Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Serviceeftersyn af veteranpolitikken

Regeringen har igangsat et omfattende serviceeftersyn af den nationale veteranpolitik fra 2010, med henblik på at forbedre indsatserne, og bruge de opbyggede erfaringer siden veteranpolitikken blev lavet.

Der er blevet afholdt mange møder, spist meget kage, og drukket mange kander kaffe. Der er blevet snakket i timevis om medaljer, anerkendelse og mere forskning. Alt sammen er meget godt.

Men i Veteranalliancen står vi fast på, at veteranindsatsen bør tage sit udgangspunkt i de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende. Først når der er styr på de hårdest ramte, kan vi tillade os at snakke om hvad vi vil bruge de overskydende ressourcer til.

Dette princip kender vi fra førstehjælpen. Det er ikke de sårede som råber højst, som nødvendigvis skal have den hurtigste og mest omfattende hjælp.

Mange af drøftelserne, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, handler næsten ensidigt om at bygge videre på de tiltag som blev “født” i kraft af veteranpolitikken – f.eks. flere penge til langhårede forskningsprojekter i regi af Forsvarets Veterancenter, og flere parader hvor vi kan pynte hinanden med medaljer.

Det virker som om store dele af aktørerne har en blind vinkel, i forhold til de mange veteraner som var udsendt FØR man lærte om PTSD, og FØR staten og Forsvaret påtog sig lidt ansvar for behandling og støtte til veteranerne efter hjemkomsten.

Der eksisterer nogle “hellige køer” i debatten (anerkendelse, forskning, naturprojekter og samtale-/terapigrupper for pårørende og børn af veteraner), som løber med en masse opmærksomhed – og dermed ressourcer.

Omvendt findes der også nogle ubehagelige spor fra fortidens undladelsessynder, som ingen rigtigt tør/vil få ryddet op i. Især veteranerne fra Golfkrigen, og den tidlige Balkanindsats, kan stadig kigge langt efter anerkendelse og kompensation for de skader de pådrog sig i starten af 1990’erne.

Medaljer kan de sagtens få. For en medalje koster ikke alverden. Og soldater med medaljer ser fine ud, når medierne dækker den fantastiske anerkendelsesindsats, som udspiller sig på landets kaserner, for de få veteraner som rent faktisk gider møde op, og modtage medaljerne. Flertallet får dem jo bare tilsendt med posten. Og dagen efter modtagelsen, når hverdagen melder sig igen, så kommer erkendelsen – at medaljer ikke kan kurere eller lindre symptomerne på PTSD.

Men vi kan alle få medaljer. Og skåltaler om hvor meget staten sætter pris på vores indsatser i verdens brandpunkter.

Imidlertid er der en grænse for hvor høj denne pris må blive.

Medaljer er som bekendt billige.

En fuld kulancemæssig godtgørelse efter reglerne i aktstykke 425 koster 72.500 kroner. En arbejdsskadeerstatning kan løbe op i millioner af kroner. Hvis Arbejdsskadestyrelsen fik pålagt at sidestille fysiske og psykiske skader, så to veteraner som er blevet lige invaliderede af henholdsvis fysiske og psykiske skader ville få den samme kompensation, så ville det blive rigtig dyrt for staten, idet langt de fleste skadede veteraner er psykisk skadede.

Som fysisk skadet veteran kan man få en mèngrad på 100 procent. Faktisk kan man få over 100 procent, men det er en teknikalitet om ikke er værd at problematisere. Til gengæld kan man stadig kun få anerkendt en mèngrad på op til 35 procent, hvis man har været så uheldig at blive såret på psyken.

Omsat til fysiske skader, så svarer det til at man har mistet en lillefinger og en ringefinger på venstre hånd. Mere indgribende i hverdagen, og i forhold til ens arbejdsevne, er det tilsyneladende ikke, at man bliver diagnosticeret med kronisk post traumatisk stress-reaktion, depression, selvmordstanker og personlighedsforandringer efter katastrofeoplevelser.

I Veteranalliancen fastholde vi, at der skal ryddes op i fortidens undladelsessynder, og indføres reel ligestilling for alle veteraner – både i forhold til datobegrænsningen i aktstykke 425, som afholder veteraner udsendt før 1996 fra at få den kulancemæssige godtgørelse hvis de pensioneres på grund af deres skader, og i forhold til Arbejdsskadestyrelsens tildeling af mèngrader til henholdsvis fysisk og psykisk skadede veteraner.

