage, som afstedkom omfattende skade på Lars Christensens karriere i Forsvaret. Men Jan Brun Andersen så sig altså i stand til at fjerndiagnosticere folk for psykiatriske lidelser, og på denne baggrund få Forsvaret til at iværksætte og bekoste den helt store undersøgelse. I sandhed en kafkask situation at befinde sig i, når man er på vej til udsendelse.

Her udpeges kilden til fjerndiagnosen:

Og her er så konklusionen fra den uafhængige speciallæge i psykiatri, som undersøgte Lars Christensen på Forsvarets regning. Psykiateren må nok have undret sig over hvorfor han skulle bruge tid på denne sag, som hverken virkede konkret eller underbygget på nogen måde.

Så nu er spørgsmålet, om vi som veteraner, pårørende og frivillige kræfter på veteranhjemmene, kan være trygge ved de metoder som benyttes af Fonden Danske Veteranhjem, og dens formand, Jan Brun Andersen.

En kommunikationsstrategi som mest af alt minder om strudse-metoden, og en forældet opfattelse af hvordan man går i dialog med sine kritikere, og finder fælles løsninger, virker ikke tillidsvækkende.

Faktisk virker det ret bekymrende.

Hvorfor kan/vil Fonden Danske Veteranhjem ikke være åbne og imødekommende over for netop den gruppe veteraner og pårørende de er udpeget til at udmønte veteranpolitikken for?

Hvorfor mødes kritiske røster med eksklusioner og sygeliggørelse?

Hvorfor skal tjenestegørende veteraner frygte for deres karriere, hvis de ytrer sig om noget, eller på en måde, som ikke falder i Jan Brun Andersens smag?

Hvorfor betaler Forsvaret for dyre speciallægeundersøgelser, alene på baggrund af hvad en pensioneret generalmajor tænker om veteraner, som har andre holdninger end han selv har?

Hvorfor evner fonden ikke at komme med en logisk og meningsfuld forklaring på hvorfor den er bedre egnet til at udpege bestyrelsesmedlemmer på veteranhjemmene, end brugerne af veteranhjemmene selv er?

Der er mange flere spørgsmål som trænger sig på. Og det skal blive spændende at se, om politikerne og befolkningen mener, at dette er måden de danske krigsveteraner og deres pårørende skal behandles på.

Så vi graver videre.

Fonden og veteranerne

I forbindelse med den seneste debat omkring afdemokratiseringsprocessen på de danske veteranhjem, og senest den bekymrende placering af et kommende veteranhjem i Gelleup, 400 meter fra Grimhøj moskèen som åbent støtter IS, har vi kigget nærmere på Fonden Danske Veteranhjem, for at finde nogle mulige svar på de mange spørgsmål som er fremkommet i debatten.

Det undrer os nemlig, at fonden fremstår så arrogant og indifferent i forhold til netop de krigsveteraner den er sat i verden for at støtte.

Fondens konstellation 

Fonden Danske Veteranhjem er en helt igennem privat fond, der af en eller anden årsag har fået eneret på at drive veteranhjemmene. Det er en lidt underlig konstellation mellem Forsvarsministeriet og Realdanias fond, og det har ikke været muligt at finde frem til, hvordan en sådan beslutning har kunnet lade sig gøre.

Umiddelbart bør alle almennyttige fonde kunne få samme ”rettighed”, således at hvis anden fond vil drive veteranhjem, bør de kunne modtage en procentvis andel af de 1,5 millioner kroner, der udbetales via finansloven – herunder driftstilskud fra Kulturministeriet. Men sådan er det altså ikke.

Fondens bestyrelse består af Jan Brun Andersen (formand, og pensioneret generalmajor), Karl Erik Nielsen (næstformand, pensioneret oberst, og præsident i De Danske Forsvarsbroderselskaber), Jens Ole Løje Jensen (kommandørkaptajn, og landsformand for Danmarks Marineforening), Kaj Flemming Clausen (repræsentant for Danske Soldaterforeningens Samvirke), Carl Anker Bratved (formand for Veteranhjem Trekantsområdet), Asger Kibsgaard (repræsentant for Veteranhjemmet Aalborg), Berit Christensen (souchef i Forsvarsministeriet), Lars Højbak (chef for Veterancentrets veteransekretariat), og Lars Boe Nielsen (formand for Veteranhjem København).

