Regeringen har igangsat et omfattende serviceeftersyn af den nationale veteranpolitik fra 2010, med henblik på at forbedre indsatserne, og bruge de opbyggede erfaringer siden veteranpolitikken blev lavet.
Der er blevet afholdt mange møder, spist meget kage, og drukket mange kander kaffe. Der er blevet snakket i timevis om medaljer, anerkendelse og mere forskning. Alt sammen er meget godt.
Men i Veteranalliancen står vi fast på, at veteranindsatsen bør tage sit udgangspunkt i de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende. Først når der er styr på de hårdest ramte, kan vi tillade os at snakke om hvad vi vil bruge de overskydende ressourcer til.
Dette princip kender vi fra førstehjælpen. Det er ikke de sårede som råber højst, som nødvendigvis skal have den hurtigste og mest omfattende hjælp.
Mange af drøftelserne, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, handler næsten ensidigt om at bygge videre på de tiltag som blev “født” i kraft af veteranpolitikken – f.eks. flere penge til langhårede forskningsprojekter i regi af Forsvarets Veterancenter, og flere parader hvor vi kan pynte hinanden med medaljer.
Det virker som om store dele af aktørerne har en blind vinkel, i forhold til de mange veteraner som var udsendt FØR man lærte om PTSD, og FØR staten og Forsvaret påtog sig lidt ansvar for behandling og støtte til veteranerne efter hjemkomsten.
Der eksisterer nogle “hellige køer” i debatten (anerkendelse, forskning, naturprojekter og samtale-/terapigrupper for pårørende og børn af veteraner), som løber med en masse opmærksomhed – og dermed ressourcer.
Omvendt findes der også nogle ubehagelige spor fra fortidens undladelsessynder, som ingen rigtigt tør/vil få ryddet op i. Især veteranerne fra Golfkrigen, og den tidlige Balkanindsats, kan stadig kigge langt efter anerkendelse og kompensation for de skader de pådrog sig i starten af 1990’erne.
Medaljer kan de sagtens få. For en medalje koster ikke alverden. Og soldater med medaljer ser fine ud, når medierne dækker den fantastiske anerkendelsesindsats, som udspiller sig på landets kaserner, for de få veteraner som rent faktisk gider møde op, og modtage medaljerne. Flertallet får dem jo bare tilsendt med posten. Og dagen efter modtagelsen, når hverdagen melder sig igen, så kommer erkendelsen – at medaljer ikke kan kurere eller lindre symptomerne på PTSD.
Men vi kan alle få medaljer. Og skåltaler om hvor meget staten sætter pris på vores indsatser i verdens brandpunkter.
Imidlertid er der en grænse for hvor høj denne pris må blive.
Medaljer er som bekendt billige.
En fuld kulancemæssig godtgørelse efter reglerne i aktstykke 425 koster 72.500 kroner. En arbejdsskadeerstatning kan løbe op i millioner af kroner. Hvis Arbejdsskadestyrelsen fik pålagt at sidestille fysiske og psykiske skader, så to veteraner som er blevet lige invaliderede af henholdsvis fysiske og psykiske skader ville få den samme kompensation, så ville det blive rigtig dyrt for staten, idet langt de fleste skadede veteraner er psykisk skadede.
Som fysisk skadet veteran kan man få en mèngrad på 100 procent. Faktisk kan man få over 100 procent, men det er en teknikalitet om ikke er værd at problematisere. Til gengæld kan man stadig kun få anerkendt en mèngrad på op til 35 procent, hvis man har været så uheldig at blive såret på psyken.
Omsat til fysiske skader, så svarer det til at man har mistet en lillefinger og en ringefinger på venstre hånd. Mere indgribende i hverdagen, og i forhold til ens arbejdsevne, er det tilsyneladende ikke, at man bliver diagnosticeret med kronisk post traumatisk stress-reaktion, depression, selvmordstanker og personlighedsforandringer efter katastrofeoplevelser.
I Veteranalliancen fastholde vi, at der skal ryddes op i fortidens undladelsessynder, og indføres reel ligestilling for alle veteraner – både i forhold til datobegrænsningen i aktstykke 425, som afholder veteraner udsendt før 1996 fra at få den kulancemæssige godtgørelse hvis de pensioneres på grund af deres skader, og i forhold til Arbejdsskadestyrelsens tildeling af mèngrader til henholdsvis fysisk og psykisk skadede veteraner.
Når der er styr på disse helt basale og retfærdige forhold, så vil i gerne drøfte hvordan vi skal bruge de overskydende penge til veteranindsatsen. Men vi holder fast i rækkefølgen. De mest skadede veteraner skal hjælpes først og mest. Så kan vi pynte os med medaljer, og være stolte af indsatsen bagefter.
VETERANALLIANCEN 