Når der er styr på disse helt basale og retfærdige forhold, så vil i gerne drøfte hvordan vi skal bruge de overskydende penge til veteranindsatsen. Men vi holder fast i rækkefølgen. De mest skadede veteraner skal hjælpes først og mest. Så kan vi pynte os med medaljer, og være stolte af indsatsen bagefter.

Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Den ubetalte regning

Danmark har haft en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden starten af 1990’erne, hvor skiftende politiske flertal med rund hånd har sendt danske soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud til verdens brændpunkter.

Forsvaret havde, med politikernes velsignelse, holdt Dannebrog højt hævet siden 1948, hvor danske soldater blev sendt på fredsbevarende opgaver i Gaza, og senere fulgte blandt andet missioner i Congo, Cypern og Kuwait.

Men fra 1992, hvor Danmark begyndte at sende soldater til Balkan, ændrede vilkårene sig. Der var flere sårede, og flere der overværede voldsomme krigsscener. Alvoren blev skærpet yderligere i forbindelse med missionerne i Irak og Afghanistan, hvor danske soldater blev sendt ud med mandat til at angribe fjenden og føre krig.

Det store paradigmeskift manifesterede sig i Eksjugoslavien, hvor mere end 10.000 danskere, med eller uden våben, var udsendt for at gøre en forskel i den jugoslaviske borgerkrig, og de efterfølgende spændinger mellem forskellige etniske grupper.

I alt var 12.489 danskere udsendt til Balkan i perioden 1991 til 2001. Og på nogle af de hold, som i Eksjugoslavien oplevede at komme på mellemhånd og var vidner til etniske udrensninger, har der siden været usædvanligt mange selvmord blandt veteranerne. Det har en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning vist.

Det var på alle måder en anden oplevelse, end de hidtidige fredsbevarende missioner på Cypern og i Gaza. På Balkan blev de udsendte danskere vidner til ondskab og menneskelig armod, uden at kunne stille så meget op, fordi det politiske mandat ikke tillod aktiv indgriben.

Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan.

“At komme ud og se død og ødelæggelse, mens man ikke kan gøre noget, det har mange veteraner beskrevet som rigtigt belastende. Det var for mange af de udsendte en stor frustration,” bekræfter Ask Elklit, som er professor fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

Hjemme i Danmark havde paradigmeskiftet dog ikke forplantet sig til alle dele af det samfund, som skulle modtage de hjemvendte fra Balkan.

Først i 1995 – 1996 blev Forsvaret opmærksomme på, at flere veteraner fra Balkan fik psykiske og sociale problemer efter hjemkomsten, og først i 1997 begyndte man systematisk at følge op på Balkanveteranerne, med spørgeskemaundersøgelser 6 måneder efter hjemkomsten.

Først efter nogle meget barske episoder i Afghanistan i 2007 blev de såkaldte ’akklimatiseringsforløb’ indført. Og i 2013 blev det såkaldte kamppausekompagni så nedlagt igen, under højlydte protester fra Arbejdsskadeforeningen.

En del af veteranerne fra Balkan har udviklet stærke psykiske problemer, fordi der ikke blev arbejdet med deres traumer, da de kom hjem. Og selvom Forsvaret senere indførte længerevarende og obligatoriske forløb efter udsendelser med fokus på soldaternes psykiske helbred, kom forbedringerne ikke de gamle Balkanveteraner til gode.

Veteranerne fra Irak og Afghanistan er derfor bedre stillet, end Balkanveteranerne var i 1990’erne, når det handler om de tilstedeværende støttemuligheder efter hjemkomsten.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” har Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), udtalt.

Konsekvenserne af fortidens manglende opmærksomhed og støtte kan stadig ses i statistikkerne i dag.

Balkanveteranerne er overrepræsenteret, i forhold til andre veteraner, når det handler om selvmord, selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblematikker.

Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.

Hver gang politikerne konfronteres med undersøgelser som dokumenterer tingenes tilstand, eller kritiske spørgsmål til det enorme svigt, så lover de bod, bedring og flere møder. Men når det kommer til handling, så virker de nærmest lammede. Måske fordi de finder ud af, at aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er helt gratis.

Et veterankort i plastic, nogle medaljer og en festlig flagdag er hvad det kunne blive til. Veteranerne måtte selv bedrive lobbyarbejde, og skabe et flertal uden om den daværende regering, for at få afskaffet den tåbelige 6-månedersregel, som afholdt mange veteraner fra at få en anerkendelse og økonomisk kompensation for deres skader via Arbejdsskadestyrelsen.