I evalueringsrapporten fra 2014, om fondens aktiviteter og organisering, fremgår det imidlertid at

Af årsrapporten 2014 fremgår det, at Fonden modtog 25 millioner kroner til etablering af veteranhjem Odense og Aarhus, samt til ombygning af Frederiksberg og Fredericia. I tillæg til de 25 mio. kroner er der afsat midler til driften af de nu 5 veteranhjem. Dette er et ret stort beløb, taget i betragtning at det af tidligere regnskaber fremgår, man har kunnet drifte 3 veteranhjem for anslået ca. 4-5 mio. kroner om året.

Fonden mener, 5 veteranhjem kan dække landets behov – hvilket må siges at være en modig udtalelse. Det betyder at alle på Sydsjælland og øerne skal hele vejen til Odense eller København, hvis de skal forbi et veteranhjem. I Jylland er geografien endnu værre.

Det har ikke været muligt at finde nogle oplysninger om størrelsen af det tantieme udbetalt til direktionen (Thorkild Ellegaard Kay, som også deler bopælsadresse med fonden), der nævnes i årsrapporten 2011, side 10 – ”Andre driftsomkostninger”. Dette er et af mørketallene, som opstår når fonden ikke offentliggør deres regnskaber, men kun en årsrapport, som er et sammenkog af regnskabet. En regnskabsmæssig bulionterning, om man vil, som kun fortæller om de helt overordnede økonomiske dispositioner.

Efter ændret regnskabsopstilling i 2012, bliver det endnu mere vanskeligt at gennemskue, hvad der sker i fonden. Det fremgår ingen steder, hvem der modtager hvad i fondsbestyrelsen. Det har ikke været muligt at finde nogle vedtægter, men af de forskellige årsrapporter lyder det som om, bestyrelsen er selvsupplerende (junta-princippet), og en helt igennem udemokratisk institution.

I 2011 bliver årsrapporten godkendt på Fondens (selskabets) ordinære generalforsamling.

Fra 2012 (hvor man ændrer regnskabsopstilling), foregår godkendelsen på fondens bestyrelsesmøde. Det virker umiddelbart som en ejendommelig proces, der bestemt ikke fordrer åbenhed eller demokrati. Lidt som når Politiet undersøger sig selv, eller et firma reviderer sine egne regnskaber.

Men måske er det helt i ånd med årsrapporten fra 2011, hvor  bestyrelsesformanden, Jan Brun Andersen, i sin ledelsesberetnings pkt. 10, kræver kontinuitet og en fast styring af veteranerne. Velbekomme.

Vi bemærker i ovenstående, at veteranernes problemer er sat i anførselstegn, og vi undrer os over hvad dette skal betyde. Er veteranernes problemer ikke rigtige problemer?

Ved en gennemlæsning af retningslinjerne for fonden, især punktet “anvendelse af tilskud”, virker det igen underligt at fonden ikke fremstår som det den er – nemlig en helt igennem privat fond. Det fremstår som om, fonden er oprettet og styret af de samme offentlige myndigheder, som giver tilskud til denne. Men det er jo langt fra tilfældet.

Økonomien i fonden

Realdania har økonomisk støttet etablering af Fonden og de tre veteranhjem, mens den daglige drift finansieres af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Fonden står som modtager af etablerings-, anlægs- og driftstilskud, som fordeles af Fonden efter behov til de enkelte veteranhjem. Herudover finansieres aktiviteter med videre af sponsorater, fondsmidler, gaver med videre fra eksempelvis private fonde, offentlige myndigheder, foreninger og privatpersoner. Midler som tildeles på fondsniveau fordeles af Fonden efter behov, mens hjemmene selv råder over de midler, der gives dem direkte.

Fondens kapital er 3,6 mio. kroner, som er i størrelsesorden med Realdanias oprindelige bidrag. Fra 2012 indgår de værdier, som lå i de 3 veteranhjem. I alt 555.021 kroner.

