Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

“De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.

2. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.

3. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

“Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?

Året der gik

Endnu et år er gået, og for Veteranalliancens vedkommende har det bestemt ikke været begivenhedsløst. Vi har arbejdet med flere af de store problemstillinger inden for veteranindsatsen og veteranpolitikken, og vi har været medvirkende til at flere almindelige danskere har fået nuanceret deres billede af vilkårene for især de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende.

Foråret og sommeren var desværre præget af de relativt mange triste sager om selvmord og drab, som blev begået af veteraner med psykiske lidelser. Kun nogle af sagerne blev kendt i offentligheden, men alligevel vidnede de om en veteranindsats som endnu ikke er helt i orden.

I midten af juni fik vi åbnet debatten om screening, og risikoen for at soldater med allerede eksisterende psykiske lidelser udsendes eller genudsendes på internationale missioner. I august fik vi opbakning fra en erfaren psykolog, som selv har forestået screeningen af soldater, da han offentligt fortalte, hvor overfladisk og mangelfuld screeningen i praksis er.

De relativt mange selvmord på få måneder, og de implicerede veteraners relativt unge alder, gjorde os bekymrede for, om vi stod i en overgangsfase, hvor Balkangenerationen (som hidtil har domineret selvmordsstatistikken) nu får følgeskab af de yngre Irak- og Afghanistanveteraner.

Denne bekymring eksisterer desværre stadig, og blev desværre ikke adresseret af Forsvarets Veterancenter, på trods af den meget omtalte selvmordsrapport som udkom i november. For den omhandlede kun gennemførte selvmord frem til og med 2014, og kun selvmord begået af veteraner fra Forsvaret – altså den andel af veteraner, som i udgangspunktet bør være mest psykisk robust. Vi mangler således stadig at få afdækket selvmordsadfærden blandt veteraner fra Politiet, nødhjælpsorganisationer og andre organisationer, som vi deler veteranstatus med.

Desværre forholdt medierne sig særdeles ukritisk til den “videnskabelige” rapport, og var det ikke for vores kritik, og fortsatte opmærksomhed på selvmordsproblematikken blandt veteraner, så havde Veterancentret og Forsvarsministeriet nok fået held til at sælge budskabet om, at veteraner ikke er mere selvmordstruede end andre, og at der derfor ikke er brug for en særlig indsats på dette område.

Fokus på arbejdsskadeproblematikken

I juli fik vi Berlingske til at sætte fokus på de urimelige forhold for psykisk skadede veteraner i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Via solidt journalistisk arbejde blev historierne om Lars og Lene fortalt, og de er desværre repræsentative for mange veteraner som er blev afvist af AES.

Vi besluttede, at hvis ikke regeringens bebudede serviceeftersyn af veteranpolitikken forholdt sig til arbejdsskadeproblematikken, så ville vi synliggøre den mere, og på andre måder end hidtil.

Og sådan gik det. Regeringen forholdt sig slet ikke til problematikken. Og så gik planlægningen af årets første demonstration i gang.

På flagdagen d. 5. september, offentliggjorde daværende forsvarsminister, Peter Christensen, serviceeftersynet af veteranpolitikken fra 2010. Vi havde både direkte til regeringen, og indirekte via det officielle hørings- og rundbordssamtalesystem, bidraget med vores indstillinger og holdninger til veteranpolitikken. Og enkelte dele af vores indstillinger blev der lyttet til. Der var således gode takter i serviceeftersynet, selv om vi stadig er langt fra at have en perfekt veteranpolitik.

Især glæder vi os over, at der nu kommer nye psykiatriske behandlingstilbud målrettet veteraner med psykiske lidelser, i alle fem regioner. De bliver ikke magen til de tre eksisterende, højt specialiserede tilbud, som i dag eksisterer i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men skal fungere som supplement til disse.

Fra Sundhedsministeriet lægges der op til, at de nye regionsfunktioner oprettes på Psykiatrisk Center Ballerup, i Slagelse, i Psykiatrien Nordjylland i Aalborg, i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og på Odense Universitetshospital. Samtlige af de nye behandlingstilbud forventes at være klar i løbet af 2017.

Til gengæld undrer vi os over, at den nye veteranpolitik kun gælder for veteraner udsendt af Forsvaret. Vi foretrækker den oprindelige definition på veteraner, som ikke skeler til hvilken organisation man repræsenterede på missionerne. I vores optik repræsenterede vi alle Danmark, da vi var udsendt med Dannebrog på skuldrene. Tidspunktet for eksklusionen af de veteraner, som ikke har været udsendt i regi af Forsvaret, var også besynderlig. For kun et halvt år forinden havde et flertal i Folketinget endelig givet veteraner fra Politiet adgang til behandling og støtte fra Forsvarets Veterancenter.

Men arbejdsskadeproblematikken blev behændigt ignoreret i forbindelse med serviceeftersynet. Derfor satte vi tryk på efter sommerferien. I samarbejde med de militære fagforeninger, HKKF, CS og HOD, arrangerede vi årets første demonstration – d. 22. september foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vejret var med os, og det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi demonstrerede sammenhold, og fælles modstand mod den nye sagsbehandlingspraksis i AES.

Vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Advokat Mads Pramming for at vise støtte ved deres fremmøde, og Oberst Lars Møller, som samme aften udlagde teksten for seerne på TV2 News.

Nu gik også Ugebrevet A4 ind i sagen, og via et solidt og vedholdende journalistisk benarbejde, hvor mediet fik aktindsigt og gennemtrevlede 161 afviste veteransager, blev det afsløret at sagsbehandlingen i AES både er vilkårlig og uretfærdig. Begrundelsen om, at det populært sagt ikke har været barskt nok at være udsendt i krigszoner, benyttes i fire ud af ti afslag.

Kun to ud af tre veteraner fået anerkendt deres psykiske skader, når de har søgt om erstatning for PTSD, selv om veteranerne har fremlagt flere speciallægeerklæringer som fastslår sammenhængen mellem lidelsen og udsendelserne. I 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen – stik imod veteranloven, som blev vedtaget af alle folketingets partier i 2013, efter en større ballade i medierne, hvor det kom frem, at veteraner automatisk fik afvist deres sager om PTSD, hvis de ikke havde været til læge inden for et halvt år efter udsendelse. Med veteranloven skulle veteraner, der også havde sent udviklet PTSD, kunne få erstatning.

Og endelig dokumenterede Ugebrevet A4, at AES hver ottende gang, veteraner får afslag på erstatning, begrunder afslaget med, at veteranerne slet ikke har PTSD, selv om to eller flere speciallæger i psykiatri har stillet netop denne diagnose. Alt dette virker jo helt absurd, og derfor besluttede vi at skrue op for trykket.

Så blev den ansvarlige minister kaldt i samråd, og vi begyndte at planlægge den næste demonstration. Nu ville vi have, at politikerne forholdt sig til fakta, og sammenholdt dem med alle de fine intentioner bag veteranloven.

Derfor troppede vi d. 30. november op foran Beskæftigelsesministeriet, som to dage forinden havde fået ny minister. Igen havde vi rygdækning fra de militære fagforeninger, og vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Jesper Hansen fra CS, for at vise opbakning ved deres personlige fremmøde.

En tak skal også lyde til Folketingets eneste veteranordfører, Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, for at komme forbi og tilkendegive støtte til vores protest, og for at kalde den ansvarlige minister i samråd igen, så en konkret præcisering af veteranloven kan drøftes af Folketingets partier.

Men mest af alt takker vi den nye minister, Troels Lund Poulsen, for at sende kaffe ud til de kolde demonstranter. Og for selv at komme ud, give hånd til alle de fremmødte, og lytte til vores protester. Efter at have lyttet koncentreret konkluderede han, at der var tale om et problem der skal løses. Derfor er vi blevet inviteret ind til møde med ham og hans embedsmænd i midten af januar, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Soldaterlegatet og HKKF.

Og hvis den nye minister bliver enig med os i hvad de rette løsninger er, så skulle det ikke blive svært at få dem solgt til de andre partier i Folketinget. For både Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet støtte til de skadede veteraner.

Faktisk sidder den nye minister i samme situation som den daværende beskæftigelsesminister, da det var 6-månedersreglen vi ville have lagt i graven. Nu er flertallet uden om regeringen blot mere massivt end i 2013. Og det glæder vi os naturligvis over.

Fra vores egne rækker

Da vi nu fik en af vores fem mærkesager gennemført, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, besluttede vi at erstatte den med en ny mærkesag. Vores erfaring, forstærket af årets triste begivenheder, fik os til at sætte en opsøgende indsats for kriseramte/selvmordstruede veteraner på ønskelisten.

Vores styregruppe er udvidet fra 3 til 7 veteraner, som alle bidrager med forskellige kompetencer og indsatser. Nogle skriver artikler og opslag på de sociale medier. Andre holder foredrag på uddannelsesinstitutioner og i foreninger. Nogle mødes med politikere, andre planlægger aktioner, og endnu andre leverer informationer og cases til studerende, journalister, og ildsjæle som vil opstarte nye projekter og foreninger for veteraner og pårørende.

Opbakningen til vores arbejde vokser støt – både i den offentlige debat, på de sociale medier, og i den praktiske hverdag. Ved dette årsskifte har næsten 2500 veteraner, pårørende og andre tilkendegivet støtte via vores Facebookside, hvilket er mere end en fordobling siden årsskiftet 2015/2016. Også på de øvrige sociale medier vokser støtten hver måned. Og vores opslag deles og retweetes ofte, og mange gange. Tak til alle som hjælper os med at udbrede budskaberne på denne måde.

Vores hjemmeside blev i 2016 udvidet med en omfattende oversigt over behandlings- og støttetilbud, som henvender til alle sygdoms- og kriseramte veteraner, uanset hvilke udfordringer de slås med. Også oversigterne over det stigende antal veterankoordinatorer og veterancaféer bliver løbende opdateret. Selv om udviklingen går for langsomt til vores smag, så harmonerer udviklingen dog med vores mærkesager.

Også antallet af foreninger og projekter, som officielt bakker op om vores mærkesager, er fordoblet i 2016.

Alt i alt noterer vi os en betydelig fremgang på alle de afgørende parametre, og vi agter at fortsætte arbejdet med fornyede kræfter i 2017.

Godt nytår!