Også på kommunalt niveau halter veteranindsatsen gevaldigt. Selv om vi i disse dage kan glæde os over, at Viborg Kommunes veterankoordinator gør en gæv indsats, og Aalborg Kommune – hårdt presset af de nordjyske veteraner og pårørende – har besluttet at afsætte penge til en veterankoordinator, så er der stadig alt for langt mellem snapsene. 90 af landets 98 kommuner mangler stadig veterankoordinatorer.

Der er stadig flere måneders ventetid på specialiseret psykiatrisk behandling af krigsveteraner, i de 3 regioner som tilbyder dette. De 2 øvrige regioner har slet ikke den slags tilbud.

Der foregår stadig en bizar forskelsbehandling af veteraner med henholdvis fysiske og psykiske skader, selv om veteranpolitikken fra 2010 (side 22) skulle afstedkomme, at Arbejdsskadestyrelsen skulle undersøge, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre.

Og senest har Forsvaret valgt at fastholde den position, at kun veteraner som er kommet til skade efter d. 14. august 1996 kan få erstatning for tort og svie (den såkaldte kulancemæssige godtgørelse), mens de tidlige Balkanveteraner, og veteranerne udsendt i Kuwait og Irak før 1996, ikke kan få denne godtgørelse.

Det er en godtgørelse, som maksimalt kan udgøre 72.500 kroner. For at leve med PTSD, eller granatsplinter i kroppen, resten af sit liv.

Det er sgu’ sølle. Især for en nation, som vedbliver med at sende soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud i verden, og fejrer deres imponerende indsatser hvert år d. 5. september, med flaghejsning og skåltaler.

Betal nu regningen. Og få ryddet op i fortidens undladelsessynder og svigt.

Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen

Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?

Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.

Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.

Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.

Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.

Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.

Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.

Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.

Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.

Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.

Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.

I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).

”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”,  udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.

Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.

”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”

Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.

Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.

Om prioriteringer

Danmark har fået en ny regering, og dermed et nyt regeringsgrundlag. Hvor krigsveteraner fik alt for lidt bevågenhed i valgkampen, fordi det åbenbart var vigtigere at diskutere andre velfærdsemner, så har det nye regeringsgrundlag skabt fornyet fokus på indsatsen over for de mange tusinde soldater, politibetjente, piloter, læger, sygeplejersker og NGO’er, som har været udsendt af staten i årtier.

Det fornyede fokus skyldes følgende to afsnit i regeringsgrundlaget:

Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.

Regeringen vil lave et servicetjek af veteranpolitikken og øvrige veteraninitiativer. Vi skal sikre, at danske veteraner får støtte, anerkendelse og muligheder, der står mål med deres store indsats for Danmark. (Regeringsgrundlaget, side 33)

Disse to afsnit har afstedkommet en glødende offentlig debat, om rimeligheden i, at man nedlægger Irak- og Afghanistankommissionen. Ingen tør debattere, om veteranindsatsen bør tilføres flere midler. Det er jo åbenlyst for enhver. Men man vil gerne diskutere hvor pengene skal komme fra.

Så debattens centrale punkt er, om det er rimeligt at man nedlægger kommissionen, for at bruge pengene på veteranerne.

Principielt kunne man have valgt at nedlægge kommissionen, for at bruge pengene på alt muligt andet. Valgkampen var fuld at dyre løfter, og dystre prognoser om øget træk på de offentlige pengekasser, grundet flere ældre, dyrere medicin og en fortsat høj tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

Men nu valgte regeringen altså at bruge pengene på krigsveteranerne. Og det skal regeringen naturligvis have ros for. For som vi har sagt og skrevet utallige gange, så fungerer veteranindsatsen stadig ikke optimalt, her 5 år efter vi fik veteranpolitikken.

Man skal huske, at en vigtig præmis for diskussionen er, at pengene kun kan bruges et sted. Med alle de andre øgede udgifter, til sundhed, uddannelse, infrastruktur osv., så skal enhver regering prioritere. Og regeringen har altså prioriteret en forbedret og fremadrettet indsats for krigsveteraner, frem for en tilbageskuende kommisionsrapport, som næppe ville skabe megen reel værdi uden for de politiske cirkler på Christiansborg.