Af resultatopgørelsen fremgår det, at 2011 og 2012 gav underskud, men at fonden og hjemmene faktisk har en glimrende økonomi med en god likviditet. Balancen er på ca. 6 mio. kroner, med en likvidbeholdning på ca. 2,8 mio. kroner. Gælden i 2014 er nede på 172.091 kroner, hvad må siges at være tæt på ingenting.

Til gengæld kan det undre hvad punkterne ”Personaleomkostninger” samt ”Andre eksterne & driftsomkostninger” egentlig dækker over. Man har ikke en kinamands chance for at gennemskue hvad eller hvem, der har forbrugt ca. 10 millioner kroner siden 2010. Her vil det klæde fonden at være mere informativ om hvordan man forvalter alle de penge, som er givet til den gode sag.

Et andet punkt som vækker mistanke, er opgørelsen af kontingenter i veteranhjemmenes medlemsforeninger. I foreningerne i Aalborg og Fredericia er der i kun i 2012 bogført kontingenter. Det virker meget underligt. For foreningerne på disse veteranhjem har givetis både haft betalende medlemmer før og efter 2012. Ellers ville det have været svært at indkalde nogle medlemmer til generalforsamlinger, og vælge de lokale bestyrelser.

På personaleomkostningssiden er det fuldstændigt umuligt at se, hvordan udgifterne reelt er fordelt mellem veteranhjemmene. Som det fremgår af 2010 og 2011 kan det godt lade sig gøre at fordele udgifter, men fonden har valgt, at man ikke ønsker den slags gennemsigtighed fra 2012 og frem. Det virker som en højst ejendommelig ændring af regnskabsprincipper.

Uddeling af fondsmidler til de enkelte veteranhjem ophørte i 2012, der er sidste rapporteringsår, hvor dette foregik.

Fonden vil have mere fast styring

Her i 2015 har fonden så forsøgt at afdemokratisere de eksisterende veteranhjem, ved at foreslå nye vedtægter for de lokale foreninger, som i praksis afmonterer den lokale selvbestemmelse i det daglige.

Hidtil har det været sådan, at bestyrelserne på de enkelte veteranhjem blev valgt af de respektive veteranhjems medlemmer. Et enkelt medlem har været udpeget f fonden, lige som det enkelte veteranhjem har haft en repræsentant siddende i fondens bestyrelse.

I april måned blev der så afholdt ekstraordinære generalforsamlinger på veteranhjemmene, med det formål at tage stilling til nye vedtægter, som endegyldigt gjorde op med denne form for lokal selvbestemmelse.

Vedtægtsforslaget gik i al sin enkelthed ud på, at fonden ville have ret til at udpege formanden, samt yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer i de lokale bestyrelser på veteranhjemmene, som består af i alt 7 medlemmer. Således ville fonden have absolut flertal, og den ville have helt afgørende indflydelse på de lokale rammer og aktiviteter på de enkelte veteranhjem.

I Aalborg og København blev forslaget forståeligt nok forkastet af generalforsamlingerne. Kun i Fredericia, hvor medlemmerne blev truet med lukning af veteranhjemmet hvis de afviste vedtægtsændringerne, blev forslaget vedtaget. Og det fremgår af den seneste tids mediedækning, at fonden agter at gøre 4/3-modellen til standard på de nye veteranhjem i Odense og Århus.

I første omgang argumenterede man for 4/3-modellen ved at hævde, at den ville skabe ro og stabilitet. Modargumentet var så, at der var andre måder at skabe ro og stabilitet på, uden at det skete på bekostning af det lokale demokrati.

Nu er argumentet for 4/3-modellen så, at det skulle være et krav fra politisk side. Det stiller vi os meget tvivlende over for. For det har aldrig været nævnt, på alle de møder og samtaler vi har haft, med forsvarsordførere fra alle Folketingets partier.

Men det agter vi naturligvis at undersøge nærmere.

Det kan også blive relevant at undersøge, hvad de danske skatteydere egentlig mener om, at deres bidrag til veteranindsatsen forvaltes af en privat fond, som har ovenstående regnskabspraksis, manglende transparens og bekymrende forhold til veteranhjemmenes brugere.

Om lokalpolitik, bekymringer og lærdom

Dansk Folkeparti (DF) er kendt for at udtrykke forståelse og støtte til danske krigsveteraner, når vi er i dialog med partiets ordførere omkring vores mærkesager, og relaterede veteranforhold. Ofte hører vi vendingen at “veteraner ligger os meget på sinde”, når DF skal forholde sig til veteranproblematikkerne.

Helt anderledes forholder det sig i Århus, hvor debatten om placeringen af det nye – og længe ventede – veteranhjem bølger. For i Århus kan DF ikke helt finde ud af hvad de skal mene om placeringen af veteranhjemmet, og om veteranernes bekymringer angående naboskabet med Grimhøj moskèen.

Helt fremme i mediebilledet finder vi DF’s lokalformand, byrådsmedlem og folketingskandidat, Knud Mathiesen, som d. 16. juli aspirerede til prisen for årets mest ubegavede og partiskadelige udtalelse i nyere Danmarkshistorie.

Knud Mathiesen blev citeret for, at danske krigsveteraner var tåkrummende ynkelige, og at placeringen af veteranhjemmet i Gelllerup var helt perfekt.

To dage efter kunne TV2 Østjylland fortælle, at tre andre folketingskandidater fra DF var uenige med Knud Mathiesen, og mente at hans udtalelser var både skammelige og nedladende. Og de tre kandidater ønsker nu en diskussion om hvorvidt Gellerup er et hensigtsmæssigt sted at placere veteranhjemmet.

Også fra Venstre får krigsveteranerne forståelse for deres bekymring. Paritets politiske ordfører i Århus, Gert Bjerregaard, mener, at veteranernes værested skal placeres et andet sted.

“Vi vil i Venstre tage sagen op i magistraten, og sikre, der er fodslag for placeringen. For hvis ikke der er tryghed, giver det jo ingen mening med et veteranhjem. Og hvis man politisk ønsker at lade dette sted glide ned som en del af helhedsplanen har man fuldstændig misforstået ønskerne fra de veteraner, der har brug for veteranhjemmet“, siger han til TV2.

Men Knud Mathiesen var slet ikke færdig med at gøre sig selv, og sit parti uheldigt bemærket i debatten.

Ikke så lang tid efter han blev citeret for de nedladende udtalelser, følte Knud Mathiesen sig fejlciteret. Og derfor skrev han en præcisering af sine holdninger, som denne gang var knapt så nedladende i forhold til krigsveteranerne.

Vi har modtaget en kopi af præciseringen, som her bringes i sin fulde ordlyd:

Allerførst vil jeg sige, at visse passager i artiklen kan godt misforstås, at jeg skulle opfordre til at banditter og ballademagere løber ned til krigsveteraner, og kaste med sten ville være dejligt, er en forkert udlæggelse, men sådan kan det forstås.

Ordret banditter, og det kunne være dejligt, har jeg ikke brugt, og kaste med sten eller det der var værre var det der blev spurt om, derfor kan det misforstås.

Vedr. Chikane: det var i bussen, nogle veteraner mente man kunne blive chikaneret.

 

Lad mig slå fast at det ikke er mig der har opfundet placering af et veteranhjem, på Edwin Rahrs 61, det er bestyrelsen bag veteranerne, de mener åbenbart at det er det rigtige sted for netop disse krigsveteraner. At man skulle føle sig utryg et sådan attraktivt sted, kan jeg ikke forstå, jeg kan kun være enig med både bestyrelsen bag veteranerne, vores Rådmand Thomas Medom og vores socialudvalgsformand Huseyin Arac, at placeringen ligger i et naturskønt område, og måske kunne blive Danmarks flotteste veteranhjem ifølge Rådmand Thomas Medom

Hvis der er nogen der vil chikanere krigsveteraner er det ligegyldig hvor et sådan hjem ligger, så vil man finde frem til det. Men hvorfor skulle det da skabe problemer netop dette sted.