En forbedret indsats for krigsveteraner kan derimod skabe reel værdi for nogle af de mennesker, som i dag lever med det svigt staten har begået, da de kom hjem fra missionerne, med skader på krop og sind. I årtier er disse krigsveteraner blevet ignoreret. Deres sager er blevet afvist og forhalet i Arbejdsskadestyrelsen. Deres behandlingstilbud har været tilfældige og utilstrækkelige. 47 veteraner har begået selvmord i afmagt, og hundredevis har forsøgt den samme udvej.

Hvis man accepterer præmissen, at mængden af penge ikke er uendelig, så er man tvunget til at prioritere. I Veteran Alliancen synes vi det er positivt at regeringen endelig prioriterer rigtige mennesker, med rigtige problemer, og som efterlyser rigtige løsninger, frem for et årelangt kommissionsarbejde, som ingen af os kan bruge til noget konkret. Hvis mængden af penge til rådighed var uendelig, så kunne vi få begge dele. Men sådan er den økonomiske virkelighed ikke.

Hvis ønsket er, at pengene skal bruges hvor de skaber mest forbedring for flest mulige, så har regeringen prioriteret korrekt. Kommissionsrapporter er nice to have. Men gode behandlingstilbud, rimelige arbejdsskadeerstatninger, anstændig og kompetent behandling i landets kommuner, og flere væresteder for landets mange krigsveteraner og deres pårørende, jævnt fordelt over hele landkortet, er need to have.

Så lad os starte der. Det er på høje tid.

Og lad os så få at vide, hvor mange millioner vi taler om, og hvordan de skal bruges i praksis.

Vi har hverken brug for flere medaljer eller plastickort. Det er helt andre steder der skal sættes ind.

#FV15

Om lighed

Wammen pynter sig med lånte fjer

Valgkampen buldrer videre, og i sin iver for at fremhæve egne fortræffeligheder, udtalte Forsvarsministeren til DR, at “regeringen allerede har gjort meget for veteranerne, eksempelvis ved at gøre det blevet lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD.” (Kilde: dr.dk)

Lad os lige faktatjekke det udsagn.

1. Regeringen ville nedsætte et udvalg, som i ro og mag kunne se på 6-månedersreglen, men efter lobbyarbejdet og demonstrationen foran Christiansborg, lykkedes det at samle et flertal UDEN OM regeringen, som ville fjerne 6-månedersreglen. Og med udsigt til et nederlag i folketingssalen, gik regeringen med på at yde de sårede krigsveteraner retfærdighed. Så hvad er det Forsvarsministeren mener at hans regering har bidraget med i denne forbindelse?

2. I hele denne regeringsperiode er sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen steget (Kilde: ASK).

År for år har det taget længere tid at få afgjort sin sag. Er det at gøre det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD?

3. Selv om det lykkedes at få afskaffet 6-månedersreglen, så er de sårede veteraners lykke ikke gjort. Arbejdsskadestyrelsen har blot opfundet nogle nye forhindringer, som f.eks. kravet om at man kan dokumentere at man har været i livsfare, for at man kan få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade. Eller den vanvittige fokusering på følgediagnoser, som netop er opstået fordi nogle veteraner har gået med deres PTSD så længe, at de nu også har fået f.eks. personlighedsforandringer.

Det giver ingen mening at implementere nye forhindringer på denne måde. Og det er heller ikke et udtryk for, at regeringen har gjort det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD.

4. Fysiske og psykiske skader er stadig ikke sidestillet i forbindelse med beregning af mèngrad, og udmøntning af erstatninger. Helt tilbage fra veteranpolitikkens fødsel i 2010, blev det Beskæftigelsesministeriets ansvar, og Arbejdsskadestyrelsens opgave, at undersøge nærmere, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre (Veteranpolitikken, side 22).

Men her i 2015 kan en psykisk skadet krigsveteran, med svær PTSD, stadig maksimalt få 35% mèngrad, mens en fysisk skadet veteran kan få 100% mèngrad.

Så hvor er det Forsvarsministeren mener hans regering har gjort det lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD?

Tolkeaftalen skal fortolkes på en særlig måde

Denne video er et af vores sarkastiske indspark til debatten om de afghanske tolke, som mange politikere helst vil glemme alt om. Lige som de helst vil glemme alt om danske krigsveteraner, når de kommer hjem fra krigene, med skader på krop og sind.

Tolkesagen og veteransagen handler grundlæggende om det samme – etik.

Har soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger, sygeplejersker og afghanske tolke kun instrumentel værdi, eller er vi moralsk forpligtet til at yde hjælp og støtte til de mennesker, som risikerede alt, for at udmønte den aktivistiske udenrigspolitik vi hylder?