At det skulle være specielt farligere, fordi det attraktive sted ligger tæt på Gellerup, har intet på sig, uanset hvor et sådan hjem ligger, kan disse veteraner ikke undgå at møde flygtninge fra Irak og Afghanistan, og der er da også mange veteraner der bakker op om stedet.

Og vedr. at nogle mener, at de kan blive Chikaneret i bussen ud til stedet, er en meget spøjs udtagelse, der står vel ikke på brystet af dem at de er Krigsveteraner.

Alle mennesker kan blive chikaneret i bussen uanset hvem man er, og vel at mærke, ikke bare bussen til Gellerup.

At disse tidlige soldater lider af posttraumatisk stress, er meget trist og rigtig forfærdelig for dem, det drejer sig om Ca. 10 %, men lad mig gøre opmærksom på, at det ikke er de eneste der lider af den lidelse, det gør en stor del af folk som bliver udsat for død og ødelæggelse, ca. 8 til 10 % af vores Brandfolk, rednings og politifolk lider af symptomer af denne lidelse, 30 % af kvinder der bliver voldtaget lider også af symptomer af denne lidelse, dem taler vi bare ikke så meget om, og hvor i alverden skal de opholde sig.? Og hvordan beskyttes de for om verden.

Jeg tror stadig på at det kunne være et godt sted for vores krigsveteraner, så de langsomt kan komme tilbage til arbejdet, og det er jeg åbenbart ikke den eneste der syntes.

Hvis ikke dette område i Brabrand tæt på Gellerup kan tage imod disse veteraner, hvem kan Gellerup så tage imod, mange af vores flygtninge indvandre lider også af Posttraumatisk stress, mange af dem bor og opholder sig i Gellerup, skal de også flyttes? de møder jo også andre mennesker, som evt. kan havde deltaget i krig, eller andet, det kan de jo ikke vide noget om.

Jeg har boet i Gellerup i over 30 år, og er medlem og formand for Dansk Folkeparti, jeg er aldrig blevet chikaneret, nu skal man også passe på ikke at gøre Gellerup værre end det er, så kan der være andre ting i Gellerup jeg tager afstand fra, men det er en helt anden diskussion.

Knud

I en e-mail til en undrende krigsveteran, supplerer Knud Mathiesen sin præcisering med følgende:

Jeg mener stadig at stedet til et veteranhjem kan blive et rigtig godt sted, og jeg har sat mig en del ind i disse proplemer som disse veteraner har, jeg arbejder en del med personer som lider af posttraumatisk stress, dog kunne jeg ønske mig at også flere ville sætte sig ind i Gellerup området, området som sådan, er et ganske glimrende sted sted bo. Stedet hvor man vil placerer veteranhjemmet ligger et i naturskønt område, som mange andre mennesker ville missunde dem.

Jeg vil mene at disse mennesker vil kunne finde fred og ro, og langtsom kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet, men det vil du kunne læse i mit læserbrev.

Vedr. Grimhøj Moskeen den vil på ingen måde skabe problemer, men derfor ønsker jeg den stadig lukket, men det er på et andet grunlag.

Uanset hvor et sådan hjem blive lavet, kan man altid finde problemer, og hvis det er tilfældet bliver man nød til at placerer et sådan hjem på millitært område, og det vil vel ikke være ønskeligt.

Håber at dette kunne være med til at belyse det lidt mere, eller vil jeg gerne stille mig til rådighed efter ferien til en personlig samtale, der kan selvfølgelig sagtens være en problemstilling jeg ikke har fået øje på, jeg skal også lære hvad læres kan.

De bedste sommerhilsner,og forsat god sommer

Knud N. Mathiesen

Dansk Folkeparti.

Nu kunne vi jo aldrig finde på at klandre Knud Mathiesen for sine evner til at formulere sig på sit modersmål, så derfor vil vi blot tage imod udfordringen, og lære Knud nogle helt basale ting omkring krigsveteraner, og problematikken omkring veteranhjemmet i Århus. Og vi håber Knud er klar med notatblokken, for lærdommen kommer her i punktform:

• Det rager os ikke hvad du mener vil pynte på Gellerupområdet. Hvis du mener området har brug for pynt, så køb selv noget pynt, og kom igang. Fonden Danske Veteranhjem driver veteranhjem for krigsveteraner, og deres pårørende. Ikke donationer til kvarterløft, eller andre sociale eksperimenter.
• Dit argument om at grunden ligger naturskønt, og vil blive misundet af mange, er aldeles irrelevant. Vadehavet er også et naturskønt område, som mange vil misunde. Men det er ikke i sig selv nok til at placere et veteranhjem i vadehavet. Det er fordi der er flere andre forhold som taler imod, end for sådan en placering.
• Når du hævder at mange veteraner bakker op om stedet (forstået som placeringen), så vil det klæde dig at henvise til en kilde. Vi har ikke hørt om sådan en opbakning fra andre end den lokale bestyrelse, som til gengæld udviser en chokerende arrogance i forhold til de bekymrede medveteraner. Men selv om du havde ret, og et flertal mente at placeringen var god, så betyder det ikke at flertallet har ret. Engang troede flertallet af mennesker at jorden var flad. Og de som hævede at den var rund, blev latterliggjort eller spærret inde.
• Det er ikke cirka 10 procent af de danske krigsveteraner som lider af post traumatisk stress. I alt har knap 17 % af de hjemvendte soldater enten fået en psykiatrisk diagnose, købt medicin mod psykiske sygdomme eller været i behandling for stofmisbrug – uden at have været registreret for nogen af delene, før de rejste ud. Mere end hver femte danske veteran føler, at de har fået fysiske eller psykiske mén af at være udsendt på internationale missioner. Det viser en undersøgelse blandt cirka 3000 veteraner.
• Dine sammenligninger med post traumatisk stress blandt brandfolk og voldtægtsofre er i bedste fald irrelevant for denne debat. Veteranhjemmene henvender sig ikke til nogle af disse grupper.
• Det er en spøjs udtalelse, at hævde, at når nogle mener at de kan blive chikaneret i bussen ud til stedet, så er det en meget spøjs udtalelse, fordi der vel ikke står på brystet af dem, at de er krigsveteraner. Vil det sige, at hvis en krigsveteran bærer en t-shirt eller andet, som afslører at han er krigsveteran, så må man forvente chikane i bussen, på vej til veteranhjemmet? For jo, soldater og forhenværende soldater er notorisk kendte for, at gå med t-shirts, trøjer, kasketter og andet, med militær grafik, navne på missioner, holdnumre o.a. Dette ville du vide, hvis du nogen sinde havde sat dine ben på et veteranhjem.

Og til sidst et spørgsmål til Knud Mathiesen:

Når du skriver at Grimhøj moskèen på ingen måde vil skabe problemer for veteranhjemmet, og dets brugere, kan vi så opfatte dette som en skriftlig garanti fra din side? Det virker lidt som en dækningsløs check, idet ingen – hverken du eller vi – kender fremtiden.

Men derfor kan man godt bekymre sig om den.

Det gør krigsveteranerne i Midtjylland.

I Region Midtjylland er der 6740 veteraner, hvoraf 1249 er bosiddende i Aarhus. Gang disse tal med fire, for at få det samlede antal veteraner, og deres nærmeste pårørende (ægtefæller/kærester, børn, forældre o.l.).

Vi håber din skriftlige garanti gælder dem alle. Og i al fremtid.

Om penge, arrogance og frygt

Ejendomsspekulanterne Jytte og Bent Gormsen, som har firmaet DYBDAL, har nok svært ved at forstå deres held i dag.

I 2008 købte de ejendommen på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus for kr. 276.000, og lejede den ud til erhvervsformål.

I september 2011 blev ejendommenudbudt til salg, og der blev nu krævet 6.998.000 kroner for den. Men den blev ikke solgt. Så i august 2014 blev prisen sænket med en million, til 5.900.000 kroner. Hvilket flugter den offentlige vurdering af grundens og ejendommens samlede værdi i 2014.

Som ejendomsspekulant kunne man godt frygte, at den megen ballade i området, og naboernes åbenlyse støtte til terrororganisationen IS, kunne få ejendomsprisen til at ramme gulvet.

Men det skete heldigvis ikke. For redningen kom i form af Fonden Danske Veteranhjem, hvis lokale repræsentant – der også er næstformand i kommunens udsatteråd – havde set sig lun på ejendommen. Og selv om veteranerne i baglandet udtrykte bekymring og afstandtagen til placeringen, i såvel landsdækkende som lokale medier, så lykkedes det Fonden Danske Veteranhjem at købe ejendommen, mens man lod veteranerne forstå, at man lyttede til dem.

Der findes stolthed, og der findes arrogance. Kun stolthed kan være klædeligt.

Så hvad handler bekymringerne om?

Formanden for Grimhøjmoskéen, Oussama El-Saadi, forstår godt veteranernes tanker. Han mener dog ikke at veteranerne skal frygte moskèens medlemmer.

Det ser vi heller ingen grund til. Det er nok nærmere Oussama El-Saadi, og hans følgere, som skal frygte noget.

Hvis man er krigsveteran, og lider af post traumatisk stress, så skal der nogle gange ikke så meget til, før man føler sig presset. Og så kan en krigsveteran, som Forsvaret har brugt mange ressourcer på at træne til at handle under pres, falde tilbage i de mønstre som var gældende da traumerne opstod.

Dette ved Oussama El-Saadi tilsyneladende. For til TV2 Østjylland siger han jo, at han og hans følgere er bange for, at krigsveteranerne har nogle traumer, så der pludselig kan komme nogle reaktioner fra veteranerne, mod moskèens medlemmer.

Et provokerende tilråb, en flok unge med en truende attitude, eller et brag fra et kanonslag kan være nok til at få nogle krigsveteraner med post traumatisk stress til at reagere. Og det er sådanne reaktioner, som Oussama El-Saadi og hans følgere skal frygte, hvis de – uforvarende, naturligvis – skulle støde på krigsveteranerne, når de er på vej til og fra deres nye veteranhjem på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus, kun 500 meter fra Grimhøj moskèen.

Dette sociale eksperiment er dømt til at fejle. Men vi kan undgå katastrofen, hvis Fonden Danske Veteranhjem besinder sig, og finder et mere velegnet sted. En hurtig søgning på internettet viser, at der er nok at vælge imellem.

Veterancentret misforstår problematikken

Psykolog ved Veterancenteret i Ringsted, Bente Burke, fortæller til lokalavisen, at hun har stor forståelse for, at nogle af soldaterne kan føle sig utrygge, hvis de skal til Gellerup, fordi de forbinder det med fare, og derfor mener hun det er vigtigt, at de får hjælp til at komme derhen.

“Man kan for eksempel lave en følgeordning, indtil vedkommende selv er tryg ved at tage af sted. De PTSD-ramte skal arbejde sig langsomt op, og veteraner har, når de har udsendelsesrelaterede vanskeligheder, mulighed for livslang hjælp fra forsvarspsykologer,” fortæller hun.

Det er jo flot. Men i Veteran Alliancen mener vi det er helt misforstået. Hvis en traumatiseret krigsveteran lider af angst, hvilket er et meget almindeligt symptom på post traumatisk stress, så kan en følgeordning give mening. For angst har ikke noget subjekt den er rettet imod. Angst handler oftest om en generel frygt for at komme nye steder, og møde nye mennesker.

Frygt er noget andet. Hvor en traumatiseret krigsveteran med angstsymptomer ikke kan angive præcis hvad han er bange for, så er krigsveteranerne i Århus uhyre eksplicitte i udpegningen af det de frygter kontakt med. Og vi har svært ved at se, hvad en følgeordning skulle ændre i denne situation.

Hvem skulle følge krigsveteranerne hen til deres veteranhjem? Psykologer? Politibetjente? Socialrådgivere fra kommunen?

De østjyske krigsveteraner skal ikke gøres afhængige af følgeordninger.

De skal bare have et veteranhjem, som de er trygge ved, og som de har ventet på i årevis. Og de skal bevare deres værdighed, og nyde den anerkendelse og støtte som et veteranhjem skal være.

Længere er den ikke, i vores optik.